LEDELSE // KOMMENTAR – En gang læste jeg meget om, hvorledes en leders køn påvirker medarbejdernes vurdering. Det var efter en slags mytteri i min egen afdeling – en hændelse, der fik mig til at indse, at jeg var en elendig chef. Det skriver journalist Dorte Toft, der ser en tendens til, at medier har en forkærlighed for at udstille dårlige kvindelige chefer, men ikke mandlige.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tager jeg fejl, når jeg mener at se medier jagte dårlige kvindelige ledere langt mere end mandlige?
For tiden gælder det en radikal borgmester i Københavns kommune, Mia Nyegaard, og tidligere gik medierne efter en venstreborgmester sammesteds, Cecilia Lonning-Skovgaard.
Både mandlige og kvindelige underordnede bedømmer generelt set deres kvindelige chef hårdere end deres mandlige. Desuden ses en vild overvurdering af den kvindelige chefs magtbegær
Den såre tech-kyndige politiker, Karen Melchior, er også udstillet på forsider som en katastrofal dårlig chef, ligesom Anne Sophia Hermansen var, da hun havde en ledende stilling på Berlingske. Og sidste år blev mangeårig chef i HK og tidligere på Politiken, Anette Claudi, også heglet igennem for at være en elendig leder begge steder.
Der har været mange flere gennem tiden, der er hængt ud, men hvor mange mandlige chefer har i samme grad været i mediernes fokus som dårlige ledere?
Mænd jages for snyd og bedrag – jo. For røde bundlinjer – jo. Men for at være chefen fra helvede? Nej, og det skyldes selvsagt ikke, at de ikke findes. Men ofte hyldes “beslutningsdygtige” og “selvsikre” mandlige ledere som idoler, mens badass kvinder lægges for had.
Jeg er kvinde – jeg var en elendig leder
Tag ikke fejl. Jeg ved om nogen, at ledelse faktisk er en svær disciplin, og at jeg selv var en elendig chef. I mit andet lederjob blev flertallet af mine medarbejdere faktisk enige om, jeg var så forfærdelig, at jeg af dem blev ”indkaldt” til alvorlig irettesættelse.
Dengang læste jeg mig godt ind på forskning om kvindelige ledere, og jovist, både mandlige og kvindelige underordnede bedømmer generelt set deres kvindelige chef hårdere end deres mandlige. Desuden ses en vild overvurdering af den kvindelige chefs magtbegær.
Jeg fik sikret dyr, professionel hjælp til at bygge broer mellem os, men et seminar med det formål endte med, at jeg trak mig fra posten som den bedste løsning for alle. Det var simpelthen for skræmmende at opdage, hvor meget de havde imod mig. Alt ville være perfekt, hvis jeg bare ikke var der, lød det.
Handlekraftige mænd er ambitiøse, mens tilsvarende kvinder er bitchy og bossy. Og den opfattelse går igen i medier, om det så er ubevidst eller bevidst
Jeg var den ydre fjende, og på positivsiden kan i øvrigt siges, at det skaber et helvedes godt sammenhold de andre imellem.
Det eneste positive, mine medarbejdere kunne sige under hele seminaret, var, at jeg var en meget visionær informationschef, der også beskyttede afdelingen mod censurkrav, der jo altid har det med at stikke hovedet frem.
Set i bakspejlet var jeg da også alt for perfektionistisk i relation til afdelingens produkter, også for at sikre fortsat frihed.
Jeg krævede for meget af medarbejderne. Oveni kom, at jeg svingede for meget temperamentsmæssigt, og jeg fyrede ordrer af, når situationen var presset – glemte den venlige ”kunne du måske”, der i høj grad forventes af netop kvinder.
“Fyr medarbejderne og ansæt nye” var rådet fra den administrerende direktør, som var imod, at jeg trak mig. Han syntes, jeg gjorde det rigtig godt. Men jeg havde erkendt, at jeg ikke var god i chefrollen, for jeg hvilede sgu’tte nok i mig selv.
I stedet oprettede han og jeg et helt nyt arbejdsområde, der blev et plus for virksomheden, og hvor jeg stortrivedes i supergodt samarbejde med andre i virksomheden, der blot ikke var ansat under mig eller refererede til mig.
At jeg nogle år senere måtte forlade virksomheden, er en helt anden sag, der også handler om ledelse, men andres, og den gemmer jeg til en anden gang.
Det er sgu da en god historie, den med de stakkels helt uskyldige, sikkert dygtige medarbejdere, der klager over at have en galdespyende heks som chef
Det stærke sammenhold blandt mine tidligere medarbejdere forsvandt i øvrigt, da jeg forsvandt. Den karismatiske person, der havde anført oprøret, mistede også sin popularitet. Det var i øvrigt den journalist, der var svag professionelt set, men det opdagede de andre først, da de selv skulle rage kastanjerne ud af ilden.
Hvor meget har situationen egentlig ændret sig på de årtier, der er gået?
Både kvinder og mænd vurderer kvindelige ledere hårdest
Forskningen tyder stadig på, at både kvinder og mænd vurderer kvindelige ledere hårdere:
Handlekraftige mænd er ambitiøse, mens tilsvarende kvinder er bitchy og bossy. Og den opfattelse går igen i medier, om det så er ubevidst eller bevidst. For det er sgu da en god historie, den med de stakkels helt uskyldige, sikkert dygtige medarbejdere, der klager over at have en galdespyende heks som chef.
Eller også kan problemet være det stik modsatte – at der er for lidt alvor. Som når en kvindelig politiker danser til en fest og anklages for at tage narko uden det mindste bevis, som Sanna Marin, den finske kvindelige premierminister, blev udsat for.
Epilog.
Det professionelle jyske ledelsesfirma, som jeg – anbefalet af firmaets HR-afdeling – hyrede til at bygge bro, var så uprofessionelt at glemme den udførlige rapport, som var udarbejdet inden seminaret af den relativt nyuddannede psykolog i teamet. Den unge kvinde havde interviewet os alle og lovet fortrolighed.
Rapporten om de andres holdning til mig – og psykologens holdning til mig – læste jeg selvfølgelig, og jeg tager den stadig jævnligt frem og genlæser den, for den er på en eller anden måde sært underholdende, også fordi den fortæller en del om psykologen selv.
Uprofessionelt var også, at den ældre leder af brobygningsteamet ikke var den person, jeg havde fået lovning på. Den mand, der kom, var en rigtig rar, tidligere sjælesørger, der havde skiftet job, så han nu var managementkonsulent. Jeg kendte lidt til ham i forvejen, fordi han jævnligt hang ud på et sted, der var nogle venners stamværtshus.
Min beslutning om at skride fra chefposten kom i øvrigt helt bag på ham, og han gjorde sit bedste for at forsøge at overtale mig til at blive. Ifølge ham overgik plusserne ved mig som chef langt minusserne. Det var jeg ikke enig i.
Læs flere artikler af Dorte Toft her
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her