KRIGEN I UKRAINE // KOMMENTAR – Om Vesten og Ukraine-krigen, Natos sløvhed samt sjaskede forligsforhandlinger om forsvar og afskrækkelse i Østersøområdet. Forsvarskommentator, pensioneret brigadegeneral og historiker Michael Clemmesen svinger krabasken over Nato.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“We will continue to support Ukraine to ensure a decisive military victory on the battlefield this year“.
Så klar var beskeden fra den britiske premierminister Rishi Sunak den 8. februar 2023 i forbindelse med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg i London.
Spørgsmålet er imidlertid, om den besked bider på Vladimir Putin. Det er ikke sandsynligt.
Ukraines allierede i Vesten er endnu lettere at håndtere for Rusland, for disse – i Putins øjne naive svæklinge – tror, ligesom Sunak tryglende optimistisk meddeler, at krigen kan vindes hurtigt
For Rusland har valgt en dobbelt nedslidningsstrategi, og i Ukraine sker det ved en Verdun-1916-model, der ikke stiller uoverkommelige kvalitetskrav til det russiske militær eller forsvarsindustrien. Og da man i modsætning til modstanderne for godt 100 år siden har sikret sig helt mod fri meningsdannelse, er tabene af menneskeliv intet problem.
Ukraines allierede i Vesten er endnu lettere at håndtere for Rusland, for disse – i Putins øjne naive svæklinge – tror, ligesom Sunak tryglende optimistisk meddeler, at krigen kan vindes hurtigt.
Man vil åbenbart ikke se i øjnene, at den eneste, stadig usikre, vej til at undgå nederlaget er, som først Carter og så Reagan gjorde fra 1977 og 1981: at satse på den lange bane og på Vestens overlegne produktionskapacitet og teknologiske innovationsevne.
Natos inerti gør livet lettere for Putin
Ruslands opgave lettes desværre også dramatisk af Natos inerti. På trods af begivenhederne i 2014 og den massive invasion af Ukraine sidste år har man ikke lagt organisationens overlevelsesstrategi for dyb fred bag sig.
Den betød, at medlemmerne i sin tid i 2002 blev enige om at lege, at man havde til hensigt at opstille en fælles reaktionsstyrke (NRF) på 40.000 mand, der hurtigt kunne blive sendt til fremmede lande for at løse en eller anden slags militære opgaver.
Det blev der nogle hyggelige multinationale flagparader og receptioner ud af. Officererne kunne i ro og mag glemme alt om de brutale krav, som kamp i krige mod lige modstandere medfører. De kunne ligeledes glæde de civile embedsmænd med ikke at huske at fortælle, hvad det ville kræve af ikke-businesslignende logistiske strukturer og enheder at støtte kapable kampenheder, specielt på afstand af de hjemlige kødgryder og værksteder.
Forudsætningen er, at den krig vinder Ukraine heldigvis hurtigt, så der bliver derfor ingen trussel mod Danmark
Hvis Nato havde tilpasset sig udviklingen siden 2014 og 2022, ville der være blevet retableret internationale (“subregionale”) hovedkvarterer for hver af de geografisk veldefinerede forsvarsopgaver, hvor landene (under gensidigt pres og uden venlig overbærenhed over for manglende eller svage bidrag) var ved at udvikle forståelse for, hvad et robust forsvar af et givet område og dermed afskrækkelse ville kræve.
På dette grundlag ville de mest direkte truede medlemslande været gået i gang med en konkurrence om at sikre sig øremærkede hær- og flystyrker til at dække de behov, som de ikke kunne klare selv. Dvs. den proces, som indledtes i 1977 og fortsatte igennem resten af Den Kolde Krig.
Den bidrog til en klar professionalisering af forsvarsforberedelserne. Før 1977 havde amerikanerne været fokuserede på Sydøstasien, og hvis der før da var sket noget, ville det blive forsøgt klaret med kernevåben. Derefter ville resten være ret ligegyldigt uanset resultatet.
Den fælles ramme for forsvarsevnen mangler
Hvis Nato havde tilpasset sig udviklingen nu, ville der været blevet genskabt en fælles ramme for rapportering og styring af opbygning af forsvarsevnen ved militær mobilisering, klargøring og fremflytning af militære styrker samt forberedelse af medlemmernes civile samfund til en krise- og krigssituation. Denne ramme ville gennem tilbagevendende øvelser på topniveau blive prøvet og forbedret.
Indtil nu har Nato ikke haft fokus og situationssans til gentage det, som man startede i sommeren 1950 efter invasionen af Sydkorea og færdiggjorde efter 1977, da amerikanerne begyndte at reagere på sovjetiske interventioner i først Afrika og så Afghanistan.
Natos katastrofale inerti skaber en uanvendelig ramme for de danske forsvarsforligsdrøftelser. De kan foregå helt uden reference til krigen i Ukraine. Krigen blev kun et indenrigspolitisk vækkeur, der nødvendiggjorde, at Danmark bidrog med noget synligt ret hurtigt.
Hæren var ikke engang i stand til at opretholde en symbolsk, mindre tilstedeværelse i Baltikum i mere end et år
Forudsætningen er, at den krig vinder Ukraine heldigvis hurtigt, så der bliver derfor ingen trussel mod Danmark. Sagen drejer sig således ikke om at kunne løse militære opgaver i en forsvarskrig. De forbliver irrelevante.
Problemet er udelukkende at tage højde for den politisk stærkt ubehagelige kritik fra Nato og Rigsvisionen af svigtet i at leve op til klart givne løfter pga. ineffektivitet og svigtende resursetildeling.
Natos inerti og svigt gør, at Forsvars- og Hærledelsen kan holde sig inden for den anakronistiske NRF-Potemkinramme og koncentrere sig om at opfylde en ”tung brigade”, der hverken har materiel, bemanding eller logistik til at løse nogen militær opgave i virkelighedens verden. Hæren var ikke engang i stand til at opretholde en symbolsk, mindre tilstedeværelse i Baltikum i mere end et år.
Da hverken politikere eller forsvarsledelse ser en relevant trussel, og da de er uden erindring om tiden før 2000 eller interesse for, hvad de nordiske naboer gør, har forsvarsledelsen kun modvilje over for politikernes ønske om flere og længere uddannede værnepligtige.
Hvis Nato skulle vågne af sin Tornerosesøvn, og Danmark derefter opdage dette, ville det blive pinligt klart, at forsvaret ud over bidrag til sikringen af Rigsfællesskabets nordlige dele ville have tre påtrængende opgaver, hvis løsning for Hærens vedkommende ville være akut afhængig af reservestyrker af hjemsendte værnepligtige og tidligere kontraktansatte.
Tre påtrængende opgaver for det danske forsvar
For det første opgaver i Danmark (minus Bornholm) som base- og transitområde. Det kræver luft- og missilforsvar, løsningen af forsvars- og bevogtningsopgaver med lokale og mobile styrker samt aftalt værtsnationsstøtte til allierede. Der er mange opgaver for værnepligtige.
Strategien for en lang Ukraine-krig, en re-fokusering af Nato og en dansk opvågnen savnes akut
For det andet et egentligt dansk forstærkningsbidrag til forsvaret af nærområdet i Baltikum. Desværre skal der ske dramatiske ændringer med 1. Brigade, hvis den skal gøres egnet til at løse forsvarsopgaver her. Der er mange opgaver for mobiliserede reserveelementer af tidligere kontraktansatte og værnepligtsuddannede.
For det tredje kupforsvaret mod luft-, helikopter- og sølandsætninger på Bornholm. Kontrol over øen er strategisk afgørende for forsvaret af Baltikum. Opgaven kan ikke løses alene af Søværnets fregatter eller andre skibe, for de skal for det første være til rådighed her, og for det andet må det accepteres, at Nato ikke skyder, før skudt på, og en sænket fregat bidrager ikke til noget efterfølgende forsvar. Kupforsvaret af Bornholm må, som tidligere forberedt, indledes med en stående landstyrke og havnespærringshold fra Søværnet, der hurtigt forstærkes af frivillige og værnepligtige reserver.
Strategien for en lang Ukraine-krig, en re-fokusering af Nato og en dansk opvågnen savnes akut.
Læs mere i POV om Ruslands krig mod Ukraine her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
