USA2024 // ANALYSE – Den amerikanske valgkamp nærmer sig slutspurten. Der er 17 dage tilbage, og de to præsidentkandidater tester nye verbale manøvrer af. Harris gik på Fox News og en kritisk podcast i starten af ugen, efter hun deltog i 60 Minutes. Trump holdt en ”all women town hall” og mødte op på den spansktalende tv-kanal Univision. Begge politikere taler imidlertid fortsat udenom, men på vidt forskellige måder.
Lige siden Kamala Harris erstattede Joe Biden som Demokraternes præsidentkandidat, er hun blevet mødt af kritik, der først og fremmest har handlet om, at hun var for meget på vagt og alt for tilknappet, når hun blev interviewet og ikke altid virkede, som om hun talte med den nødvendige sikkerhed. Kritikken handlede også om, at hun mestendels har optrådt i bløde formater hos venligtsindede podcastere, i morgenprogrammer eller på besøg hos ”the late night shows”, hvor hun er blevet mødt med softball questions frem for at svare på kritiske ”rigtige” journalistiske spørgsmål.
Natten til torsdag i denne uge trådte Kamala Harris ind i løvens hule i form af et interview med politisk chefreporter Bret Baier hos Fox News
Den kritik er nu mestendels forstummet, efter Harris først mødte op i sidste uge i det hårdkogte journalistiske program, 60 Minutes – det er en tradition i USA, som alle præsidentkandidater har æret i mange årtier, men Trump har sagt nej tak i år. Derefter optrådte hun i flere podcasts med kritiske værter. Og natten til torsdag i denne uge trådte hun ind i løvens hule i form af et interview med politisk chefreporter Bret Baier hos Fox News.
Begge dele høstede hun ros for, men sagen er, at mere mod og mere krævende interviews er nødvendigt for hende af flere grunde.
Og her er en parodi, der ikke er så upræcis endda, hvis man kommer hen over de lidt grove vitser fra The Daily Show – som viser både lidt af Harris’ interview og Trump på Univision:
Harris har brug for at skrue op for modet – og tonen – i slutspurten
Men der er flere grunde til, at hun har ændret mediestrategi:
For det første er hun sakket en smule bagud i de seneste uger i et ekstremt tæt kapløb i de afgørende svingstater – hos Nate Silver er hun bagud for første gang siden 19. september. Trumps føring er mikroskopisk og inden for den statistiske usikkerhedsmargen, men tendensen er klar. For en måned siden var Harris foran med 1-4 pocentpoint. Nu er hun bagud med mellem 0,1-1,4 procentpoint, og derfor optræder den demokratiske kandidat nu med mere mod og i flere arrangementer, der må siges at være uden for hendes comfort zone.
Og hendes strategi er – modsat Trumps – at komme ud til andre end demokrater:
For det andet forsøger hun at appellere til en bred vælgerskare, der også inkluderer midtervælgere, moderate republikanere samt det segment af Never Trumpers, der bevisligt findes bl.a. i det republikanske vælgersegment, som stemte på Nikki Haley i partiets primærvalg. Og for at få disse (få) vælgere i tale er det ikke nok at læse op fra en teleprompter i begejstrede rallies, hvor der er Kamalamentum og not going back vibes en masse.
Harris har ikke været en mester i kommunikation i venligtsindede programformater heller indtil nu
Hun har også gentagne gange udfordret Donald Trump og opfordret ham til at mødes i en ny præsidentdebat. Han har sagt nej, og det koger Demokraterne suppe på ved igen og igen at sige, at Trump ”gemmer sig” og er ”bange” for hende; en helt forståelig strategi, eftersom hele medieparnasset (inklusive Fox News) var enige om, at den demokratiske kandidat vandt den ene debat, der har været mellem de to kandidater. Trump har forsøgt at slå tilbage, fx som her:
Harris har netop offentliggjort sin årlige helbredsrapport, mens Trump ikke agter at komme med sin. Men kombinationen af deltagelsen i 60 Minutes og i Fox News giver Harris point i de politiske magasinprogrammer i USA for at være ”modig” (en evne, der værdsættes hos vælgerne, når man kandiderer til jobbet som chef for USA’s væbnede styrker, Commander in Chief).
Så langt så godt for Harris, som ellers ikke har været en mester i kommunikation i venligtsindede programformater heller.
En fejl: ”Jeg vil ikke gøre noget anderledes end Biden”
Da hun i sidste uge deltog i ABC’s populære morgen tv-program, The View – som er USA’s førende morgen-talkshow og det største i hele USA med ca. 2,4 millioner daglige seere i aldersgruppen 25-54, først og fremmest kvinder – fik hun et ret uskyldigt, og oplagt, spørgsmål om, hvad hun ville gøre anderledes end Biden, hvis hun blev valgt som præsident, hvortil hun svarede ”there is not a thing that comes to mind”.
Samme svar på det samme spørgsmål gav hun på et andet mega-populært aftenprogram, The Late Show with Stephen Colbert, der også trækker 2,5 millioner seere i samme aldersgruppe som The View, men med lige mange mænd og kvinder og med en overvægt af lidt ældre seere, der også tenderer mod at stemme i højere grad end yngre vælgere.
Som en trænet jurist og tidligere statsanklager er denne form for sproglig jiu-jitsu eller akrobatik noget, Harrris er virkelig god til
Det elendige svar blev straks forvandlet til en valgvideo for Trump, eftersom Biden er en særdeles upopulær præsident, og hvis Harris gerne vil ses som en candidate of change (noget hun faktisk er lykkedes med, viser målinger), er det ikke klogt at binde sig til Biden.
Ikke desto mindre har Harris i høj grad valgt at bruge Bidens og Obamas gamle garde i sin kampagne, og hun har haft en vis forkærlighed for ret vage feel good slogans som ”the care economy”, ”the opportunity economy” og løfter om en ”new generation and a new start” samt hendes standardindledning i stort set alle interviews: ”I grew up a middle-class kid” – uanset hvad hun bliver spurgt om.
En teknik, der er kendt fra PR-branchen
New York Times konkluderede det fint efter 60 Minutes-interviewet:
”She often responds to uncomfortable questions by acknowledging them, yet not fully answering them … she keeps answering the question she wants, not the one that was asked … the ability to bob and weave through uncomfortable questions while remaining on message as a skill to be mastered, like the precise footing required of a carpenter navigating a high-pitched roof.”
Som en trænet jurist og tidligere statsanklager er denne form for sproglig jiu-jitsu eller akrobatik noget, Harrris er virkelig god til. Hun giver et passioneret svar, hvor hun tilsyneladende adresserer spørgsmålet, men i virkeligheden svarer hun på noget andet, typisk noget om vigtigheden af selve spørgsmålet, som man relaterer til sine egne ”værdier”. Det er en teknik, som er kendt i PR-kredse som ”bridging” og ”decoupling”. Som Adam Fischer fra mediafirst skriver, anvendes teknikken i medietræning, når man skal hjælpe mennesker med at erobre kontrollen med et interview:
”… a spokesperson can respond to a difficult or challenging question which they may not want to answer, by using a form of words to move the conversation back to the topic they really want to talk about. When it is used well, it sounds very natural and it can be difficult for most people to detect.”
Fischer foreslår fx disse udtryk for at bygge bro til det, man gerne vil tale om – og de bruges alle i amerikansk politik:
”People have said that, but the key thing to remember is …”
”I can’t speculate on that, but what I can confirm is …”
”That’s something I will look into, but what we are concerned with now is …”
”That’s an interesting point, but I think the bigger issue is …”
”We need to confirm all the facts before we can talk in detail about that. What we do know is …”
Et eksempel på teknikken fra interviewet med 60 Minutes var, da Harris blev konfronteret med et spørgsmål om at fortælle mere om sig selv til de vælgere, der ”stadig siger, de ikke kender dig”. I stedet for at sige noget om sig selv eller fortælle, hvordan hun ville komme i kontakt med de vælgere, sagde hun: ”I definitely need to earn their votes.” Det er et godt eksempel på, at man anerkender præmissen for spørgsmålet, men ikke giver et svar.
Harris demonstrerede ”bridging” på Fox News
Der var også mange eksempler på samme teknik hos Bret Baier i Fox News.
Se det hele her:
”Hvor mange ulovlige immigranter har den regering, du er en del af, lukket ind i landet?” indledte Baier, hvortil Harris først svarede med: ”Jeg er glad for, at du tager det emne op, for jeg er enig med dig i, at det er vigtigt at tale om …”
Baier afbrød hende med ”Jeg vil bare have et tal”, hvortil hun sagde ”Bret – lad os nu komme til det vigtige. Vi har et system, der er nedbrudt, og skal forbedres …” Og så afbrød han igen, med et nyt spørgsmål om, hvorfor Biden og Harris aflyste Trumps lov med navnet ”Remain-in-Mexico”. Den lov betød, at asylsøgere skulle blive i Mexico, mens deres asylansøgning til USA blev behandlet, og aflysningen af loven førte til en betydelig indvandring i USA.
Harris svarede for 3. gang ved at understrege, at den allerførste lov, hun og Biden forsøgte at få vedtaget – ”The US Citizenship Act of 2021” – netop handlede om det. Det huede ikke Baier, som indskød, at den lov var en ”road to citizenship”, og så blev Harris irriteret:
”Må jeg lige få lov at blive færdig med at svare,” lød det, hvorefter hun straks gik videre med at dykke ned i, hvorfor Trump ikke ville ”løse et problem, men blot lave en politik på det”. Det fik hun lov til, inden Baier forsøgte en sidste gang med at afspille et videoklip af en mor, hvis 12-årige datter blev myrdet af en ulovlig indvandrer, og som bebrejdede ”Biden’s and Harris’ complete lack of border policy” herfor.
”Det er så tragisk. Så frygteligt, det er sandt,” lød det fra Harris, som også sagde, at ”havde vi fået vedtaget den lov for 9 måneder siden, havde vi haft mere politi ved grænsen”. ”Men vil du sige undskyld,” til den mor, spurgte Baier, hvortil Harris gentog med megen medfølelse, at hun var ”so sorry for her loss, so sorry. I really am. I feel awful for their experience”.
Og så fortsatte hun: ”Men så lad os tale om, hvordan vi kan gøre det bedre. Det er et gammelt problem, som vi ikke kan være bekendt, at vi ikke har løst. Det har jeg ikke noget problem med at sige, er nødvendigt,” indledte hun og kaldte Trump for ”an individual who does not want to participate into solutions”. Hun sagde også igen, at grænsepolitiet havde brug for flere ressourcer, flere dommere og flere midler i det hele taget. Hele disse første 10 minutter af interviewet viste Harris som en mester i bridging – og at Baier afbrød for meget.
Vi fik et øjebliksbillede af en præsidentkandidat, der ved, at hun har et stykke arbejde foran sig, hvis hun skal close the deal, og som er villig til at tage chancer, spille aggressivt og, ærligt talt, blive fortrolig med den gadekampsmentalitet, hun har brug for til at skrabe en sejr sammen
Senere prøvede Baier flere gange at få Harris til at svare på, hvornår hun opdagede, ”at Joe Bidens mentale tilstand var forværret”. Igen svarede hun udenom – først ved at sige, at hun havde overværet Biden passe sit præsidentskab på en kompetent og erfaren måde, og da Baier pressede på, sagde hun først, at ”Joe Biden er ikke på valg, men Donald Trump er”, og så gik hun, relativt elegant, igen over sin verbale bro og vendte tilbage til en længere svada om Trumps mentale evner.
Men hun fik til gengæld svaret for første gang på spørgsmålet om, hvorvidt hun ville være en anderledes præsident end Biden:
”Lad mig gøre det helt klart. Jeg vil være en fuldkommen anderledes præsident end Joe Biden,” lød det nu – og hun fik også nævnt et par politikker, der er ”hendes” og ikke en nuværende præsidents, men også det vage svar ”I, for example, am someone who has not spent the majority of my career in Washington, D.C.”
En relativ succes for Kamala Harris
Bagefter var reaktionen på debatten, som man kunne forvente – alle demokrater var tilfredse, mens mange republikanere betonede, at hun talte udenom. I pressen hæftede mange sig ved, at stemningen havde været anspændt, og at Baier havde været en aggressiv interviewer og havde afbrudt meget. Der var imidlertid flere republikanere, også på Fox, der roste hende. Harris lød ”combative and energetic and certainly landed some blows on Donald Trump”, sagde fx Fox News’ politiske chefanalytiker, Brit Hume.
”The most important thing is that she sounded strong and confident. She went into the lion’s den, and it is not even about whether the viewers agree with her. It is the way it looks – it’s better to be wrong and strong than right and weak,” som Mark McKinnon (tidligere rådgiver for Bush og McCain) sagde til Stephanie Ruhle fra MSNBC.
Harris fik til sin kampagnes store begejstring indsat et enkelt uppercut, da hun tog Baier i skole for at spille en udvandet version af Trumps trussel om muligheden af at sætte det amerikanske militær ind mod sine politiske fjender
New York Times skrev noget lignende torsdag: ”Vi fik et øjebliksbillede af en præsidentkandidat, der ved, at hun har et stykke arbejde foran sig, hvis hun skal close the deal, og som er villig til at tage chancer, spille aggressivt og, ærligt talt, blive fortrolig med den gadekampsmentalitet, hun har brug for til at skrabe en sejr sammen.”
Det er også min vurdering, at hun lød stærk, relativt karismatisk og fik sit budskab igennem om Trumps manglende evne til at være præsident igen, om de mange republikanere, som ikke længere støtter ham – herunder flere gamle topfolk – samt om hans nylige bemærkning om ”the enemy within” – den indre fjende af amerikanere, som Trump har sagt, man i sidste ende kan sætte militæret ind mod. En meget usædvanlig udtalelse, som et flertal af amerikanere ikke bryder sig om. Det er ikke noget, Fox News’ seere normalt hører noget om.
Ikke at Harris ikke også fik kam til sit hår. Hun kunne klart ikke svare på alting, som det fremgår af videoen ovenfor. Trumps kampagnechef tweetede dette på X:
Men Harris fik til sin kampagnes store begejstring indsat et enkelt uppercut, da hun tog Baier i skole for at spille en udvandet version af Trumps trussel om muligheden af at sætte det amerikanske militær ind mod sine politiske fjender. I stedet for Trumps originale udtalelser spillede Baier et klip af Trump, hvor han modererede sine kommentarer under et Fox News town hall med lutter kvinder, der blev sendt tidligere på dagen:
”Jeg truer ingen. Det er dem, der truer,” lød Trumps svar, som fortsatte med at beklage sig over, at ”Demokraterne bruger retssystemet som et våben imod mig”.
Harris var synligt vred: ”Bret, jeg er ked af det, og med al respekt, det klip var ikke, hvad han har sagt om ’den indre fjende’,” sagde hun, før hun leverede et flammende svar om Trumps forslag om at ”sætte amerikanere i fængsel, fordi de er uenige med ham”.
Til Baiers synlige irritation løb tiden ud. Og han sagde, lettere sammenbidt, at han håbede, at Harris ”havde fået sagt, hvad hun gerne ville sige om Donald Trump, for mange af seerne ville meget gerne vide mere om dine politikker
Harris-kampagnens folk var tilfredse: ”Constant interruptions and 20 straight minutes of attempted Fox-style gotchas, and she schooled him, shut him down, and got hits in that Fox’s audience literally never gets to hear,” lød det i en SMS fra en demokratisk kampagnemedarbejder til New York Times.
Den kendte investor Mark Cuban fra Shark Tank (svarende til Løvens hule i Danmark) var enig:
Til Baiers synlige irritation løb tiden ud. Og han sagde, lettere sammenbidt, at han håbede, at Harris ”havde fået sagt, hvad hun gerne ville sige om Donald Trump, for mange af seerne ville meget gerne vide mere om dine politikker”.
Morgenen efter lød det grangiveligt, som om en noget frustreret Baier fortrød sin stil: ”I tried to redirect numerous times without interrupting too much, but at some point, you kind of have to redirect to get back in the game,” lød det på Fox News.
Baier tilføjede, lettere sammenbidt, at han håbede, at Harris ”havde fået sagt, hvad hun gerne ville sige om Donald Trump, for mange af seerne ville meget gerne vide mere om dine politikker”.
Men både Trump og hans kampagnechefer var også glade, sagde de. Her Trump:
Donald Trumps væv
At Donald Trump, hendes modstander, ofte er ude af stand til at færdiggøre en sætning, lyver lige så stærkt, som en hest kan rende, ignorerer alle faktatjek og rask hopper rundt i selvopfundne universer samt konstant blæser på alle normer for, hvad en politiker bør sige – lige fra at kalde indvandrere for ”gift for nationens blod” (som straight ud af Mein Kampf) eller flirte med idéen om at sætte militæret ind mod ”den indre fjende” (læs: Demokraterne), er en anden sag.
”I think the bigger problem are the people from within. We have some very bad people. We have some sick people,” sagde Trump i et interview med Fox News’ Sunday Morning Futures. “It should be very easily handled by, if necessary, by National Guard, or if really necessary, by the military, because they can’t let that happen,” sagde han. Senere gav han et eksempel og nævnte medlem af Repræsentanternes Hus, Adam Schiff fra Californien, der stiller op til Senatet ved dette valg.
6. januar 2021 var en dag fyldt med kærlighed – Donald J. Trump
Dagen efter tilføjede han i et valgmøde hos Bloomberg News, at der er ”mange syge mennesker derude – The Pelosis of this world” med en henvisning til den tidligere Speaker – forkvinden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi og hendes mand.
Men hvad Trump virkelig er mester i, er at sige mystiske ting, ingen forstår – som hajer, vindmøller og den fiktive skurk fra Silence of the Lambs, Hannibal Lecter, plus at svare på noget fuldkommen andet end det, han bliver spurgt om.
Her et eksempel fra et møde The Economic Club og Chicago, som Bloomberg News afholdt, hvor man ser teknikken demonstreret til fulde. Trump svarer ikke eller svarer udenom:
Og her fra den spansksprogede tv-kanal Univision, hvor flere vælgere spurgte ham om både retten til abort, klimaforandringer og hans rolle i stormen på Kongressen den 6. januar 2021 – Trump svarede på det sidste spørgsmål, at han intet havde at gøre med de voldelige episoder den dag:
”Der var flere hundredtusinder af mennesker, der kom til Washington. Ikke pga. mig, men pga. det stjålne valg. Og jeg sagde, de skulle protestere på fredelig og patriotisk vis. Der var mange hundredtusinder – 6. januar 2021 var en dag fyldt med kærlighed.”
Andre spørgsmål fik simpelthen ikke noget egentlig svar. Fx sagde han, at ”USA skal være er stærkt land med et smukt klima. Men om havene stiger en eller to inches om 300 år, well, jeg er interesseret i atomvåben her og nu”.
Trump har opfundet sit eget navn for sin uortodokse kaotiske sproglige stil: Han kalder den for The Weave (væven), og det er en evne, hævder han, som hans ”sprog og litteraturkyndige venner beundrer dybt”.
Når Trump siger, at han bevidst væver en tråd, har han så i virkeligheden bare tabt sutten?
”I do the weave. You know what the weave is? I’ll talk about, like, nine different things that they all come back brilliantly together. And it’s like friends of mine that are like English professors, they say: ’It’s the most brilliant thing I’ve ever seen,’” fortalte han ved et valgmøde i Pennsylvania i september. Og uddybede:
”But the fake news, you know what they say, ’He rambled.’ It’s not rambling. What you do is you get off a subject to mention another little titbit, then you get back on to the subject, and you go through this and you do it for two hours, and you don’t even mispronounce one word.”
Ikke alle køber selvsagt den forklaring. ”Når Trump siger, at han bevidst væver en tråd, har han så i virkeligheden bare tabt sutten,” spurgte Chris McGreal i The Guardian i sidste måned. Hvis du er nysgerrig efter at læse mere om Trumps retorik og kommunikationsstil, så læs mere her i et NPR-interview med professor John McWhorter, der netop handler om The Weave, Trumps særlige ”rambling linguistic style”.
Følg med det i det amerikanske valgs slutspurt – læs vores USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen her.
Dele af denne analyse har jeg også skrevet til Copenhagen Review of Communication.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her