
KRIG I UKRAINE // DONETSK – Alle og enhver ved, at Vladimir Putin nu samler sine styrker til et afgørende slag mod de ukrainske styrker i Donbas-regionen – men ingen kan forudsige, hvad udfaldet bliver. Kun står det klart, at der meget vel kan blive tale om et ufatteligt blodbad. Et nyt Stalingrad.
Fra millionbyen Donetsk i Donbas er der gode nyheder – men de fleste er helt katastrofale.
Det er Sasha – en god og nær ven på de kanter – som pr. Messenger opdaterer os direkte fra epicenteret for den krig, der begyndte netop dér i 2014, og som nu ser ud til at skulle kulminere og måske afgøre Europas skæbne og fremtid samme sted og indenfor ganske få dage: Nemlig slutkampen om Donbas. Den forventede russiske generaloffensiv står jo for døren – det er både Sasha, toneangivende internationale medier og vi to her i Danmark enige om og helt på det rene med.
De mangler kanonføde
”Den gode nyhed er bare, at foråret er kommet”, klukker Sasha med et stort, ubarberet grin hjemme fra lejligheden i byens centrum – indenfor de fire vægge hvor han har travet frem og tilbage i en form for selv-isolation gennem snart to måneder.

”Forår, I to danskere! Folk er begyndt at gå lidt ud, de kan ikke lade være. Min datter smutter også ud og leger i parken nu – hun har desperat brug for sol og frisk luft. Hun har siddet inde på sit værelse med den der mobiltelefon mere eller mindre uafbrudt siden 24. februar. Vi er nødt til at lade hende slippe ud, ellers bliver hun og vi vanvittige.”
Forår i Donetsk. Sasha oplyser, at han ind imellem også selv er begyndt at stikke snuden udenfor nu, trods store eksplosioner i det fjerne og russiske kampfly i luftrummet. Han holder sig dog inde i skyggen i baggårde og gyder, forsikrer han. Det går ud på ikke at blive set. Sagen er, at de mangler kanonføde til Folkerepublikkens Donetsks hær:
Alle mænd mellem 18 og 60 skal i princippet melde sig under fanerne og drage i kamp på russisk side mod deres ukrainske landsmænd. Og Sasha er omkring de 40 – og han ønsker ikke at slå nogen ihjel eller selv at dø for… ja, for denne her Putin-styrede slyngelstat i periferien af den europæiske ”civilisation”.
De lukker for vandet. Når det sker, kan vi simpelthen ikke være her længere – så må vi bare væk på en eller anden måde
Lavinen af dårlige nyheder har med krigen og offensiven at gøre: F.eks. at Donetsk er ved at blive helt ubeboelig nu – og det er ikke alene på grund af bomber, missiler, granater og russiske soldater.
”De lukker for vandet. Når det sker, kan vi simpelthen ikke være her længere – så må vi bare væk på en eller anden måde. Til Rusland. Ud i verden. Med Turkish Airlines eller noget. Bare noget andet end Donetsk,” siger Sasha.
”Det er fordi Mariupol er ved at falde. Vandforsyningen til Mariupol kommer fra Ukraine, og de kan selvfølgelig ikke lukke for vandet, så længe deres egne soldater stadig kæmper i ruinerne. Men når kampen er slut, lukker de med det samme, og vandledningen går igennem vores by, og så kommer der heller ikke en dråbe hertil. Så er det slut med os også.”
Stalingrad i Ukraine
Åh, ja, Mariupol. De allersidste ukrainske soldater holder vist stadig stand i ruinerne af det enorme ”Illich Stål- og Jernkombinat” fra Sovjettiden nede ved havnen. Nede i labyrinten af underjordiske gange. I sønderbombede fabrikshaller, bag væltede kraner, mellem sværindustriens rustne maskiner og væltede tipvogne. Der er mindst 20.000 dræbte og myrdede i det slag, hører man. Mindst.
”Åh, Mariupol”, sukker Sasha. ”Dette er jo nærmest vores naboby, ikke? Nede ved havet, det azovske! Vores lokale port til verden.”
”Det er jo et Stalingrad, det er ikke nogen overdrivelse. Stalingrad i 2022 – lige her hos os. Vi hører, at der er et par tusind soldater tilbage nu, nede på stålværket. Man fatter ikke, hvordan de kan fortsætte. De har ikke modtaget forsyninger eller forstærkninger siden 24. februar. Ingen mad, ingen ammunition, ingenting! Omringet af russere og krigere her fra ”Folkerepublikken”. Lederne her hos os taler åbent om, at de vil ”ryge dem ud” fra de der underjordiske gange. Kemiske våben, folkens. Det er ikke engang nogen hemmelighed. Enten det eller også simpelthen lade dem dø af sult. Det siger de.”
Stolthed over soldater
Der cirkulerer russiske kampfly i luften over Sashas lejlighed. De sender missiler ind over ukrainsk kontrolleret territorium, frontlinjen ligger små tyve kilometer derfra. Bang, bang! Skyder ukrainske helikoptere ned, når de forsøger at flyve forsyninger ind til de belejrede. Sender klyngebomber mod flygtninge på banegården i Kramatorsk.
”Men jeg er stolt af vores soldater”, kommer det stille fra Sasha, der fastholder, at han er ukrainer og ikke borger i nogen mærkværdig folkerepublik. ”Det er ufatteligt, at de stadig bider fra sig. Overfor verdens næststørste hær. Ufatteligt.”
Parallellerne til Stalingrad dukker igen og igen op i samtalen. Fordi russerne åbenlyst forbereder sig på en eller anden slags gigantisk knibtangsoperation, der skal afskære de ukrainske styrker i Donbas. Præcis som Den Røde Hærs Operation Uranus i november 1942. Præcis som indeslutningen af tyskernes 6. Arme i Stalingrad. Præcis så Putin, hvis tingene går, som han forestiller sig, vil kunne proklamere sejr over ”nazisterne” ligesom russerne kunne i 1943.
Måske ligefrem med henblik på en triumferende, russisk sejrsproklamation 9. maj 2022 – som ved den endelige tyske kapitulation dengang? Måske?
De har faktisk allerede tabt, hvis I spørger mig. Vi ser jo deres soldater heromkring, og deres kampmoral er helt i bund.
”Jeg ved det sgu ikke”, siger Sasha. ”Men tiden arbejder på en måde for ukrainerne. Våben strømmer hele tiden ind vestfra, og hvis de bare kan udvise en tiendedel af den kampvilje, vi ser i Mariupol lige nu – ja, så får russerne deres sag for.”
”De har faktisk allerede tabt, hvis I spørger mig. Vi ser jo deres soldater heromkring, og deres kampmoral er helt i bund. De får at vide, at de skal ”befri Ukraine for nazister” – og når de så kommer her, kan de se, at alle hader dem. Og Mariupol har demonstreret, at hele det her projekt er umuligt. De kan aldrig besætte et land af denne her størrelse, et land hvor alle hader dem. Det kan bare ikke lade sig gøre.”
Hen over de mange tusinde kilometer mellem Donetsk og Danmark, fornemmer vi, at Sashas tro på en eller anden slags slutsejr til Ukraine hviler på et skrøbeligt håb snarere end noget, der ligner sikkerhed. Folk er bange, ved vi, og han gentager det også selv. Bange! I Donetsk og på den anden side af frontlinjen. Alle er bange.

Til slut lyser han alligevel lidt op på det lille skærmbillede på vores smartphone.
”Ved I hvad? Midt i det hele er jeg faktisk ved at kede mig ihjel. Her i lejligheden. Spærret inde. Og se bare min fancy bar her – den er snart ved at være tom. Det er måske i virkeligheden udmærket. Jeg tror ikke, min lever kan klare det her meget længere.”
Vi ler lidt sammen og siger så farvel til vores ven derovre. Vinker og smiler og lader som om, alt er nogenlunde godt nok. Håber snart vi kan ses i virkeligheden på en eller anden måde.
Han ser så træt og bleg ud – Sasha. Sasha fra Donetsk. Efter otte års krig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her