
DEBAT // KLIMAPOLITIK – At sidestille kunstens aktører med de store klimaspillere som flyselskaberne og kulkraftværkerne, når der skal kæmpes for bæredygtigheden, er et udtryk for en perfektionisme, som ikke giver mening, skriver Jon Eirik Lundberg i denne kommentar om de danske politikeres forsøg på at give kulturen mere ansvar for klimaet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Statens Kunstfond har sammen med det engelske Arts Council England lanceret en kampagne for at reducere musikeres klimaaftryk. Det meddeler fonden i et nyhedsbrev. Samtidig har Nordisk Ministerråd lanceret en strategi frem til 2030, som siger, at bæredygtighed ”skal gennemsyre alle dele af Nordisk Ministerråds arbejde og de nordiske samfund”. Ifølge Michael Bojesen har den målsætning allerede kostet 20 % af Nordisk Råds kulturmidler (Weekendavisen, 2. december).
Der tegner sig en tydelig sammenhæng mellem klimapolitik og kulturpolitik på internationalt niveau. Og det er kulturlivet, der skal afstå midler til det. Denne udvikling giver en ny dimension til Inger Støjbergs valgkampudspil: at bruge Statens Kunstfonds midler til at betale et forøget kørselsfradrag for hendes vælgere. Forslaget fik Statens Kunstfonds leder, Gitta Malling, til at beskylde Støjberg for at ”polarisere danskerne”. Men i praksis anvender Statens Kunstfond og Nordisk Ministerråd den samme tilgang som Støjberg.
Klimavenlig kultur
Forbindelsen mellem klimapolitik og kunstlivet er et udtryk for perfektionisme. Kulturproduktion er i forvejen den mest klimavenlige form for økonomi, der eksisterer. Branchen omsætter årligt for milliarder uden at udlede stort andet end tomme bonruller og carbondioxid fra menneskers samtaler. Sektoren anvender i vidt omfang frivilligt arbejde, dens produkter må for al del ikke smides ud. Romaner, skuespil, malerier, film og musik er produkter, der adskiller sig fra alle andre varer, netop ved at de ikke kan forbruges.
Vi står i den påfaldende situation, at en hel sektors ledelse kollektivt går ind for at nedbygge selve sektoren
Alligevel skal også kulturlivet kæmpe for klimaet, side om side med kulkraftværkerne, tekstilindustrien og flyselskaberne. Musikere kan måske rejse lidt mere med tog, der drives på vandkraft (fx i Norge, Schweiz og Sverige). En kunstinstitution kan måske bruge rigtige glas til en fernisering og vaske dem op i stedet for at smide plastglas ud. Men denne dagsorden giver den højeste prioritet til de sider ved kunsten, der er lige så lidt relevante for kunstnerisk produktion som for planetens velbefindende.
I en tid, hvor prisen for de nødvendige varer for livets opretholdelse fordobles, og især kunstneriske udøvere presses yderligere, er den kulturpolitiske ledelse optaget af helt andre ting end kulturpolitik. Vi står i den påfaldende situation, at en hel sektors ledelse kollektivt går ind for at nedbygge selve sektoren og flytte dens ressourcer over til de enkelte landes klimaministerier. Den reelle kulturminister i Danmark vil snart være Dan Jørgensen.
Brugen af kulturlivets midler til andre formål svækker de kunstneriske aktører og sætter institutioner som Statens Kunstfonds uafhængighed over styr.
Støjbergs satire
Inger Støjbergs forslag om at bruge kulturmidler til kørselsfradrag fremstår i det lys nærmest som satire over Gitta Mallings agenda. Mere alvorligt er det, at det politiske slagsmål mellem folk, der vil bruge kunstmidler på andre ting end kunst, efterlader sektoren uden en reel politisk repræsentation. Om det bliver Malling eller Støjberg, der vinder til sidst, går i praksis ud på det samme: Pengene bliver disponeret væk.

Uden penge og under påtryk fra den nye ”vækkelses” sociale kontrol presses kunstlivet ind i en smal og overskuelig meningskorridor, hvor nytte og omsorg sætter grænserne for den åndelige udfoldelse. Det, vi ser, er velfærdsstatens triumf over spontaniteten. Og den er ved at være så gennemført, at Rindalisterne, hvis de skulle mobilisere en kampagne, vil indse, at de kom for sent.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.