Hærværk på Statens Museum for Kunst: Medierne medvirker til kunstens selvmord

Christian Tangø 02.12.2024

KUNST // KOMMENTAR – Indfør en form for selvcensur i medierne, i lighed med omtalen af selvmord, foreslår Christian Tangø i denne mediekommentar. Stop med “breaking news”-dækning. Skriv gerne, at der har været hærværk på Statens Museum for Kunst, men undlad at bringe billeder, der udødeliggør de udemokratiske klimaaktivister og deres handlinger i kunstens navn.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forsømte børn med diagnoser og underligt forskruede politiske aktivister har i længere tid taget kunsten som gidsel. Principielt set er det ligegyldigt, om vi taler om en “re-modifikation” af et Jorn-maleri, en buste, der smides i havnen som en protest mod slaveri, eller et fransk maleri, der bliver gidsel i klimakampen.

Den væsentligste aktør i dette spil er medierne. Det er et spil om opmærksomhed, og uden mediernes velvillige hjælp stopper idiotiet.

Den mest effektive straf for opmærksomhedshungrende provokatører er at lade dem forsvinde i glemslen. At blive overset er langt værre end fængselsstraf

Dette handler ikke længere om “holdninger” eller meninger. Naturligvis synes vores kulturminister, at det er uacceptabelt, når en fransk klassiker overhældes med industrimaling. Naturligvis forarges de fleste over, at et Jorn-maleri skændes, eller en gammel buste smides i havnen.

Naturligvis er der potentiale for konfliktstof i disse historier. Provokationskunstnere har siden 1860’erne været klar over sammenhængen mellem medieomtale og kunstens profilering. Selvmorderiske angreb mod vores kulturarv er naturligvis en god historie – en historie, der tilmed har føljetonens dynamik: Hvad siger eksperterne? Kan konservatorerne redde kunsten? Hvor hård bliver straffen?

Medierne har et medansvar

Løsningen er lige for, selvom den næppe bliver populær i pressen: Begrebet *kunstens selvmord*. Ligesom det gælder omtale af selvmord, så bør løsningen være ikke at omtale disse “kunstneriske” attentater.

Uanset om det handler om provokationskunst eller klimaaktivisme, hvor kunsten tages som gidsel, spiller pressen en afgørende rolle. Uden omtale i medierne – ingen Ibi-Pippi, ingen buste i havnen.

I forbindelse med selvmord har pressen allerede en fælles praksis, der går ud på ikke at omtale selvmord direkte eller i det mindste at censurere visse detaljer. Hvorfor skal vi overhovedet se billeder af klimaaktivisternes udåd? Hvorfor skal deres sag fremhæves? Mistanken melder sig: På visse medier sidder sympatisører klar til at videreformidle aktivisternes agenda under dække af objektiv journalistik.

Henvis de mest tåbelige angreb på kunsten – fra overmaling af Jorn-værker til buster med slavehistorik og klimaprotester – til en anonym notits på side 34. Stop med “breaking news”-dækning. Skriv gerne, at der har været hærværk på Statens Museum for Kunst, men undlad at bringe billeder, der udødeliggør de udemokratiske klimaaktivister og deres handlinger i kunstens navn.

At pressen ikke bare er interesseret, men direkte medvirker aktivt, viser historien. Som jeg beskriver i min bog om provokationskunst, mente mange, at både Brammers hundehvalpe og Guldfiskene i blender på Trapholt blev iscenesat og manipuleret af pressen. Bent Falbert beskriver udførligt, hvordan Ekstra Bladet samarbejdede med Jens Jørgen Thorsen i forbindelse med invasionerne af Det Kongelige Teater og Rungstedlund.

Den mest effektive straf for opmærksomhedshungrende provokatører er at lade dem forsvinde i glemslen. At blive overset er langt værre end fængselsstraf – og vil på kort sigt virke afskrækkende. For ligesom ved selvmord er der en reel risiko for, at omtale af én hændelse fører til flere lignende episoder. Derfor bør omtalen stoppes eller i det mindste begrænses mest muligt.

Christian Tangø er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Som billedkunstner har han både udstillet i Danmark og New York, hvor han også har boet i længere perioder.