ANMELDELSE // FILM – Martin Scorseses nye epos, The Irishman, er ikke hans bedste film, men det er afgjort årets bedste. Den er også 3 1/2 time lang og sine steder ganske langsommelig tæt på meditativ. Den er imidlertid aldrig langtrukken eller kedelig. Værket ligger således langt fra den næsten rasende energi, man finder i Scorseses store mesterværker som f.eks. Goodfellas og The Wolf of Wall Street, men som publikum er man med hele vejen. The Irishman har stadig alle de kendetegn, vi forbinder med en mesterinstruktør som Martin Scorsese.
The Irisman er baseret på bogen I Heard You Paint Houses af Charles Brandt om det formodede lejemord på Hoffa i 1975. Et mord, som Sheeran efter sigende tilstod, hvilket dog aldrig er blevet bekræftet. Spørgsmålet er i øvrigt det første, som Hoffa stiller, da han bliver introduceret til Sheeran.
Det refererer naturligvis til de blodsprøjt, som et skuddrab medfører. Det er Steve Zaillian (Schindlers Liste), der har skrevet manuskriptet baseret på Brandts bog, og det er der kommet en både voldsom og sørgmodig historie ud af.
Den gradvise brutalisering fører samtidig til et menneskeligt fallitbo
Volden er et gennemgående tema i filmen, men i modsætning til Scorseses tidligere gangsterfilm spiller den en anden rolle hér, hvor den gradvise brutalisering samtidig fører til et menneskeligt fallitbo.
Det er som om, at Scorsese med The Irishman har besluttet sig for at gå bodsgang. En slags syndsforladelse for den forherligelse af gangster-miljøet, som der har været glimt af i film som Goodfellas og Casino.
I stedet byder den nye film på en dvælende refleksion over omkostningerne ved at leve på den forkerte side af loven. Både for gangsterne og dem, der lader sig korrumpere – og især for den del af familien, der aldrig har bedt om at blive inddraget.
Selve handlingen spænder over en længere tidsperiode.
Vi følger hovedpersonen Frank ”The Irishman” Sheerans (Robert De Niro) hjemkomst efter 2. verdenskrig til, at han bliver budbringer mellem mafiabossen Russell Bufalino (Joe Pesci) og den legendariske fagforeningsboss, Frank Hoffa, inden Sheeran som 83-årig til sidst sidder på plejehjemmet og mindes fortidens ugerninger.
Pacino er også tilbage i storform som Hoffa, mens De Niro er mere afdæmpet og observerende som Sheeran, selvom også har sine eksplosive udbrud
Han er kørestolsbundet, plaget og på nippet til at afgå ved døden. Og Alderdom, ensomhed og skyldfølelse ender med at blive de fjender, som selv de mest hårdkogte gangstere ikke kan slå eller skyde sig fri af. Ligesom Michael Corleone bukker under i støvet som afslutning Godfather-trilogien, er der heller ingen frelse for Sheeran.
De tre aldrende filmstjerner gør det fremragende. Især Joe Pesci som den kølige og reserverede Bufalino, der er endnu mere faretruende i al sin stilfærdighed end Pescis højtråbende Tommy-karakter i Goodfellas.
Ganske imponerende præstation i betragtning af, at Pesci har været pensioneret som skuespiller længe, og skulle overtales til at vende tilbage.
Pacino er også tilbage i storform som Hoffa, mens De Niro er mere afdæmpet og observerende som Sheeran, selvom også har sine eksplosive udbrud. De Niro er nok faktisk den der fremstår mest utydelig af de tre.
Måske også fordi de omdiskuterede visuelle effekter, som filmen anvender, for at få de nogle-og-halvfjerdsårige skuespillere til at se væsentligt yngre ud i perioder, giver især De Niro en lidt besynderlig glans, næsten som i et 3D-computerspil.
Lydsiden er også værd at bemærke, fordi den respekterer de stille stunder, hvilket gør oplevelsen mere sanselig,
Dog vænner man sig efterhånden til effekterne, så de ikke stjæler opmærksomheden fra skuespillerne.
Scorsese ventede mange år og måtte rundt med hatten i hånden til flere filmstudier for at få finansieret The Irishman, netop fordi han insisterede på at tage denne foryngelsesteknologi i anvendelse.
På den filmtekniske side spiller klaveret ellers maksimalt. Fotografen Rodrigo Pietro (The Wolf of Wall Street), får billedsiden til at knitre med en fin intensitet og verdens efter min mening bedste filmklipper, Scorseses faste makker og tredobbelte Oscar-vinder, Thelma Schoonmaker, har redigeret The Irishman på vanlig, perfektionistisk vis.
Lydsiden er også værd at bemærke, fordi den respekterer de stille stunder, hvilket gør oplevelsen mere sanselig, når musikken eller lyddesignet endelig vælger at understrege enkelte øjeblikke eller passager.
Årets store, overraskende succes ved kasseapparatet, ‘Joker’, med Joaquin Phoenix og i øvrigt også De Niro, er det rene affald ved siden af. En wannabe-film, der forsøger at efterligne den ægte vare. The Irishman ér den ægte vare
The Irishman endte med et budget på over USD 150.000.000 – og kun Netflix havde råd til så stor en udskrivning, hvorfor filmen kun har biografpremiere i et begrænset antal biografsale (elleve i Danmark), og i et ret kort tidsvindue før hele verden kan streame filmen på de små skærme fra onsdag den 27. november.
Det er på både en velsignelse og en forbandelse. En velsignelse, fordi det betyder, at storfilm som The Irishman stadig kan nå et stort publikum, en forbandelse fordi dette i høj grad er en ægte biograffilm af den slags, der næsten ikke bliver lavet mere.
Scorsese kom for nylig til at udtale, at Marvels superhelte-film, der slår alle indtjeningsrekorder, ikke var ”real cinema”, hvilket udløste noget af en shitstorm.
Når man ser en film som The Irishman, så er denne anmelder dog tilbøjelig til at give ham medhold. Marvels superhelte rummer ikke tilnærmelsesvis de psykologiske, emotionelle dybder og nuancer, menneskelige skæbner eller fuldstændig bjergtagende billedkompositioner, som vi finder hos de store, amerikanske mestre, herunder især Scorsese og Coppola.
I dag er det desværre sådan, at de store film studios, som nu er domineret af Disney/Marvel-konglomeratet efter opkøbet af Fox i stedet satser på fortsættelse på fortsættelse indenfor et nøje defineret og dermed afgrænset univers, en såkaldt franchise, hvilket gør det vanskeligere både at finde et publikum til og få finansieret de originale historier i mellemlejet, hvor der ikke er nogen Blockbuster-garantier.
Årets mest seværdige film
Er The Irishman et mesterværk?
Den er helt sikkert uforglemmelig og vil stå som en milepæl i Scorseses karriere. Men i Goodfellas-klassen?
Nej, det kan jeg ikke svinge mig op til, men derfor er den alligevel årets mest seværdige film, og der er stadig langt ned til den nærmeste konkurrent.
Årets store, overraskende succes ved kasseapparatet, Joker, med Joaquin Phoenix og i øvrigt også De Niro, er det rene affald ved siden af. En wannabe-film, der forsøger at efterligne den ægte vare.
The Irishman ér den ægte vare.
Topillustration: Fra filmen – premiere torsdag den 21. november 2019 i udvalgte biografer. Tilgængelig på Netflix fra 27. november.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
