
FILM // ANMELDELSE – Den amerikanske instruktør Todd Haynes’ film May December om en skuespillerinde, der researcher en kontroversiel rolle, passer perfekt til instruktørens styrker. Den er tankevækkende og samtidig medrivende.
May December er den første film, Todd Haynes har lavet om en skuespiller som hovedkarakter. I tidligere film har skuespillere optrådt i periferien – datteren i Mildred Pierce bliver operasangerinde, ligesom en karakter i Wonderstruck leder efter en filmstjerne – men de har aldrig været i centrum af Haynes’ film. Det kan godt undre, for få instruktører har været så optaget af performance og performativitet som denne amerikanske instruktør.
Det plejede bare at være rockstjerner. Der var ‘The Carpenters’ i Superstar: The Karen Carpenter Story (1987), glamrock med David Bowie i Velvet Goldmine (1998) og Bob Dylan i I’m Not There (2007).
Siden mesterstykket Carol (2015), hvor den ene hovedperson var fotograf, har Haynes dog bredt sine interesser ud og lavet langt mere forskellige film. Samtidig vender han dog stadig de temaer, han har arbejdet med siden start-halvfemserne, hvor han var et fremtrædende medlem af, hvad der blev kaldt for New Queer Cinema.

May December er først og fremmest en helt vidunderligt legende film. Der er typisk Haynes’ke personer som kunstneren, der altid performer, husmoderen der føler sig fanget af normer, og husbonden, der måske ikke rigtig passer ind i ægteskabet længere.
Men baseret – som filmen er – på en virkelig fortælling, bliver det alt sammen vendt og drejet, og samtidig bliver det lagt ned i et filmsprog, der sjældent har virket så frit og omskifteligt før fra Haynes. Resultatet er en stor film fra en stor instruktør i sin kunstnerisk modne fase.
En skuespiller kommer til byen
Der er nogle ting i May December, som er meget typiske for Haynes. Julianne Moore spiller for tredje gang en husmor i en Haynes-film. I Safe (1995) blev hendes karakter pludselig syg af et eller andet mystisk, som måske skulle forstås som en reaktion på de snævre normer, en husmor lever i. I Far From Heaven (2002), der foregik i halvtredserne, fandt hun ud af, at hendes mand var homoseksuel, og forelskede sig i en sort mand.
Denne gang spiller hun Gracie, der også har haft en ægteskabelig krise. Inspireret af virkelighedens Mary Kay Letourneau havde Gracie for år tilbage en affære med en 13-årig dreng. Efter år i fængsel for børnevoldtægt og voldsom medieopmærksomhed giftede hun sig med den da unge mand, som hun allerede havde fået to børn med, mens hun var fængslet.
Familien får besøg af Elizabeth Berry (Natalie Portman), der skal spille hovedrollen i en film om parrets affære. Elizabeth er med til familiebegivenheder, interviewer for eksempel Gracies første mand og hendes forsvarsadvokat, og får efterhånden stykket en fortælling om Gracie sammen, omend der er flere modstridende informationer. De to kvinder begynder også at ligne hinanden mere og mere, mens Elizabeth noterer sig, hvilken makeup Gracie bruger, hvilket tøj hun går i, hvordan hun taler og så videre.
Processen synes også at påvirke Gracies mand, Joe (Charles Melton), der måske efterhånden begynder at spørge sig selv om, hvad det egentlig er for et liv, han har levet, siden han som 13-årig fandt sammen med en langt ældre kvinde. Var det virkelig ok?
Todd Haynes’ store comeback
Som nævnt har Haynes lavet virkelig mange film om rockstjerner – læg til de allerede nævnte dokumentaren Velvet Underground (2021), der også var mere interesseret i Lou Reed, John Cale og de andre som aktører i en større kulturel virkelighed end bare i deres musik – og han har lavet rigtig mange film om husmødre. I mine øjne var det som om, han lidt begyndte at gentage sig selv, for eksempel med I’m Not There og særligt den meget lidt interessante tv-serie Mildred Pierce (2011).
Måske var det derfor, at han ikke lavede en biograffilm i otte år fra 2007 og 2015, mellem I’m Not There og Carol? I de efterfølgende otte år har han lavet fire fiktionsfilm og en dokumentar, så det må siges, at han igen har fået rigtig god gang i sin karriere.
Det har lidt været som om, Haynes’ film “performede” tidligere film, ligesom hans rockstjerner fx “performede” forskellige kønsroller
Hans film er også blevet langt mere forskelligartede. Carol var vidunderlig med sin fortælling om en husmor, der var mindst lige så glamourøs som den yngre kunstneriske fotograf-spire, hun mødte, og de øjeblikke af frihed de to forelskede kvinder rent faktisk fik skabt i en snærende halvtredser-verden.
Wonderstruck (2017) var en ikke helt vellykket børnefilm, der dog stadigvæk føltes som en Haynes-film med sit fokus på anderledes børn, der på samme vis som kunstnere kunne skabe væsentlige glimt af “wonder”.
Og Dark Waters (2019) var noget helt anderledes. En film noir-agtig sag – baseret på virkelige begivenheder og i stil med Erin Brockovich (Steven Soderbergh, 2000) – om kampen mod industriel forurening. Den fandt plads i Haynes’ filmografi, idet den handlede om giftige teflonpander, der i teorien dermed kunne have været det, der forgiftede husmoren i Safe.
Noir og camp og livets banalitet
Det, som kendetegner Haynes karriere siden 2015, er flere film, mere anderledes film og løsere kunstneriske planer. Hvor Far From Heaven og I’m Not There blev kvalt af, at så meget skulle ligne henholdsvis Douglas Sirks melodramaer fra halvtredserne og Fellinis film fra tresserne, så er Haynes nu langt mere fri og afvekslende i sit filmsprog.
Men det handler stadigvæk i allerhøjeste grad om performativitet, både hos hans karakterer og i hans æstetik.
Det har lidt været som om, Haynes’ film “performede” tidligere film, ligesom hans rockstjerner fx “performede” forskellige kønsroller. Det er der i en vis grad stadigvæk noget af i May December, og der er hilsener til Bergmans Persona (1966) i fortællingen om to kvinder, der begynder at ligne hinanden urovækkende meget.
Det minder mest af alt om en cheesy erotisk thriller fra halvfemserne, bare uden at det er thriller-agtigt eller for den sags skyld særlig erotisk
Men først og fremmest låner Haynes fra film noir og thrillergenren. Han filmer historien om ægteparret og skuespilleren, som om det var en krimi-film – hvilket det sådan set også er, da det er ulovligt at have sex med børn af umanerligt gode grunde – hvor særligt soundtracket til tider går fuldstændig amok i skumle toner. Det er i øvrigt nye arrangementer af musikken til Joseph Loseys Sendebudet (1971), så helt færdig med at kopiere gamle film er Haynes ikke.
I visse scener i May December kammer det fuldstændig over og krydser grænsen fra noir til camp, og minder mest af alt om en cheesy erotisk thriller fra halvfemserne, bare uden at det er thriller-agtigt eller for den sags skyld særlig erotisk. Men vi ser en ophedet stemning, det grænseoverskridende og det store fokus på forbudt sex.

Gracie (J. Moore) er nærmest en femme fatale, der leder alle i fordærv, også bare ved sine passivt-aggressive bemærkninger, men hun er også blot fanget i en lille by i Atlanta, hvor hun bruger det meste af sin tid på at bage kager. Der er noget vampyragtigt over måden, Elizabeth (N. Portman) suger til sig fra folks virkelighed, eller også er hun bare en tv-skuespiller, der er ude, hvor hun ikke kan bunde.
Performativitet på mange planer
Det er en dybt tankevækkende film om forstillet kontra virkeligt liv. Bedst af alt er Charles Melton som unge Joe, hvis hele liv synes at være en art performativ normalitet. Den måde, han som tidligere offer for en sex-forbrydelse konstant forsøger at udstråle normalitet og styrke, sætter for alvor tanker i gang.
På én gang er det en art-film om normer og performativitet – og en b-film om forbrydelser og lummer sex
For Haynes og hans rockstjerner har det meget været noget med at bryde grænser og vise nye muligheder, men her bliver performance til en måde at skjule traumer på, en måde ikke at være i kontakt med sit virkelige selv på.
Og udover at man kan tænke virkelig meget over den, så er May December også en umanerligt medrivende film. Måske især fordi dens noir/camp-æstetik er så effektjagende og dramatisk. På én gang er det en kunstfilm om normer og performativitet – og en b-film om forbrydelser og lummer sex. Det er med afstand Todd Haynes’ bedste film siden Carol og en fremragende aften i biografen.
Find filmanbefaliner og meget mere i POV’s Kulturliste, der udkommer hver fredag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.