Vor Frue på Hauser Plads – Asta Nielsen, Frede Schmidt og Kulturcentralen

af i Film/Kultur

BOG // UDDRAG – Lotte Thranes nye monografi om stumfilmstjernen, performeren, billedkunstneren, skribenten og mytologen Asta Nielsen, Maske og menneske, kaster nye blikke på Danmarks store verdensstjerne og den tid hun var del af. I dette uddrag møder vi Frede Schmidt, hvis boghandel Kulturcentralen på Hauser Plads bl.a. var et mekka for dyrkelsen af divaen i det københavnske bøssemiljø i ’70’erne.

En tidlig forårssol skinner, det er langt op ad formiddagen, men antikvariatet i bunden af Hauser Plads sover stadig. Det gør Frede Schmidt også, for han var til balletpremiere i går med en håndfuld venner, og i pausen var man blevet enige om at tage hjem til ham på Maglekildevej efter forestillingen. Der var efterhånden otte mennesker, der spiste og drak og snakkede til klokken tre, og så tog de ind på Hauser Plads, hvor der blev danset til grammofonen mellem bunkerne til den lyse morgen. De andre gik hjem ved halvsekstiden.

Frede sover stadig; han har en madras og en dyne i baglokalet, for man kan aldrig vide, og der er langt til den etværelses på Frederiksberg efter sådan en nat, når knallerten er lånt ud til ”Jesusbarnet”, en af de trofaste unge venner. Han sover trygt, om end lidt ubekvemt, i det, vennerne kalder ”det allerhelligste”. Rummet er ikke stort, og der er en særlig lugt derinde – af jordslåethed, støv, gammelt papir, kaffe og røg.

Selvom det er solskin udenfor, er der altid halvmørkt, og som i resten af butikken er der et tilsyneladende kaos med stabler af film- og teatertidsskrifter, bunker af bøger, sammenrullede plakater og kasser med udklip og grammofonplader.

”Kulturen”, som den hedder til daglig, er internationalt kendt; både franske og amerikanske og britiske aviser har skrevet om butikken og sammenlignet den med den legendariske Shakespeare and Company på Île Saint-Louis i Paris

Og så er der billeder; billeder overalt. I butikken, i baglokalet, i det bittelille køkken, i vinduerne. Mange portrætter – af kendte og mindre kendte som Herman Bang, Erich von Stroheim, Chaplin, Céline, Nurejev og Erik Bruhn. Og af de store divaer – Maria Callas, Birgit Nilsson, Eleonora Duse, Marlene Dietrich. Og af Asta Nielsen.

Der er rigtig mange af stumfilmstjernen, som Frede sætter særlig højt og altid omtaler som ”Vor Frue”. Det er billeder af hende som Hamlet eller Fröken Julie eller som teenagepigen Engelein i Urban Gads film fra 1914 – og der er signerede privatoptagelser, hvor hun ses sammen med datteren Jesta i sommerhuset på øen Hiddensee. Eller med Brandes, Einstein eller Stravinskij i lejligheden i Berlin.

Frede har også nogle af die Astas selvportrætter, lavet i collageteknik af ituklippede kostumer fra de mange filmroller.

I baglokalet står en række røde teaterstole, nummereret fra 22 til 28, og en mølædt lænestol, det hele presset ind omkring et lavt bord, der rummer kaffekopper, askebægre, fire par briller og en hashpibe, flere bøger og magasiner – og en kolossal, vulkanlignende stearinskulptur i alle regnbuens farver. Her er tre tændte lys plantet, de udgør den eneste belysning; Frede glemte vist at slukke dem, da han lagde sig til at sove, men de varmer jo også lidt – der blev lukket for både strøm og gas i sidste uge.

Det er ikke første gang, men på den ene eller anden måde, og ikke sjældent med venners hjælp, er det altid lykkedes at få skrabet et beløb sammen, så regningen er blevet betalt. Nogle af de trofaste venner har denne gang fået en ny idé: Antikvariatet skal sættes på aktier! Opfordringen til aktietegning hænger allerede på døren.

Det er blevet eftermiddag, Hauser Plads er stadig et stille og lidt glemt hjørne af byen, men trafikstøjen fra Købmagergade trænger tydeligere igennem nu. Frede er vågnet og har stillet det hjemmelavede papskilt med ”AABEN” op udenfor – i dag med følgende tilføjelse: ”Ved Køb fra Kr. 25,- serveres en Anfugtning og 1 Stk. med andalusisk Andefedt”. Fornuftigvis er tilbuddet fulgt af endnu et papskilt: ”Eventuelle Kødannelser bedes tage Opstilling langs med Husrækkerne i Retning mod Kultorvet.”

Man bemærker retskrivningen og Fredes særlige form for humor.

Ud af sit tilsyneladende rod kunne Frede nu finde et hvilket som helst billede eller lige netop den årgang af et bestemt fransk filmtidsskrift, som man måtte være interesseret i

Der er sjældent – faktisk aldrig – kø uden for Kulturcentralen, som Frede med karakteristisk selvbevidsthed kalder sit antikvariat. ”Kulturen”, som den hedder til daglig, er dog internationalt kendt; både franske og amerikanske og britiske aviser har skrevet om butikken og sammenlignet den med den legendariske Shakespeare and Company på Île Saint-Louis i Paris.

Folk kommer langvejs fra bare for at se stedet og slå en snak af med indehaveren; sjældnere for at købe, desværre. Det får ham dog ikke til at dreje nøglen om; på døren hænger en plakat, hvor han med vanlig galgenhumor har skrevet: ”Dette er en non-profit forretning. Sådan var det ikke tænkt, men sådan blev det.”

Økonomien var bestemt bedre i gamle dage. Oprindelig lå butikken i Adelgade og havde et mere anonymt navn – Adelgades Antikvariat.

Dengang hvilede forretningen på et solidt grundlag af ”franske intimiteter”, som journalisten og forfatteren Erik Nørgaard har kaldt det – udtrykket skjuler nu, at der først og fremmest var tale om forskellige udgaver af gay porn.

Saneringerne sidst i 1950’erne sendte Frede Schmidt over på det mere anonyme Hauser Plads, og da billedpornografien blev frigivet i 1969, mistede han sin vigtigste indtægtskilde, især fordi han dybest set ikke nænnede at skille sig af med de mere værdifulde dele af sin store samling af teater- og filmhistorica.

Dørvogteren

Frede brød sig ikke om folk, der kom og rodede i hans bunker eller tog bøgerne ud af reolen for at se udgivelsesåret, eller om der var dedikationer i; han gad heller ikke potentielle kunder, der kom ind, fordi de så noget spændende i vinduet, og så stillede forkerte eller ubegavede spørgsmål. Man skulle med andre ord ikke forvente nogen særlig hjertelig velkomst, når man havde forceret de to trin op til ”Kulturen” – højst et vrantent: ”Hvad vil De?”

Det var Fredes måde at teste folk på.

Viste man oprigtig interesse for – og helst viden om – ballet- og teaterhistorie, gamle filmplakater eller den tidlige stumfilm og dens divaer, blev man måske inviteret ind i sofarækken i hulen bag det amerikanske flag, der tjente som adskillelse af de to rum.

Og ud af sit tilsyneladende rod kunne Frede nu finde et hvilket som helst billede eller lige netop den årgang af et bestemt fransk filmtidsskrift, som man måtte være interesseret i – og måske blev man herefter indlemmet i det selskab af skønånder, kunstnere, filmfolk, excentrikere og smukke, unge mænd, der fylkedes i Fredes allerhelligste.

Og balletinteresserede! Frede var en stor beundrer af Erik Bruhn, som han havde spottet, allerede før han blev solodanser i 1949, og indledt korrespondance med i 1952. Senere kom Rudolf Nurejev til, også som gæst i butikken.

En diva behøver ikke at være sangerinde, hun skal heller ikke nødvendigvis være billedskøn, men hun skal være spektakulær – og hun må gerne have en baggrund eller en historie, ussel eller problematisk, som hun har rejst sig fra

En ung Erik Aschengreen var også forbi:

Butikken lå lidt uden for mine vanlige ruter, men jeg slog tit et smut forbi i min studietid for at se på, hvad han havde i vinduet. Jeg var jo teatertosset, så der var altid lidt at se på. Der var også ballet- og teaterbilleder, som tangerede det vovede (pornografiske er for voldsomt et ord), men som kunne pirre lidt.

Jeg havde umiddelbart fornemmelse af, at der foregik noget ”interessant” derinde, men gjorde mig egentlig ikke klart hvad. Jeg var faktisk også meget ”uskyldig” dengang.

Engang vovede jeg mig ind i butikken for at spørge efter et eller andet. Frede Schmidt kom ud fra baglokalet. Det var adskilt fra forretningen ved et tæppe. Der lød stemmer derinde.

Han var tydeligt irriteret over at blive forstyrret. Han blev stående med tæppet halvt til side. Sagde hurtigt, at han ikke havde, hvad jeg spurgte efter, og så gik jeg.

Jeg kom aldrig igen.

Mange af gæsterne i baglokalet var billedliebhavere, folk, der brændte for usædvanlige eller bare skæve kulturelle fænomener som Clint Eastwoods tidlige karriere, Hans Henrik Lerfeldts Chet Baker-billeder eller stillfotos fra Asta Nielsens første tyske stumfilm. Men der kom også mange andre, der bare holdt af den anarkistiske atmosfære. Og af Frede og al hans viden.

Når man var blevet accepteret af Frede og bænket i det allerhelligste, var man klar til at modtage denne belæring: ”Kulturcentralens telefonnummer er meget let at huske: Vor Frue er altid nr. 1. ’Mine nerver’ eller Minerva, det er mig. Derfor 2-3-4. Så nummeret er altså Minerva 234.”

Det er endnu et eksempel på Frede Schmidts syret-selvbevidste – Minerva er visdommens gudinde – men også gammelkøbenhavnske humor. Ovenikøbet iblandet en reference til §234 i Straffeloven, den, der handler om salg af pornografi. Frede havde fået mindst én dom for det, vistnok i Adelgade-tiden, og det elskede han at fortælle nye gæster, ligesom han gerne viste en bandbulle frem fra en tidligere kunde, der havde fortrudt sine ”onde lyster” og nu ville bede for ”Herr Schmidt”.

Før det kom så vidt, skulle man dog eksamineres og ses an og imens forsøge at undgå at lade sig distrahere af de mange øjne, der så på én – som den kæmpestore, pastelfarvede Jesus, der blinkede, hver gang man drejede sig.

Eller Frederik 9. i forbløffende stort format, der pludselig dukkede op i en vinduesniche, der meget passende også rummede en papmachékrone i overstørrelse.

Frede elsker skønhed, alle former for skønhed. Han forguder den. Ansigtets og især øjnenes udtryksfuldhed – men også kroppens

Eller fotomodellen Ditte Maria, der skuede 1960’er-mopset ned fra forsiderne af det nyeste smarte dameblad Eva, som en billedforelsket Frede havde fået forstørret, indrammet og forsynet med små dannebrogsflag og påskrifter som ”Europas smukkeste kvinde” og ”Hendes Herlighed”. I daglig tale var hun nu bare ”den guddommelige”.

Her nærmer vi os noget omkring Fredes forhold til ikke bare den flotte fotomodel, men til skønhed.

Billedsult og divakult

Frede elsker skønhed, alle former for skønhed. Han forguder den.

Ansigtets og især øjnenes udtryksfuldhed – men også kroppens. Der er mange billeder af mandlige balletdansere i butikken, men der er også nogle af Man Rays fotografier fra 1920’erne. Og en hel del af tyske Wilhelm von Gloeden, en af de tidlige kunstfotografer, der i 1890’erne tog billeder af sicilianske ynglinge iscenesat som antikke statuer.

Foto af Wilhelm von Gloeden, cirka 1900.

Frede har en form for billedsult, der gør, at han altid er på jagt efter nye visuelle oplevelser og udfordringer. Som han skriver i en hilsen til smukke Ditte Maria og hendes kæreste, den ”noble, ypperlige og ret så kønne Husbond”:

Jeg trænger til et Par Fotos! Min visuelle Trang er stor, en Last der aldrig stilles tilfreds; men I kan forhaabentlig dulme den.

Først og fremmest elsker Frede den teatralske skønhed. Den er især knyttet til en bestemt type kvinder: til divaen – gudinden, med andre ord. Kønsforskeren Dag Heede har peget på, at der er særlige og kærlige forbindelser mellem homoseksuelle mænd og kvindelige superstjerner, forbindelser der intet har at gøre med de moderbindinger, freudiansk vulgærteori gerne tillægger homoseksuelle.

De særlige og kærlige forbindelser skulle være åbenlyse for enhver, der har overværet en optræden med store stjerner som Birgit Nilsson, Maria Callas eller Cecilia Bartoli, en Liza Minelli koncert eller en med Madonna, skriver Heede. Eller været til Melodi Grand Prix live, vil jeg tilføje!

En diva behøver ikke at være sangerinde, hun skal heller ikke nødvendigvis være billedskøn, men hun skal være spektakulær – og hun må gerne have en baggrund eller en historie, ussel eller problematisk, som hun har rejst sig fra.

Stor selvbevidsthed er en kvalitet hos divaen, store armbevægelser og helst lidt skandaler; vi taler om stærke kvinder, for eksempel kvinder, der har brudt med de patriarkalske normer. Som Elizabeth Taylor, Marilyn Monroe, Jackie Onassis og Karen Blixen. Edith Piaf, Zarah Leander, Judy Garland. Og Asta Nielsen med sin baggrund som fattigbarn og mor til en datter født uden for ægteskab.

Der er ikke noget nyt i denne bøssefascination; Herman Bang var for eksempel livslangt optaget af stjerner som Eleonora Duse, Sarah Bernhardt og Betty Nansen. Han havde også blik for Asta Nielsen, allerede ved hendes debut som skuespiller på Dagmarteatret i 1902, hvor hun spillede en 50-årig kvinde i et stykke, der hed Varulven.

En dybt betaget Herman Bang skriver således om hende:

Selv naar hun ingen Replikker havde, bevægede hun sine
Hænder, løftede sit Hoved, udtrykte hendes slanke, vibrerende
Krop saa megen Deltagelse, sagde saa meget, at jeg aldrig har glemt det.

Det er otte år før Asta Nielsens filmiske gennembrud med Afgrunden, den film, hvor hun forfører Poul Reumert med en dristig apachedans, men man skimter allerede her en kunstner, der uden at bruge ord har et helt personligt og meget stærkt udtryk – også selvom hun til rollen i Varulven var sminket gammel.

En ægte diva må nemlig helst ikke være (for) ung, hun skal helst være mærket af livet.

Om den svenske skuespiller og sangerinde Zarah Leander, der som Asta Nielsen havde en stor karriere i Tyskland, er det for eksempel blevet sagt, at hun med sin teatralske fremtoning og med sin dybe, ”transvokale” stemme repræsenterede en uopfyldt længsel, som hendes (overvejende homoseksuelle) publikum kunne identificere sig med. Hendes stemme, og ikke mindst kraften i den, blev billedet på et åbent sår, på en smerte, der blev skreget ud.

Sådanne mærkværdige krydsidentifikationer fortæller, at divaen kan få rollen som den gode fe, hvis sang, optræden eller blotte fremtoning bliver netop det redningsbælte, der kan frelse en desperat bøssespire fra at drukne i tårernes dal, som Dag Heede skriver.

Hvis forholdet mellem divaen og hendes beundrer skal virke, må det paradoksalt nok ikke materialisere sig, for man må aldrig gribe fat i gudinden – guld- eller sommerfuglestøvet risikerer at gå af. Kun fnuglette berøringer i form af blomsterhilsner eller fanbreve er tilladt.

Og fantasier, selvfølgelig.

Hendes ”abstrakte magerhed er som én eneste sitrende nerve, med en tavs mund, men med to brændende øjne som de følsomme nervespidser”

Divaen er ofte selv med til at markere denne afstand: Det kan være med det meterlange cigaretrør (Liza Minelli), med den arrogante drejning af skuldrene (Marlene Dietrich), med de store solbriller (Jackie Onassis) eller med de udstrakte arme, der kun på skrømt siger ”kom” (Marilyn Monroe). Men det kan også være med den udblæsning, stemmen repræsenterer (Judy Garland og Zarah Leander). Eller som hos Asta Nielsen, stumfilmens store stjerne – med blikket.

Die Astas øjne. Når kød bliver ånd

Om Asta Nielsens meget store, smukke øjne og om hendes brug af blikket er der skrevet både digte og afhandlinger. Hendes øjne og deres udtryk, blikket, har alle dage haft en sært magnetisk kraft.

Den tysk-franske filmkritiker Lotte Eisner (1896-1983) sagde om Asta Nielsen, at de øjne funklede som strålende lys, samtidig med at de rummede det dybeste mørke; de kunne blive en slags forsvindingspunkt for den, der så ind i dem. Den franske digter Apollinaire (1880-1918) skrev, at ”når hadet lyser i Asta Nielsens øjne, knytter vi næverne, og når hun slår øjenlågene op, er det stjerner, der lyser”.

Béla Balázs (1884-1949), ungarsk filmteoretiker og avantgardedigter, fremhævede også die Astas øjne. Hun har jo dårligt nok nogen krop, som han skriver, hendes ”abstrakte magerhed er som én eneste sitrende nerve, med en tavs mund, men med to brændende øjne som de følsomme nervespidser”.

Den betydningsfraskrivelse af kroppen – af kødet! – som Balázs her udpeger som noget karakteristisk for Asta Nielsens ”spirituelle erotik”, har en parallel i det, som fotografiet (og filmmediet) kan.

Når et menneske, her en skuespillerinde af kød og blod, gøres til billede – et billede, der desuden lader sig reproducere i mange eksemplarer (eller som film lader sig se mange gange) – forvandles hun til et tegn; skuespillerinden ophøjes, bliver gudinde, diva. Den særlige (guddommelige) betydning understreges ved, at processen her sammenlignes med brød og vins forvandling under det katolske nadverritual – med transubstantiationen.

Kød bliver til ånd. Og selvom den ret nøgterne Asta Nielsen nok ville have grinet ad denne opulente sammenligning, var hun overordentlig bevidst om, hvad hun kunne og skulle opnå, i sekunderne mens kameraet zoomede ind og forvandlede hende til billede, og hvad især belysning kunne gøre for hende og hendes ansigt. Samt hvordan hun kunne bruge sine øjne og sit blik, mens kameraet var på. Også ved at slukke for blikket.


Lotte Thrane
Maske og menneske
304 sider
Forlagets pris: 349,95 kr.
Gads Forlag


Alle fotos: Fra bogen.

Lotte Thrane er forfatter og universitetsforsker, mag.art. og dr.phil. i nordisk litteratur. Det kultur-, kunst- og personalhistoriske har, gerne med et feministisk perspektiv, været en gennemgående linje i hendes forfatterskab. Hun har bidraget med talrige artikler og antologibidrag, og har skrevet en række bøger.

Seneste artikler om Film

Er Netflix færdige?

POV BUSINESS // MEDIEMARKEDSANALYSE – Netflix har i årevis været en darling