
FILM // ESSAY #1 – Kritiker Frederik Bové gør status over filmåret 2022 – et år, der bød på højere kvalitet, men hvor svagheder i den danske films fundament også begyndte at vise sig, særligt når det kommer til køn, geografi og udenlandsk eksponering. I essayet, der er delt i to, giver Bové også sit bud på årets ti bedste film.
2022 var et mærkeligt år for dansk film. På den ene side gik det nærmest utrolig godt – med festival-deltagelser i hobetal, Oscar-nomineringer og frem for alt et publikum, der bakkede fornemt op om kunstnerisk stærke film fra relativt nye navne. På den anden side var der tegn på, at der kan opstå nye problemer i fremtiden. De sidste år har budt på en strøm af lovende film, der gav gode løfter om filmens fremtid, og i 2022 blev de løfter i forbløffende grad indfriet, men det er sværere at få øje på den næste bølge.
Stærke fiktionsfilm fra unge mænd og erfarne kvinder
Lad os starte med det gode først: Der blev lavet rigtig mange gode fiktionsfilm i 2022, og en del af de allerbedste kom fra nyere stemmer, som med deres tredje film for alvor fik foldet potentialet ud. Frelle Petersen, Ali Abbasi, Hlynur Pálmason og Christian Tafdrup har lavet deciderede storværker og mestendels holdt fast i kvaliteterne fra dengang, de var helt nye og anderledes. Læg dertil også Thomas Daneskov, der efter den selvfinansierede Eliten og tv-serien Joe Tech imponerede med publikumsfavoritten Vildmænd, og mottoet for filmåret 2022 må nærmest være: Tredje gang er lykkens gang.
At træerne ikke vokser helt ind i himlen, kan dog også ses på listen af navne: Det er alle sammen mænd. Selvom dansk film har arbejdet meget med kønsbalancen, så der blandt debuterende instruktører har været mindst lige så mange stærke kvindelige kunstnere, så virker det som om, det stadig er nemmere for mændene at komme videre og få etableret en reel karriere.
Euforien over de stærke tredje film dæmpes således lidt af, at vi stadig venter på film nummer to fra navne som Annika Berg (Team Hurricane, 2017) og Isabella Eklöf (Holiday, 2018), og først til næste år får opfølgere fra Puk Grasten (37, 2016) og Malene Choi (The Return, 2018).

Læg dertil at der var afmatningstegn inden for dokumentarismen, hvor kvindelige instruktører traditionelt har stået for en større andel film, og hvor navne som Eva Mulvad og Eva Marie Rødbro lavede deres nyeste produktioner som tv-serier, og så er der pludselig meget få kvindelige instruktører på min liste. To ud af ti blev det til, hvilket er meget lavt i forhold til tidligere år.
Den yngre generation af nyuddannede kvindelige instruktører lod til gengæld til stadigvæk at have svært ved at finde støtte i filmbranchen. Det var desværre ganske påfaldende i 2022
Der blev da også lanceret film af kvinder i 2022, men det var veteranerne, der stod stærkest. Paprika Steens Fædre og mødre kom i årets top tre målt på billetsalg, Anne-Grethe Bjarup Riis’ utroligt barske Hvidstengruppen II: De Efterladte var i mine øjne årets bedste mainstream-film, og Annette K. Olesens Ingen kender dagen var hendes måske hidtil bedste, og en af årets mest oversete film.
Den yngre generation af nyuddannede kvindelige instruktører lod til gengæld til stadigvæk at have svært ved at finde støtte i filmbranchen. Jeg har ingen insider-viden om, hvordan tingene hænger sammen, men jeg må sige, at det desværre var ganske påfaldende i 2022.

Fra nær og fjern
Til gengæld var der masser af geografisk diversitet, men jeg må være helt ærlig og sige, at jeg ikke altid ser det som et gode. Der laves nu så mange film, der foregår i provinsen, at det næsten er fjollet. Jeg er ikke sikker på, at der var en eneste film fra 2022, der handlede om København og omegn, hvor der immervæk bor en stor del af Danmarks befolkning, hvilket for det første er lidt skævt, men hvilket måske også netop gør det sværere for de nye stærke stemmer at komme igennem med film.
Yngre filmfolk har brugt de seneste mange år i hovedstadsområdet for at uddanne sig og netværke, og det virker nu pludselig som en svaghed. Årets absolut største værker kom fra provinsen, men balancen er blevet så anti-urban, at selv århusianske Niels Malmros ville have haft det svært i 2022.
Det er stadigvæk bizart svært for DFI at få placeret danske instruktører de rigtige steder i den store festival-verden, hvorfor vi går glip af udenlandsk opmærksomhed og udenlandske penge
Jeg har det også lidt blandet over de stærke internationale co-produktioner, der blev lavet i 2022. Jeg elsker generelt internationale co-produktioner og mener i høj grad, det er vejen frem for at få større armbevægelser ind i dansk film, men det var igen slående, at de to instruktører, der havde succes med det, Ali Abbasi og Hlynur Palmáson, i nogen grad netop har fået den succes ved at bevæge sig væk fra Danmark i en overgang. Begge de to instruktører fik deres reelle Cannes-gennembrud – med henholdsvis Grænse og En hvid, hvid dag – da de lavede film i udlandet, hvorefter danske kræfter kom med igen på deres nyeste film.
Det er stadigvæk bizart svært for DFI at få placeret danske instruktører de rigtige steder i den store festival-verden, hvorfor vi går glip af udenlandsk opmærksomhed og udenlandske penge. Jo, Christian Tafdrup fik sit Sundance-gennembrud med en meget amerikansk type film, men mon ikke det betyder, at han nu drager til Hollywood, snarere end at der kommer amerikanske penge til en film, han instruerer i Danmark?
Det er nok europæiske midler, der skal give plads til mere kunst i dansk film, men de danske film optræder ikke der, hvor de udenlandske instruktører, der har held med at skaffe international finansiering, er. Locarno-festivalen samt sidekonkurrencer som Encounters og Forum i Berlin, og Quinzaine og Semaine de la Critique i Cannes, var igen igen igen igen uden dansk deltagelse, men det er lige præcis der, smalle kunstneriske film kan skabe opmærksomhed i hele verden.
Blik for æstetik
Det var med andre ord film-systemet, som gav mig grå hår i hovedet i 2022. Publikum bakkede til overflod op om de stærke film, så over 600.000 så sidste års bedste film, Jesper Dalsgaards Kandis for livet, i fjernsynet, og over 100.000 så Resten af livet i biografen. Det er vildt imponerende tal!
Hver eneste kamera-indstilling i Resten af livet er helt særlig, og at det så ikke passer ind i hverken det buzzword, Politiken gerne vil bruge, eller det kunstideal, Weekendavisen kigger efter for tiden, er da hamrende ligegyldigt
Til gengæld fik kritikerne dem nærmest galt i halsen. Det var beskæmmende, at diskussionen om Kandis for livet kom til at handle om journalistiske principper, når nu det så tydeligt var en kunstfilm. Og modtagelsen af Resten af livet var også lidt ærgerlig. Når nu endelig, endelig, der kommer en dansk film med en gennemarbejdet og fuldstændig særlig æstetik, hvad sker der så? Nærmest ingen anmeldere ser det, for hvad det er. Et par kommer til at kalde det ‘slow cinema’, hvilket det ret beset ikke er, og derefter går de mere highbrow tidsskriftskribenter i gang med at beklage, at det overhovedet ikke er ‘slow’ nok, og at det ville være langt bedre, hvis det var helt anderledes.

Jeg var vitterlig skuffet over modtagelsen af Resten af livet. Hver eneste kamera-indstilling i den film er helt særlig, og at det så ikke passer ind i hverken det buzzword, Politiken gerne vil bruge, eller det kunstideal, Weekendavisen kigger efter for tiden, er da hamrende ligegyldigt? Det var for en gangs skyld en film med stil, en film med æstetik. Og som samtidig fik publikum i biografen. Jeg troede, det var det, vi alle sammen ledte efter?
Det handler ikke om trends eller kunstneriske positioner. Alle fantastiske film er fantastiske på sin helt egen måde
Jeg ønsker mig bare en vital, sprudlende, alsidig dansk filmverden. Hvor mainstream-filmene har et vist niveau, hvad enten de er beregnet til Biografklub Danmark eller til comedy-fans, og hvor der samtidig er plads til kunst, der overrasker, er nyskabende, og som er tankevækkende på den måde, film kun kan være via filmsprog og æstetik, frem for via manus og skuespil. Jeg synes egentlig ikke, det er for meget forlangt. Men 2022 var igen et år, der bød på jubel på nogle områder og betænksomhed på andre.
Jeg tror, det bedste, man som anmelder/kritiker kan gøre, er at holde et åbent øje på hver enkelte films kvaliteter, hvad enten det er en bred film, der tør tage flere chancer end normalt, eller om der er for mange sikre og fortærskede valg, ligegyldig om genren er comedy, arthouse eller hybriddoku.
Det handler ikke om trends eller kunstneriske positioner. Alle fantastiske film er fantastiske på sin helt egen måde.
I det følgende omtaler jeg ti af de mest fantastiske danske film fra året, der gik.
Læs anden del af Frederik Bovés essay her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her