KUNST // ANMELDELSE – Opbygningen af Statens Museum for Kunsts velkuraterede Matisse-udstilling inviterer til et fortolkningsmæssigt spil, skriver Dorte Jelstrup, der folder sin dybe læsning ud i denne anmeldelse: Hovedværket Det røde atelier hænger centralt på en neutralt hvidlig udstillingsvæg og peger på kunstnerens rum – atelieret – som et rødt rum for skabelse og frugtbarhed.
Det er herligt, at Statens Museum for Kunst i denne vinter har givet publikum mulighed for med egne øjne at se et prægnant og meget kendt hovedværk af Henri Matisse: Det røde atelier fra 1911, som museet præsenterer som det tematiske og kuratoriske omdrejningspunkt for udstillingen Matisse: Det røde atelier, der er skabt i samarbejde med The Museum of Modern Art i New York.
Netop det direkte perceptuelle møde med dette maleri, med dets overvældende rødhed, dets massive farvemæssige fysikalitet og dets stærkt virkende sansemæssige materialitet udgør i sig selv en central gevinst ved udstillingen. Og oplevelsen af maleriets på mange måder gådefulde meningsmæssige egenskaber frisætter betragterens fantasi og indbildningskraft og kaster disse nævnte mentale kapaciteter i nye og måske sågar også dunkle og uventede retninger.
Udstillingen inviterer til et fortolkningsmæssigt spil, der i særdeleshed fokuserer på ikke blot de enkelte værker, men i høj grad også på de interpretative relationer imellem værkerne
Dernæst er det genuint interessant at følge udfoldelsen af udstillingens kuratoriske grundide, der kort fortalt går ud på at vise de værker, der afbildes på maleriet Det røde atelier sammen med selve dette hovedbillede.
Udstillingen har på denne vis et kuratorisk set skabelsesorienteret udgangspunkt: Vægten lægges på atelieret, afbildningen af atelieret, de værker, atelieret som kontekst giver anledning til, samt de mangeartede forbindelseslinjer mellem disse værker og Matisses billedmæssige fremstilling af atelieret ledsaget af fremlæggelsen af også forskelligt arkivarisk materiale.
Et fortolkningsmæssigt spil
I betragtning af at Det røde atelier viser atelieret som en rød spatialitet, hvor de i maleriet afbildede værker omsluttes af rødhed, kunne man måske umiddelbart som udstillingsgæst forud for besøget på Statens Museum for Kunst have fået den indre forestilling, at udstillingen potentielt set måske kunne lade sig opbygge ud fra et dramaturgisk immersivt princip, hvor betragteren omsluttes af de viste værker i et venetiansk rødt udstillingsrum.
Imidlertid er indtrykket af Matisse: Det røde atelier snarere overvejende panoramisk forstået på den led, at selve hovedværket Det røde atelier hænger centralt på en neutralt hvidlig udstillingsvæg. Herfra breder hovedparten af de øvrige malerier sig ud i det mest væsentlige udstillingsrum, der videre rummer også mindre skulpturer og papirarbejder.
Denne udstillingsopbygning er måske nok ikke så enormt dristig, men til gengæld ligger der en både kompetent og begavet kuratorisk tænkning til grund for denne installering, der virkelig lægger op til og også konstruktivt animerer til nye og imaginativt prægede fortolkninger af de viste værker.
I ”Det røde atelier” viser Matisse os sin følelse af sit atelier: Maleriet formidler den emotionelle tilstand, som Matisse har i forhold til atelieret, som det helt specifikt gav sig til kende for ham i den parisiske forstad Issy-les-Moulineaux i 1911
Man kan sige, at opbygningen af udstillingen inviterer til et fortolkningsmæssigt spil, der i særdeleshed fokuserer på ikke blot de enkelte værker, men i høj grad også på de interpretative relationer imellem værkerne. Og dette er helt bestemt en kuratorisk dyd ved Matisse: Det røde atelier, der er med til at gøre udstillingen endog meget spændende og seværdig for både nytilkomne betragtere og dedikerede kendere af Matisse, der i tidens løb har set mange af hans arbejder.
Uterus og rød fluiditet
I Det røde atelier viser Matisse os sin følelse af sit atelier: Maleriet formidler den emotionelle tilstand, som Matisse har i forhold til atelieret, som det helt specifikt gav sig til kende for ham i den parisiske forstad Issy-les-Moulineaux i 1911.
Mere konkret kan vi sige, at værket afbilder et rumligt udsnit af atelieret, forskellige møbler og genstande samt malerier, skulpturer og rammer.
Og billedet gennemstrømmes af den røde farve, der dækker både vægge, gulv og adskillige af genstandenes flader på en sådan vis, at f.eks. møbler, glas og vaser blot står aftegnede ved konturer skabt af bagvedliggende lysere farver.
Markant i maleriets venstre forgrund trænger en bordplade sig ind i billedfladen, og som en signifikant kontrast til den røde farve har Matisse malet en erekt, opadstræbende grøn glasflaske ud af hvilken, en grøn vegetation flyder i organiske bladslyng.
I den røde farves flod, denne essentielt feminine væske, flyder kunstnerens værker og befrugtes og bringes til live som netop kunstværker. Af hvem, kunne man spørge, og svaret er selvfølgelig: Af Matisse, som også selv er til stede
Helt fremme i venstre forgrund ses et hvidt, ovarialt fad, og centralt bag til i billedet har Matisse malet et ur med en urskive, der formmæssigt aftegner en cirkel.
I højre forgrund og mellemgrund ses to stole; de stole, fornemmer man, som Matisse ofte sidder i, når han kigger på værkerne, både de færdige, og dem, der er under tilblivelse, under de lange arbejdsdage i atelieret.
På væggen, der ses bagerst i billedet, har Matisse gengivet en række af sine malerier, ligesom et større maleri står op ad væggen til venstre i billedet.
Mrs. Simon Guggenheim Fund, The Museum of Modern Art, New York. © Succession H. Matisse/VISDA 2023
Det røde atelier peger på kunstnerens rum, atelieret, som et rødt rum for skabelse og frugtbarhed udtrykt som den skabende kunstners livmoder, ud af hvilken livet dannes og kunsten fødes.
Det røde atelier er kunstnerens uterus par excellence. Atelieret med hele dets udstræk af skabelsesorienterede metaforer er også den spatialitet, hvor den røde oliefarve, forstået som en rød fluiditet, løber igennem.
I den røde farves flod, denne essentielt feminine væske, flyder kunstnerens værker og befrugtes og bringes til live som netop kunstværker. Af hvem, kunne man spørge, og svaret er selvfølgelig: Af Matisse, som også selv er til stede i Det røde atelier ved den grønne ejakulerende glasflaske, der udgør et skjult selvportræt, forstået som den mandlige kunstners afbildning af den skabende kunstners befrugtning af værkerne i det røde kar, som atelieret også udgør, manifesteret ved vaserne, der traditionelt associerer til netop kvinden.
De gengivne kunstværker i Det røde atelier er som sådan at opfatte som lysende udkrystalliseringer af det også erotisk prægede møde mellem den skabende kunstner og atelieret, der atter fremstilles som et feminint rum ved urskivens cirkulære form, der associerer til det cykliske.
Blomsternes lilla blade konnoterer feminine kønslæber
Disse nævnte tematiske grundstrenge knopskyder og sætter sig yderligere igennem på forskellig vis ved de øvrige viste værker på udstillingen.
Meget fint har kurator valgt at placere maleriet Alpeviol, 1911, lige umiddelbart til højre for Det røde atelier. Der er tale om et pragtfuldt lille maleri, der med stor farveintensitet og kraft henviser til defloration.
Private collection, Courtesy of Andrew Strauss Fine Art, Paris © Succession H. Matisse/VISDA 2023
Billedet er overvejende symmetrisk opbygget: Vi ser centralt i maleriet en potteplante med lilla blomster og grønne blade, der falder udover den orangefarvede krukke, som potteplanten er anbragt i. De grønne blade kaster en lilla skygge på det lyst grønne bord, som krukken står på, der ydermere befinder sig i et lyserødt rum indrammet af to udsnit af grønne planter, ét i hvert øvre hjørne i maleriet.
Blomsternes lilla blade konnoterer feminine kønslæber, og krukkens orange lyser klitorisk op i billedet. De grønne blade og planter præsenterer sig som tegn for det organiske, og den lyserøde spatialitet sættes som en hyperfeminin rumlighed.
I mødet med alt dette bliver betragterens blik næsten en penetrerende størrelse, udtrykt som en metaforisk forlængelse af den skabende kunstners befrugtende indtrængen i det røde rum i Det røde atelier.
Beskueren konstitueres i oplevelsen af Alpeviol som interpretativt skabende, ligesom kunstoplevelsen på et også generelt og filosofisk niveau konstrueres som elektrificerende sensualistisk.
Deviation fra en konform maskulinitet
Et andet umådeligt interessant maleri, som også vises på udstillingen, er værket Ung sømand II fra 1906.
The Metropolitan Museum of Art, New York, Jacques and Natasha Gelman Collection, 1998 (1999.363.41) © Succession H. Matisse/VISDA 2023
Photo: Image © The Metropolitan Museum of Art/ Source: Art Resource
I dette billede har Matisse fremstillet en ung mand: Han sidder på en stol iklædt grønne bukser og en blå anorak samt en blå kasket med grøn skygge. Han lader sin venstre overarm hvile på stolens ryg og berører sit eget hoved med sin venstre hånd. Hans højre hånd hviler atter berørende på hans højre lår.
Den unge mand kigger direkte ud på betragteren, og han er placeret i et lyserødt rum, der udtrykt som en markant feminin spatialitet forlener ham med en række relationelle egenskaber, der afviger fra de entydigt traditionelt maskuline.
Noget i forhold til repræsentationen af det maskuline er på færde i “Ung sømand II”, som fortjener at blive meget mere belyst i fremtidige fortolkninger
Med Ung sømand II tilnærmer Matisse sig en billedmæssig karakteristik af en maskulin figur, der ved den lyserøde farve kan siges at være integrerende indkapslet i et feminint environment, som han for så vidt også tager farve af i en deviation fra en konform maskulinitet og i en samtidig forskydning hen imod en mere feminint præget maskulinitet, der også konstruerer maskuliniteten som en objektal genstand for betragterens blik.
Om Ung sømand II afbilder en queer maskulinitet eller udstikker elementer af en anden maskulinitet, der inkorporerer feminine komponenter ved de nævnte relationelle egenskaber som en betingelse for nye og mere symmetriske forhold mellem kønnene, vil jeg ikke her søge at klarlægge.
Men noget i forhold til repræsentationen af det maskuline er på færde i Ung sømand II, som fortjener at blive meget mere belyst i fremtidige fortolkninger. Visningen af Ung sømand II i samklang med Det røde atelier og Alpeviol gør dette tydeligt alene ved det forhold, at den spatialitet, som de to sidstnævnte værker angiver, så åbenbart associerer til en femininitet; en femininitet, der også slår igennem i Ung Sømand II, og som giver anledning til nye tolkningsmæssige bud på dette billede.
Matisse: Det røde atelier lukker d. 26. februar, 2023. Hvis ikke du allerede har set udstillingen, så tag ind på Statens Museum for Kunst og se den her i weekenden. Blot det at stå overfor Det røde atelier i København i en direkte oplevelse af dette modernistiske hovedværk er en luksus.
Udstillingen er tillige både gennemarbejdet og velkurateret, ligesom den indbyder til, at man frit går på opdagelse i de enkelte værker og kigger efter nye og overraskende sammenhænge mellem dem.
Matisse: Det røde atelier er bestemt et museumsbesøg værd og udgør en fornem lejlighed til at genoverveje et velvalgt udsnit af værker af Matisse.
The Museum of Modern Art, New York, Photographic Archive, Artists and Personalities. Foto: Henri Manuel. Kunstværker: © Succession H. Matisse/VISDA 2023
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
