Simon Lund Petersen: Sneen, sporet, sproget, rødkælken

i Essays/Kultur af
ESSAY // VINTER – Tøvejr: På en gåtur gennem skoven ved Hesbjerg vest for Odense opdagede jeg sneens slægtskab med sproget og gik på jagt efter spor. Nu er sneen væk, rødkælken pjasker i pytterne ved Davinde Sø, og jorden ligger atter blottet som en hemmelighed, vi ikke længere har adgang til. 

Sneen har en uforlignelig evne til at dæmpe verdens lyde. Frosten skærper blikket, lader lyset glimte blåt over jorden. Knirkestilheden. 

Vi var ikke nået langt ind i skoven, før sporene lyste op mellem stammerne; som kul lagt på linje lå de hen over den frosne sø. Vi gik med tilbageholdt åndedræt op ad højen mod Hesbjerg. Du forsvandt et øjeblik ind mellem træerne; jeg anede dampen fra din mund. 

Vi besluttede at følge et sæt spor, mens vi spiste ostemadder. Hvilket dyr, tror du, har sat de dér? Sporene var små og runde; kan det være en hare? Måske en ræv? 

Det slog mig, at sneen er som sproget, der skjuler verden, men afslører sporene, vi ellers ikke ville kunne se. 

“Sporet er tilsyneladelsen af en nærhed, hvor fjernt det end er, som efterlod det,” skriver filosoffen Walter Benjamin et sted. Sporene lokker dyret frem i bevidstheden og viser os skabningens indre GPS lagt ud som et mønster i sneen, der står åbent at følge eller tyde. 

Det slog mig, at sneen er som sproget, der skjuler verden, men afslører sporene, vi ellers ikke ville kunne se

Har du nogensinde krammet et træ, spurgte du mig, mens eftermiddagssolen trak lave, skrå stråler ind mellem stammerne. 

Nej. Hvordan gør man? 

Du så dig omkring. Lod øjnene bladre gennem skoven og hvile på hver enkel:  

Ham dér. 

Du lod nakken glide tilbage, som om du tog mål af højden. Greb så om stammen og lukkede øjnene. Smilte. 

Jeg ved ikke, hvor længe du stod sådan. Et minut, et kvarter? 

Det føltes, som om træet åbnede sig, sagde du, da vi igen traskede videre ad stien. – Som om sproget ikke længere stod i vejen. At kramme ham gav mig følelsen af at blive set. 

Jeg kunne se, du blev rørt. 

Sneen knirkede under os. 

*

Måske sneen kan lære os at læse naturen: 

Sneen skjuler jorden; viser os sporet. 

Sproget skjuler træet; viser os et ord. 

Krammet åbner kroppen; viser os “træet”. 

Sporet i sneen er som et negativ fremkaldt i frostens blå mørkekammer, 

et aftryk af dig, der gik forbi, 

et aftryk af det, jeg savner, når du er væk,

som skriftens spor af en stemme i papirets snedrive. 

Måske sneen kan lære os at læse naturen

En rødkælk fulgte os ind gennem skoven; dit hævede bryst lyser rødt som Solen. 

“Snedækket taler med himlen, som om de har en fælles viden, der hele tiden udveksles og på den måde holder dem sammen,” skriver forfatteren Josefine Klougart: “Et sprog, der ikke behøver oversættelse, som et levende hegn, der forbinder to steder i verden.” 

*

Nu er sneen væk, vinteren tør. 

Her fra mit vindue ved åen på anden sal ser jeg jordens brune krop brede sig, våd og tom. Sneen er forsvundet og naturens skjulte spor har atter trukket sig tilbage fra verden. 

Hvordan kende forskel på sporet, der taler, og det, der bliver sagt? 

Kan vi læse naturen som en bog? 

Forfatteren Tomas Espedal skriver: “Kragerne hopper fra venstre til højre i haven og laver ord i sneen; små, sorte kragetæer, sjusket skrevet, fuglene skriver, så hurtigt og nøjagtigt, de skriver: vinteren kommer.” 

Sneen gør det muligt at læse jorden. Men hvordan ved man, hvad sporene fortæller? 

*

Litteraturen lader os opdage verden i kraft af sine umulige stemmer og fremmede billeder. Men når hverdagen kværner stivner sproget og skjuler os under de fortællinger, vi kender. Ruden dugger. Vi glemmer at lytte, fornuften tager over og stilhedens tale forstummer. 

Verden affortrylles. 

Hverdagens sprog er en dyne, der sløver blikket. Litteraturens sprog er en dør til verden, som et spejl mod det åbne og fremmede i os selv. 

Sneen fungerer på en måde som sproget i litteraturen: Skovens vante stier gemmes væk under alt det hvide, og sporenes skrift lyser op i nye, utrolige mønstre

“En dag kom noget hen til vinduet,” skriver digteren Tomas Tranströmer: “Arbejdet gik i stå, jeg så op. / Farverne brændte. Alt vendte sig om. / Jorden og jeg tog et spring mod hinanden.” 

Sneen fungerer på en måde som sproget i litteraturen: Skovens vante stier gemmes væk under alt det hvide, og sporenes skrift lyser op i nye, utrolige mønstre. 

Som litteraturens stemme er sneens skrift stum: Når vi læser, begynder stemmen at tale; sporene kalder dyret til sig. 

Måske kan vi se sporet i sneen som en henvendelse om at stoppe op og lytte

Litteraturens magi hviler præcis på den præmis, at den læsende må tie og lade blikket transformere til det du, teksten behøver for at tale. 

Måske kan vi se sporet i sneen som en henvendelse om at stoppe op og lytte, tage duets fordring på sig – og tage del i verdensbogens store, skjulte fortælling: 

Frosten dæmper verdens larm, så stilheden pludselig høres: “Er der nogen?” 

Sneen afslører sporets spørgsmål, vi før havde glemt: “Hvor er du på vej hen?” 

Sporene åbner en vej ind i hemmelighedens skov: “Følg mig! (Jeg er lige her)” 

Litteraturens sprog er det fremmedes, en umulig stemme: “Her er jeg! (Jeg er her ikke)” 

*

I morges, da Solen stod op og vi dryppede af efter badeturen ved Davinde Sø, kom rødkælken ind i hytten, hvor tøjet lå; 

prikkede rundt efter rester, mens vi trak våddragterne af. 

Jeg forsøgte at fange et billede, da den sprang i den sorte pyt en meter fra din fod. 

Rustrød stod den lille fyr som Solen over vandet. 

At dvæle ved sporet i sneen er at åbne duets vindue i verden

Rødkælkens strube lyser lige kraftigt i vinterdragt som om sommeren. 

Farven er et signal om okkuperet territorie; 

kom ikke her, du.  

Rødkælken sagde ikke et ord, da den fløj, men efterlod ringe i pytten. 

Vi klædte om i stilhed, mens cirklerne døde ud. 

Det drypper og klikker overalt omkring. 

Solen bevæger sig op. 

*

Hesbjerg er et af de højeste punkter på Fyn. En eftermiddag i februar loddede vi sporenes dybde i sneen, mens lyset forsvandt bag bakken. 

At dvæle ved sporet i sneen er at åbne duets vindue i verden og lade sproget selv se dig an fra sit skjul. 

I knirkestilhed vandre gennem skoven; 

frosten bider i kinderne, jorden glitrer blå langs sporets kant. 

Rødkælkens mønster på brystet siger: Se nu glider Solen ned i en snedrive. 


LÆS ALLE SIMON LUND PETERSENS TEKSTER HER


Foto: Simon Lund Petersen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Simon Lund Petersen, født 1986. Er cand.mag. i dansk litteratur og filosofi.
Arbejder blandt andet som højskolelærer, biblioteksvært og litterær vandrelaugsguide - hvorfor han ofte ses strejfe rundt ude i landskabet eller gennem byens hemmelige passager på jagt efter de rum, hvor litteraturen og fortællingen finder sted.

Seneste artikler om Essays