MUSIK // ROSKILDE – Var det lykkedes at stable en Roskilde Festival på benene, havde POV International som sædvanligt dækket det intenst. Nu er det blevet plan B – en række koncerter med fortrinsvis danske kunstnere. Men POV benytter derfor lejligheden til at tage pulsen på den danske musikscene. Første gang med Frederik Bojer Bové, der har skrevet om søndag aftens metal-seance.
Da jeg begyndte at komme på Roskilde i start-nullerne føltes det, som om at minimum 20% af publikum var metal-fans. Man kunne altid høre en Slayer-sang fra en kassettebåndafspiller i det fjerne, og når Metallica/Manowar/Slipknot spillede, mødte horder af mennesker op for at fejre det.
I 2021 udgør metal-musikken så kun en halv ud af otte dage til Roskilde Summer Days. Metal-musikken delte søndags-programmet med en formiddag til jazz og folk og backpackerhiphop, genrer der aldrig har været helt lige så dominerende på festivalen.
Stemningen denne søndag var fuldstændig folkelig og åben og medrivende. Metalfans fik bekræftet det nærmest roligan-agtige gode omdømme, der er blevet opbygget på Copenhell, og musikken var omfavnende og indbydende
Der er sket et eller andet. Men det er lidt absurd, for selvom det føltes, som om metallen fik sin egen lille niche-aften, så var stemningen denne søndag fuldstændig folkelig og åben og medrivende. Metalfans fik bekræftet det nærmest roligan-agtige gode omdømme, der er blevet opbygget på Copenhell, og musikken var omfavnende og indbydende.
Godt nok også støjende og skrigende som ind i helvede, men hvis lige man anerkendte den præmis, så burde alle kunne have været med.
Orm
Vi begyndte ellers med noget af det mest ekstreme: En black-metal seance fra Orm. Det var vitterlig nærmest en seance. De første lyde bestod af guitar-feedback, der nærmest lød som guitarriffs spillet baglæns, hvorefter det første liflige larmestykke satte i gang. Guitarerne rev løs i den samme akkord så hurtigt som muligt, imens trommeslagerens ‘blast beat’ – umanerlig mange spark i stortrommen, gerne ved hjælp af to trommepedaler – fulgte med så godt det kunne, og de to sangere skreg ret utydelige ting ind i deres megafoner. Black metal kan virke som den mest ensformige og nærmest anti-musikalske form for støj, der findes. Men så pludselig sker der noget.
I løbet af de sidste femten år blev black metal pludselig hipstermusik. Ryan Adams beskrev det som lyden af ‘a heartbroken demon sitting beside these ashes in hell and really missing his girlfriend.’ Det franske band Alcest omformede det til den moderne arvtager til shoegaze genrens guitar-eksperimenter, og i USA eksperimenterede folk som Deafheaven og Liturgy med selve genrens grundstof.
Nogle af eksperimenterne var lidt useriøse – Deafheaven chokerede f.eks. med et lyserødt (!!) cover til albummet Sunbather – men da Liturgy i 2019 pludselig på H.A.Q.Q. kunne fusionere genren med kosmisk jazz og elektronisk glitch, var det mest af alt tydeligt, at black metal altid havde haft et gigantisk potentiale.
Men det kan man nu også høre i mindre selvbevidst eksperimenterende black metal bands, som f.eks. Orm. Min glæde ved black metal kommer først og fremmest af, at det i mine ører er den mest dynamiske guitarmusik der findes. Netop fordi deres blast’ede larmepassager er så simple, så skrigende, så støjende, så bliver hele seancen dynamiske rejser op til og ned fra de gigantiske støjudladninger.
Egentlig er det ikke unikke passager, det lyder lidt som f.eks. slutningen af Comforting Sounds med Mew, hvor alle instrumenter bare støjer på én gang. Sådan slutter mange bands deres koncerter af, med et langt støjklimaks, hvorefter de råber tak for i aften og går ud. Black metal bands gør så det, at de starter med det støjklimaks, og så finder ud af, hvad faen man så gør derefter.
Det meste af tiden handlede det ikke om det enkelte riff, eller det enkelte instrument, men om et samlet hele
Orm har rigtig mange idéer, især på deres plader, hvor numre pludselig kan blive helt cool-jazzede med godt med metalblæsere. Der var desværre ingen blæsere på scenen i søndags – kan kunstfonden please smide nogle flere penge i metalmusikken, så der kan hyres nogle flere livemusikere? Men der var alligevel stor afveksling. Fra det folkede, over nogle nærmest Thin Lizzy-agtige guitar-duetter til nogle ret heroiske soloudbrud. Intensiteten vekslede frem og tilbage, faldt til ro, steg op igen, og så: ARHAHRAHRAHRHAH var vi tilbage ved det blastede.
Til sidst stod de to guitarister og bassisten med ryggen til publikum og støjede igennem, med deres instrumenter hevet i vejret, nærmest som en hyldest til deres trommeslager, der da også havde gjort en stor indsats. Det var sigende for en koncert, der det meste af tiden ikke handlede om det enkelte riff, eller det enkelte instrument, men om et samlet hele: Om lydmure der langsomt ændrede sig, om flerstemmige skrig, om et formløst mørke, der langsomt omfavnede os på en paradoksalt set ret så betryggende måde.
Der er tekster i black metal. Og hvis man læser dem, er de ofte ret fascinerende – Deathspell Omega havde f.eks. en endog meget gennemtænkt satanisk teologi på deres tidlige plader – men det fungerer alligevel ofte nærmest som en videreførelse af de stolte instrumental-traditioner fra populærmusikkens periferi. Freejazz, krautrock, shoegaze, postrock, noise. Black metal er som genre fuldt ud på højde med de legendariske musikalske bevægelser. Og dansk black metal kan fuldt ud være med. Det beviste Orm til fulde.
Xenoblight
Hvor Orm var en nærmest inhuman støj-seance, så var Xenoblight fra start noget helt andet. Musikerne startede med noget så menneskeligt som et riff, en fængende guitarfigur helt for sig selv, og så begyndte de ellers på en ret så punket death/thrash metal sang. Lidt instrumentalitet, og så kom forsanger Marika Hyldmar rendende ind på scenen og begyndte sin melodiøse skrigen.
Xenoblight var et langt mere menneskeligt bekendtskab. Det var rigtige musikere, store metalfans, og der blev headbanget og hoppet alt det bedste. Det var bestemt også energisk. Men jeg blev aldrig rigtig revet med.
For det første var Xenoblight bare uheldige. Det indledende riff blev lidt usikkert sat an, bestemt, men det bærer vi over med efter corona-pause. Da så Hyldmar kom ind på scenen, var der desværre ikke lyd på hendes mikrofon. Og så var muligheden for at vælte os omkuld fra start ligesom forpasset. Og så bliver det en lidt hård opgave, når de fleste af aftenens koncertgængere nok samtidig også var kommet mest for at høre Baest.
Xenoblight havde måske været bedre tjent med at spille oven i fire andre bands en Roskilde-nat, hvor en udsøgt skare kunne hylde dem oppe foran
Jeg forstår heller ikke helt Xenoblights musik. Ikke at det er så eksperimenterende, det er ret punket ekstrem-metal, som jeg bestemt synes, jeg har hørt før, men hvor der også er plads til at skille sig ud. Det kan jeg bare ikke helt se hvordan Xenoblight gør. De ligner mange andre bands, deres stil er mest støjfyldt mørke, og sangtitler som Descension, Shapeshifter og Kill Yourself er lidt generiske.
Men de er fandme energiske, gode musikere, og Marika Hyldmar er en fremragende frontperson. De havde måske været bedre tjent med at spille oven i fire andre bands en Roskilde-nat, hvor en udsøgt skare kunne hylde dem oppe foran, og tilfældige forbipasserende kunne blive lokket ind og blive indfanget af den gigantiske liveenergi. Som det var, blev det ret så meget som en – udmærket – opvarmningskoncert. Også fordi det kun varede 35 minutter.
Baest
Der er ingen slinger i valsen når det kommer til Baest, der er ingen fine fornemmelser, og der er ingen problemer med at forstå, hvad der foregår. Anslaget til deres koncert var således Darth Vaders tema fra Star Wars. Så ved man ligesom, at det bliver ondt. Og da forsanger Simon Olsen trådte ind på scenen, var det med mikrofonstativet hevet i triumf, og en mikrofon der fungerede upåklageligt…
Olsen sagde undervejs: ‘Den her aften handler om solidaritet og nærvær… og fucking dødsmetal!’ og mere præcist kan det nærmest ikke siges
Alt fungerer upåklageligt med Baests udgave af dødsmetallen. Det ene tekniske segment veksler med det andet, Simon Olsen growler mere eller mindre melodisk indover, og så bliver der opfordret til at råbe ‘hey’ i kor minimum et par gange per nummer. Det er teknisk, det er komplekst, men først og fremmest er det fremragende rytmisk. Baest er endnu et bevis på, at al god ægte rock-musik starter med rytmerne.
Til tider lyder de som rytmegruppen fra et funkband, der forsøger at skræmme de andre musikere væk. Det tonser løs med rytmiske riffs oven i hinanden, og når der skal bygges op til klimaks, er det ofte trommeslager Sebastian Abildstein, der intensiverer rytmikken, mens de andre riffer videre i samme spor.
Derudover, så er Baest vidunderligt simple at afkode, også selvom det støjer virkelig meget, og man sjældent kan afkode hvad teksterne handler om. Men det lyder bestemt bestialsk. Hvis man læser teksterne fra albummet Necro Sapiens er konceptet også relativt gennemarbejdet, og det virker også, som om kompositoriske valg hænger sammen med tekstuniverset, og ikke bare er teknikalitet for at imponere. Det er til tider rigtig simpelt: Der råbes Meathook Massacre, og så tonser musikken igennem, og så kan man jo godt regne ud, at det skal lyde, som om der bliver flænset noget flæsk.
Baest er endnu et bevis på, at al god ægte rock-musik starter med rytmerne.
Måske er det derfor, at Baest formår at få alle med. Det er ondt og mørkt og heftigt, men samtidig let og morsomt og gennemarbejdet. Olsen sagde undervejs: ‘Den her aften handler om solidaritet og nærvær… og fucking dødsmetal!’ og mere præcist kan det nærmest ikke siges. Unge / gamle, mænd / kvinder, alle lod til at have en fest.
Rundt om mig gik en flok gymnasiedrenge i gang med at moshe ind i hinanden, men lynhurtigt udviklede det sig i stedet til kædedans, og pludselig stod to af dem og snavede og kiggede meget glade på hinanden. Til den anden side stod en kvinde og dansede, som var hun på club, og det passede også umanerlig fint til de halsbrækkende rytmeskift. Det var en umanerlig rar koncert, som havde gjort sig så ganske vidunderligt på Orange.
Der er et fællesskab i metalmusikken. En glæde ved at stikke ud, ved at turde omfavne det anderledes, ved at gå nye veje. Det var, trods den mørke musik, en virkelig glad aften. Uden at det virkede mindre mørkt af den grund. Og til sidst, da Baest havde lavet deres obligatoriske støjklimaks, så satte dj’en Re-Sepp-ten på. Så hoppede band og publikum rundt og var ikke længere sorte eller blå. Det var vidunderligt.
LÆS MERE AF FREDERIK BOJER BOVÉ HER
Topfoto: Baest, pressefoto
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her