Haiku, epigrammer, flydende jegopløsning og satori-tilstanden: Haikuens danske litteraturhistorie 4:8

af i Bøger/Kultur

LITTERATUR – Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgardedigtning i flere omgange i forrige århundrede. Thorvald Berthelsen skriver Haikuens danske litteraturhistorie, i denne del om Susanne Jorn, Suzanne Brøgger og Lone Munksgaard Nielsen, der udfordrede definitionerne af, hvad et haiku-digt er.

I 1982 udgav Susanne Jorn sine oversættelser af haiku direkte fra japansk i Efter blæsten. Bogen indeholder oversættelser af et udvalg af det 20. århundredes japanske lyrik herunder også et afsnit med haiku og tanka-digte fra perioden. Tanka er den moderne udgave af det ældre waka-digt. Tanka er et udvidet kortdigt, hvor haiku-digtets verslinjer eller enheder på 5/7/5 on (oftest oversat til stavelser) suppleres med to linjer på 7-7 on.

Efter blæsten viser, at den kulturelle indflydelse selvfølgelig har gået begge veje, siden Japans feudalisme fik dødsstødet, og ølandet blev nødt til at åbne op for Vesten. Ligesom Vesten blev inspireret af japanske træsnit, haiku, no-spil, Manga og Crossplay, så blev japansk lyrik inspireret af naturalisme, symbolisme, kubisme, imagisme, futurisme, surrealisme og snart sagt enhver senere skole eller fase af modernismen.

Det har selvfølgelig også betydet, at nogen af de klassiske kendetegn ved et japansk haiku er trådt i baggrunden og erstattet af nye, vestligt påvirkede fænomener som teknologi og psykoanalyse. I stedet for natur kan teknologien optræde, og i stedet for de traditionelle årstidsord (kigo) kan en psykisk tilstand nu også betegne en årstidsstemning, og i det hele taget optræde direkte i et haiku, uden at det bliver betegnet som det parodiske eller kyniske senryu om menneskelige svagheder. Eller årstidsordet forsvinder helt fra haiku-digtet, som følge af det brede internationale udsyn, hvor det bliver meningsløst at betegne årstider med bestemte fænomener i naturen, som i Japan hører sammen med en bestemt årstid, men ikke i Island, Australien eller Ecuador.

Som Susanne Jorn skriver: ”Mange haiku-digtere sprænger ofte de stramme rammer og haikuet reduceres til et simpelt epigram, som alligevel kaldes haiku, fordi det antyder haiku-stemningen eller situationen.”[1]

Sådan som de næste par eksempler viser:

Livet forbi,
medicinlugten
forlader hans krop.
– Iida Dakotsu, 1885-1962.[2]

Som iskolde rør
plukkes i vand,
tages telefoner.
– Iwata Hideichi, f. 1906.[3]

Efter hedt skænderi
afreagerer jeg på gaden
som motorcykel.
Kaneko Tota, f. 1919.[4]

Jorns Epigrammer

Susanne Jorn (Lyngborg) havde selv udgivet en digtsamling inspireret af moderne japanske haiku og senryu fem år tidligere, i 1977, som hun på baggrund af sin opfattelse af haiku og moderne japanske og vestlige haiku netop kaldte Epigrammer og ikke Haiku.

Haiku-inspirationen er imidlertid udpræget og tydelig, som det ses af disse to eksempler:

Mørket

vågner,
åbner ikke øjnene
for ikke at se dig

aner
din duft
derovrefra

Til dette digt har Susanne Jorn indsat følgende senryu som fodnote:

efter lyset slukkes
opstår uklædelige tanker [5]

Grafisk

Et net af fyrrenåle
stikker i månen;
travle aftenskygger
[6]

I det sidste digt markeres haiku-øjeblikket eller den uventede drejning (kireij) af et semikolon, hvorefter digtets sceneri og mulige betydning ændres radikalt både opad og nedad.

Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger udgav Lotusøje i 1999 med tre gange 17 haiku. Hendes haiku er alle på 17 stavelser fordelt på det antal linjer, hun finder, passer til det enkelte digt (to til fire linjer).

De øvrige haiku-konventioner omgås hun med let hånd eller slet ikke. Og den paradoksstruktur eller det sproglige skred, som udløser den overraskede undren og udvider erkendelsen i øjeblikket, får en helt særlig Brøggersk form i de fleste tilfælde. Det omformes til en mere glidende forskydning med skred efter skred, der kaster ny betydning tilbage i digtet og de umiddelbart foregående digte.

Hun har selv fortalt at det, der tiltrak hende, var processen at gå frem efter bestemte formelle regler for derved at fremskrive, hvordan nødvendigheden betinger og frembringer frihed. Formen nærmer sig hos hende gåden, ritualet der leder mod det hellige, som er forbundet med friheden. Hos Suzanne Brøgger er jegopløsningen en flydende proces, hvor selviscenesættelse og maskeraden er omdrejningspunktet for indsigt og visdom. Bogen er derfor i en konstant skarp dialog med den østlige zenbuddhismes stillestående resignation overfor det komplet umulige i at fastholde verdens evige livsstrøm. Rastløsheden, rejsen, floden, vandet og lyset er derfor de gennemgående temaer, som i indledningen:

Rastløse rødder vokser ud i luften.
Hvor skal min vej gå hen?

Der får et twist af mild ironi og alvorlig selviscenesættelse med det næste haiku:

Hattenålen peger mod øst,
så jeg rejser den vej, den viser.

Polemikken med den resignerede stillestående religiøse tilgang til indsigt gennemføres både ved at insistere på hverdagens handlinger og ironisk modstille østlige og vestlige religioners dogmer. F.eks. modstilles her i sidste haikuafklaret visdom og miraklet med en lyd af utålmodig rapkæftethed. Og igen foregår de sproglige skred, der kaster ny betydning tilbage i digtet og på det foregående, løbende:

Lysstien ned i vandet
kommer fra himlen,
kosten fra hånden.

Fulgt af:

Buddha sidder i sin klippehule.
Tag så din seng og gå, mand!

Selvom bevægelsen rejsen og den kunstneriske skabelse tilsyneladende ophæver døden:

Billeder af træ’r på en malet flod,
tiden er død, han er rejst

Så er døden hele tiden og ironisk tilstede i nuet:

Dødt træ gror op af søen.
Mine negle trænger til at klippes.

 Lyspletter i vandet er ikke
leverpletter på huden. Nu.

Selviscenesættelse og maskerade er forudsætning for alts nærvær og indsigt

Oplevelsen af en ulogisk tilfældig sammenhæng gennemføres til en meditativ satori-tilstand, hvor det bliver en indsigt i altings hellige nærvær, der kun kan taknemmeligt modtages:

Et blad rammer min skulder,
jeg dejser omkuld. Taknemmelighed.

Og følgende, der indleder bogens afsluttende haiku:

En hvid sommerfugl
sætter sig på en jernstang.
Stangen knækker. Pling!

I disse to digte er den overraskende drejning mere fokuseret og koncentreret om et enkelt udsagn i digtet. De afsluttende tre haiku demonstrer den flydende jegopløsning, men med en pointering af at tilstedeværelse i livsstrømmen – som kan forveksles med tilfældighed, men tværtimod er altings nærvær – er betingelsen for indsigt:

Verden findes spejlvendt i
floden. Guden findes spejlvendt i mig.

Ringene breder sig i vandet
og fylder snart hele jorden.

Et fnug falder gennem luftens varme duft,
min sjæl, hvad vil du mer’?

Selv i denne lille haiku-bog formår Suzanne Brøgger med fnuglet vid at forvandle formen til en sproglig kvintessens af sit forfatterskab på det tidspunkt. Hvordan det hellige er forbundet med friheden, og hvordan jegopløsningen som flydende proces, hvor selviscenesættelse og maskeraden er omdrejningspunktet for indsigt og visdom, er selve dannelsen af jeget og livets mening, udtrykker Suzanne Brøgger selv sådan her i Den pebrede susen (1986):

”Hver gang en bog er skrevet melder spørgsmålet sig for det levende jeg? Hvor skal det gå hen? For det kan ikke længere være der, hvor det skrevne – døde jeg er – uden selv at dø. Jeg kender aldrig svaret på, hvor det skal gå hen, for det gør man ikke, når man bestandig er i sin vorden, og når man lader sig digte for at virkeliggøre den ide, skabelsen har haft med en. Da bliver man ved med at ’skabe sig’, så længe man lever.”

Lone Munksgaard Nielsen

Suzanne Brøggers Lotusøje inspirerede Lone Munksgaard Nielsen til at give sig i kast med haiku-formen:

”Hans-Jørgen Nielsens bog Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger havde jeg læst nogle gange og var fascineret af flere af digtene og haiku-formen, uden at jeg overvejede selv at skrive ud fra den. Det var først efter at have læst Suzanne Brøggers bog Lotusøje, at jeg “turde” forsøge. For når hun kunne nærme sig denne traditionelle form, måtte det også være tilladt for mig, selvom jeg ikke er japaner eller har rejst i Japan.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville holde mig strengt til formen med 3 linjer á 5, 7 og 5 stavelser, og at ingen af ordene måtte være i afsnuppet form som ta’, ku’ osv. I efteråret 1999 begyndte jeg at skrive de første haiku og i januar 2003 – efter at have skrevet og kasseret et utal af digte – blev Rimgræs med 59 haiku udgivet.”

Digtene er af vekslende kvalitet, men overholder som sagt den vesteuropæiske standard, der knæsætter at et haiku består af 17 stavelser, fordelt på tre linjer med fem, syv og fem stavelser. De øvrige ’regler’ der f.eks. kræver, at det kun beskriver naturen og ikke følelser, jeget eller Gud direkte, ser hun derimod stort på.

I nogle digte tillægger hun naturen menneskelige følelser og egenskaber. Til tider så det bliver en klichébetonet romantisk besjæling af den, der ikke giver plads for overraskende ny indsigt. Sentimentaliteten ødelægger digtet:

Luften er fyldt med
ro. For en stund tilgiver
alting hinanden.

Form og indhold falder også fra hinanden med den kunstige pause, fordi ro står på næste linje for at opfylde 5/7/5-stavelsesskemaet.

I sine bedste haiku giver hun imidlertid ordene den overraskende drejning, der skyder en ny erkendelse af øjeblikket af. Som det sker med efterårets krøllede blade her:

Vinteren kommer
når efteråret gribes
og krølles sammen.

Forfaldet ses som en skitse, der krølles sammen og dermed åbner for noget nyt – et nyt udtryk – en ny livsform.

Jordnær satori-tilstand

Naturen bliver ofte forenklet til det fjernere og mere abstrakte kosmos’ himmellegemer: Sol, måne, skyer, jorden og stjerner. Og hendes haiku vrimler også med engle, elverpiger, feer og Gud i en grad, så det undertiden nærmer sig abstrakt, naiv panteisme og savner de sproglige skred, der giver ny betydning til digtet og øjebliksoplevelsen i situationen:

Når Gud bliver vred,
lader han Jorden springe
en årstid over.

Det er så abstrakt i forløbet, at den overraskende drejning, der kaster ny betydning tilbage i digtet og udvider oplevelsen i øjeblikket, udebliver. Men hun kan også anvende dette særlige kosmiske og eventyrligt religiøse ikon- eller karaktersæt til at uddybe den umiddelbare oplevelse med en overraskende drejning i digtet, der giver ordene ny betydning:

Når solen står op,
stivner elverpigerne
i græsset som rim.

Det er næsten en slags humoristisk animistisk salme. Samlingen indeholder flere mesterlige haiku, selvom de er ribbet for næsten alle haiku-konventionerne, bl.a.:

Han lænede sig
alt for langt tilbage og
faldt ud af sin krop

Digtet overholder 5/7/5-rytmen, pausen/bruddet (kireji) er placeret klassisk i tredje linje og deler digtet op i to dele på forskellige planer, samtidig med at drejningen kaster ny oplevelse eller erkendelse tilbage og frem i digtet. Men de klassiske temaer fra den oprindelige haiku-digtning er væk, selvom digtet giver en helt ny hverdagsvinkel på indtrædelsen i zenbuddhismens satori-tilstand, en kosmisk helhed med indsigt i essensen af alting, en kosmisk allesteds nærværende bevidsthed.


Noter:

[1] Susanne Jorn (Lyngborg), Efter Blæsten, s. 57

[2] Susanne Jorn (Lyngborg), Efter Blæsten, s. 73

[3] Susanne Jorn (Lyngborg), Efter Blæsten, s. 79

[4] Han er nyere japansk haikus grand old man og bruger dette udtryk om sine haiku: “Mu Kigo 無季語“, “haiku uden en årstidsmarkør”. Susanne Jorn (Lyngborg), Efter Blæsten, s. 80

[5] Susanne Jorn (Lyngborg), Epigrammer

[6] Susanne Jorn (Lyngborg), Epigrammer


Illustration: Udsnit af forsiden af Suzanne Brøggers Lotusøje, Gyldendal.

Thorvald Berthelsen skriver digte og faglitteratur om bl.a. Pariserkommunen, Günther Wallraff, Victor Serge, Sophus Claussen og Hilmar Wulff. Han har udgivet seks digtsamlinger, illustreret med egne collager, senest Huds tektoniske plader. Hans digte er udkommet på svensk, engelsk, arabisk, kurdisk, bosnisk, serbisk og tysk.

Han arrangerede også danske haikudigteres fælles oplæsning med tidligere EU-præsident Hermann van Rompuy under EU-topmødet i København i 2012. Han var den første formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters lokale forfatterforening, StORDstrømmen, og blev i 2014 som den hidtil eneste udnævnt til Årets kulturelle ildsjæl af kulturministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter på Folkemødet på Bornholm.

I 2018 redigerede og præsenterede han også sammen med andre Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina.

Seneste artikler om Bøger