
JULEKALENDER // 21. DECEMBER – Der er ting, der binder os sammen. Oplevelser, vi har til fælles. Mange af dem har med medier at gøre. F.eks. det at sidde og se Matador en lørdag aften. Eller hvordan vi forholder os til store historiske begivenheder: EM 92, eller World Trade Center, for nu at nævne et par moderne episoder. Den slags vil også være der i enhver historisk tv-serie. Da Danmark befries fortæller Matador virkelig den fælles historie.
Reelt set er der kun to begivenheder i Danmarks historie 1929-47, der er umulige at komme udenom: Besættelsen 9. april 1940 og Befrielsen 4. maj 1945. Og den første begivenhed var så overraskende og chokerende, at de fleste gik alene med det. Befrielsen, derimod, den er fælles. Og her går Matador også for en gang skyld linen ud, og lader den store verdenshistorie tage fuldstændig over.
Klichéerne står i kø, fordi selvfølgelig skal de det, alt andet ville være helt håbløst. Kong Christian spilles i radioen. Hans Christian hiver mørklægningsgardinerne ned, og snart bliver de brændt nede på gaden. Lys stilles i vindueskarmene. Frihedskæmperne kommer tilbage igen efter at have været under jorden i den sidste tid. Kirkeklokkerne bimler, og gaderne er fulde af folk, der danser, synger og deler blomster ud.
De bedste scener er dem med Laura. Afsnittets store højdepunkt er den tavse scene med Laura og kaffen og chokoladen. Det er verden, som er faldet på plads igen
Samtidig er der overraskende meget plads til de mørke sider. Mads Skjern bruger det meste af aftenen på at forsøge at få fat i Ellen Skjern, der har giftet sig ind i en familie, der åbenbart har handlet endog overordentlig meget med tyskerne.
Skjold-Hansen bliver angivet og taget med i retsopgøret i en af de mere skræmmende og ubehagelige scener. Det er ganske modigt at vise en forkert mand blive angivet af en af ‘de sidste dages hellige’, som de siger; at vise hvordan folk udnytter friheden til at tage personlige opgør. Men jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår scenen. Skjold-Hansen var jo værnemager, så hvorfor er alle så overbeviste om, at det er en fejltagelse?
Når han står sammen med ‘feltmadrasser’, så har jeg en smule svært ved at forstå, hvorfor alles sympati bare retter sig mod den kyniske kapitalist, der i flere sæsoner har forsøgt sig med den ene lyssky handel efter den anden. Her kunne det godt være en anelse skarpere.
Befrielsens brikker
Der er flere sekvenser, hvor det begynder at føles en smule uskarpt og vævende. Afsnittene i sæson 4 er generelt kortere end dem i sæson 2 og 3, og af samme længde som sæson 1, hvor historien var en del mindre kompliceret. Det begynder man at kunne mærke her halvvejs igennem sæsonen.
Hvorfor ventede Mads Skjern f.eks. så længe med at få Ellen og Mogens hjem? Enhver kunne vel forvente, hvilken vej det gik. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor der pludselig blev skåret en halv time af hvert afsnit, men det er lidt synd. Forskellen bliver ret åbenlys, hvis man sammenligner med afsnittet, hvor Danmark blev besat. Her var der tid til et bruge et halvt afsnit på Laura, derefter vise den historiske begivenhed, og så bruge historien om Laura til at binde det sammen med en kunstnerisk fortolkning. Denne gang er der ikke plads til meget andet end at få leveret de plotmæssige konsekvenser af befrielsen. Der er dog en hund involveret, og det er jo aldrig andet end fantastisk.
Men der er én ting, de to afsnit har til fælles: De bedste scener er dem med Laura. Afsnittets store højdepunkt er den tavse scene med Laura og kaffen og chokoladen. Det er verden, som er faldet på plads igen. Så selvom plottet måske er lidt forudsigeligt, så formår Matador at bruge billedsprog til at fortælle det hele på en meget simplere måde.
Lærer Andersens død
Det tætteste vi kommer på den historie, der skal binde afsnittet sammen, er historien om Lærer Andersen. Afsnittet starter med hans begravelse, befrielsesdagen går bl.a. med, at Jørgen og Hans Christian må mødes med Oscar Andersen, der har dunkle mistanker om, hvad der er sket. Og til sidst får vi den nærmest endnu dunklere historie: Hvordan Frederik kom op i sengen til Misse, hvordan han gik ud på altanen for at råbe over larmen, hvorefter Misse låste ham ude, og hvordan han så pådrog sig en lungebetændelse, der aldrig blev behandlet, fordi Dr Hansen var gået under jorden.
Det er en tragikomisk historie. En af de ikoniske historier. Men hvad siger det om Matador? Misse har tolket det således, at det var Gud, der passede på hende. Man kunne også sige, det var Poul. Dr Hansen siger, man ikke kan straffe Misse for at være sin mors datter, underforstået at hun blev sindssyg af den måde, hendes mor vogtede over hende.
Jeg er faktisk ikke helt sikker hvordan jeg tolker det. Langt hen ad vejen er Matador ganske som brætspillet: Folk rykker rundt på forskelige felter og planlægger at bygge huse. Frederik Andersen var hjemløs, altid på jagt efter en ny husven, hvor han kunne få mad og ordnet skjorter. Misse Møhge, datter af Fernando og enkefruen, arving til Møhge-formuen, ejede dermed Korsbæks mest mølædte og forfaldne felt.
Til sidst kommer Daniel hjem med en engelsk soldat i en scene… Hermed er også anslaget lagt til den historie, der skal blive den dominerende i de tre sidste afsnit
Brylluppet mellem de to var ligeså passende, som det var fuldstændig absurd: To mennesker uden nogen som helst personlige fortrin, der blev gift i Korsbæks fineste stue, fordi den enes forældre engang for årtier siden var blevet gift samme sted. Men forbindelsen mellem de to kollapsede også med det samme, inden pengene kunne bruges til at opbygge familien Andersen som en ny spiller i byen. Pointen med arvesagerne er ikke så meget, at brødrene Varnæs skal have dem – omend Jørgen såmænd nok kan få brug for dem – som det er, at Møhge-slægten skal afsluttes.
Som med Laura i hendes store afsnit er det en brik, som tager sit sidste træk. Der er ikke mere historie tilbage for Misse Møhge: Hun er nu enkefrue, sådan som hun gerne ville være det, og kan gå rundt til komsammener, hvor ingen respekterer hende. Det hænger en smule sammen med en fornemmelse af, at den gamle verden, symboliseret ved tyskerne, nu endegyldigt har spillet fallit.
Den kommende verden
Læg dog mærke til at Møhge-pengene bare går til endnu en af de gamle familier. Røde insisterer på, at der nu vil blive skabt en helt ny verden, men det er ikke let at finde tegn på at det skal gå sådan. I hvert fald ikke den slags verden Røde gerne vil have.
Der er en enkelt scene til sidst hvor der er ved at ske noget nyt og spændende. Daniel kommer hjem med en engelsk soldat og Ingeborg lader da i det mindste lader til at forstå, hvad der sker. Men det er ikke Daniel, der får lov til at vise englænderen rundt; han bliver kapret af Ellen. Og Mads forstår ingenting.
Hermed er også anslaget lagt til den historie, der skal blive den dominerende i de tre sidste afsnit.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.