Matador: Spillet om Korsbæk – Årets Julekalender 13.12

i Kultur/Film af

JULEKALENDER // 13. DECEMBER – Tredje sæson af Matador begynder at trække ting fra igen. Fortællingen forsimples lige så stille, så den kan blive afrundet i god ro og orden. Men én person skal naturligvis ikke væk. Og det kræver noget omhyggeligt oprydningsarbejde.

Sæson 3 af Matador starter egentlig ganske meget som sæson 2: En karakter flytter ind i et nyt hjem. Sidste gang var det Kristen Skjern i en ny og moderne lejlighed, denne gang er det hans bror Mads i det gamle hus uden for byen. Men stemningen er anderledes. Første klip følger revnerne i væggen, og vi ser arkitekten og maleren – Fede! – der venter på at komme til for at reparere bygningen. Og inde i huset ser vi den tidligere ejers enke, der står i hjørnet, nærmest som et spøgelse. Hun nævner endda, hvor hendes mand begik selvmord.

Hvor der i sæson 2 blev bygget til, blev tilføjet lag i fortællingen, så er sæson 3 en sæson, hvor det gamle shines op, hvor sprækkerne viser sig, mørket breder sig, og hvor serien begynder at trække lag fra igen.

En mørk sæson

Det er en ret mærkelig sæson. Vi ved ligesom, hvor det bærer hen. Allerede da sæsonen havde premiere i 1980, må folk have vidst det. Det er uundgåeligt, at når første afsnit starter i 1937, så må vi på tidspunkt nå dertil, hvor tyskerne besætter landet. En historisk begivenhed så enorm, at den naturligvis vil påvirke alle plot-tråde i den lille by. Hvordan egentlig lave en samlet fortælling, når man ved, at der ca. halvvejs vil ske noget så stort, at alt andet vil virke ligegyldigt i sammenhæng? Resultatet er en sæson, der hænger mindre sammen end de to foregående.

Det er følelsen af en uddøende klasse, der fester, mens verden går under, og prøver at ignorere Gustavs autoritære tendenser

Der er stadig sæson-vigtige plot-ting, der bliver introduceret i dette afsnit – alle intrigerne om parkeringshuset i Varnæs’ baghave, først og fremmest, men også Grås Klædefabrikker bliver introduceret via både Gustav og Mads – men de tre første afsnit af denne sæson står meget alene. De bliver en art opsummering, til tider nærmest meta-opsummering, inden historien sætter i gang igen med tyskernes ankomst. Det har den bizarre effekt, at serien sådan set virker mere mørk og opgivende uden nazister end med nazister, for der kommer et skud energi til historien med besættelsen. Inden da er det næsten, som om serien går i stå og ikke ved, hvad den vil.

Spøgelsesfest

Visse ting er dog som de plejer: For tredje sæson i træk indeholder første afsnit en fest hos familien Varnæs. Men det er variation over et tema: Selvom hele pointen med festen er, at Maude og Hans-Christian har fået nye unge venner i Paris, så føles seancen mere forældet og dekadent, end det plejer. Billederne af de to efterladte gæster – hvis partnere ligger oppe i et af værelserne – forstærker spøgelsestemaet. Det er tvungent, det er følelsen af en uddøende klasse, der fester, mens verden går under, og prøver at ignorere Gustavs autoritære tendenser.

Matador i sæson 3 er ikke så sjov længere, ikke så ligetil

På den måde er titlen Et ny liv utrolig ironisk. Alt ‘nyt’ i dette afsnit er blot gammel vin på nye flasker. Varnæs-familien, seriens største repræsentanter for den gamle orden, får en lille efternøler, men hvor parret måske tror, det vil bringe glæde, så reagerer børnene negativt. De ser det, som om de gamle nægter at tiden går, forældrene nægter at blive gamle og lade deres to ældre børn bestemme, hvordan verden skal se ud. Regitzes hund er ikke blot et kæledyr, det er løftet om at hjemmet skal indrettes efter hendes vilje.

Det er en ting i serien, som har ændret sig: Hvor der i de første afsnit var en rutine i, at den yngres brød betød den ældres død, så begynder ting at gå ud over næste generation. Og ikke bare i, at Mads er for gammel til at forstå Daniel, nej, også forsøgene på at følge med tiden går ud over dem, det ellers skulle hjælpe. Matador i sæson 3 er ikke så sjov længere, ikke så ligetil.

En omhyggelig reperation

Men mens mørke og konsekvenser begynder at brede sig, så lægges dog samtidig fundamentet til lykkeligere slutninger. Det store twist fra slutningen af sæson 2, Kristen og Ibens bryllup, omgøres ikke, og er ligeså katastrofalt som forventet, men der er stadig håb for dem, der gerne så Kristen sammen med en anden. Elisabeth har egentlig ret i, at hendes rolle i Korsbæk er udspillet, men serien har ikke tænkt sig at skille sig af med en af de bedste – og mest populære – personer.

Læg mærke til, hvor omhyggeligt det gøres. Det er ofte det, der adskiller de bedste serier fra de blot gode, hvor omhyggeligt sådan nogle kedelige plot-reparationer udføres. Elisabeth har tænkt sig at flytte, men det ville da egentlig give mening at blive, hvis hun kunne få et godt job. Problemet er ikke bare for forfatterne at introducere et godt job til Elisabeth, men også give en forklaring på, hvorfor hun ikke har snakket om det før. Dvs vi skal have tre ting: Et job, en grund til at hun ikke kan få det, og en grund til at hun alligevel kan få det.

Jobbet som kirkeorganist er både lige Elisabeth, men naturligvis alligevel kompliceret pga. hendes forhold til abort, og at Mads Skjern sidder i menighedsrådet – en oplysning jeg ikke tror, vi har fået før, men som giver 100% mening. Og løsningen, at det vil tale til Mads’ selvopfattelse at kunne give en stilling til den familie, han bekriger, er så naturlig, som det kan være. Læg dertil også introduktionen til Lærer Andersen, som vi med det samme hader som pesten, og det bliver klart, hvorfor andre også uden for Elisabeths nære vennekreds vil have hende til at blive. Bravo.

Der er afsnit i tredje sæson, jeg ikke bryder mig så meget om, og det begynder at knirke en smule under vægten af ophobet historie. Men første afsnit viser på flere måder, hvorfor Matador er en af de helt store serier. Den bruger forskel og gentagelse, og selv de mest kedsommelige og rutinemæssige plotkonstruktioner gøres med omhyggelighed. Det får alt til at klinge ægte og giver et solidt grundlag for de mere interessante, fabulerende og mindre plot-vigtige sekvenser.

Flere ting:

* Lærer Andersen er virkelig en af hovedgrundene til, at sæson 3 føles så mørk. Magen til modbydelig mand. Der skal nok blive mere at skrive om ham, men bravo til Helge Kjærulff-Schmidt for at spille et så gennemført røvhul.

*Slaget på Blågårds Plads var den 30. September 1935, men det må være et andet slag, der snakkes om.

* Højdepunktet ved fest-scenen: Hans-Christian danser ind i en lysekrone…

* Men i det hele taget er det endnu en fremragende sekvens. Axel Strøbye og Malene Schwartz giver den virkelig gas med at spille berusede, og detaljerne er på plads. De farvede cigaretter, der ikke bliver rørt, de kulørte drinks. Musses tango. Og så er det hele bare så ubehageligt.

* Stakkels Vicki i øvrigt. Hun kurtiseres af Gustav og gramses på af Skjold-Hansen. Serien er helt klar over, hvad der sker, når hun ikke længere er beskyttet af sin far eller sin mand Arnesen. Mændene respekterer mest kvinder som noget, der skal ejes og derfor passes på. Så thumbs up til Vicki, det er ikke for sjov.

* Verdensudstillingen i Paris, som Doktor Hansen læser om, var kendetegnet især ved de sovjetiske og nazistiske pavilloner. Ikke nogen rar udstilling for den radikale doktor.

* Reelt set var 2. verdenskrig gået i gang, som en avis i afsnittet også siger: Kina og Japan gik i krig 1937, og Nanking faldt i december. Massakrerne derefter blev nogle af de mest morderiske overhovedet i den globale konflikt de næste otte år.

* Røde læser om Victor Pürschel, konservativ politiker, som ganske rigtigt blev stærkt anti-demokratisk som trediverne skred frem, og til tider udtalte sympati med fascister og nazister. Han udtrådte af de Konservative senere i 1938 i protest mod Grundlovsforliget, der skulle have gjort Landstinget mere demokratisk. At han nævnes er vel et lille svirp til Hans-Christian og Jørgen, der mener Gustav er en helt anden type konservativ, end de er. Nja, det var nu en ret bred strømning… Pürschels nye højreekstreme parti Nationalt Samvirke var i øvrigt økonomisk støttet af AP Møller.

* Nazist-sympatisøren Erik Westergaard Jensen skød 13/4 1938 efter justitsminister K. K. Steincke med hundepistol.

* – ‘Der kan du se, hvad du har gjort, din møgunge. Det er cikel-pumpen, jeg vidste det. Kunne du da ikke have fundet noget andet at slå med?’
– ‘Nå ja, hvis han skulle slås…’
– ‘Jeg vidste ikke… Far plejer aldrig at læse Politiken. Han hader det blad.’
– ‘Han tog det med hjem fra kontoret, fordi der stod noget om Betty Nansen.’

Historien om Elisabeth og Maudes fars død serveres med den sorteste humor.

* Larsens Lokum er endnu en af de detaljer, som vel egentlig fylder mere i vores opfattelse af Matador end de mange plotforviklinger om klædefabrikker og valutacentraler etc. Larsen har egentlig ikke så meget at gøre med plottet længere, men han har nogle store øjeblikke i den her sæson.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: DR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur