TEATER // ANMELDELSE – Frem for blot en succeshistorie om den fattige dreng, der bliver generaldirektør for Nordisk Films Kompagni, er Ole Olsen et fint psykologisk portræt af en stræber. Titelpersonen ville sikkert have nydt at komme ind på borgerskabets ”fine” teaterscene frem for i pøblens biografer, skriver Steen Blendstrup.
Klar scene. Lys. Kamera … og værsgo’
Hvis navnet Ole Olsen siger os noget, så er det nok først og fremmest som skaberen af Nordisk Film. Filmhistorisk interesserede vil måske endda kunne tilføje noget om stumfilmen Løvejagten (på Elleore). Og så løber vores kendskab sandsynligvis ud.
Det gør Odsherred Teater nu noget ved med forestillingen Ole Olsen, der bedst kan betegnes som en episk gøglerforestilling.
Historien om Ole Olsen er en ægte rags-to-riches Hollywood-historie om en knægt, der kæmper sig op fra fattigdom på landet til at blive en af Danmarks rigeste mænd
Klædt i en overdimensioneret pelsfrakke – som en isbjørn – træder titelfiguren i Henrik Ipsens skikkelse ind på scenen foran et filmlærred og begynder straks at rette i sine medspilleres forsøg på at fortælle hans livshistorie. Det er ham – Ole Olsen – der er filmmogulen her. Det er ham, der bestemmer, hvilken historie vi skal høre. Han vil have kontrol over sin egen fortælling – ligesom det lykkedes ham at kontrollere sin egen skæbne.
Fra fattiglem til filmkonge
Faktisk er historien om Ole Olsen en ægte rags-to-riches Hollywood-historie om en knægt, der kæmper sig op fra fattigdom på landet til at blive en af Danmarks rigeste mænd. På et tidspunkt faktisk en seriøs konkurrent til selv samme Hollywood. Filmstudiet i Valby – der længe var verdens ældste fungerende filmstudie – kunne før Første Verdenskrig måle sig med amerikanerne i produktion og popularitet. At tillægge Ole Olsen æren for den første fiktionsfilm er dog nok en tilsnigelse.
Ole blev født i Odsherred, og han ligger begravet i Odsherred, så ikke underligt, at det netop er Odsherred Teater, der tager historien op. Men meget passende med premiere på Teater-V, et stenkast fra det gamle filmstudie. Ole var antagelig ordblind og livet igennem funktionel analfabet. Ud af skolen, ud at tjene, mistanke om tyveri, opdragelsesanstalt. Og her taler vi slutningen af 1800-tallet, så det var med tørre tæv som pædagogisk metode.
Ved hjælp af to rullende stilladser og en trappe, der flyttes rundt på scenen og lejlighedsvis dekoreres med varietepynt, forvandles skolestuen til retssalen til opdragelsesanstalten Flakkebjerg til omrejsende gøgleres telte til Københavns gader og til slut til Nordisk Films Kompagni.
Meget passende for Ole Olsens omflakkende karriere virker scenen nemlig mere som en cirkusmanege
At vi befinder os midt i en fortælling, hvor vi bare får lov til at kigge bag kulissen, understreges af, at alle skuespillere optræder i den overdrevne makeup, der er karakteristisk for de tidlige stumfilm. Eller for den sags skyld klovnens maske i cirkus.
Rundt i manegen
Meget passende for Ole Olsens omflakkende karriere virker scenen nemlig mere som en cirkusmanege. Stemningen af cirkus og markedsgøgl bliver ikke mindre af, at handlingen lejlighedsvis akkompagneres på harmonika, tromme, mandolin og andre instrumenter.
I centrum står Henrik Ipsen, der som en anden domptør får handlingen til at løbe i ring omkring sig. De fleste andre aktører på scenen forbliver statister i hans historie. Alle underordnet hans drivkraft; at han skal vise verden, at han ikke er en dummepeter, der aldrig kommer længere end til at muge ud i stalden.
Der er dog to personer, der har større betydning for ham. På Flakkebjerg møder han Jens Nielsen (Michael Lundbye Slebsager). De er bedste venner og hjælper hinanden gennem de barske vilkår, men hvor lykken tilsmiler Ole Olsen, har skæbnen andre planer med Jens. Det er godt drama.
Den anden person, der skiller sig ud, er Ole Olsens elskede hustru Anna. For en kærlighedsintrige skal der naturligvis være i en god film … et godt teaterstykke. Anna bliver et anker i Oles omkringfarende tilværelse. Også længe inden han slår sig ned som biografdirektør i København og siden filmproducent for at skaffe nye film til sin egen biograf. Men ellers er det med kærligheden Oles akilleshæl.
Filmen om Ole Olsen på scenen
For spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi skal med historien. Ole Olsen er ikke bare en biografi. Det er heller ikke bare Oles egen redigerede version af hans sociale opstigen. I baggrunden rumler der en anden historie om et enormt mindreværdskompleks, der skygger for, at hovedpersonen kan blive et helt menneske.
Mens vi – hvis vi kan lidt filmhistorie – kan more os over de forskellige referencer, så udvikler Ole Olsen sig til et vellykket psykologisk portræt. Vi behøver ikke forholde os til det rå klassesamfund, som titelpersonen voksede op i. Vi kan alligevel godt spejle os i hans rodløshed og behov for selvhævdelse.
Hvis det havde været historien om en filmstjerne (Chaplin er en oplagt parallel), så kunne Ole Olsen godt være blevet til en film. Vi husker bare ikke navnet på samme måde, selv om der er drama og intriger nok og en farverig baggrund.
Det er vellykket og teknisk imponerende, at vi kan få det alt sammen med på scenen i Maria Kjærgaard-Sunesens instruktion. Måske den gamle markedsgøgler også ville sætte pris på at være kommet indenfor på borgerskabets ”fine” teater frem for pøblens biograf.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og