Martin Lemberg-Pedersen: Europa må tænke sig om – katastrofen i Moria kunne være undgået

i Politik & Samfund/EU af
FLYGTNING // KOMMENTAR – Den humanitære krise på Moria er ikke ny, den har eksisteret i årevis. Men for et par dage antog den en ny og hæslig, men fuldkommen forudsigelig form. Det er på tide at træffe et valg, skriver migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Billederne fra katastrofen i Moria-lejren i Grækenland har gjort dybt indtryk på mennesker i Danmark, Europa, ja i hele verden, der har set, hvordan tusindvis af mænd, kvinder, børnefamilier og uledsagede mindreårige har måtte flygte gennem et flammesodet post-apokalyptisk landskab, efter at omfattende brande brød ud i lejren.

Nu ligger flygtningene hjemløse, udmattede og venter. Godt nok ikke på de danske motorveje, som længe har været det frygtbillede, danske politikere strategisk har fremmanet overfor vælgersegmenter, men i vejrabatterne på øen ved byen Mytilini. Her ligger de i deres eget skidt, med ødelagt tøj, og uden mulighed for at rejse andre steder hen. Skulle det være at foretrække?

Den humanitære krise på Moria er ikke ny, den har eksisteret i årevis. Men for et par dage antog den en ny og hæslig, men fuldkommen forudsigelig form

Hvordan kunne det komme så vidt? Nogle af kimene til udviklingen skal findes i de politiske svar på truslen om corona i flygtningelejre verden over. Siden pandemien tog fart i foråret, har mange medier spurgt, hvordan et virusudbrud ville påvirke sådanne steder. Flere forskere og iagttagere, undertegnede inklusiv, har svaret, at det ville være katastrofalt. At evakuering ville være nødvendig. At masseindlejringen i Moria i forvejen var en uholdbar løsning, der kun fremstod som en sådan fra et kortsigtet og eurocentrisk perspektiv.

Men i takt med at smittetallet begyndte at falde i Danmark, begyndte noget der lignede utålmodighed også at indfinde sig blandt visse politikere og i pressekorpset. For hvorfor var flygtningelejrene ikke blevet ramt? Var pandemien gået udenom? Og havde de mange advarsler om humanitære katastrofer blandt verdens fordrevne mon ikke været overdrevne?

Nyhedscyklussen og de dertilhørende politiske reaktioner er lynende hurtig, og alt for ofte mangler blikket for mere komplekse udviklinger. Og ønsket om igen at kunne lukke øjnene for konsekvenserne af dansk og europæisk asylpolitik i Moria begyndte at skinne igennem.

Den indenrigspolitiske indvandrerskrue drejer videre

Men én af grundene til at corona spredte sig langsommere til flygtningelejre som Moria end gennem verdens kredsløb af skiturisme, krydstogter og business, har netop været de enorme forskelle i mobilitet.

Det var verdens hypermobile, velstillede socio-økonomiske klasser, der skabte en pandemi. Og det var de gennemkontrollerede, fængslede og isolerede forhold, som mange af verdens fordrevne har været tvunget til at leve under i årevis, der modvirkede samme hurtige spredning til lejre som Moria. Og det er præcis de samme udsigtsløse og indespærrede forhold og den deraf afledte desperation, der ser ud til at have ført til det omsiggribende kaos i Moria, da virussen så ramte.

Selv efter vi har set børn flygte gennem afbrændte landskaber af træ, olietønder og plastik, fastholder den danske regering, at den ”vil blive ked af” at evakuere dem

Selv efter vi har set børn flygte gennem afbrændte landskaber af træ, olietønder og plastik, fastholder den danske regering, at den ”vil blive ked af” at evakuere dem, fordi omfordeling (læs: internationalt samarbejde) af fordrevne mennesker på en retfærdig måde mellem verdens lande kategorisk er blevet stemplet som en torn i øjet på den socialdemokratiske regering. Akkompagneret af det besynderlige Christiansborgske argument at Moria og de græske øer på en eller anden måde i højere grad skulle udgøre et nærområde for folk der er flygtet fra Afghanistan og Pakistan, end andre europæiske lande.

Foreløbigt fastholder regeringen dette standpunkt, men man er under stigende pres både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk.

Internationalt har over 10 andre europæiske lande, heriblandt Tyskland, Frankrig, Finland og Holland annonceret, at de gerne vil være med til at evakuere og omfordele nogle af de hårdt trængte flygtninge. Samt den norske regering, der ellers ledes af partiet Høyre. Indenrigspolitisk har borgmestre fra en række kommuner indtrængende sagt, at de både bør og godt lokalt kan løfte ansvaret for børn evakuerede fra Moria. Prøver at påberåbe sig et minimum af empati og medfølelse.

For nuværende ser den taktiske, indenrigspolitiske indvandrerskrue ud til at dreje ufortrødent videre, mens regeringen internationalt hager sig til sin østrigske partner. Man har foreslået at sende tæpper og telte ned til de mange tusinder mennesker i grøftekanterne og ved brandtomten. Håbet ser ud til at være, at tingene snart kan vende tilbage til ”normalen” for denne seneste krise.

Derfor blev Moria et helvede

Men humanitære kriser opstår ofte på baggrund af overlappende årsager, og krisen i Moria-lejren er hverken pludselig eller uventet. Den er tværtimod en direkte konsekvens af en række greb i EU’s asylpolitik og grænsekontrol.

Helt i forgrunden finder vi EU’s aftale med Tyrkiet fra 2016, om at inddæmme flygtninge, eller trække dem tilbage til tyrkiske fængsler, før de kan nå europæisk territorium og derved får mulighed for at udøve den ret til at søge asyl, som ellers er indskrevet som hjørnesten i unionens asylpolitik.

Europæiske politikere, inklusive danske, har gentagne gange lykønsket sig selv og hinanden med at have “lukket ruten”. En ”lukning”, der videre har fået den danske regering til at spekulere i at eksportere den ”tyrkiske model” til Nordafrika. Ja, senest har man udpeget en ”migrationsambassadør”, hvis fremmeste opgave lyder til at være at presse det danske ønske om at kunne efterlade asylansøgere til Danmark et eller andet sted i de sagnomspundne, men ikke særligt konkrete ”nærområder”.

Over 12.000 mennesker henslæbte en tilværelse i en lejr, der kun var bygget til 3000. Sygdomsepidemier blandt børn, dødsfald, vold, faren for seksuel vold og uroligheder, inklusive brande, har været hverdag i lang tid

Men virkeligheden er dog, at siden 2016 er 2000 desperate mennesker i snit hver måned fortsat med at flygte fra den EU-betalte tyrkiske kystvagt mod græsk farvand. Det er trods alt derfor, også danske betjente har været en del af Frontex patruljebåde i det græske øhav, hvor man blandt andet nægtede græske ordrer om at skubbe nødstedte migranter tilbage til tyrkisk farvand. Mange af dem, der er blevet reddet, er endt i Moria. Og disse dynamikker er grunden til, at lejren endte med at være totalt overfyldt.

Over 12.000 mennesker henslæbte en tilværelse i en lejr, der kun var bygget til 3000. Sygdomsepidemier blandt børn, dødsfald, vold, faren for seksuel vold og uroligheder, inklusive brande, har været hverdag i lang tid i denne lejr bygget af presenninger og pindebrænde.

Udover økonomisk støtte til bådpatruljer og deportationskorridorer til Syrien, har Erdogans AKP-regering i øvrigt også brugt EU-aftalen til at implementere en række indenrigspolitiske og geopolitiske manøvrer, lige fra bølger af arrestationer af oppositionspolitikere, journalister, forskere og NGOere. Dette har unionen accepteret, da ønsket om at undgå asylansøgere åbenbart har vejet tungere.

Regionalt har AKP brugt aftalen som diplomatisk rygdækning til aggressiv dronekrigsførelse i både Syrien og på vegne af den pressede GNA-fraktion i Libyen. Igen accepteret af EU, der i sidstnævnte tilfælde selv har postet milliarder i libysk grænsekontrol. Men den tyrkisk-libyske alliance bruges netop nu også til at række ud efter naturgas-reserver i det østlige Middelhav, hvilket netop har fået den græske regering til at bebude militær oprustning.

Dermed er der udsigt til en politisk udfordrende spagat for unionen, der mere og mere er splittet mellem to af dens udpegede dørvogtere. Ønsket om at undgå asylansøgere for enhver pris kan altså hurtigt blive ekstremt dyrt – økonomisk, politisk og humanitært.

Det er et politisk valg

Men sådan behøver det ikke være. Som de danske borgmestres og de mange europæiske landes tilbud om at evakuere børn fra brandtomten og vejsporene ved Mytilini viser, så er situationen slet ikke udtryk for den tvingende politiske nødvendighed, som den danske regering giver udtryk for. Det et politisk valg. Derfor er den danske regerings forslag om at sende telte og tæpper ikke kun utilstrækkeligt, men udtryk for et ønske om at vende tilbage, fastholde og acceptere de katastrofale forhold, der allerede herskede i Moria inden branden. En eurocentrisk ansvarsforflygtigelse for resultatet af de uholdbare og kortsigtede interesser, som verden nu er vidne til i Moria-flammernes skær.

Den eskalerende humanitære krise, og oprustningen i Libyen og det østlige Middelhav viser, at Europa og Danmark må tænke sig om nu. Det er ikke uden konsekvenser at lukke øjnene for stort set alt andet end ønsket om at undgå asylansøgere. Og de politiske valg, der træffes, har enorme menneskelige konsekvenser. Den humanitære krise på Moria er ikke ny, den har eksisteret i årevis. Men for et par dage antog den en ny og hæslig, men fuldkommen forudsigelig form.

Det er på tide at træffe et valg.


LÆS ALLE MARTIN LEMBERG-PEDERSENS INDLÆG HER


Foto: UNHCR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Martin Lemberg er Adjunkt på Global Refugee Studies (GRS), Aalborg Universitet, med en PhD i filosofi fra Københavns Universitet (KU). Han har forsket og undervist på kandidatuddannelser i asyl, migration, integration og grænsekontrol med fokus på Libyen, Grækenland og Tyrkiet, og har også boet og arbejdet i Oxford, Barcelona og Athen.

Han er bredt anerkendt for sin indsigt indenfor disse emner og optræder ofte i danske og internationale medier som ekspert. Hans nuværende projekt undersøger ligheder og forskelle mellem europæisk handels-, kontrol- og fordrivelsespolitik og forbindelser til raciale hierarkier, under hhv. den koloniale slavehandel og i dag.

Seneste artikler om Politik & Samfund