NY BOG: ”Flygtningestrømmen er den pris, som menneskeheden i dag må betale for den globale økonomi”. Det er den klare diagnose, som den slovenske tænker Slavoj Žižek stiller i sin seneste bog. Her tager han temperaturen på verdenssituationen, lige fra overgrebene i Köln nytårsaften 2015 til de store, internationale handelsaftaler og venstrefløjens handlingslammelse overfor den nye populistiske vækkelse.
Vi kender alle sammen det med at sætte os ned for at “ordne verdenssituationen”. Men hvad er egentlig verdenssituationen? Den slovenske intellektuelle Slavoj Žižek har sat sig for at beskrive den i sin seneste bog, ”Den nye klassekamp”, der har en bedre titel på engelsk, ”Against the Double Blackmail: Refugees, Terror and Other Troubles with the Neighbours.” Bogen handler nemlig ikke om klassekamp. Bogen handler om kulturkamp. Om mødet mellem venstreorienterede og højreorienterede myter og dogmer, om mødet mellem vestlig kapitalisme og muslimsk indvandring.
Verdenssituationen er optøjer, udemokratiske handelsaftaler, forstenede venstreorienterede tabuer. Verdenssituationen er en formørkelse af det offentlige samtaleklima: ”Beskyldninger og ideer, der før var forbeholdt racistiske obskøniteters obskure underverden, får nu fodfæste i en officiel diskurs” … “Der er ikke desto mindre det gode at sige om de religiøse fundamentalismers intolerance, at de ikke kan udstå hinanden. Det vil sige, at vi ikke skal frygte for, at der opstår en ’enhedsfront’ af kristne og muslimske fundamentalister i Europa (hvis man ser bort fra et mindre taktisk samarbejde såsom de fælles bestræbelser på at kriminalisere ’respektløse’ ytringer om religion som hadetale).”
Bogen handler ikke om klassekamp. Bogen handler om kulturkamp. Om mødet mellem venstreorienterede og højreorienterede myter og dogmer, om mødet mellem vestlig kapitalisme og muslimsk indvandring … Om en formørkelse af det offentlige samtaleklima: Beskyldninger og ideer, der før var forbeholdt racistiske obskøniteters obskure underverden, får nu fodfæste i en officiel diskurs
Omvendt siger den tolerante venstreorienterede: Vi må lære indvandrerne at begå sig indenfor den europæiske norm for frihed. De må lære at forstå, at fordi en kvinde smiler til dem, eller fordi de kan se hendes lår eller hår, betyder det ikke, at hun er klar til at gå i seng med dem.
Dét der, dét er dumt, siger Žižek på s. 106, og lidt senere skal vi komme tilbage til, hvorfor.
Den lader vi lige stå et øjeblik
Der er nogle vigtige pointer i bogen, hvor man siger: Den her lader vi lige stå et øjeblik. En af dem er den med, at EU er sådan set ok, bare der kom lidt mere demokrati:
”Den seneste EU-politik er bare et desperat forsøg på at optimere Europas tilpasning til den nye globale kapitalisme. Den sædvanlige venstrefløjskritik af EU – at foretagendet dybest set er okay, hvis bare der rettes lidt op på det ’demokratiske underskud’ – afslører den samme naivitet, man kunne finde hos kritikere af de daværende kommunistiske lande, der dybest set støttede disse, selv om de klagede over deres manglende demokrati. I begge tilfælde har de velvillige kritikere ikke formået at begribe, at indse, at ’det demokratiske underskud’ var og er en nødvendig og indbygget del af strukturen.”
Det, man må gøre sig klart, er, at vi lever med et permanent demokratisk underskud.
Den globale verdensorden med den neoliberalistiske økonomi er en naturlig konsekvens af den relative velstand, vi, visse andre lande og visse grupper i de fleste lande nu nyder. Den neoliberalistiske økonomi er den ”verdensorden”, der er indført, siden man i Storbritannien og USA begyndte at mindske den offentlige sektor i begyndelsen af 1980’erne og at offentlige institutioner nu næsten overalt drives som virksomheder. Private står for langt mere end det offentlige, og velfærden svinder langsomt, samtidig med at fagforeningerne mister terræn og folk må tage de job, de kan få, under de betingelser, der tilbydes dem.
Det, man må gøre sig klart, er, at vi lever med et permanent demokratisk underskud. Vi har en situation, hvor politikerne udskriver valg engang til, hvis de ikke er tilfredse med resultatet, og hvor de vurderer utilfredsheden med resultatet som udtryk for, ikke befolkningens holdning, men at deres reklamekampagne ikke var godt nok tilrettelagt. En situation, hvor udvalg, der skal undersøge mulige lovovertrædelser, begået af regeringsfolk, bliver nedlagt, hvis de er for kritiske.
Žižek minder os om den enkle kendsgerning, at det liberale demokrati, som økonomen Francis Fukuyama før 11. september 2001 sagde var civilisationens endemål, fordi vi ikke kunne få noget bedre, var en illusion.
Han bruger en dåseåbner, som jeg mener er både vigtig og formentlig også effektiv, selvom den endnu ikke har åbnet ret mange dåser, og dem, den har åbnet, viste sig at være rådne: At bryde venstrefløjens tabuer, som først og fremmest har bestået i en afvisning af kritik af muslimsk dekreteret livsførelse og den pivåbne flygtningepolitik.
Den rådne dåse var naturligvis den, at de danske Socialdemokrater valgte at bruge sit opgør med tabuerne ikke til en ny-humanistisk tilgang til det hele, men til et fortvivlet forsøg på at få nogle af de vælgere tilbage, som de havde mistet til Dansk Folkeparti. En bevægelse, der startede dengang de mennesker, der bor i villaer i sovebyerne syd for København, – villaer, som tidligere statsminster Anker Jørgensen havde skaffet dem gennem en helt uansvarlig økonomisk politik – begyndte af stemme højrepopulistisk.
Globaliseringens ansigt
Ved hjælp af filosoffen Peter Sloterdijk formulerer Žižek det enkle faktum, at det er det kapitalistiske system og intet andet, der er skyld i flygtninge og folkevandringskrisen. Alene brugen af ordet ”kapitalistiske” i denne artikel vil nok få det segment, der for alvor har brug for at høre Žižeks pointer til at falde fra. Men alligevel – prøv at læse med:
”Igennem globaliseringen opbygges og ekspanderes et verdensindre, der nok har usynlige grænser som et glashus, men alligevel er næsten uigennemtrængeligt udefra. I dag bebos dette verdensindre af den halvanden milliard mennesker, der udgør globaliseringens ’vindere’.” (s. 11)
Eller med et eksempel fra Afrika, der er uhyre velvalgt, hvis man husker, at de allerværste historier fra kolonitiden kom fra Belgisk Congo, drevet af Kong Leopold der så landet som sin egen private, perverse slaveanstalt: ”DR Congo (den nuværende stat) er for længst holdt op med at eksistere som en samlet stat; det er en mangfoldighed af områder styret af lokale krigsherrer, som kontrollerer hver deres jordstrimmel med hære, der som regel omfatter narkotika afhængige børn. Hver af disse krigsherrer har forbindelser med et udenlandsk selskab eller en koncern, der så står for at praktisere minedrift i denne verdens mest mineralrige region. Det ironiske er, at mange af disse mineraler anvendes i højteknologiske produkter såsom bærbare computere og mobiltelefoner”. (s. 52)
Det handler om, at den måde, vi driver forretningsverdenen på, både har en inkluderende og en ekskluderende karakter, lidt ligesom i børnesangen ”Der bor en bager ”: ”Har du penge så kan du få, har du ingen så kan du gå”.
For et er, at alle i princippet inviteres med på markedet, noget andet er, at der her i forvejen agerer aktører, der er så stærke, at det kan være svært for nye at komme med. Og handelsaftalerne, som også ulandene må gå med i for at komme ind på markedet, forhindrer dem ofte i at opbygge offentlige institutioner, som er velfungerende nok til at kunne bære det velfærdssystem, der får folk til at blive.
Det andet er værre: De, der protesterer for tiden, har ingen politiske utopier. I 1970’erne ville de mennesker, der gik til demonstration, lave samfundet om til noget, de mente var bedre. Sådan er det ikke i dag.
Det er ikke en udvikling, som er på vej til at vende. For tiden forhandler man en ny handelsaftale mellem EU og USA, TTIP, som der er massiv folkelig modstand mod, men som nok vil blive gennemført alligevel: ”Det generelle billede af de sociale konsekvenser af TTIP står klart: TTIP står for intet mindre end et brutalt overfald på demokratiet. Intetsteds ser vi dette klarere end i de såkaldte tvistbilæggelser mellem investor og stat (ISDS’er), der giver virksomheder mulighed for at sagsøge en regeringsmagt, hvis den fører en politik, der resulterer i tab af fortjeneste,” skriver Zizek i starten af bogen.
Den forkerte protest
Alt det her må folk da protestere mod. Ja, ikke sandt? Men det gør de ikke. Eller rettere det gør de, men ifølge Žižek ikke på den rigtige måde. ”Hvad det følgelig gælder om at modstå, når vi bliver konfronteret med chokerende meldinger om voldsoptøjer fra brændende parisiske forstæder og lignende hændelser, er, hvad jeg vil kalde den hermeneutiske fristelse: en søgen efter en dybere mening eller et budskab skjult i disse udbrud. Det, som er sværest at acceptere, er netop optøjernes meningsløshed”.
De to vigtigste ting, Žižek siger i bogen om de mennesker, der ikke er inkluderede, men tværtimod er ekskluderede, er, at der overhovedet ikke er noget at lære af vold. Intet godt kom ud af koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig. Vold har ikke nogen rensende effekt, tværtimod. Žižek bruger Netanyahus Israel som et eksempel. Det andet er værre: De, der protesterer for tiden, har ingen politiske utopier, forklarer han. I 1970’erne ville de mennesker, der gik til demonstration lave samfundet om til noget, de mente var bedre. Sådan er det ikke i dag. Folk går bare amok, ødelægger, slår ihjel, voldtager. Protesten er med andre ord kun destruktiv, ikke konstruktiv.
Den nyttige idiot
Žižek angriber også et af de efter min opfattelse største mysterier i nutidens debat, nemlig, at højrepopulismen ikke er kritisk overfor markedet og neoliberalismen, men i stedet optræder som dens nyttige idiot. Altså, f.eks. vil højrepopulister stemme for Trump, der som skruppelløs forretningsmand selv har medvirket til at skabe og forstærke et problem som den massive ulighed i USA end nogen anden. Eller tag et hjemligt eksempel som Dansk Folkeparti, der vil støtte velfærdsnedskæringer og kommunesammenlægninger, samtidig med at det netop er denne politiks systematiske konstruktion af udkantsdanmark, der har skabt den utilfredshed, partiets succes er en reaktion på. Kan det virkelig være for at skabe en endnu større utilfredshed og derved større vælgertilslutning?
Žižek siger det sådan her:
”I USA, for eksempel, har de økonomiske ændringer, som Reaganomics (eller neoliberalismen) var begyndelsen til, gjort væsentlig større skade på fællesskabslivet i nationens små byer – dvs. på hele den livsform, hvorved almindelige mennesker deltog i politiske begivenheder og bestræbte sig på at løse deres lokale problemer kollektivt – end alle indvandrere tilsammen!”
Det betyder ikke, at Žižek lukker øjnene for den anden side af problemerne: ”Endnu et venstreorienteret tabu, som vi ubetinget bliver nødt til at opgive, er den forestilling, at vi skal forbyde eller skandalisere enhver kritik af islam som ”islamofobi”. Dette tabu er som et fuldstændigt spejlbillede af den indvandrerfjendske populistiske dæmonisering af islam, anfører han i bogens start.
Når Žižek bruger ordet ”kapitalistiske” kan man i øvrigt – med god grund – høre en hentydning til en modsætning, marxisme. Og der har de fleste truffet deres valg på forhånd i lyset af de historiske kendsgerninger. Men, igen: Det bør ikke forhindre os i at høre pointen.
Det bedste eksempel på essayet som litterært funderet samfundskritik er Solsjenitsyns “Øhavet Gulag”, der er ”et forsøg på en litterær beskrivelse” af Stalins fangelejre i bl.a. Sibirien og systemet, der sendte folk dertil, som regel på en enkeltbillet … Žižek er ikke helt så sprogligt musikalsk som Solsjenitsyn, men der er en eksistentiel metaforik i bogen, som man ikke bør overse.
Blandt de nybrud, der formentlig er en landvinding for Žižek, som selv kommer fra et ultravenstreorienteret miljø, er følgende problemformulering: ”Desuden er det en elementær kendsgerning, at de fleste flygtninge, der kommer til Europa, har baggrund i en kultur, der vanskeligt kan forenes med vesteuropæiske forestillinger om menneskerettigheder. Problemet her er, at den åbenlyse tolerante løsning (gensidig respekt for hinandens følelser) så åbenlyst ikke duer. Hvis muslimer ikke ser sig i stand til at udholde vores blasfemiske karikaturer og hensynsløse humor (som vi ser som del af vores frihedsrettigheder), finder de vestlige liberale det lige så umuligt at udholde mange af de praksisser (for eksempel kvindeundertrykkelse), som kan indgå i den muslimske livsverden.” , skriver han på side 108. På den anden side er Žižek ligeså klar i sin diagnose: ”Flygtningestrømmen er den pris, som menneskeheden i dag må betale for den globale økonomi”.
Selvfølgelig flytter man, når livet, der, hvor man bor, er for usikkert og for stærke kræfter hindrer, at der bliver sikkert at være for en selv og ens børn. Det skaber konfrontationer, som i lyset af de senere års økonomiske udvikling, også i de europæiske lande med en ny, usikker situation for mange mennesker. Hvad i alverden skal man gøre ved det? Kommer Žižek med noget her?
Den sansende Žižek
Der er en litterær bevægelse i bogen, som er meget smuk. Litterær? Var det ikke et debatindlæg, en fagbog? Jo, men det klassiske essay er i sin oprindelse en skønlitterær genre. Den franske renæssancefilosof Michel de Montaigne lagde ud og blev efterfulgt af bl.a. Ludvig Holberg – den danske litteraturs fader – som førte genren videre. Det er helt tydeligt, at det for Holberg er noget andet end faglitteratur. Det sondrer, sanser, beskriver, iagttager.
Det bedste eksempel på essayet som litterært funderet samfundskritik er i øvrigt Solsjenitsyns kæmpemæssige “Øhavet Gulag”, der er ”et forsøg på et kunstnerisk studium” af Stalins fangelejre i bl.a. Sibirien og systemet, der sendte folk dertil, som regel på en enkeltbillet.
Solsjenitsyn anvender en metaforisk, poetisk, sprogligt plastisk tilgang til sit emne og ikke blot en empirisk videnskabelighed, selvom den også findes. Det har mindst to positive effekter. Dels er det til at holde ud at læse, dels er det ikke til at holde ud af læse. Det er til at holde ud, fordi vi i stedet for en nøgtern historisk redegørelse får et følsomt sprog, der alene af den grund viser os mennesker, før det viser os tal, og det er ikke til at holde ud at læse af samme grund. Det er for stærkt.
Žižek er ikke helt så sprogligt musikalsk som Solsjenitsyn, men der er en eksistentiel metaforik i bogen, som man ikke bør overse. Der er psykologiske mønstre, som det, vi skal beskrive nedenfor; der er dialektiske bevægelser, som pendulfarten mellem det inkluderende og det ekskluderende; og der er litterære bevægelser mellem den enkelte og fællesskabet, og mellem fællesskabet her og det fællesskab dér, det ikke kan eller vil integrere.
Den rituelle vold
Blandt de problemer, det meget overbevisende lykkes Žižek at knytte til den store sammenhæng, er muslimske indvandreres forulempning af kvinder. Det er et af de områder, Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Martin Henriksen (DF) og Inger Støjberg (V) kæmper om at anvende som et bevis på, hvor utaknemmelige indvandrere egentlig er og som grund til at disse bør sendes hjem med det første fly på statens regning.
Žižek præsenterer det allerede tidligt i bogen i kapitlet “Religionernes obskøne underside”, hvor han forbinder en række af de mange seksuelle overgreb med hinanden, som vi ligesom med narkohandlen altid opfatter som noget andet end udtryk for selve samfundet. En undtagelse. Men det er de ikke. De er selve samfundet.
Det er muligvis første gang, nogen har formået at sætte de systematiske og grove overgreb i Indien, Mexico, Rotherham i Storbritannien, hvor 1400 børn blev udsat for seksuelle overgreb, de pædofile overgreb i den katolske kirke og til sidst Köln i nytåret 2015/2016 i forbindelse med hinanden:
”Endnu mere uventet end Ciudad Juarez-drabene (fra et racistisk perspektiv forventer vi på en eller anden måde, at brutale mexicanske machos vil handle på denne måde) er de seneste serielle voldtægter og mord på indfødte kvinder i det vestlige Canada, i reservater tæt på Vancouver, som dementerer Canadas egen selvforståelse som en velfærdsstat, der udmærker sig ved forbilledlig tolerance: En gruppe hvide mænd bortfører, voldtager og dræber en kvinde og skiller sig herefter af med det lemlæstede lig et stykke inde på reservatets territorium, hvorved efterforskningen af forbrydelsen ifølge Canadas love skal sættes under jurisdiktion af stammens eget politi, som er dårligt rustet til at behandle sager af denne karakter,” lyder det midtvejs i bogen.
Žižeks opfattelse af disse rædselshandlinger er klar. Han bliver psykoanalytisk, og det vil ikke overraske dem, der har læst ham før. Her bruger han de kirkelige overgreb som eksempel:
”Derfor handler den ikke kun om det ”private” ubevidste hos enkeltpersoner, men også om det ”ubevidste” i institutionen, i selve den katolske kirke. Disse overgreb er med andre ord ikke noget, der sker, fordi institutionen er nødt til at tilpasse sig til driftslivets patologiske realiteter for at kunne overleve, men noget, som institutionen selv behøver for at kunne reproducere sig selv. Vi kan udmærket forestille os en ikkepædofil præst, der efter års tjeneste alligevel kommer til at begå pædofile handlinger, fordi selve logikken i institutionen forfører ham til det.”
Det er med andre ord ikke fordi, præsterne ikke kan holde sig tilbage, selvom de har lovet det, da de indgik cølibatet. Det er fordi institutionens menneskeopfattelse har en sådan karakter, at dens medlemmer må reproducere et magtsyndrom for ikke at føle, at de eller institutionen går under. Lyder det mærkeligt? Så læs, hvordan Žižek forstår overgrebene i Köln, som han vender tilbage til langt senere i bogen:
“Det er derfor, alle naive forsøg på at oplyse migranterne (forklare dem, at vores seksuelle skikke er anderledes; at en kvinde, der går offentligt rundt i lårkort og med et smilende udtryk ikke dermed kommer med seksuelle invitationer osv.) er lige så mange eksempler på betagende dumhed. De tilrejsende ved udmærket alt dette – og det er lige præcis derfor, de handler, som de gør. De har fuldstændig gennemskuet, at deres adfærd må virke fremmedartet i vores fremherskende kultur, og de hengiver sig netop til den for at såre vores følelser.”
Det fornuftige
Žižek mener det fornuftige her: ”Den vanskelige lære af affæren bliver derfor, at det er nok at give en stemme til disse underdogs, som de er i deres nuværende tilstand. Skal det lykkes at opnå en faktisk frigørelse, må de først uddannes til frihed (af andre og af sig selv) – en opgave, der kan tegne umuligt i det mørke, der lige nu ser ud til at sænke sig over hele Europa og Mellemøsten.”
Det er ikke fordi, præsterne ikke kan holde sig tilbage, selvom de har lovet det, da de indgik cølibatet. Det er fordi institutionens menneskeopfattelse har en sådan karakter, at dens medlemmer må reproducere et magtsyndrom for ikke at føle, at de eller institutionen går under.
Det harmonerer bare ikke med, hvordan verden rent faktisk er. Hvorfor skulle man uddanne folk til frihed? For at slippe for migration? Hvor skulle det ske? Jeg har i mange år naivt sagt, at den eneste måde at løse konflikten i Mellemøsten er, at Israel med vold og magt rykker ind på Palæstinensisk område og bygger gymnasier. Hvorfor er det naivt? Fordi enhver kan sige sig selv? Nej, på grund af årsagen til, at det ikke sker: Fordi Israel ikke ønsker konflikten løst ved en ligestilling og en gensidig accept. Vi ønsker heller ikke, at uddanne, flygtninge, migranter og indvandrere til frihed – ellers havde vi ikke skåret og skåret og skåret i den hjælp, de får fra velfærdssamfundet.
Så det hænger ikke ret godt sammen. Der er også noget, der ikke hænger sammen overhovedet. Žižek forsøger at trække miljøspørgsmålet ind og lade det veje med i forståelsen af, hvordan vi håndterer migrationskrisen. Han mener, at vi må gøre os klar til at håndtere en situation, hvor det viser sig, at det bliver enklere at dyrke landbrug i Sibirien – altså i Gulag-landskabet – og sværere der, hvor vi dyrker nu. Så skal der jo flyttes rundt på folk for real.
Der romantiserer Žižek alvorligt og kommer næsten til at håbe på en økologisk katastrofe, fordi han øjner en situation, hvor sammenbruddet er det eneste, der kan tvinge verdenssamfundet til at gennemføre en form for kommunisme, et altomfattende fællesskab, hvor alle arbejder på at redde hinanden.
Hvor i alverden får han det fra? Hvilken instans skulle ophæve Ruslands grænser og åbne landet for indvandrere, der i lyset af den gryende sol smilende og glade går og pløjer deres marker? For det første tyder intet andet på muligheden for en overstatslig hjælpeaktion – det er jo det, hele bogen giver eksempler på ikke fungerer i flygtninge- og migrationssituationen. Og hvad med alt det, der kommer op til overfladen, når isen smelter i Sibirien. Der er nok en del, man nødig vil lade se dagens lys. Hvis vi skal tro Solsjenitsyn.
Mere solidaritet? Hvilken solidaritet?
Men Žižek har også ret. Der kan ikke være andre veje frem end en højere grad af solidaritet. ”Med hensyn til flygtningene må vores egentlige mål således være at stræbe efter at rekonstruere det globale samfund på et sådant grundlag, at desperate mennesker ikke længere tvinges ud i at skulle flakke omkring. Sådan en omfattende løsning, hvor utopisk den end kan forekomme, er den eneste realistiske løsning” anfører han i starten af bogen.
Intet peger imidlertid i den retning for tiden. Brexit er en reaktion på indvandring. Trump vil bygge en mur til Mexico, den højrepopulistiske Marine Le Pen kan blive Frankrigs næste præsident. Den tyske kansler, Angela Merkel, mister fodfæste. Žižek antyder, at hendes åbenhed overfor flygtningene i 2015, som er det, der skabte hendes parti, det konservative CDU’s tilbagegang ved de seneste lokalvalg, mere end noget andet er forårsaget af dårlig samvittighed over behandlingen af Grækenland, som EU undlod at hjælpe på en konstruktiv måde i en alvorlig finanskrise, der truede og stadig truer euro-systemet.
Naive forsøg på at oplyse migranterne om at vores seksuelle skikke er anderledes; at en kvinde, der går offentligt rundt i lårkort og med et smilende udtryk ikke dermed kommer med seksuelle invitationer, er udtryk for en betagende dumhed. De tilrejsende ved udmærket alt dette – og det er lige præcis derfor, de handler, som de gør … de hengiver sig netop til denne adfærd for at såre vores følelser
Hvordan skal vi så komme videre? Ved at handle. Bogen indledes med et overraskende, men i sammenhængen meget stærkt billede, nemlig ved en henvisning til den i sin tid så berømte forsker i nær-døds-problematikker, Elisabeth Kübler-Ross, som iagttog nogle faser i arbejdet med forståelse af en dødelig sygdom: Benægtelse, vrede, forhandling, depression, accept:
”Hun skelner mellem fem udviklingsfaser: Først er der benægtelse (vi nægter at anerkende den nye kendsgerning: ”Det her kan ikke ske, ikke for mig!”). Så kommer vrede (som bryder ud, i det øjeblik vi indser, at vi ikke længere kan benægte kendsgerningen: ”Hvordan kunne det ske for mig?”). Derefter følger forhandling (vi håber, at det på en eller anden måde kan lykkes for os at udskyde eller i det mindste relativere kendsgerningen: ”Lad mig i det mindste leve længe nok til, at jeg kan opleve mine børn gøre deres uddannelse færdig”), der glider over i depression (vi opgiver vores livslyst: ”Jeg skal alligevel dø, så hvorfor skulle jeg gide tage mig af noget?”). Først til sidst indtræder accept (”Jeg kan ikke bekæmpe det, så jeg kan lige så godt forberede mig”).” (s. 7)
Hvad kommer der så ud af det hele? Danske politikere vil næppe handle med Žižeks seneste skrift i hånden, eller i baghovedet for den sags skyld. Men uanset hvad, så står solidariteten tilbage som nøgelbegreb en gang til. Vi må ikke blive fanget i et spil om, ”hvor meget tolerance, der er råd til”. Vi må, siger Žižek, tilbyde ”en fælles kamp, for vores problemer i dag er problemer, som vi er fælles om, og tilbyde dem at kæmpe for et positivt universelt projekt, som alle deltagere kan tilslutte sig”.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Slavoj Žižek: Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og terror, oversat fra engelsk af Niels Ivar Larsen, 128 sider, 199,95, Informations forlag. Fås også som e-bog.
Topfoto: Israelsk-palæstinensiske grænse (Foto: Idobi/GNU Free Documentation License)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
