
EUROPA // POVCAST – I anden sæson af podcast-serien Europa Samtaler fortsætter Bjarke Møller sine samtaler med centrale personer i Europa-debatten. I denne episode taler han med professor ved Københavns Universitet, Marlene Wind. Efter hendes mening kan det ikke gå hurtigt nok med at reformere EU, så Europa står bedre rustet til at forsvare sig: ”Den primære udfordring i dag er demokrati versus autokrati. Det er den helt grundlæggende skillelinje i al politik i dag.”
”Det er nødvendigt, at Europa kan slukke sine egne brande.” Det mener Marlene Wind, der er professor ved Københavns Universitet. Hun er også særlig rådgiver for vicepræsidenten i Europa-Kommissionen, Josep Borell, der er EU’s høje repræsentant i udenrigspolitikken.
I denne Europasamtale taler journalist Bjarke Møller med Marlene Wind om, hvorfor de europæiske demokratier og EU står overfor ekspansive autokratiske magter, som vi er nødt til at forsvare os imod. Hendes budskab er, at det er ekstremt vigtigt for EU at stå fast i kampen for demokratiet og retsstaten.
Både i forhold til EU-lande som Ungarn og Polen, såvel som i forhold til autoritære magter i vores nærområde som Rusland.
”Den primære udfordring i dag er demokrati versus autokrati. Det er den helt grundlæggende skillelinje i al politik i dag,” siger hun.
Vi skal erkende, at vi står i en ny geopolitisk uorden, mener Marlene Wind:
”Det er utrolig vigtigt at erkende, hvad vi ser i Kina, Hongkong og Taiwan, der bliver truet. Og der er nu et Rusland, der truer Ukraine, og det er så frygtindgydende, at vi forhåbentlig erkender, at der er noget at kæmpe for i fællesskab. Vi står for nogle fælles værdier i Europa, som vi er nødt til at beskytte. Hvis ikke vi gør det, så kan det ende med, at vi bliver løbet over ende, og at nogle lande i alt fald vil bevæge sig ud i dubiøse alliancer med de her autokrater.”
Marlene Wind frygter Trumps genvalg
Hun frygter også, at Donald Trump i værste fald igen kan komme til magten i USA ved præsidentvalget i 2024.
”Gode, hæderlige forskere i USA, som bl.a. Francis Fukuyama, mener, at USA er på nippet til at bevæge sig i en autokratisk retning. Det er jo rystende. Hvis det er det, vi står overfor, så må det simpelthen være det, der skal forene os i Europa i en kamp om beskyttelsen af vores demokrati,” fastslår hun.
Marlene Wind mener, at der skal laves en række grundlæggende reformer i EU, der styrker fællesskabets evne til at forsvare de europæiske interesser i en uordentlig verden. Der bør bl.a. indføres kvalificerede flertalsbeslutninger i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hun anbefaler også, at Danmark snart afskaffer sit forsvarsforbehold:
”Det er absolut nødvendigt, at det står i en ny Europapolitisk aftale. Den her folkeafstemning tror jeg godt, kan vindes,” siger hun. Europasamtalen er led i en podcastserie om fremtidens Europa frem mod 2030. Den blev optaget inden Putins invasion i Ukraine, men dens budskaber er stadig højaktuelle.
Europasamtalen er produceret af journalist Bjarke Møller, der også er forfatter til bogen, “Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt.”
Serien er støttet af Europa-Nævnet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her