BREXIT // SPANIEN — Brexit bliver en drøj omgang for spanske virksomheder. På den iberiske halvø vil man gøre alt for, at handelsforbindelser med Storbritannien kan fortsætte som hidtil, men det bliver svært med nye toldregler. Under alle omstændigheder kommer Spaniens økonomi til at blive ramt på grund af Brexit.
På Mississippi Bar centralt i Almuñécar, næsten 80 kilometer øst for Málaga, serveres Murphys- og Guinness-øl i stride strømme, selv på en tirsdag.
På den sydlige endetribune bag målet, der fungerer som stemningstribune for de mest engagerede supportere for fodboldklubben Málaga CF’s hjemmebane, La Rosaleda, lidt nord for Málagas bykerne, er det britiske fanklubs flag solidt naglet fast. Og centralt i Málaga, på den ærkespanske tapas-restaurant El Tapeo de Cervantes, står en kødrand af briter tålmodigt og venter på, at deres navn bliver råbt op, så de kan få anvist deres reserverede bord på det eftertragtede spisested.
Intet tyder på, at de ca. 365.000 briter, der har bosat sig i Spanien vil forlade den iberiske halvø på grund af Brexit. Men Storbritanniens udmeldelse af EU får konsekvenser: ”Vores salg af boliger til briter er allerede faldet forventeligt,” siger Fernando Martinez, der er ejendomsmægler hos Best Property Real Estate, som blandt andet sælger liebhaverboliger i Nerja, omtrent 70 kilometer øst for Málaga. En by i det varme Andalusien, der er tæt beboet af briter.
Boligsalget blandt briter, der køber ejendomme i Spanien, er generelt begyndt at falde og er således ikke unikt for Best Property Real Estate. For Fernando Martinez bliver løsningen at se sig om efter nye markeder og nye kunder, der vil investere i en feriebolig på den spanske sydkyst for på den måde at fremtidssikre forretningen.
Alle de briter, jeg taler med i min forretning, er uenige i brexit”
– Fernando Martinez, ejendomsmægler, Spanien
Brexit skaber usikkerhed og får mange til at være afventende og passe på pengene. ”Alt er uklart lige nu, så økonomiske prognoser for fremtiden bliver ren spekulation,” siger Julie Leggot, der er brite, har boet i Spanien i 25 år og også arbejder som ejendomsmægler i Nerja for Key Homes Spain.
Fernando Martinez supplerer: ”Alle de briter, jeg taler med i min forretning, er uenige i Brexit, og jeg synes også selv, at beslutningen er nonsens. Måske det gavner rige briter, men for flertallet kommer det ikke Storbritannien til gode.”
Spansk beredskabsplan er på plads
Spørgsmålet er i ringe grad, hvad der vil ske med briter, som i stor koncentration nyder deres otium i Andalusien og Alicante i Valencia-regionen. Både Storbritannien og Spanien har klare interesser i at fastholde den britiske diasporas forhold intakte.
I marts vedtog Spanien med et kongeligt dekret en beredskabsplan, der skulle gøre det så lidt smertefuldt som muligt, når Brexit træder i kraft. Aftalen vil give briter permanent opholdstilladelse i Spanien, som normalt ellers er givet med EU’s frie bevægelighed.
Derudover indeholder loven en sikring af dagligdagsting, som briter dermed ikke skal bekymre sig om, hvis de fortsætter med at bo på den iberiske halvø. Blandt andet kørekort, arbejdstilladelser samt adgang til sundhedsvæsenet.
Nok forlader Storbritannien EU, men det betyder ikke, at briterne forlader Spanien. Spørgsmålet er snarere, i hvor høj grad det vil ramme de spanske virksomheder, der de sidste mange år har nydt godt af eksporten til Storbritannien
Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har stor tiltro til og har sågar lovet, at også briterne vil efterkomme den lighed, de mener, der skal være mellem de ca. 180.000 spaniere i Storbritannien og ca. 360.000 registrerede briter bosiddende i Spanien. Sánchez og Spanien har en klar interesse i at holde sig gode venner med Storbritannien, for forholdet til landet er meget betydningsfuldt for spansk økonomi. Det gælder særligt i en tid, hvor arbejdsløsheden i Spanien igen stiger.
Men premierminister Sanchez har også gjort det klart, at briter vil blive behandlet på samme vis, som spaniere der er bosiddende i Storbritannien.
Uvisheden i forhold til brexit har allerede rystet det spanske aktiemarked. Og i marts kom Bank of Spain med den kedelige prognose, at Brexit uanset hvad vil få det spanske bruttonationalprodukt til at falde med 0,8 procent over de næste fem år.
Det svarer til ca. 10 milliarder euro, omtrent 75 milliarder kroner. Storbritannien er det land, der investerer allermest i Spanien – ca. 80 milliarder euro i 2017.
Pedro Sánchez forklarede således også i september, at 875 offentligt ansatte skal holde sig klar med henblik på det ekstra arbejde, der kommer til at være med told, grænsekontrol og varehandel, når Storbritannien forlader EU.
Usikkerhed for spanske virksomheder
Nok forlader Storbritannien EU, men det betyder ikke, at briterne forlader Spanien. Spørgsmålet er snarere, i hvor høj grad det vil ramme de spanske virksomheder, der de sidste mange år har nydt godt af eksporten til Storbritannien.
Udover boligsalg til briter i Spanien er øl, olivenolie og mandler store eksportemner. Men med uvisheden om, hvilken forhandlingsaftale man får på plads, er toldreglerne uvisse, og det kan koste de spanske virksomheder dyrt.
De spanske skattemyndigheder har allerede udsendt 90.000 breve til virksomheder i Spanien, hvor de råder til at tilpasse sig i forhold til den uvished, der er forbundet med et no deal-Brexit.
Fødevare-kooperativet Dcoop eksporterer olivenolie og anser Storbritannien som et ”vigtigt marked”.
Kommunikationsmedarbejder Esteban M. Carneros Reguero mener, at ”Storbritannien har glemt, at vi lever i en global økonomi, der gør lande rigere.” Reguero fastslår også, at virksomheden ikke kan andet end at forholde sig afventende:
“Vi frygter en evt. ny lovgivning og nye toldregler”. Hvis det bliver et no deal-Brexit vil tolden på spanske varer, der skal ind i Storbritannien, blive dyrere, fordi Storbritannien ikke længere er en del af EU’s indre marked og den fælles toldunion.
Et atomangreb kender man konsekvenserne ved, men for Brexit kender ingen konsekvenserne”
– Antonio Pérez, chef for produktion og kvalitet, Frunet
Antonio Pérez, der er chef for produktion og kvalitet fra virksomheden Frunet, der eksporterer frugt og grønt, forklarer, at Brexit vil betyde noget for virksomheden ”på den lange bane. Ingen kan forberede sig på noget, vi ikke ved, hvordan udarter,” siger han.
Pérez stiller det skarpt op: ”Et atomangreb kender man konsekvenserne ved, men for Brexit kender ingen konsekvenserne.” Pérez mener, at Brexit er ”noget lort fra Camerons regerings hånd, som ingen kender konsekvenserne af. Formentlig fortryder David Cameron i dag, hvad han gjorde, da han igangsatte Brexit-afstemningen.”
Spaniens beredskabsplan fra marts indeholder også, at briter der bor i Spanien, skal søge opholdstilladelse som ikke-EU-borger inden udgangen af 2020.
Myndighederne i Madrid forventer, at i alt 400.000 briter vil ende med at have opholdstilladelse i det spanske. Opholdstilladelser, man ikke bekymrede sig om, så længe Storbritannien ikke havde planer om at forlade EU.
Man vil fra spansk side gerne imødekomme, også for landets egen skyld, at relationen og forholdene mellem britiske borgere i Spanien fortsætter som hidtil. Og faktisk er antallet af registrerede briter steget med 10 procent siden december 2018, melder den spanske avis El País.
Derudover er det forventeligt, at antallet af registrerede briter i Spanien vil stige dramatisk op til d. 31. oktober. ”Vi råder britiske statsborgere, der har opholdt sig i Spanien mere end tre måneder og gerne vil blive her til at legalisere deres opholdstilladelse,” siger Sarah-Jane Morris, der er britisk konsul i Spanien, inden hun fortsætter:
”Stigningen af registreringerne fortæller os, at briter i Spanien tager dette alvorligt.”
Registreringen kan synes som en flig af vished i en tid med stor uvished. Ellers føles alt til forhandling. Som den britiske ejendomsmægler Julie Leggott formulerer det: ”Hvordan skal vi vide, hvad der kommer til at ske, når det britiske parlament ikke engang ved det?”
Foto: Wikimedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her