MUSIK // ANMELDELSE – Helt fremme på scenen i ny genrehybrid for elskere af både jazz og klassisk eller for folk, der trives bedst i musikalske onepot-gryder med rigeligt fra flere køkkener, står den norske saxofonist og komponist Marius Neset.
Skandinavisk jazz har det generelt godt, hvis man udelukkende måler på kvaliteten af de senere års udgivelser. Flere navne gør sig godt i selskaber, hvor man tilfældigt namedropper artister fra den moderne jazzverden, og sat i scene af de større europæiske jazz-pladeselskaber som ECM og ACT er der på den måde nok at tale om.
Helt fremme på scenen står den norske saxofonist og komponist Marius Neset. Netop ACT udgav i slutningen af november en ny indspilning af et allerede afprøvet samarbejde mellem Neset og kammerorkestret London Sinfonietta, der primært spiller moderne klassisk musik og i øvrigt ellers indgår i mange forskellige musikalske genrer og kollaborationer.
Der hersker en ægte frigørelse fra de klassiske klange, og jazzorkestret står alene på scenen i et kort øjeblik, og her kan man tillade sig lidt af hvert.
Resultatet hedder Viaduct, som egentlig er et relativt kort værk, komponeret af Marius Neset. Det består i al sin enkelthed af ti stykker musik af varierende længde og intensitet med det til fælles, at jazzen møder den klassiske tematiske underlægning og historiefortælling. De seks første stykker indgår i serien Viaduct part 1a – 1f, der grundigt iscenesætter både jazz- og kammerorkester i en forrygende fortælling med flere lag, men med et fælles tema. 1a introducerer strygere, blæsere og perkussion i et kontrastfyldt og atonalt møde, der umiddelbart sætter sanserne på prøve, men som langsomt manifesterer sig som den musikalske dialog, det egentlig er.
Dele af orkestret presser på for mere uro og mere disharmoni, mens andre dele nedtoner de mere oprørske stemmer. Der er noget eksklusivt urbant over musikken, som den repræsenterer både det finkulturelle og det støvede, langt mere jazzede. Der er tydelige akkordskift fra den mere modale jazz eller endda fra den helt grænseoverskridende free-jazz. Fortællestemmerne skal ikke længere være i harmoni – nu er det ok at ville noget andet.
Og som skudt ud af et mørkt spillested i Harlem blæser jazzen pludselig fuldstændig overrumplende ud i 1b. Helt væk fra alt hvad der dufter af finkultur. Der hersker en ægte besnærende frigørelse fra de klassiske klange og jazzorkestret står alene på scenen i et kort øjeblik, og her kan man tillade sig lidt af hvert.
Undervejs får man sig også en puster i den mystiske 1c, der igen leger med kontrasterne. De milde og kontrollerede strygere forstyrres vilkårligt af blæserne som en distræt samtale eller et filmisk panoramabillede fra en sidegade i en storby, hvor der alt andet lige har sneget sig en behagelig morgenro ind. Helt lækkert bliver det, når strygerne og en ensom trompet får solen til at stige op over et hus eller en skyskraber eller et andet mere stille sted. Langsomt myldrer det frem med træblæsere i skikkelse af små mennesker eller mus eller andre knapt levende morgenvæsner.
Når musikken samtidig eksekveres så overbevisende, som Nessets egen gruppe og London Sinfonietta gør det, må man overgive sig til de eventuelle forbehold, man kan have for en så utidig sammenblanding af genrer.
Den lidt kortere serie Viaduct part 2a – 2d indledes dybt rørende med først en cello og senere to og siden flere andre dele af orkestret. Langsomt og igen i indbyrdes dialog i samme tempo fremstår instrumenterne meget tydeligt i deres fortolkning af et menneskeligt tonesprog. Marius Neset spiller yderst kontrolleret og virtuost og får lyde ud af sin saxofon, der på mange måder farver fortællingen i en række varme og jordnære nuancer.
Der er mange temaer i Viaduct og værket er aldeles åben for fortolkninger, hvorfor det heller ikke er vanvittigt lettilgængeligt. Oplevelsen er dog meget fascinerende for både elskere af klassisk musik og jazz. Mange andre har forsøgt sig med hybrider fra begge genrer med blandet held, men man fristes til at sammenligne fortællestilen med den, som George Gershwin lykkedes med i Rhapsody in Blue. Kompositionerne tager dog langt flere afstikkere til jazzen og til atonal klassisk musik fra det 20. århundrede og befordrer således, at man lytter med såkaldte friske ører.
Fortællesproget er på en gang både inspirerende og besættende, og man er nødt til at lytte albummet igennem flere gange for den totale oplevelse. Når den indtræffer, er der imidlertid ingen tvivl om, at Marius Nesset har et stort kompositorisk talent. Når musikken samtidig eksekveres så overbevisende, som Nessets egen gruppe og London Sinfonietta gør det, må man overgive sig til de eventuelle forbehold, man kan have for en så utidig sammenblanding af genrer.
Viaduct er et ambitiøst værk fuld af overraskelser. Det kræver at lytteren fokuserer ret entydigt på musikken, for ellers drukner oplevelsen i udefrakommende forstyrrelser, og den indre film bliver noget flimrende og nærmest ikke til at genfortælle.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Marius Neset & London Sinfonietta – Viaduct: Udkom 22. november på ACT
Foto: Mariusneset.info
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her