John Mayer: Klynke-rock fra fra øverste og nederste hylde

Henning Høeg 13.08.2021

JOHN MAYER // ANMELDELSE – Det er 20 år og otte album siden, John Mayer debuterede på musikscenen. Mens han siden har bevæget sig op og ned ad hitlisterne og ind og ud af gossip-sektionerne, har han holdt nogenlunde fast i sit soft-rockede udtryk med guitaren i front. Således også på det nye album med den selvironiske titel Sob Rock, klynke-rock. Det er både op og ned med dét album, mener POV’s anmelder Henning Høeg, men han roser Mayers selvindsigtsfulde sange.

På sit nye album Sob Rock tager den amerikanske sanger, guitarist og komponist John Mayer os med på en tur tilbage til soft-rock 70’erne. Inspirationen fra Toto, Dire Straits og Christopher Cross er ligeså overlagt som den er tydelig. Men den 43-årige trussetyv, der siden gennembruddet i 2001 har skrevet både Taylor Swift, Jennifer Aniston, Katy Perry og Cameron Diaz på scorekortet, er bedst, når han bare er sig selv.

Således starter John Mayers ottende album med den klart svageste sang, “Last Train Home”. Efter bandet Weezers kæmpehit med deres genindspilning af Toto’s 1982-hit “Africa”, kan man ikke bebrejde John Mayer for at lægge sig i slipstrømmen. Og det fantasiforladte pladeselskab har sikkert været vild med idéen.

På den følgende “Why You No Love Me” taber John Mayer desværre bold og bat. Én ting er overlagt kitsch og et skævt smil. Men ironi kan også overdrives

Men trods en nærmest tro kopi af Totos genkendelige “Africa”-synth-riff og et tromme/bas-groove, der smager af saltvandluft og en tur op ad Pacific Highway One, mangler “Last Train Home” både melodi, drive og ikke mindst glød for at komme bare i nærheden af originalen. Og således snubler Sob Rock nærmest ud af starthullerne.

John Mayer, "Sob Rock", cover — John Mayer, “Sob Rock”, cover.

Heldigvis finder John Mayer allerede formen i den følgende sang, “Shouldn’t Matter But it Does”. “We lost something, I still wonder what it was, It shouldn’t matter, but it does”, synger John Mayer med sin kendetegnende tilbagelænede vibe. De suveræne guitar fill-ins ligger præcis, hvor de skal. Og pludselig lyder John Mayer 100 pct. nærværende og sen-70’er stilen lyder mere som en nødvendighed end den fikse idé, som både titel og coverets pastelfarvede skulderpude-look antyder.

Heldigvis fortsætter de gode vibrationer og den naturlige inspiration på sang nummer tre, “New Light”, hvor John Mayer endnu engang beviser, at det ikke er noget tilfælde, at han til dato har vundet syv-Grammypriser for sine stilrene kompositioner.

Ligegyldigt og dumsmart

På den følgende “Why You No Love Me” taber John Mayer desværre bold og bat. Én ting er overlagt kitsch og et skævt smil. Men ironi kan også overdrives. Og Mayers lidt pattebarn-agtige sprog, “Why you no love me…”, underminerer den i forvejen svage melodi og lidt dovne instrumentalisering.

Det er fint at blive inspireret af 70’er-sange som førnævnte “Africa” og Christopher Cross’ “Ride Like the Wind”. Men man skal altid holde sig for øje, at disse evigt-grønne sange blev indspillet i ramme alvor – Cross og Toto troede 100 procent på det, vi i dag anser for ‘lidt kitschet’. Og når John Mayer så tilsyneladende ikke tager sit eget materiale tilstrækkeligt alvorligt, så bliver resultatet både ligegyldigt og dumsmart.

Og det klæder både John Mayer og hans sange, når popmillionæren sænker paraderne og lader os få et kik ind i den luksuriøse kedsomhed, der tydeligvis presser sig på, når kameraerne er slukket

Heldigvis holder de fleste af de ti sange på Sob Rock (Oversat: klynke-rock). Og enkelte gange skinner den virkelige John Mayer ligefrem igennem. Min personlige favorit er således “I Guess I Just Feel Like”, der starter med lidt typisk Mayer-brok “Nobody’s honest, nobody’s true, Everyone’s lying to make it through”. Heldigvis griber Mayer snart i eget bryst, når han sardonisk tilføjer: “…I’m the same way too”.

Trods rigdom og succes presser alderen sig tydeligvis på. Og det klæder både John Mayer og hans sange, når popmillionæren sænker paraderne og lader os få et kik ind i den luksuriøse kedsomhed, der tydeligvis presser sig på, når kameraerne er slukket og starletterne er gået hjem til den mand, der tog det hele lidt mere alvorligt.

Sob Rock har sine svage øjeblikke, mens mest af alt er det en værdig rejse ind i den snart midaldrende Mayers melankolske virkelighed. Og så passer det hele perfekt til en raspberry Marttini, shaken .. not stirred.

LÆS MERE AF HENNING HØEG HER:

John Mayer: Sob Rock, album

Top-foto: PR-foto

Henning Høeg

Henning Høeg er først og fremmest musikelsker. Og siden den første Birgit Lystager single 'Smilende Susie' engang i 70'erne startede pladesamlingen, har musikken styret Høeg'ens fugleflugt. I kølvandet på Smilende Susie' fulgte The Sweet, Deep Purple, Thin Lizzy og Leonard Cohen. I 1995 afsluttede Henning sin journalistuddannelse ved Dansk Journalisthøjskole i Aarhus. Og passion og job gik op i en højere enhed, da Henning godt 28 år arbejdede som journalist og musik- og filmanmelder på bagbladet B.T. Via journalist-jobbet har Henning også nydt solointerview med sine egne musikhelte Lou Reed, David Bowie, Leonard Cohen, Prince, Suzanne Vega, Al Stewart og Bryan Ferry. I dag bor Henning med sin familie i Rochester i den amerikanske stat Michigan. Her nyder han stadig musikken, både som udøvende, anmelder og lytter. Det var Hennings forhenværende B.T.-chef Jan Eriksen, der tilbød tjansen som 'POV-anmelder', som Henning tog imod med kyshånd. 'Det er en ren fornøjelse, at kunne boltre sig i POV's nærmest grænseløse koncept. Jeg elsker at møde nye lyde og nye sange. Og jeg elsker at dele glæden med andre,' siger Henning Høeg.