KONCERT // ANMELDELSE – Ved en koncert med værker af komponisten Arvo Pärt i Aarhus Domkirke tilbød Concerto Copenhagen, Det estiske filharmoniske kammerkor og dirigent Tõnu Kaljuste et åndeligt frirum fra en hverdag og en verden, hvor mørke skyer kan synes at true.
Den estiske komponist Arvo Pärt fyldte for nylig 90 år. Han er noget så sjældent som en nulevende komponist i den klassiske tradition med et stort publikum.
Mediet Bachtrack, som hvert år laver statistik over den slags, har gentagne gange kunnet berette, at Arvo Pärt er i den absolutte top, når det kommer til at være den mest opførte nulevende komponist. I 2024 blev han således kun overgået af John Williams – komponisten bag soundtracket til ikoniske Hollywood-film som Star Wars og Indiana Jones.
På den måde var det heller ikke overraskende – og så måske alligevel lidt – at kunne se en kø af mennesker strække sig fra indgangen til Aarhus Domkirke og næsten hele vejen hen til Lille Torv godt en halv time før koncertens start. Det sagde på den måde sig selv, at koncerten var udsolgt og det ellers imponerende store kirkerum derfor var fyldt, da musikerne i Concerto Copenhagen og Det estiske filharmoniske kor bød indenfor til koncert på en solbeskinnet lørdag eftermiddag.
I denne ængstelse eller bekymring, som – hvis vi skal følge Brorson og Pärts kristne livssyn – ikke bare er vores, men som vi deler med alle mennesker til alle tider – ja, der kan vi have brug for ”en anden klang”. Og det er denne klang, vi støder på i Arvo Pärts musikalske univers
Og hvad er så hemmeligheden bag denne brede publikumsappel? Ja, vi er med Arvo Pärts musikalske univers i hvert fald milevidt fra det klassiske Hollywood-soundtrack og befinder os i en verden, hvor fordybelse, enkelhed og meditativ religiøsitet spiller en afgørende rolle. Og her slog det mig undervejs i koncerten, at det måske lige præcis er her, at vi skal lokalisere Arvo Pärts appel.
Kort før koncerten bevægede et protestoptog imod krigen i Gaza sig forbi Domkirken. I nyhedsfeedet samler mørke skyer sig over verdenen, som de droner, der i øjeblikket kredser over danske lufthavne. Ikke sjældent rammes jeg, og fornemmer jeg, mange andre af bekymring og ængstelse over ”verdens tummel”, som det hedder i en salme af Brorson.
I denne ængstelse eller bekymring, som ikke bare er vores, men som vi deler med alle mennesker til alle tider – ja, der kan vi, som det også hedder i Brorsons salme, have brug for ”en anden klang”. Og det er denne klang, vi støder på i Arvo Pärts musikalske univers.
Man kan selvfølgelig mene, at det indebærer risikoen for en virkelighedsflugt, men for mig at se, handler det mere om at finde et sted, hvor man kan finde fordybelse og samle åndelig energi, før man atter vælter ud i ”verdens tummel”.
Pärt på historiske instrumenter
Som allerede nævnt er Arvo Pärt netop blevet 90 år. I den anledning udgav det københavnske ensemble Concerto Copenhagen i samarbejde med Det estiske filharmoniske kor og dirigent Tõnu Kaljuste i foråret albummet … LENTE, som byder på en række af Pärts centrale værker.
Albummet fik en ret blændende modtagelse, hvilket er værd at bemærke, da værkerne allerede eksisterer i et hav af indspilninger. Ikke mindst fra det tyske pladeselskab ECM, som i dag i høj grad forbindes med Pärts navn.
Centralt på albummet står Stabat Mater (1985/2008) og Berliner Messe (1991/2002) for blandet kor og strygeorkester, og det var også disse to værker, der stod i centrum for koncerten i Aarhus Domkirke. En koncert, som for øvrigt aftenen før var blevet opført i Københavns Domkirke.
Programmet var uden pauser og bød ellers på to rene orkesterværker – Trisagion (1992/1994) og Festina Lente (1986/1990) – og et enkelt værk The Deer’s Cry (2007), hvor det estiske kor fik lov til at synge uden orkesterledsagelse.
Jeg var på forhånd lidt nervøs for, hvordan det store kirkerum ville rumme den noget blødere strygerklang fra historiske instrumenter. Men som vi fik at høre i orkesterværket Trisagion, der indledte koncerten, så var domkirkens hvælvede rum en perfekt lydramme
Som det er blev bemærket i forbindelse med modtagelsen af albummet, så er det særlige ved Concerto Copenhagen, at de egentlig som udgangspunkt er et barokensemble, der spiller på historiske instrumenter og sammen med deres kunstneriske leder – cembalisten og dirigenten Lars Ulrik Mortensen – har været meget engagerede i den såkaldte historiske opførelsespraksis. Et engagement, som også har sikret dem et internationalt ry i forhold opførelse af barokmusik og musik fra den tidlige klassik.
Et kendetegn ved historiske strygeinstrumenter er en blødere og mere transparant klang, og netop denne klang giver en ny og anderledes tone til Pärts musik. At instrumenterne oftere skal stemmes måtte man tage med under koncerten, men det gav egentlig også nogle naturlige pauser i et program, hvor der ellers ikke var lagt op til pauser.
Jeg var på forhånd lidt nervøs for, hvordan det store kirkerum ville rumme den noget blødere strygerklang fra historiske instrumenter. Men som vi fik at høre i orkesterværket Trisagion, der indledte koncerten, så var domkirkens hvælvede rum en perfekt lydramme. Også for os, der ikke sad tæt på musikerne.
Tekstur må være et nøgleord, for det var netop de lydmæssige kontraster mellem silketynde tråde af lyd i de lyse strygere sat overfor mere stærke og orgelagtige klange fra de dybe strygere, der dominerede værket, hvis titel, Trisagion, egentlig betyder ”tre gange hellig” på græsk og refererer til den ortodokse liturgis indledende bøn.
Overjordiske vokaler
Kristendommen spiller en altafgørende rolle for Pärt. Stabat mater er endnu et godt eksempel på dette. En middelalderlig hymne, der handler om Marias (moderens) smerte ved foden af korset, og som er blevet sat i musik utallige gange.
Hvis vi i nuet kunne glemme os selv og ”verdens tummel”, så gav koret os i øjeblikke en oplevelse, der i mangel af bedre ord virkede overjordisk
I Pärts version forsvinder vi ind i et meditativt, musikalsk univers, hvor ting konstant synes at bevæge sig væk fra hinanden og ind imod hinanden i en form for gentagende mønster, der kun afbrydes nogle få gange af et brat temposkift i strygerne. Det er musik, der på en måde ikke rigtig udvikler sig, men alligevel hele tiden udvikler sig, og som kræver en fordybelse og en hengivelse til nuet af lytteren, for at kunne overskride den tilsyneladende ensformighed, der på overfladen kan synes at dominere musikken. I så henseende er Pärts musik nært beslægtet med den amerikanske minimalisme og komponister som Steve Reich og Philip Glass.
I Stabat Mater fik vi for første gang også selskab af koret, og det viste sig som en stor oplevelse. Med en musik, der er så relativ enkel og i høj grad baserer sig på rene harmonier, så kræves der knivskarpe vokaler og det var sangerne i det estiske kor – både solistisk og som kollektiv – i den grad repræsentanter for.
Hvis vi i nuet kunne glemme os selv og ”verdens tummel”, så gav koret os i øjeblikke en oplevelse, der i mangel af bedre ord virkede overjordisk. Og lyden fra Concerto Copenhagens historiske strygeinstrumenter gjorde kun denne oplevelse mere intens.
Denne oplevelse gik igen i resten af programmet, der både bød på ren orkesterklang i Festina Lente og rene vokaler i The Deer’s Cry, og endelig bragte begge ensembler i spil i Berliner Messe, som afsluttede koncerten.
I de sidste to værker blev det tydeligt, at Pärts musik med tiden har bevæget sig i en retning, hvor der er blevet en større grad af musikalsk udvikling i musikken uden at den meditative kredsen dog helt er forsvundet. Tydeligt var det dog også, at den stærke tro er forblevet et fast holdepunkt for Pärts kreativitet.
Opsummerende må koncerten beskrives som en stor musikalsk oplevelse, men samtidig altså også som en næsten åndelig oplevelse. Det skyldes selvfølgelig ikke mindst et hold af meget dygtige musikere og en dirigent, der fik det hele til at hænge sammen. Fra min plads noget tilbage i rummet og med en prædikestol, der spærrede udsynet, kan det selvfølgelig være svært at bedømme dirigentens præcise rolle under koncerten. Men hvis man skal dømme efter musikken, så gjorde Tõnu Kaljuste et forbilledligt stykke arbejde.
Concerto Copenhagen er et virkelig dygtigt og spændende ensemble, som man kan opleve i mange forskellige sammenhænge og rigtig mange forskellige steder i landet – også i de kommende måneder – og jeg vil klart anbefale, at man oplever dem live.
Hvad angår Pärts musik, så har man selvfølgelig muligheden for at streame eller købe førnævnte album, og så kan man jo håbe, at musikkens popularitet og i Aarhus i hvert fald en udsolgt koncert kan få orkester og kor til at vende tilbage med yderligere opførsler senere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og