SEIKATSU – japansk hverdag: Hvor kommer de der farvestrålende Pokémon-figurer fra, som folk render rundt og fanger på gade og vej i disse uger? Jeg var der – og mine sønner var der i endnu højere grad – da de første gang blev tegnet og markedsført i Japan for tyve år siden.
Der er i disse dage gået totalt hype i alverdens mediers dækning af Pokémon GO-spillet, hvor voksne og børn suser rundt med deres smartphones og fanger ”pokemonstre” ude i den virkelige eller rettere den forøgede (”augmenterede”) virkelighed omkring os.
Nogle mener, at det er mærkeligt, uhyggeligt, fortvivlende dumt, dødsensfarligt og udtryk for alle de ting, der er galt ved alverdens udvikling. Andre mener, at det er sjovt, hyggeligt og vildt fascinerende, og at det binder en ny generation sammen i en fælles interesse på en charmerende måde.
Den gule kæmpemus, Pikachu, og alle de andre pokemonstre, lommeuhyrer, har deres oprindelse og hjemland i Japan. Og nu da Pokémon GO fredag efter nogen forsinkelse også er sluppet løs i spillets oprindelsesland, og japanske Pokemon-fans er gået lige så meget grassat som Pokémon-fans i andre dele af verden, var det måske værd at minde om, hvordan det hele startede.
Biller i skovbunden
Ideen om lommeuhyrerne og det oprindelige design er skabt af en sand nørd, selvfølgelig, Satoshi Tajiri, som er vokset op i Machida i det vestlige Tokyo, den samme forstad, hvor jeg selv boede i firserne og halvfemserne, da mine børn var helt små.
Her fangede knægten Satoshi biller i skoven og lod dem slås mod legekammeraternes biller, sådan som japanske drengebørn har gjort i generationer. Den oprindelige ide med Pokémon-spillet, da den blev udklækket i den lidt ældre Satoshis hoved i halvfemserne, var at omskabe denne gladiatorkamp for biller i forskellige farver og størrelser til et computerspil, som vel at mærke samtidig fastholdt noget af fællesskabet og det kollektive ved billejagten i skovbunden.
Der var på det tidspunkt mange skriverier i medierne om, at alt for mange unge mennesker lukkede sig inde i deres digitale spilleverden og undgik at have med virkelige medmennesker at gøre. Ideen med lommeuhyrerne var helt fra begyndelsen at skabe en spil-verden, hvor man med føje undgik denne form for individualisering.
Det var vigtigt, at man skulle kunne slås mod hinanden, bytte med hinanden og hjælpe hinanden. Det var en del af spillets oprindelige grundide, at man ikke skulle kunne fange alle uhyrer og blive den stærkeste Pokémon-samler uden at have gjort det i en form for fællesskab med andre.
Nummer to i verden
Den talentfulde unge Satoshi, som allerede var blevet et kendt navn i spilbranchen, kom til Nintendo-hovedkvarteret i Kyoto med sin ide, og her kom han under den erfarne chefdesigner Shigeru Miyamotos vinger.
Jeg har engang i begyndelsen af halvfemserne interviewet samme Miyamoto i samme hovedkvarter om, hvordan han havde tegnet en anden legendarisk spilfigur, Super-Mario, til sine egne børn.
Super-Mario-serien er til dato den spil-serie i verden, som har opnået størst udbredelse, men på kun tyve år har PPokémon opnået en forrygende andenplads på den liste.
Lyseffekter gav epilepsi
I 1996 blev Pokémon lanceret i Japan, først som spil til datidens Gameboy-konsoller og siden hen som tv-serie. Mine sønner var bestemt ikke immune over for fascinationen, og selv om vi var flyttet til Danmark på det tidspunkt, kastede de sig under ferier i Japan over deres farvestrålende Gameboy-maskiner sammen med deres japanske kammerater ud i Pokémon-jagten, længe før den var flyttet ud i virkeligheden.
Der har været masser af skandaler undervejs. I en episode i tv-serien brugte man nogle dramatiske lys-effekter, som næsten ikke kunne ses, men mærkes, og som desværre gav epileptiske anfald hos enkelte børn ude foran de japanske tv-skærme.
Og da spil og tv-serie skulle oversættes til andre sprog og kulturer, var der passager, der handlede om store bryster, som var for seksuelle for både et amerikansk og et arabisk publikum, og der var et sort ansigt på et af monstrene, der i den grad lignede en Sorte Sambo-parodi, at det pågældende uhyre i næste version pludselig havde fået et lilla ansigt.
Guide for forældre
Men det ændrede ikke ved spillets grundlæggende appel. En appel, som også havde sin virkning i skolegården på Byskolen i Hillerød, da mine sønner kom hjem fra Japan og havde Pokémon-spillene med i skole. Deres klassekammerater hang på skuldrene af dem, længe inden spillet var udkommet i Danmark.
Da Pokémon endelig var på trapperne til det danske marked, kan jeg huske, at jeg skrev en sjov bagsidehistorie for at advare det danske folk under overskriften ”Lommeuhyrerne kommer”, og P3 tog ud i skolegården i Hillerød og interviewede mine sønner og deres kammerater om, hvad det dog var for noget. Så snart spillene var udkommet, blev det nødvendigt, at jeg i min daværende avis skrev en underfundig, men praktisk ”guide for forældre” i, hvad Pokémon-universet var for noget.
Memorerings-øvelse
Snart kunne mine sønner og deres danske kammerater navnene på samtlige pokemonstre på både engelsk og japansk. Om ikke andet var det en fabelagtig memorerings-øvelse for små hjerner.
Selv dengang drømte vi ikke om, at vi nu – knap tyve år senere – skulle opleve et endnu større Pokémon-boom, der får aktiemarkederne til at ryste, og at de oprindelige uhyrer over hele verden skulle opleve at blive sluppet ud i den – godt nok augmenterede – virkelighed foran vores øjne.
LINK: Læs også Tine-Maria Kristensens fine POV-artikel, hvor du kan læse meget mere om, hvad Pokémon GO er for noget.
Del meget gerne denne artikel med andre. Holder du af mine japanske hverdags-klummer på POV, kan du hjælpe mig til at få tid og råd til at lave flere af samme slags ved at donere direkte til mig, hvad du selv magter, og hvad du synes, en klumme bør koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 2636 0251
Artikelfoto: Asger Røjle
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
