#METOO // KOMMENTAR – Lektor Marianne Stidsen betragter #MeToo som en totalitær terrorbevægelse, der skal bekæmpes med samme midler som jihadistisk terror. Det afslører, ifølge Steffen Groth, Stidsens egen radikalisme og en underliggende selvmodsigelse i hendes tænkning.
Denne kommentar er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et indlæg om #MeToo i Politiken fornylig iscenesatte Marianne Stidsen sig selv som den græske Kassandra, der ifølge mytologien har modtaget evnen til at forudsige fremtiden, men samtidig er fordømt til aldrig at blive troet.
”Hvad sagde jeg?”, lød det med en blanding af triumf og klage fra Stidsen om den seneste udvikling i #MeToo-processen. Og hun tilføjede: ”ingen – eller kun få – ville lytte. Og nu ligger man, som man har redt.”
Omsider burde det – mente Stidsen øjensynligt – være tydeligt for enhver, at:
”#MeToo er – og har hele tiden været – en terroristisk, totalitær bevægelse.”
For Stidsen er der ikke tale om en metaforisk beskrivelse. Hun mener det bogstaveligt.
Med den gentagne brug af terrorstemplet og opfordringen til at bekæmpe identitetspolitik, som Macron bekæmper jihadistisk terror, sker der en radikalisering af Stidsens tankemønster. Et karakteristisk træk ved radikalisering er, at fjendebillederne forstørres og formørkes
I lyset af de seneste ugers gruopvækkende terrorangreb i Frankrig og Wien fremstår Stidsens kategorisering af #MeToo lige så grotesk, som når hun fremmaner forestillingen om en truende ”Endlösung,” forestået af feminister.
Himmelråbende inkonsistens
I Frankrig har vi i oktober set terrorens ondskab manifestere sig i en hårrejsende form. Men det får ikke Stidsen til at modificere sin karakteristik af #MeToo.
Tværtimod mener hun tilsyneladende, at #MeToo skal bekæmpes, præcis som man bekæmper jihadistisk terror i Frankrig. Ved et foredrag for CEPOS d. 28. oktober, fremstillede hun det som en slags demokratisk forpligtelse ”at sætte hårdt mod hårdt”:
”Eneste udvej, lyder min vurdering på baggrund af tre års intensiv deltagelse i den identitetspolitiske debat, er at sætte hårdt mod hårdt. Kig nøje på præsident Macron.”
“Hans stålsatte og fuldstændig ubøjelige og umisforståelige måde at tackle presset fra radikalismen i dens forskellige afskygninger på bør være et gyldent forbillede for ethvert demokratisk tænkende menneske i mødet med identitetspolitikken.”
I Stidsens mørkekammer toner et billede frem, hvor vidnesbyrd om magthaveres krænkelser under banneret #MeToo glider sammen med nedskydning og halshugning af uskyldige mennesker under jihadismens banner
#MeToo er i Stidsens optik den farligste gren af identitetspolitikken. Og med den gentagne brug af terrorstemplet og opfordringen til at bekæmpe identitetspolitik, som Macron bekæmper jihadistisk terror, sker der i mine øjne en radikalisering af Stidsens tankemønster.
Et karakteristisk træk ved radikalisering er, at fjendebillederne forstørres og formørkes.
I Stidsens mørkekammer toner et billede frem, hvor vidnesbyrd om magthaveres krænkelser under banneret #MeToo glider sammen med nedskydning og halshugning af uskyldige mennesker under jihadismens banner.
Jeg er sikker på, at Stidsen kender forskel på ordet og sværdet, men hun kortslutter den helt centrale sondring i demokratiet og lægger op til kriminalisering af meningsmodstandere.
Stidsen påberåber sig igen og igen demokratiske, liberale idealer, men den underliggende logik i hendes tilgang til #MeToo-bevægelsen er illiberal.
Denne himmelråbende inkonsistens er måske den egentlige grund til, at hun – ligesom Kassandra – mangler troværdighed.
LÆS ALLE STEFFEN GROTHS ARTIKLER HER
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
