Margaret Atwoods nye roman: Gru og håb for Gileads døtre

af i Bøger/LIGESTILLING

BØGER // ANMELDELSE – Hvis du har læst Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood, har du formentlig også slugt tv-serien af samme navn. Ingen af delene giver svar på, hvad der sker med rædselsregimet Gilead på længere sigt. Svaret kommer nu her tre et halvt årti senere end den oprindelige tjenerindefortælling. Det sker i Atwoods nye roman Gileads døtre.

Gileads døtre af Margaret Atwood er ikke nogen nem bog at anmelde. Ikke fordi den ikke er fantastisk, for det er den.

Det er bare næsten umuligt at skrive noget som helst om indholdet uden at røbe væsentlige elementer, som læseren selv skal have lov at opleve og fundere over.

Kære læsere. Alt, hvad I nogen sinde har spurgt mig om Gilead og dets opbygning, er brugt som inspiration til denne bog. Eller næsten alt. Resten er inspireret af den verden, vi lever i
– Margaret Atwood

Inden bogen udkom på engelsk, har Atwood selv kun udsendt ganske få linjer:

“Kære læsere. Alt, hvad I nogen sinde har spurgt mig om Gilead og dets opbygning, er brugt som inspiration til denne bog. Eller næsten alt. Resten er inspireret af den verden, vi lever i.”

Jeg og mange andre læsere, der slugte Tjenerindens fortælling, da den udkom i 1985, sad tilbage med en myriade af spørgsmål.

Håbet om at få at vide, hvad der videre skete med tjenerinden og hendes medsøstre, da bogen bogstaveligt talt sluttede med et spørgsmålstegn, opgav jeg dog aldrig helt.

Atwood har nemlig også ladet sin Maddaddam-trilogi udkomme over flere årtier.

Gilead 15 år senere

I mellemtiden har vi så fået tjenerindefortællingen som tv-serie, der for længst har bevæget sig ud over bogens historie. Hvordan skriver man en bog-fortsættelse, mens en serie er i gang med en uafsluttet fortælling, der foregår umiddelbart efter den første bogs afslutning?

Forfatter Margaret under Texas Book Festival i Austin, Texas, USA i 2015. Taget af Larry D. Moore og beskåret af POV. Wikimedia.commons © 2015 Larry D. Moore. License CC BY-SA 4.0.

Det gør Atwood elegant ved at lade Gileads døtre foregå 15 år senere end den første bog og efter seriens formodede afslutning.

Ligesom Tjenerindens fortælling går Gileads døtre lige på og hårdt med en unavngiven fortæller uden forklaringer om tid og sted. Det kan godt virke lidt forvirrende, hvis man intet har læst om bogen på forhånd.

Det er derfor en fordel at vide, at romanen er en fortsættelse til Tjenerindens fortælling.  Det er også en klar fordel at læse Tjenerindens fortælling først.

I Gilead-universet har elitens mænd fravalgt flertallets – kvinder, børn og mænd med lavere status – frihed til selv at vælge.

Igennem tre fortællerstemmer giver Gileads døtre et kirurgisk skarpt billede af det modne, magtfuldkomne regimes råddenskab, korruption og rygstikkeri.

Atwood har indflettet meget direkte referencer til en af virkelighedens brutale perioder i amerikansk historie.

I bogen slipper tjenerinder ud af Gilead ved hjælp af oprørsorganisationen the Underground Femaleroad (Den Underjordiske Kvindevej).

I 1800-tallet etablerede det hemmelige netværk the Underground Railroad (Den Underjordiske Jernbane) flugtruter og sikrede opholdssteder til bortløbne slaver på vej mod nord.

Frihed er et tungt læs, en stor og mærkværdig byrde for sjælen at tage på sig. Det er ikke let. Det er ikke en gave, man får givet, men et valg, og det valg kan være svært
Ursula K. Le Guin

Den ubehagelige del af USA’s historie har Colson Whitehead tidligere fabuleret over i en bog af samme navn som netværket, mens Atwood formentlig ønsker at minde os om, at mennesker tidligere har haft behov for at flygte fra USA.

Hun lægger heller ikke skjul på, at hun mener, at det kan ske igen.

“Frihed er et tungt læs, en stor og mærkværdig byrde for sjælen at tage på sig. Det er ikke let. Det er ikke en gave, man får givet, men et valg, og det valg kan være svært,” citerer Atwood den nu afdøde amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin for i starten af Gileads døtre.

I Gileads døtre er der stof til eftertanke for enhver. Måske især for den del af de mandlige læsere, der har svært ved at forstå, at nogle kvinder bliver foruroligede over abortforbud, eller at kvinder har behov for at ytre sig om overgreb via #metoo-bevægelsen.

Hvis man hører til de læsere, der mener, at et Gilead aldrig ville kunne opstå i den moderne vestlige verden, kan man vælge bare at læse bogen som velskrevet, gruopvækkende underholdning.

Alle læsere bør kunne glæde sig over det et håb, som man kan takke bogens kvinder for.

Udkommer på dansk 15. november

Endnu er det længe ventede svar på Gileads udvikling ikke udkommet på dansk, men man har siden september kunnet finde originalversionen under titlen The Testaments i flere danske boghandler.

Atwood har modtaget den britiske bogverdens pris The Booker Prize 2019 for den anmelderroste engelsksprogede version.

Bogen udkommer på dansk 15. november under titlen Gileads døtre.


Margaret Atwood: Gileads døtre. Lindhardt og Ringhof, 432 sider, 299,95 kr.


Topfoto: Demonstranter klædt som tjenerinder under kvindemarch i Boston, USA, 2019. Af Kai Medina (Mk170101) Wikimedia Commons.

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Seneste artikler om Bøger