KØNSIDENTITET // BOGANMELDELSE – Hvordan føles det at være en 66-årig mand, der en dag ikke længere kan undertrykke den kvinde, han i virkeligheden altid har undertrykt? Det har den amerikanske forfatter Lucy Sante skrevet en bog om. Det er tankevækkende, personlig og vedkommende læsning midt i en stærkt betændt debat. Der er ingen ideologi bag Lucys skifte – men en livslang længsel, og skiftet er på en gang opløftende og smertefuldt.
Luc Santes oprindelige eufori over beslutningen om at blive til Lucy havde forvandlet sig til tvivl. Han havde allerede indviet sine nærmeste venner – men endnu ikke sin elskede partner gennem 14 år, Mimi, i planerne.
De havde alle støttet ham og været glade på hans vegne, og flere af dem gav udtryk for, at de egentlig ikke var overraskede.
Luc Sante, prisbelønnet forfatter og skribent på det navnkundige The New York Review of Books, kastede sig lettet og glad ud i at prøve parykker, kunstige bryster og kvindetøj og trænede i smug sin stemme til at lyde mere feminin.
Men så begyndte han at udforme en liste over alle de fantastiske kvinder, som han så op til, og som han glædede sig til at kunne føle en slags fællesskab med. Det var her, tvivlen satte ind.
Han har hørt sin indre kvinde kalde og kan ikke længere ignorere stemmen
”Jeg fortjener ikke at blive regnet som en af dem,” tænkte han, hver gang han føjede et nyt navn til listen.
”Jeg har trods alt nydt godt af mine mandlige privilegier i næsten 67 år. Jeg er aldrig blevet overset eller skubbet til side på grund af mit køn. Min autoritet er mandlig, det samme er min stemme, helt bogstaveligt og i det, jeg skriver.”
“Og selv om jeg godt ved, at biologisk køn og kønsopfattelse er to forskellige ting, kan jeg ikke undgå at tænke over, at jeg aldrig har skullet forholde mig til brystkræft, livmoderkræft, vaginale infektioner eller for den sags skyld overgangsalder,” skrev Luc Sante til de samme venner, som han få uger forinden havde delt sin beslutning om at blive kvinde med.
Euforien og tvivlen, glæden og sorgen er en del af bogen I Heard Her Call My Name, som Lucy Sante har skrevet om sit kønsskifte. Den er værd at læse.
En hadefuld debat
Debatten om transmænd og – især – transkvinder er ualmindelig betændt og hadefuld med hardcore ideologiske argumenter for og imod.
Mange feminister føler, at kønsskifte først og fremmest er mænds forsøg på at snyde sig til at begå overgreb på kvinder ved at være i deres ellers lukkede rum. Eller at skiftet skyldes et ønske om at konkurrere med dem på unfair betingelser i for eksempel sportsgrene.
På den anden side af debatten står en gruppe transaktivister, som er hurtige med beskyldninger om transfobi og uden videre kalder enhver kvinde, der udtrykker bekymring, for TERF: Trans exclusive radical feminist, altså en radikal feminist, der nægter at acceptere transkvinder. Og de tøver ikke med at hetze dem både online og på deres job, blandt andet med krav om at få dem afskediget, hvis de insisterer på, at biologisk køn ikke kan ændres.
I den debat er Lucy Santes bog vederkvægende og fascinerende læsning. Her er en 66-årig mand, som ikke er videre optaget af kønsideologi og slet ikke af at tilrane sig kvinders privilegier, men som tværtimod tænker dybt over, om han overhovedet kan tillade sig at kalde sig kvinde.
Og han er et forfængeligt gemyt, så han tænker også over, om et skifte vil blive set som et ynkeligt forsøg på at få opmærksomhed. Han vil opfattes som kvinde. Ikke som dragqueen eller fetichist.
Hun har trods den livslange undertrykkelse af det, hun føler er sit sande jeg, overlevet uden at ramle ind i svære mentale problemer
Han træffer til sidst en beslutning. Han har hørt sin indre kvinde kalde og kan ikke længere ignorere stemmen. Lucy, som jeg herefter kalder hun og hende, deler sin tvivl, sin sårbarhed, sin forfængelighed og sin smerte. Men også sin lettelse, glæde og følelse af endelig at være blevet det menneske, hun har undertrykt hele sit liv.
”Jeg er blevet det menneske, jeg frygtede,” skriver hun, uden fortrydelse, men også med en bevidsthed om, at hun på mange måder har været mere privilegeret end de fleste.
Hun er og har været i miljøer, hvor det har været okay at skifte fra mand til kvinde, og hun har trods den livslange undertrykkelse af det, hun føler er sit sande jeg, overlevet uden at ramle ind i svære mentale problemer.
Lucy har som Luc har haft sine neuroser. De er væk med kønsskiftet og erstattet af ”almindelig menneskelig utilfredshed”. Men mange er ikke så heldige at holde til at undertrykke sig selv et liv igennem, konstaterer hun.
Svært farvel til partneren
Da Lucy omsider træffer beslutningen, går det op for hende, at hun egentlig har følt sig som kvindekøn siden barndommen, men hun har holdt følelserne strengt nede.
Hun er barn af konservative arbejderklasseforældre, der er rejst til USA som migranter fra Belgien. Det er ikke et miljø, som inviterer til at lege med kønsroller og -identitet.
Og hun er rædselsslagen for sine egne impulser, ligesom hun senere, i puberteten, hurtigt finder ud af, at hun er tiltrukket af kvinder, ikke af mænd. Det er hun stadig, og noget af det mest smertefulde i beretningen – og i Lucys beslutning – er, at hun og partneren gennem 14 år, Mimi, må skilles.
Mimi accepterer Lucys beslutning, men den mand, hun elskede, findes ikke længere. Mimi vil ikke leve på en løgn – og hun ønsker ikke at være partner med en kvinde. De to er stadig nære venner, men Lucy lægger i bogen ikke skjul på, at situationen er svær for dem begge.
Til gengæld accepterer Lucys voksne søn uden videre skiftet. Han tilhører en generation og et miljø, hvor det er mindre tabubelagt end i Lucys barn- og ungdom.
Det øjeblik, der udløser skiftet fra Luc til Lucy, er en billedapp, FaceApp, som Luc leger med, og som gør det muligt at se, hvordan man for eksempel vil se ud som et andet køn.
Lucy uploader en selfie og ser sig selv som kvinde – og ser sig selv. Hun føler, hvordan hendes indre nærmest smelter, og fra da af kan transitionen trods tvivl og smerte undervejs ikke længere stoppes.
Ser min røv stor ud i det her?
Som læser får man Lucys rejse fra mand til kvinde og de mange beslutninger, hun skal træffe undervejs. Hun får hormonbehandlinger, men fravælger en operation af sine genitalier.
Hun finder kvindetøj og en paryk, men beslutter at lade være at ændre sin stemme. Hun ønsker ikke noget affekteret, og stemmen har været hendes hele livet, selv om det kunne have været skønt at lyde som Lauren Bacall.
Hun begynder at se sig selv mindre som en forfalskning og mere som et helt menneske
Hun bliver gloet på, men hun opdager, at hun ikke længere er bange for reaktionerne. Hun forvandler sig efterhånden fra en lidt indelukket finurlig mand til en udadvendt og selvsikker kvinde, og selv om der er øjeblikke med tvivl og selvhad undervejs, er hun fuldstændig overbevist om, at beslutningen er den rette.
Hun observerer de mange ændringer af kroppen: Den nye form for smerte, da køleskabsdøren ved et uheld rammer hendes nye bryster, der først er på størrelse med æg, siden med appelsiner.
Huden, som bliver blød. Kropsbehåringen, som forsvinder sammen med nogle af musklerne, mens der til gengæld dukker en talje op, og er røven ikke ved at blive større?
Hun begynder at se sig selv mindre som en forfalskning og mere som et helt menneske, men funderer over, hvordan hendes paryk, noget i bund og grund kunstigt, kan føles så meget som en del af hende selv og hendes personlighed.
Altid en enspænder
Bogen skifter mellem to tidslinjer: Den ene er den kronologiske fra tidlig barndom og det anstrengte forhold til især moren, som er voldelig og strengt religiøs, til ungdom, karriere i New York, ægteskab og at blive far til sønnen Raphael og siden møde den helt store kærlighed, Mimi.
På den måde bliver den også et tidsbillede af især New York og nogle af storbyens intellektuelle personligheder gennem tiderne, som Luc møder eller beundrer på afstand.
Den anden er tiden fra beslutningen om at foretage et kønsskifte til der, hvor det er foretaget, og Lucy skriver bogen.
Undervejs er det tydeligt, at der hele vejen gennem opvæksten har været tegn på kønsdysfori – følelsen af at være i det forkerte køns krop – og at ønsket om at skifte ikke er en forbigående dille.
Bogen er velskrevet og rørende. Ikke forstået som rørstrømsk, men som følelsesmæssigt engagerende.
Lucy fortæller, så man som læser forstår, hvordan det er hele livet at føle sig som ”den eneste”, enspænderen, den forkerte: Enebarnet, den eneste indvandrer, den eneste teenager på det tidlige morgentog, den eneste med arbejderklassebaggrund, den eneste med skjulte lyster og efter kønsskiftet den eneste transperson i den umiddelbare omgangskreds.
På den måde er det ikke kun en historie om en mands transformation til kvinde, men en historie om, hvordan omverdenens forventninger og sociale pres præger os alle og vores historie og vores følelse af at høre til eller at være udenfor.
”Min historie er ikke en typisk transhistorie – men hvad er også det?” spørger Lucy hen mod slutningen.
Hun er klar over, at hendes nye berømmelse – hun er blevet interviewet til en lang række medier, blandt andre Vanity Fair – i høj grad skyldes kønsskiftet. ”Men det har jeg det egentlig okay med. Jeg har ikke noget imod at præsentere mig som et eksempel på et menneske, som har fundet glæden ved at konfrontere sandheden.”
Personligt er jeg gennem bogen blevet betydeligt klogere på de følelser og omstændigheder, som kan få et menneske til at føle sig som en fremmed i sin egen krop. Det er et velkomment indlæg i en diskussion, som alt for tit glemmer, at det til syvende og sidst netop handler om mennesker og ikke om ideologi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
