Tillykke, Lawrence Ferlinghetti – en ægte San Francisco-digter fylder 100

af i Bøger/Kultur/Kulturhistorie

LITTERATUR // PORTRÆT – En af de store beatpoeter fra ungdomsoprørets spædeste begyndelse, sidst i 1950’erne, bliver 100 år i dag, søndag d. 24. marts. Lawrence Ferlinghetti er som digter mest kendt for sin første digtsamling, A Coney Island of the Mind (1958), der er solgt i over en million eksemplarer. POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum skriver et portræt af ham og hans digtning.

Der er noget aktuelt over Beat-digterne, selvom de fleste dampede af med 1960’erne. Som den danske Beat-digter Dan Turéll (1946-93) engang sagde, ”Tresserne varede til midten af halvfjerdserne”. Det er rigtigt, men så heller ikke meget længere.

Alligevel er der stadig en sær fascination i kølvandet på nye udgivelser af f. eks. Jack Kerouacs On the road, en strømmende romanfortælling om et liv, der kun var et skridt mere bekvemt end folkesangerens Woody Guthries togrejser i 1930’ernes samfundskrise på godsvogne som blindpassager. Romanen udkom på dansk i en ny oversættelse for få år siden. Men hvad er det, der fascinerer ved disse digtere?

At være beat er at være ude af den, nedslået eller bare slået ud af kravene fra et ”straight” samfunds moraliseren

Der er en frihed i tanken, en tilværelsesmæssig åbenhed og en fandenivoldsk livsglæde og nysgerrighed, som har noget at sige i enhver tidsalder. Ikke mindst i vores millimeterregulerede, styringsmekanismedrevne individualiserede, melankolsk systematiserede hverdagsliv.

Det var jazzen

Hvad var de selv inspirerede af? Det var ikke folkemusik og ikke beatmusik, for den var ikke opfundet endnu. Det var jazzmusik. Digterne mødtes og levede og åndede omkring den improviserende frihed, som jazzen viste dem som en livsstrategi. En strategi, der kunne stå op imod det, de opfattede som et stivnet samfunds stumme normer.

Kerouac har beskrevet dette liv i yderligere romaner, hvor Ferlinghetti er tegnet med som en hovedperson, Lorenzo Monsanto, i romanen Big Sur. Allen Ginsberg er tegnet i personen Irwin Garden. Jazz-inspirationen ses i en digtsamling som Kerouacs Mexico City Blues, der rummer næsten 250 “saxofononsoloer” i form af korte digtstrømme om alt muligt.

Gadeflisen med Ferlinghettis vers.

Lawrence Ferlinghetti selv har ikke et meget stort litterært værk bag sig. Han er krediteret for godt 30 bøger i officielle bibliografier, heraf flere antologier og genudgivelser. Ferlinghetti har også arbejdet med billedkunst og er repræsenteret på mange større museer rundt om i USA, og han har solgt bøger i en berømt boghandel, City Lights – med en reference til Chaplins samfundskritiske film – i San Francisco, hvor han stadig står.

På opfording fra Ferlinghetti har bystyret i San Francisco omdøbt vejen til Jack Kerouac Alley, og udenfor boghandlen kan man i fortovet læse en linje af Ferlighettis digte (billedet).

Samfundsansvaret

Jeg købte en ny bog af ham i 2004, Americus, en digtsamling af normalt omfang, omkring 80 sider. Jeg var overrasket over det engagement i samfundsforhold, som det lykkedes Ferlinghetti at lægge ind og befrugte gennem digtningen. Tidligere var disse digtere jo netop kendt for at stå på randen af samfundet gennem deres afstandtagen til dets normer.

Samlingen filtrerer den amerikanske kultur gennem både historie, teknologi og kultur, og er meget kritisk, men også fuld af en form for underspillet beundring.

Følelsen af samfundsansvar som emmer fra den er uafrystelig. Men hvordan får han digtning og politik til at hænge så umanerligt godt sammen? Prøv f. eks. at høre denne bekendelse fra et andet sted i forfatterskabet:

“If you would be a poet, create works capable of answering the challenge of

apocalyptic times, even if this meaning sounds apocalyptic.

You are Whitman, you are Poe, you are Mark Twain, you are Emily Dickinson and Edna St. Vincent Millay, you are Neruda and Mayakovsky and Pasolini, you are an American or a non-American, you can conquer the conquerors with words.”

– Fra Poetry as Insurgent Art (Forlaget New Directions, 2007)

Aktivismen i kunstens navn har medført visse omkostninger. Allen Ginsbergs digtamling, Howl, måske Beat-digtningens første og største skrig, blev beskyldt for at overtræde sædelighedslovgivningen, og både Ginsberg og Ferlinghetti blev arresteret i 1957, året efter udgivelsen. Det lykkedes dog ikke myndighederne at få domfældelse.

En litteraturvidenskabsmand, John Osborne, karakteriserer i en introduktion til moderne poesi det USA, Beat-generationen reagerede mod 50 år tidligere: ”Theirs was the America of Truman, Eisenhower and McCarthy; of the Korean war, the Cold War and the communist witch-hunts; of middle-class values, the work ethic and the sublimated eroticism of Doris Day … It is worth reminding ourselves of these matters, for it helps account for that note of psychological extremity, of existential alienation, that is a hallmark of Beat literature.”

Jazzen og beatet

Den eksistentielle fremmedgørelse, “existential alienation”, genfinder vi i dag, men kunsten har sværere ved at komme til orde omkring den. Jazzen er heller ikke længere en oprørets, opflammelsens musik. Den er den hvide akademikers flugtvej, stedet, hvor intet følelsesmæssigt, politisk eller samfundsmæssigt kræves af ham.

Betydningen af beat har intet med rytmen at gøre, og kun langsomt overtog rock’n’roll-musikken hip-følelsen fra jazzens beatnikker, som de hed, og lod sig mainstreame gennem den kommercielle appeal til den nyligt frisatte teenager. Den teenager, der kunne bestemme mere over sit eget liv i 1960’erne end nogensinde tidligere i verdenshistorien.

Denne, faste, dog strømmende, gentagende form er vel nok Dan Turéll største inspirationskilde som digter

At være beat er at være ude af den, nedslået eller bare slået ud af kravene fra et ”straight” samfunds moraliseren. Beat-digterne og deres læsere og lyttere har alle nerverne på højspændingsmodus. At være beat er at befinde sig i bunden af sin personlighed, træt, men hidsig. Beat-digterne blev latterliggjort i begyndelsen, fordi deres kunstneriske formløshed virkede som mangel på dannelse, hvad man i dag med stor nødvendighed må se er lodret forkert.

Hvad de i stedet gør, er lidt det samme som Debussy gjorde i musikken i 1890’erne, da han trak impressionismens åbne sansninger ind i kompositionsverdenen. De trækker en æstetik ind fra et helt andet formunivers, der for den europæiske og amerikanske kultur ser ud som formløshed. Det er haiku, det er zen, det er James Joyce-stream of consciousness, som han opfandt nogle årtier inden, og som man kan se udfoldet i Mollys monolog, 50 sider uden tegnsætning, der afslutter Ulysses. Der er ikke langt fra Mollys monolog til Kerouacs jazzsolo-digte. Der er heller ikke så langt til den stor-følende engelske romantiske 1800-tals digter, Byron, Keats og Wordsworth.

Fremfor alt brød beat-digterne den overfladiskhed ned, som borgerligheden efter krigens rædsler satte op for sit ansigt, som en fornyet værn mod grimheden og det unormale, som de af gode, eller i hvert fald forståelige grunde, ikke kunne holde ud. For tidens unge, 15 år efter krigen, var de voksnes indstilling imidlertid falsk og gennemskuelig.

Den falske facade

Erik Thygesens bagsidetekst til en obskur dansk antologi med disse digte, San Francisco Renaissancen (Forlaget Sirius, 1964), formulerer det sådan her: ”Skal man opretholde den falske facade for at opretholde en falsk tryghed – eller skal man rive facaden ned i håb om at finde en øjeblikkets frihed og identitet? Det er groft sammentrængt problemstillingen for en gruppe amerikanske efterkrigspoeter, der samlet er blevet kaldt The Beat Generation og senere San Francisco Renaissancen”.

Det betyder ikke, at beat-digterne i almindelighed og Ferlinghetti i særdeleshed ikke interesserede sig for kultur, endda finkultur. Hvis Kerouacs mest berømte digte er de mexicanske jazz-blues-soloer, er Ginsbergs måske hans improvisationer over den jødiske Kaddish-bøn – selvom de alle sammen ville sige, at de var buddhister, hvis man spurgte.

Ferlinghetti er repræsenteret i antologien San Francisco Renaissancen med 12 digte – mere end nogen af de andre i alt 11 digtere, herunder Ginsberg. Han har et glimrende juledigt i bogen, her i uddrag:

“Kristus klatrede ned
fra sit nøgne træ
i år
og løb derhen hvor
der ikke var nogen forgyldte juletræer
og ingen kunstige juletræer
og ingen kunstfærdige juletræer
og ingen polerede plastic-juletræer
og ingen guld-juletræer
og ingen sorte juletræer
og ingen blåpudrede juletræer
oplyst af elektriske kærter
og omkranset af elektriske blikbiler
og af kære kedelige slægtninge

I indledningen gør Ferlinghetti opmærksom på, at digtet er skabt til jazzledsagelse og egentlig ikke beregnet for nedskrivning. Denne faste, dog strømmende, gentagende form er vel nok Dan Turéll største inspirationskilde som digter, særligt i den uforglemmelige Storby-trilogi, der udkom i 1970’erne (Drive In-digte, 3D-digte og Storby Blues), hvor flere hundrede sider digte kører på denne måde. Dan Turéll er betydelig mere inspireret af Ferlinghetti end af de internationalt mere kendte Kerouac og Ginsberg. Selvom titlen på den tredje er snuppet fra Kerouac.

I et andet, stort strømmende digt skriver Ferlinghetti om Chagall:

”Du må ikke lade hesten
æde den violin
råbte Chagalls mor

Men han
blev ved med
at male
og blev berømt

Og blev ved med at male
hest med violin i munden
og da han så havde afsluttet det
sprang han op på hesten
og red bort
og viftede med violinen

og gav den med et smukt smil
til den første nøgne model han mødte

uden anslag af nogen
art”

Som den samme litteraturvidenskabsmand, jeg citerede før, konstaterer: Ferlinghetti har mere til fælles med æsteten og normbryderen Oscar Wilde end med The Call of the Wild (Skriget fra vildmarken) af en anden meget, meget tidligere San Francisco forfatter, Jack London

Og han bliver altså 100 år i dag. Tillykke med fødselsdagen, Lawrence Ferlinghetti!


Fotos: Wikimedia Commons.

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Bøger