KULTUR // KOMMENTAR – Den socialdemokratiske regering lægger – trods løfter om det modsatte under valgkampen – fortsat op til at spare yderligere på kulturen på finansloven for 2020, skriver Nikolaj Bøgh. Selvom det måske vil kunne lykkes for regeringens støttepartier at presse regeringen til at tage den i den store sammenhæng ret lille kulturbesparelse af bordet, så viser spareønsket en regering, der er uden reel forståelse for kulturens betydning og et land, der står i stor kontrast til en lang række europæiske lande, herunder Norge, Sverige og Tyskland, som øger kulturbudgetterne markant i disse år.
Finanslovsforhandlingerne nærmer sig deres afslutning, og mange små og store dramaer udspiller sig i disse dage i Finansministeriets smukke historiske rum. Mange mennesker landet over venter i spænding på, om deres institution eller sag mon finder en plads i den afsluttende købmandshandel mellem regeringen og støttepartierne.
De store kulturinstitutioner bløder
I kulturverdenen sidder nerverne i særlig grad uden på tøjet, for mange kulturinstitutioner er presset til det yderste efter at have været genstand for årlige grønthøsterbesparelser på 2 pct. siden 2016. Navnlig de store nationale kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Rigsarkivet mærker besparelserne hårdt, fordi man har tunge lovmæssige forpligtelser til at bevare og formidle kulturarven, en stor bygningsmasse som det er svært at reducere på og et stort antal højt kvalificerede eksperter og specialister ansat, som er meget svære at undvære, fordi sidder inde med en enestående kompetence på lige præcis deres fagområde.
Den helt grundlæggende erkendelse i kulturlivet og i store dele af det politiske miljø er, at nu er grænsen nået
Ikke desto mindre har årene med grønthøsterbesparelser resulteret i fyringer af nøglemedarbejdere i hobetal, lukning af afdelinger og udstillingssteder og aflysninger af forestillinger og særudstillinger. Dårligere kvalitet og færre kulturoplevelser til danskerne. Og på sigt en række kulturinstitutioner, som får eroderet deres muligheder for at løfte de vigtige samfundsmæssige ansvarsområder, som de er blevet betroet.
Symfoniorkester i overlevelseskamp
Andre kulturinstitutioner kæmper decideret en overlevelseskamp lige nu. Ikke mindst Copenhagen Phil, Sjællands Symfoniorkester, som Dansk Folkeparti foreslog at lukke under den tidligere regering, hvilket kun blev forhindret, fordi de konservative satte foden ned. Til gengæld blev orkestret udsat for en på alle måder besynderlig og urimelig form for negativ særbehandling, fordi man blev udset til at bære hele besparelsen for de øvrige fire landsdelsorkestre. Landsdelsorkestrene er ellers en grundstamme i dansk musikliv, som har til formål at sikre, at samtlige landsdele har lokal adgang til klassisk musik.
Den negative særbehandling truer med helt at lukke orkestret, der tegner sig for en meget stor del af den højeste kvalitet inden for klassiske musikforestillinger på hele Sjælland og er det af samtlige landsdelsorkestre, som har det højeste aktivitetsniveau og når ud til flest borgere. Det vil ikke længere være nok at stoppe omprioriteringsbidraget, der skal en decideret genopretningsplan til, hvis Copenhagen Phil fortsat skal kunne fungere som et fuldt symfoniorkester.
https://www.instagram.com/p/B2oe7lrgc2i/
Til højre og til venstre for regeringen ønsker man besparelserne stoppet
Den helt grundlæggende erkendelse i kulturlivet og i store dele af det politiske miljø er, at nu er grænsen nået. De ledende borgerlige partier, Venstre og de konservative, har for længst meldt ud, at det man ville med omprioriteringsbidraget – at sikre effektivitet og økonomisk ansvarlighed i kulturlivet – nu er opfyldt, og at yderligere besparelser vil være stærkt skadelige. Var den borgerlige regering fortsat, havde man forpligtet sig på at indstille besparelserne fra 2020.
Det er svært ikke at se socialdemokraternes modvilje imod at støtte kulturen som et led i den strategiske ”folkeliggørelse” af partiet, hvor flere fremtrædende socialdemokrater i den senere tid har udtrykt deres modvilje imod den såkaldte ”finkultur”
Den samme opfattelse finder man blandt regeringens støttepartier, som alle har tilkendegivet, at de ønsker grønthøsteren sat i garagen – for de radikales vedkommende endda erstattet af en ny investeringsplan for kulturen.
Kultur kommer langt nede på prioriteringslisten for regeringen
Trods løftet om det modsatte under valgkampen er en afskaffelse af omprioriteringsbidraget imidlertid ikke en del af den socialdemokratiske regerings politik længere, og fungerende kulturminister Rasmus Prehn har klart meldt ud, at man ser temaer som nedslidning, klimaet, manglende pædagoger og sygeplejersker som vigtigere at prioritere end kulturen.
Det er ellers små penge, det drejer sig om i den store sammenhæng. En afskaffelse af omprioriteringsbidraget vil koste godt 50 mio. kr. årligt, hvilket er meget lidt i en finanslovssammenhæng og ikke vil forslå meget på de nævnte områder.
Ny socialdemokratisk italesættelse af en kamp mellem ”elite” og ”folk”
Det er svært ikke at se socialdemokraternes modvilje imod at støtte kulturen som et led i den strategiske ”folkeliggørelse” af partiet, hvor flere fremtrædende socialdemokrater i den senere tid har udtrykt deres modvilje imod den såkaldte ”finkultur” og opstillet en modsætning mellem finkultur og folkelig kultur.
Da det netop er de institutioner, som de fleste forbinder med noget finkulturelt, der bliver ramt hårdest af besparelser, fordi de er dyrest at drive, så aner man en ideologisk undertone, som også synes strategisk betinget, da det netop kan være i en sådan modstilling mellem ”elite” og ”folk”, at man kan appellere til flere af de tidligere socialdemokratiske vælgere, som i de senere år har stemt på Dansk Folkeparti, som ligeledes har markeret sig stærkt på det kulturelle område med bl.a. en tydelig modvilje mod moderne og vanskeligt forståelig kunst. Den nye linje fra socialdemokraternes side bryder dog med partiets egen stærke kulturpolitiske tradition for netop at ville gøre kulturen i bred forstand – også den klassiske kultur – tilgængelig for større dele af befolkningen.
At den danske regering ikke ønsker at opprioritere kulturen, men tilmed fastholde den nedadgående spiral, gør Danmark til et særtilfælde i et Europa, som ellers mange steder opprioriterer kulturen i disse år
Det kræver ressourcer til at udvikle nye formidlingsformer, turnékoncepter, samarbejder med skoler og foreninger etc., som det vil være svært at kunne prioritere, hvis man er blevet beskåret i en sådan grad, at der kun er den livsnødvendige – og ofte lovbundne – kerne tilbage. Og har sjællænderne ikke længere deres symfoniorkester, så bliver det langt vanskeligere at formidle den klassiske musik til nye grupper af befolkningen og nye dele af landet.
Regeringen har afsat en forhandlingsreserve på 2,1 mia. kr. til at opfylde ønsker fra støttepartierne under finanslovsforhandlingerne, og det er ikke udelukket, at den lille kulturbesparelse kan finde plads inden for denne ramme. Men støttepartierne vil skulle prioritere hårdt, for der er mange dyre ønsker på bordet, som varierer en del fra parti til parti.
Den danske situation står i en skærende kontrast til en lang række europæiske lande
At den danske regering ikke ønsker at opprioritere kulturen, men tilmed fastholde den nedadgående spiral, gør Danmark til et særtilfælde i et Europa, som ellers mange steder opprioriterer kulturen i disse år. Den norske regering, som består af Høyre, Fremskrittspartiet, Venstre og Kristelig Folkeparti har netop fremlagt et finanslovsforslag for 2020, som øger kulturbudgettet med 850 mio. norske kroner (ca. 620 mio. danske kroner).
Den største andel går til øget støtte til de norske museer, herunder nybyggeri til det norske nationalmuseum. I forvejen er det statslige kulturbudget i Norge mere end dobbelt så stort som det danske. I Sverige øgede man under den socialdemokratiske regering i 2018 de statslige kulturbevillinger med 745 mio. kr. i 2018, og har generelt øget kulturbudgettet gennem de senere år.
Det er forstemmende at iagttage, hvordan Danmark i større og større grad fremstår som en kulturel udørk i Europa, hvor kulturpolitikken er skubbet helt i baggrunden, reduceret til ”flødeskum på lagkagen”
I Tyskland har man på forbundsplan under den borgerlige-socialdemokratiske koalitionsregering øget kulturbudgettet med 50 pct. siden 2013, og i år øges det tyske kulturbudget med 15 milliarder kroner, hvilket ville svare til, at man i Danmark øgede kulturministeriets budget med ca. 1 milliard. Den tyske kulturminister Monika Grütters (CDU) begrunder det bl.a. med, at kulturarv skaber identitet, og at den nyskabende kunst og kultur styrker den demokratiske samtale. Derfor er det vigtigt for den tyske regering at give styrket adgang til kulturinstitutionerne for så mange mennesker som muligt og reducere de økonomiske barrierer for at opleve kultur. En kulturel udørk i Europa.
Også andre europæiske lande opprioriterer kulturen markant i disse år, bl.a. Italien, hvor man særligt støtter de unges adgang til kulturelle oplevelser. Det fremstår også på den baggrund forstemmende at iagttage, hvordan Danmark i større og større grad fremstår som en kulturel udørk i Europa, hvor kulturpolitikken er skubbet helt i baggrunden, reduceret til ”flødeskum på lagkagen”, når alle andre gode formål er tilgodeset, og kulturens betydning for landets sammenhængskraft og udvikling ikke er anerkendt af mange ledende politikere.
Topfoto: Finansministeriet. Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
