Dansk humor og DF’s sidste territoriale krav

af i Debat/Europa/Politik & Samfund

KRONIK // POLITIK  – Da Søren Espersen i 2017 talte for ”Danmark til Ejderen”, trak de fleste i Danmark på skuldrene. Men i 2018 tog DF sammen med regeringen og S et symbolsk skridt mod virkeliggørelsen af hans vision, da de indførte reglen om, at dansksindede sydslesvigere nu kan få dansk pas uden at bo i Danmark. Kort efter forsøgte Østrig sig med samme tilbud over for tysksprogede norditalienere og blev mødt af en meget kold skulder i Rom. Højrenationalismen har mange ansigter i et Europa præget af grænsekontrol og hegn.

Da formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Dansk Folkepartis Søren Espersen, for to år siden – i februar 2017 – i et interview på tv-kanalen dk4 sagde, at ”vi vil gerne have Danmark til Ejderen”, blev det i Danmark mødt med et overbærende skuldertræk.

For det var jo kun for sjov.

Tv-interviewet blev lavet af en kender af dansk-tyske grænsespørgsmål, den tidligere chefredaktør for det tyske mindretals dagblad Der Nordschleswiger Siegfried Matlok, og intet i set-uppet omkring interviewrækken med en række danske politikere antydede, at der skulle være tale om et comedy-show.

Men den danske humor er jo – i mange danskeres selvforståelse – enestående og uforståelig for andre. Navnlig for tyskere, der som bekendt ifølge gængs dansk opfattelse i særlig grad er blottet for humoristisk sans og til gengæld er gode til at marchere i takt.

Jyllands-Posten havde forståelse for Søren Espersens humoristiske talent og bakkede ham op i, at hans ord var ”sagt i sjov”.

Anderledes heftige var reaktionerne i Tyskland. På boulevardavisen Bild var man tilsyneladende helt ligeglade med Flensborg og resten af det sydslesvigske fastland, men dybt bekymrede for at skulle afgive den tyske overklasses luksus-ferieø Sild/Sylt lige syd for Rømø: ”Sylt geben wir Dänen nicht!” proklamerede Bild.

Historien gik i øvrigt sin sejrsgang gennem det tyske medielandskab og nåede også det seriøse Frankfurter Allgemeine, der dog ikke var mere humørforladt, end at avisen refererede den slesvig-holstenske SPD-delstatspolitiker Kai Dolgner, som i en pressemeddelelse stillede spørgsmålet:

”Hvorfor så tilbageholdende? Et ordentligt Stor-Danmark må da også omfatte Holsten til og med Altona.”

Der er gode grunde til, at man hører så lidt til første vers af Hoffmann von Fallerslebens Lied der Deutschen

Også lige syd for grænsen, hos det danske mindretal i Sydslesvig, vakte Søren Espersens storslåede danske humor bekymring.

For selv om Søren Espersen mener, at det bør være sådan, arbejder Sydslesvigsk Vælgerforening og mindretallets øvrige organisationer ikke ligefrem for en grænseflytning, men for et harmonisk og respektfuldt samliv mellem den frisiske, den tyske og den danske befolkningsgruppe i området mellem landegrænsen og grænsen til Holsten – altså den bugtede flod Ejderen.

Hvad betyder ”territoriale krav”?

Interviewer Siegfried Matlok vidste udmærket, hvad han spurgte om, da han på tv stillede Søren Espersen spørgsmålet: ”Har Dansk Folkeparti territoriale krav over for Tyskland?” – det spørgsmål, som politikeren besvarede med:

“Vi vil gerne have Danmark til Ejderen”.

De fleste danskere er formentlig helt uforstående over for begrebet ”territoriale krav”, eftersom vi skal tilbage til årene omkring Christian den Fjerdes regeringstid (1588-1648) for at finde et punkt i danmarkshistorien, hvor Danmark senest havde styrken til at fremsætte territoriale krav over for andre lande. For en tysker er begrebet territoriale krav langt mere ladet og konkret.

Tysklands ”fører” Adolf Hitler holdt 26. september 1938 en berømt tale i Sportpalast i Berlin, hvor han om sit krav om indlemmelse af Sudeterlandet i det daværende Tjekkoslovakiet sagde: ”Det er det sidste territorale krav, jeg har at stille i Europa”.

Så begrebet ”territoriale krav” er ikke tilfældigt valgt af intervieweren Siegfried Matlok og ikke noget at spøge med i en tysk kontekst. Belært af historien. Man kan jo forestille sig, hvad der ville ske, hvis en tysk politiker ”i sjov” sagde, at han gerne så, at Strassburg/Strasbourg, Breslau/Wrocław eller Königsberg/Kaliningrad igen blev en del af Tyskland.

Der er gode grunde til, at man – bortset fra når Morten Messerschmidt giver den gas i Tivoli – hører så lidt til første vers af August Heinrich Hoffmann von Fallerslebens Lied der Deutschen. Det er dér, hvor der står:

Von der Maas bis an die Memel
Von der Etsch bis an den Belt

Lidt geografi: Floden Maas løber gennem Frankrig, Belgien og Holland, Memel er det tyske navn på en flod, der flyder gennem Hviderusland, Litauen og Rusland, og floden Etsch findes i Norditalien, hvor den kaldes Adige på italiensk. Der Belt er Lillebælt, der som bekendt er farvandet mellem det sydlige Jylland og Fyn (og jo rimer udmærket på über alles in der Welt).

Af en eller anden grund synes hverken franskmænd, belgiere, hollændere, hviderussere, litauere, russere, italienere eller vi ellers humoristiske danskere, at første vers af sangen er så sjovt.

Så tyskerne nøjes for godt naboskabs skyld med at synge vers tre (”Enighed og ret og frihed”) af sangen, der tidligere også var kendt under det bombastiske navn Deutschland, Deutschland über alles.

Men når tyskerne holder sig til tredje vers, er det måske bare, fordi de mangler Søren Espersens sans for humor.

Vigtigt, symbolsk skridt

Historien om Søren Espersens ”sjove” bemærkning fra februar 2017 er nærmest glemt i dag, og tilsvarende overset er den detalje, at den indfødsretsaftale, som regeringspartierne i juni 2018 indgik med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, faktisk indeholder et vigtigt, symbolsk skridt hen imod virkeliggørelsen af Søren Espersens territoriale krav.

Aftalen indebærer nemlig, at sydslesvigske ansøgere om dansk statsborgerskab kan opfylde de ellers strenge opholdskrav ved at opholde sig i Sydslesvig. Støjberg-ministeriets indfødsretskontor og flertallet i Folketingets Indfødsretsudvalg overvåger med stor nidkærhed, om personer, der søger dansk statsborgerskab, opfylder opholdskravet – altså at ansøgere som udgangspunkt skal have boet uafbrudt i Danmark i ni år, før de kan blive danske statsborgere.

De må ikke være for meget i udlandet – blandt andet skal ansøgerne 12 år tilbage skriftligt redegøre for samtlige udlandsophold. Også hvis de har haft en enkelt overnatning i Flensborg eller Malmö. Så det er med at have styr på de gamle Mayland-kalendere.

Der gælder i forvejen meget lempelige betingelser for medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig, hvis de ønsker at blive danske statsborgere. På linje med nordiske statsborgere skal de kun bo to år i Danmark, før de opfylder opholdskravet, der jo altså for de fleste andre er fire en halv gang så langt. Men de har altså indtil 2018 skullet bo og opholde sig i Danmark på linje med alle andre, der ønskede et dansk statsborgerskab.

At regeringen og dens støttepartier DF og S i 2018 lempede reglerne for dansksindede sydslesvigeres adgang til dansk statsborgerskab, skal ses i sammenhæng med, at de samme partier i både 2015 og 2018 kraftigt har strammet alle andre udenlandske statsborgeres muligheder for at få dansk pas.

Dansk Folkeparti lider af en ugengældt kærlighed til de danske sydslesvigere

Dansk Folkeparti har presset på for at bane vej for, at dansksindede sydslesvigere kan få dansk pas ved at bo i det område nord for Ejderen, hvor Søren Espersen stiller territoriale krav. Partiet lider af en ugengældt kærlighed til de danske sydslesvigere, og kæmper for at glemme, at partistifter Pia Kjærsgaard i juni 2001 blev mødt af demonstrationer fra medlemmer af mindretallet, der ikke delte hendes opfattelse af danskhed, da hun deltog i de traditionelle danske årsmøder i Sydslesvig.

Med til historien om DF og de danske sydslesvigere hører også, at partiet er modstandere af dobbelt statsborgerskab og stemte imod indførelsen af dette under Thorning-regeringen. Hvis det stod til DF, skulle de dansksindede sydslesvigere, der bor i Sydslesvig, altså blive danske statsborgere og samtidig give afkald på deres tyske statsborgerskab og dermed på stemmeretten ved nationale valg i det land, hvor de bor.

Dele af det danske mindretal med generalsekretæren for Sydslesvigsk Forening Jens A. Christiansen som lobbyisten, der gik rundt til partierne på Christiansborg, havde i årene op til 2018 arbejdet målrettet for at gøre området mellem Ejderen og Skelbækken til et sted, hvor man kunne optjene ret til dansk statsborgerskab – i princippet uden på noget tidspunkt at sætte sine ben inden for den danske landegrænse, der blev demokratisk fastlagt i 1920.

Mere skeptiske var nogle af topfolkene inden for partiet Sydslesvigsk Vælgerforening, som ikke må forveksles med kulturorganisationen Sydslesvigsk Forening, som landsformand og medlem af delstatsparlamentet i Slesvig-Holsten Flemming Meyer og den nu forhenværende justitsminister i delstaten Anke Spoorendonk. Der udspandt sig en livlig debat i mindretallets dagblad Flensborg Avis.

Stamtræerne fra Nürnberg

Et af kriterierne for, hvilke sydslesvigere der kan få dansk statsborgerskab på grundlag af ophold i Sydslesvig, lyder i indfødsretsaftalens tekst sådan her:

”Ansøgeren er af dansk afstamning, dvs. mindst én person i ansøgerens slægt fire generationer tilbage har haft dansk indfødsret ved fødslen”.

Ligesom udtrykket ”territoriale krav” formentlig mødes med et skuldertræk fra de fleste i Danmark, er der næppe mange i Danmark, der bliver stødt af, at sydslesvigerne fremover kan finde belæg for deres danskhed i stamtræet. Anderledes ladet og betydningstungt er det med stamtræerne syd for grænsen, hvilket skyldes to forhold.

At granske stamtræet for at finde ud af, om man tilhører en privilegeret eller en underprivilegeret gruppe, har en særligt uheldig klang i Tyskland

For det første Nürnberg-racelovene fra 1935, som fratog mennesker uden rent ”arisk” stamtavle grundlæggende rettigheder og i sidste ende førte frem mod Holocaust. Det med at granske stamtræet for at finde ud af, om man tilhører en privilegeret eller en underprivilegeret gruppe, har en særligt uheldig klang i Tyskland – herunder i Sydslesvig. Stamtræerne fra Nürnberg vokser ikke ind i himlen.

Den anden grund til, at dansksindede sydslesvigere ikke nødvendigvis vrider sig af grin over det med stamtræerne, er den danskhedsdefinition, der blev nedfældet i de såkaldte København-Bonn-erklæringer i 1955, hvor de nationale mindretal nord og syd for den dansk-tyske grænse defineres på den måde, at den, der bekender sig til og ønsker at være en del af et nationalt mindretal i grænselandet, har ret til det – no questions asked!

Den definition af tyskhed er unægtelig en anden end den, Nürnberg-lovene stod for. Ligesom man kan sige, at danskhedsdefinitionen i 1955-erklæringerne er noget anderledes end de danskhedsdefinitioner, man i dag opererer med i Dansk Folkeparti og omegn.

Ved årsskiftet havde omkring 100 sydslesvigere indleveret en ansøgning om dansk statsborgerskab, oplyste Danmarks generalkonsul Kim Andersen sidst i december til DR. Interessen er altså indtil videre beskeden – i lyset af, at man normalt taler om, at det danske mindretal i Sydslesvig omfatter 50.000 mennesker (der dog ikke alle kan fremvise så fine stamtræer som krævet i indfødsretsaftalen).

FPÖ’s fremstød i Norditalien

Sjovt nok er Søren Espersen og Dansk Folkeparti ikke ene om at have om at have territoriale drømme i nabolande. Den konservativt-højrepopulistiske ÖVP-FPÖ-koalition i Wien spillede i september 2018, midt under det østrigske EU-formandskab, ud med et forslag om at give østrigsk statsborgerskab til tysksprogede indbyggere i området omkring ovennævnte flod Etsch/Adige i Italien.

Ifølge Tiroler Tageszeitung kom forslaget efter ”massivt pres” fra det højrepopulistiske ”frihedsparti” FPÖ.

Den autonome italienske provins Sydtyrol (tysk: Südtirol, italiensk: Alto Adige, jf. flodens navn) har et indbyggertal på godt en halv million, hvoraf knap 70 procent ifølge 2011-folketællingen angav at være tysksprogede. Der er altså i området – modsat situationen lige nord og syd for den dansk-tyske grænse – i Sydtyrol ikke tale om et nationalt mindretal, men om et befolkningsflertal, som har et andet modersmål end flertalsbefolkningen i resten af nationalstaten.

Hvor de tyske politikere i både delstatshovedstaden Kiel og forbundshovedstaden Berlin reagerede overordentligt afslappet på, at Dansk Folkeparti fik sin vilje i spørgsmålet om uddeling af danske pas til sydslesvigere med orden i stamtræet, så kom reaktionen fra Rom hurtigt og med stor klarhed, da det østrigske forslag blev kendt i september 2018.

Højrepopulister i nabolande kan kun samarbejde indtil et vist punkt. Når det kommer til territoriale krav eller til at kapre hinandens statsborgere, slutter forbrødringen

Måske hænger det sammen med, at italienere har – om muligt – endnu mindre sans for humor end tyskere. En anden forklaring kan være, at der også i Rom sidder højrepopulister i regeringskontorerne i form af ministre fra det fremmedfjendske parti Lega.

Højrepopulister i nabolande kan kun samarbejde indtil et vist punkt. Når det kommer til territoriale krav eller til at kapre hinandens statsborgere, slutter forbrødringen.

Italiens partiløse udenrigsminister Enzo Moavero Milanesi udtalte i september helt uden at smile, at ”Dette initiativ er upassende på grund af sin potentielt urostiftende virkning”.

Italien gør det samme

Hvad den italienske udenrigsminister glemmer at nævne er, at Italien allerede praktiserer en ordning, hvor kroatiske statsborgere, der mistede deres italienske statsborgerskab ved grænsedragningen efter Anden Verdenskrig, og deres efterkommere har mulighed for at blive italienske statsborgere, hvilket 25.000 kroater med italienske rødder allerede har gjort brug af.

Det er urolige tider ved de europæiske grænser.

Norge har bygget et hegn langs landegrænsen til Rusland for at stoppe asylansøgere.  I Danmark ønsker Dansk Folkeparti, at et hegn, der officielt bliver bygget af veterinære årsager, forhøjes med flere meter ”så det ud over vildsvin også kan holde grænseoverløbere, asylsøgere og andre lykkeriddere ude af fædrelandet”.

Rusland annekterer Krim og slipper godt fra det. Italien reagerer fornærmet på det østrigske FPÖ-initiativ, samtidig med at landet praktiserer noget lignende på den anden side af grænsen til Kroatien.

Ungarn har hegnet sig ind og gjort livet surt for flygtninge i et omfang, der får Støjbergs 112 stramninger til at ligne ren godhedsindustri

Ungarn, som nok er det EU-land, der mest aggressivt har hegnet sig ind og gjort livet surt for flygtninge i et omfang, der får Inger Støjbergs (i skrivende stund) 112 stramninger (følg med her) til at ligne ren godhedsindustri, har samtidig uddelt ungarske pas til mere end 700.000 statsborgere fra nabolande.

Fra EU-landene Rumænien og Slovakiet, men også til statsborgere fra ikke-EU-lande som Serbien og Ukraine, som på den måde får en attraktiv bagvej til et rødbedefarvet EU-pas, der formentlig er noget sjovere at rejse rundt med end et serbisk eller ukrainsk rejsedokument.

Kriteriet for tildeling af ungarsk statsborgerskab er, om regeringen i Budapest betragter en person som ”etnisk ungarer”, hvis forfædre mistede deres statsborgerskab i det østrig-ungarske kejserdømme ved grænsedragningen efter Første Verdenskrig.

Den danske regering gør sig – ligesom åndsfællerne i Østrig og Ungarn – stor umage for at holde asylansøgere væk og vil ligesom de to centraleuropæiske regeringer give et nabolands statsborgere mulighed for ukompliceret adgang til landets nationalitetspas. I vore dages sprængfarlige Europa er dét en usympatisk, nationalistisk cocktail.

Når det er sagt, så har jeg boet længe nok i både Nord- og Sydslesvig til at have stor respekt for nationale mindretal, deres rettigheder og den kulturelle og sproglige mangfoldighed, de er udtryk for. Jeg kan sagtens unde nogle hundrede sydslesvigere, at de – i øvrigt mod betaling af et horribelt gebyr på 3.800 kroner – får et rødbedefarvet dansk pas som supplement til deres rødbedefarvede tyske pas. Modsat serbere og ukrainere med ungarsk pas får de ikke nævneværdigt flere rettigheder af den grund.

Men jeg håber ikke, at de dansksindede sydslesvigere, der ikke har så fine stamtræer, og som ikke opfylder de øvrige kriterier sat op af partierne bag indfødsretsaftalen, føler sig mindre danske af den grund.

Vi trænger ærlig talt til en mere fri bekendelse til danskhed. Ikke mindst i Danmark

For som der står i Bonn-erklæringen fra 1955, Forbundsrepublikken Tysklands garanti for det danske mindretals rettigheder: ”Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves”.

I Danmark efterprøver vi folks danskhed med indfødsretsprøvens irrelevante spørgsmål om den ældre danmarkshistorie. Højrefløjspolitikere opstiller hver dag falske modsætninger mellem ”muslimer” og ”danskere” og turnerer med udtalelser om, ”at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre”. Og nu skal vi i gang med en nærmest nürnbergsk granskning af visse sydslesvigeres stamtræer.

Vi trænger ærlig talt til en mere fri bekendelse til danskhed. Ikke mindst i Danmark.


Topfoto: Niels Rohleder.

Niels Rohleder (f. 1962) er uddannet journalist. Han blev i 2011 ansat som rets- og migrationspolitisk rådgiver hos Enhedslisten på Christiansborg og meldte sig ved samme lejlighed ind i partiet.
Han er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har undervist i journalistik samme sted samt på Roskilde Universitet og på højskolerne Vallekilde og Krogerup. 1987-2003 var han journalist på Information.
Niels Rohleder er forfatter til to romaner og en debatbog.
Han er vokset op i Sønderjylland og bor i dag i København.

Seneste artikler om Debat