Radio24syvs serie “Je suis Jalving”, der kørte som et højrepopulistisk debatprogram hen over sommeren, fik debattør Steffen Groth til at fare i blækhuset i en kronik i Politiken. Radioens ledelse svarede på flere platforme. Men svarene har desværre intet haft med dialog at gøre, skriver Steffen Groth i dette indlæg. I stedet er han blevet mødt med følelsesladede modangreb, indholdsløs ironi og faktuelle fordrejninger. Hvor er det skuffende, at radioens ledelse ikke har mere format, lyder det i hans gennemgang af forløbet her.
Et medieslag har udspillet sig på alle platforme: i radioen (tre mediemagasiner tog ‘Je suis Jalving’ op), i tv (Presselogen diskuterede ‘Je suis Jalving’), i aviserne (Politiken, Information, Berlingske, BT og Kristeligt Dagblad behandlede ‘Je suis Jalving’), og så var der naturligvis den omfattende debat på den store åbne slagmark Facebook.
Det, der har overrasket mig mest i processen efter publiceringen, er reaktionen fra programcheferne Mads Brügger og Mikael Bertelsen samt den administrerende direktør, Jørgen Ramskov.
Jeg havde – muligvis naivt – forestillet mig, at cheferne ville være mere lydhøre over for kritikken af ‘Je suis Jalving’, når det blev dokumenteret, hvordan systematisk propaganda mod en minoritet strømmede ud i sommerheden, hvordan borgerkrig blev udmalet som en forestående realitet, hvordan politikere blev beskyldt for forræderisk blindhed, hvordan ubekræftede torturscener i Bataclan blev udpenslet, hvordan indavl som forklaring på, at ”de der muslimer er mærkelige” fik medløb fra værten, hvordan tidehvervspræster og en tidligere formand for den danske forening blev iscenesat som eksperter.
Jeg havde forestillet mig, at der måske ville melde sig en selvkritisk refleksion hos cheferne. Og at den ville manifestere sig i en eftertænksom og seriøs reaktion i offentligheden.
I stedet har jeg været vidne til manipulerende modangreb, åbenlyse selvmodsigelser, eklatante faktuelle fejl, provokerende arrogance og en postmoderne tilgang, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed, sjov og alvor, opløses fuldstændig i ironiens syrebad.
Jeg havde forestillet mig, at der måske ville melde sig en selvkritisk refleksion hos cheferne. Og at den ville manifestere sig i en eftertænksom og seriøs reaktion i offentligheden. Jeg tog fejl.
Det første svar i Politiken under overskriften ”Radio 24syv er nok det mest mangfoldige forsamlingshus i danmarkshistorien” var ikke just præget af selvkritisk refleksion. Det var derimod en selvrosende karakteristik af kanalen og fantasifulde stråmænd rettet mod min ringhed: ”vi fornemmer lidt, at han [Steffen Groth] har en fiks idé om, at Radio24syv rummer et hemmeligt kontrolcenter, der arbejder med at sende højrepopulistisk propaganda forklædt som debatprogrammer, hvilket jo er en absurd tanke” (min kursivering). Ja, det er en absurd tanke, men hvem fik den? Og senere: ”Man mærker på Steffen Groth, at han grundlæggende ikke bryder sig om, at den brede befolkning kommer til orde” (min kursivering). Der er intet belæg for postulatet om min foragt for den brede befolknings ord.
En af mine kolleger, en gymnasielærer i Roskilde, har – uafhængigt af mig – brugt Bertelsen og Brüggers indlæg i Politiken i sin undervisning logik til at illustrere stråmandsargumentation. Eleverne var udmærket i stand til at identificere de ufine argumentationskneb i programchefernes tekst. Deres indlæg er et skoleeksempel på stråmandsargumentation.
Fejden på Facebook og de ”flagrante forvrængninger”
Jeg kunne ikke genkende den karikatur Bertelsen og Brügger havde tegnet af mig og min seriøse kritik, så jeg svarede igen med et læserbrev i Politiken og en længere replik i POV: https://pov.international/brugger-og-bertelsens-stramaend-og-det-yderste-hojres-nationalisme/ Her formulerede jeg syv punkter, som var problematiske ved programmet ‘Je suis Jalving’ og ved programchefernes forsvarsskrift. Ingen af punkterne blev besvaret i den efterfølgende fejde på Facebook. I stedet blev mit indlæg mødt med et overraskende modtræk.
18/8 kl. 8.48 skriver Mads Brügger et langt opslag på Facebook, som et modsvar på min replik i POV. Han gør ikke mig opmærksom på sit opslag, så der går relativt lang tid, før jeg via en Facebook-ven bliver bekendt med det og kan korrigere hans faktuelle fordrejninger. Hele Brüggers opslag er punkt for punkt gennemsyret af manipulation (se evt. mit Facebook-svar i kommentarsporet), men der er særligt et afsnit, som er symptomatisk for den vilje til at manipulere med tal og fakta, som har været gennemgående i programchefens reaktionsmønster de seneste uger. Mads Brügger skriver:
- ”Lige et par noter til den stundende debat om “Je Suis Jalving” (…)
Groths kronik har givet anledning til at tro at Jalving og Thranholm har haft et bredt galleri af højreorienterede debattører og polemikere som gæster inde i studiet, og her har siddet og ført lange og vennesæle samtaler med dem. Det passer ganske enkelt ikke. Hvert program koldstartede med, at Jalving slog dagens emne an, og mens han ventede på, at de første lyttere ringede ind, førte han så en kortere samtale med fx Kristian Ditlev Jensen, eller Lars Hedegaard eller Søren Hviid Petersen, med flere. Det samme gjorde Thranholm, og det var samtaler der max varede fem minutter, og som blev sluttet af så snart de første lyttere var blevet ført igennem telefonslusen. Disse små samtaler var tænkt som glasur på kagen, for at geare op for det polemiske, og provokere lyttere til at ringe ind. Således var samtlige programmer 95% lyttere der ringede ind, men Groths fremstilling får det til at lyde som om det med lytterne var et mindre element [det har jeg aldrig skrevet red.]. Det er igen en flagrant forvrængning af vores udsendelser. Så lige een gang til for Prins Knud; hverken Jalving eller Thranholm havde gæster i studiet [det har jeg heller aldrig skrevet red.], men førte i hver udsendelse helt korte samtaler med kendte debattører som har markeret sig som kritikere af islamisme, indvandring, med mere. (….)” (Facebook d. 18/8, kl. 8.48, min understregning).
Med knap 11 timers forsinkelse (eftersom Brügger ikke havde orienteret mig om opslaget) kl. 19.36 forklarer jeg Brügger i en kommentar, at det er faktuelt forkert – meget endda -, at samtalerne med de almindelige lyttere fylder 95 pct., da de i virkeligheden (ifølge de stikprøver, jeg havde foretaget) svinger mellem at fylde 62 og 70 pct. Den 3. august, hvor jeg selv ringede ind varede indledningstalen samt samtalerne med håndplukkede kilder de første 25 minutter af et program på 55 minutter. ”Max fem minutter” er således endog meget langt fra kendsgerningerne. Ikke desto mindre skriver Brügger, at samtalerne ”blev sluttet af så snart de første lyttere var blevet ført igennem telefonslusen”. Og den formulering fastholder han efter mit faktatjek. Til gengæld korrigerer han minuttallet og procentdelen og beklager sin fejl, men han gør det først næste dag kl. 14.23. På det tidspunkt har hans opslag gennemløbet den typiske Facebook-cyklus. Rettelsen indføjes nemlig først 29 timer efter, at det oprindelige opslag er blevet postet og 18 timer efter min korrektion. Det svarer til en note gemt på side 13 i tredje sektion af en avis efter, at man har kørt en forsidehistorie om ”Steffen Groths flagrante forvrængninger”.
Også i mediemagasinet Q&A d. 25/8[1]) er tal og fakta helt skæve fra Mads Brügger:
”Mens de [værterne] venter på, at der kommer lyttere igennem har de så for at få tiden til at gå og kridte banen op en samtale med en Kristian Ditlev Jensen, en Lars Hedegaard, en Søren Hviid Petersen… men det er en ganske kort samtale af højst fem minutters varighed. Resten det er lyttere, der ringer ind.” (Q&A 25/8, min understregning)
Hvorvidt programchefen bevidst snyder med tallene, ved vi ikke, men alternativt må det betegnes som en meget markant erindringsforskydning fra 10-20 minutter (eller 15-25 hvis vi tæller de indledende dundertaler med) ned til ”max fem minutter”. Og det er særdeles ærgerligt for mig, at denne erindringsforskydning danner grundlag for en beskyldning om mine ”flagrante forvrængninger”, som fastholdes i den rettede udgave.
Forudanelser – eller er Mads Brügger en ægte profet?
En anden side af det kritisable reaktionsmønster er de markante selvmodsigelser. Mads Brügger skriver i Politiken 16. august sammen med Bertelsen:
”Som programchefer havde vi på fornemmelsen, at denne sommer ville blive en blodig affære, og vores instinkt sagde os, at islamistisk terror og indvandring fra ikkevestlige lande ville blive sæsonens varmeste debatkartofler. Også derfor gav det mening at entrere med ’Je Suis Jalving’, så vi var dækket ind på aktualitetsfronten, hvis det for alvor gik mod syd”.
Profetpositionen revideres imidlertid i det mediekritiske program Q&A 25. august, da Henrik Qvortrup gør opmærksom på, at der ”ligger en slagside” i at benytte netop Jalving, ”en mand der er erklæret derude, hvor Jalving befinder sig”, til at dække dette emne en sommer, hvor ”debatten om terror og islamisering raser”.
Nu vender Brügger 180 grader og siger:
”Man skal huske på, at da vi entrerer med Jalving og beslutter os for at sende de her programmer, da aner vi jo intet om, at juli måned vil blive en særdeles blodig måned… det anede vi simpelthen ikke”. (Q&A, 25/8)
Det er nok et mere realistisk udsagn end selviscenesættelsen som profet i Politiken.
Men så sker der noget mærkeligt; for i DR’s Mennesker og Medier 26. August, vender programchefen pludselig tilbage til profetpositionen og fastholder den insisterende. Programværten Kurt Strand (KS) læser den ovenfor citerede profet-passage fra Politiken op for Brügger (MB) og spørger:
KS: ”Men undskyld, hvad byggede i den fornemmelse på”?
MB: ”Nu vil jeg jo ikke fremhæve mig selv som en Nostradamus-Vølve, men altså… det var en mavefornemmelse. Man kunne se tilbage i april-maj, at der var en Brexitafstemning på vej, der var skriverier om, at når Middelhavet blev varmet op, ville der komme et nyt flygtninge-rykind. Jeg anede konturerne af noget, der lignede en kritisk masse”.
KS: ”Hvis nogen, der hører det her tænker, at det var dog den største efterrationalisering, jeg længe har hørt. Hvad vil du så sige” ?
MB: ”Jamen, jeg vil sige, jeg kan jo faktisk dokumentere det, fordi da vi sender en pressemeddelelse ud om sommersendeplanen, der er der en programbeskrivelse om Jalvings program, hvor der står ordret, at hvis der kommer et nyt jihadistisk terrorangreb i Europa, så kommer der for alvor noget at tale om”. (Mennesker og Medier P1, 26/8)
Jeg synes programchefen skulle have holdt fast i den modsatte position han indtog i Q&A, for fra mit synspunkt vidner det dels om en sælsom selvforståelse, når man positionerer sig som profet, dels er det udtryk for en meget diskutabel dømmekraft fra en mediechef at vurdere, at Jalving er den rette til at ”dække ind på aktualitetsfronten”, hvis ”der kommer et nyt jihadistisk terrorangreb”.
Diskussionen om Imamen
Der medvirker to kilder (ud af 40 (38)[2]) i ‘Je suis Jalving’, som giver udtryk for uenighed med værternes præmisser og pointer. Journalisten David Trads, som er den allerførste gæst og som efterfølgende afskrives af politikeren Langballe som ”et venstreorienteret fossil”, og en fængselsimam. Fængselsimamen Waseem Hussein deltager på programrækkens anden dag 5. juli. Men hans ord fordrejes markant i udsendelsen dagen efter 6. juli og tages til indtægt for Jalvings dagsorden om den fremstormende islamisme i Danmark. Jalving påstår nemlig 6. juli, at fængselsimamen talte om en ”politisk radikalisering” og ”politisk vækkelse”. Det er ikke rigtigt. Men da jeg påpeger det over for Brügger på Facebook, skriver han, at jeg ”fordrejer, groft endda”, og han kaster sig ud i en ’analyse’, der angiveligt skal vise, at Jalving har udlagt imamens ord korrekt, idet imamen ifølge programchefen talte om en ”religiøs vækkelse”. Jeg kontaktede imamen, og han bekræftede min udlægning; det var ikke rigtigt, at han havde talt om religiøs-politisk vækkelse eller fremstormende islamisme i Danmark. Da jeg præsenterede imamens ord for Brügger, skrev programchefen om håndteringen af den eneste uenige kilde ud over David Trads:
”Jamen så er det jo bare en misforståelse som beror på at han [imamen] ikke udtrykker sig klart nok. Men nu er det virkelig ved at blive en strid om profetens skæg, og vi er nede i en detaljeringsgrad som min tid og tålmodighed ikke rækker til. M.v.h., MB”
Se hele tråden her.
Hvem er ”de neutrale kilder”?
Radio24syv har i forbindelse med. debatten kreeret en »statistik« over det Mads Brügger kalder »de hårde fakta« om ‘Je suis Jalving’. I den hjemmestrikkede statistik, som blev anvendt uden forbehold i Presselogen på TV2 News søndag d. 28. august, forklares det bl.a., at 76 procent af de inviterede kilder var enige med værterne, 18 procent var neutrale og 5 procent var uenige (der mangler én procent, men det er en detalje”.
Hensigten med statistikken var, at tilbagevise Politikens og kronikens påstand om, at programmet fungerede som et højreorienteret ekkokammer. Men 24syvs ledelse har tilsyneladende misforstået begrebet ekkokammer, som selvfølgelig ikke forudsætter absolut konsensus, men derimod skabes, når bestemte synspunkter, informationer og forestillinger gentages, varieres og forstærkes af hovedparten af de deltagende i et kommunikationsrum, mens modsatrettede synspunkter er markant underrepræsenteret. Og ikke nok med det; den hjemmegjorte statistik virker heller ikke retvisende, men forekommer farvet af forsøget på selvforsvar.
Jeg har spurgt både Mads Brügger og Jørgen Ramskov flere gange, hvem de kategoriserer som neutrale kilder. Ramskov har nævnt een, nemlig Jacob Mchangama og Brügger har ikke villet svare mig, men har i en diskussion med Jacob Netteberg på Facebook nævnt een ”neutral kilde”, nemlig Poul Christian Mathiessen. Da der (ifølge min optælling) medvirker 40 håndplukkede kilder[3] i programrækken, svarer 18 procent til 7 neutrale kilder. Men hverken Brügger eller Ramskov vil fortælle hvem de 7 personer er. ”Hav en fortsat god dag, vi kommer ikke videre” lyder svaret fra Ramskov.
Jeg forstår den redaktionelle forsvarsmekanisme, der per automatik afføder forsøg på at retfærdiggøre programmet og reducere kritikken. Men jeg undrer mig over, at to erfarne mediechefer ikke er i stand til at håndtere kritik på en mere afbalanceret og saglig måde. I et demokratisk samfund må idealet være at mediechefer og andre magthavere er i stand til at gå i dialog med kritikere uden at forfalde til følelsesladede og afvisende modangreb, indholdsløs ironi og faktuelle fordrejninger.
Min egen liste over de inviterede kilder stemmer ikke med kanalens. Jeg kan ikke finde ud af, hvem de syv neutrale kilder er. Det er næppe de fire tidehvervspræster selvom de bare præsenteres som præster? Det er vel heller ikke Den Danske Forenings tidligere formand, selvom han blot præsenteres som juraprofessor? Er det mon Jalvings neutralitetsbegreb, der spøger hos cheferne også?
Af de to neutrale kilder Ramskov og Brügger har villet røbe, kan den ene helt indiskutabelt omplaceres til kategorien ”enige”. Demografiprofessor Poul Christian Mathiessen skrev i juli i Berlingske hele to stærkt indvandringskritiske opinionsartikler, som Pernille Vermund i ‘Je suis Jalving’ betegner som ”fabelagtige” (‘Je suis Jalving’ 7/7). At kalde ham neutral i dette spørgsmål er enten et udtryk for uvidenhed eller manipulation
Ramskov nævner juristen Jacob Mchangama som neutral. Men Mchangama bruges ikke som neutral kilde, men benyttes derimod i forbindelse med temaet om DR’s førnævnte beslutning om ikke at vise terrorister. Han har som bekendt et meget liberalt syn på ytringsfrihed, og desuden støtter han i den konkrete udsendelse den opfattelse, at ”religion spiller en meget væsentlig rolle i forbindelse med terror” (Mchangama i ‘Je suis Jalving’, 3/8), hvilket er en gennemgående pointe i hele programserien. Både Mchangamas markante holdning til ytringsfrihed og til fortolkningen af motiverne bag terror flugter fint med Tranholm og Jalvings dagsorden. Så på det punkt, som han kommenterer, er han en enig kilde.
Programmets lille andel af moderate borgerlige (herunder Mchangama), som selvsagt ikke er enige i Jalvings og Tranholms mere yderliggående synspunkter (om en forestående borgerkrig og Putins storhed fx), underbygger ikke desto mindre dagens vinkel i de udsendelser, hvor de deltager. Et eftersyn af de inviterede kilder gør med andre ord Ramskov og Brüggers totale afvisning af at give de syv navne på ”neutrale kilder” forståelig, Selv de to angiveligt neutrale kilder, de har villet røbe, er rent faktisk enige i de synspunkter, de er inviteret til at understøtte.
Den demokratiske dialog
Efter to ugers intens debat om programmets alvorlige faktuelle fejl, om højrepopulister iscenesat som eksperter, om dybt tendentiøse interviewteknikker, om alarmisme og kolportering af falske historier og om dæmoniserende propaganda mod en minoritet, sidder jeg tilbage med en undren over chefernes svar på kritikken. Faktuelle fordrejninger har gået hånd i hånd med uklædelige forsøg på at beklikke min troværdighed, arrogante afvisninger er blevet ledsaget af sarkastiske bemærkninger om ”krænkelsesindustrien”. Og Brügger har endda ironisk klaget over, at kritikerne kom så sent på banen, fordi de mens programrækken kørte ”var rosévinsmarinerede i deres sommerhuse og ikke havde tid og evner til at skrive kroniker i Politiken på det tidspunkt” (Brügger i Mennesker og Medier P1, 26/8).
Og hvad mener cheferne så egentlig om programmet? Mads Brügger skriver, at han er: ”glad for, og stolt af, at vi sendte “Je Suis Jalving”. Både Mikael Jalving og vikaren på programmet (Iben Thranholm) er fremragende radioværter, og de løftede opgaven med bravour” (Facebook 18/8).
Og Jørgen Ramskov opsummerer efter to ugers diskussion sin holdning på Facebook:
”Jeg synes bestemt ‘Je suis Jalving’ var et både godt og rigtigt program at sende på Radio24syv. Det eneste jeg og alle andre involveret i programmet havde håbet var, at flere uenige ringede ind.” (min kursivering, Facebook 29. august)
Jeg forstår udmærket den redaktionelle forsvarsmekanisme, der per automatik afføder forsøg på at retfærdiggøre programmet og reducere kritikken. Men jeg undrer mig over, at to erfarne mediechefer ikke er i stand til at håndtere kritik på en mere afbalanceret og saglig måde – og jeg har virkelig svært ved at forstå, at man ligefrem hylder et så åbenlyst problematisk propagandaprogram.
I et demokratisk samfund – eller et mangfoldig forsamlingshus for den sags skyld – må idealet være at mediechefer og andre magthavere er i stand til at gå i dialog med kritikere uden at forfalde til følelsesladede og afvisende modangreb, indholdsløs ironi og faktuelle fordrejninger.
Topillustration: Michael Dorbec.
[1] Programmet blev optaget tidligere. Vist nok d. 18. August.
[2] To stærkt islamkritiske kilder medvirker to gange derfor 40 (38).
[3] Heraf som skrevet to, der optræder to gange
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
