MUSIK // ANMELDELSE – FABRÄK imponerede i VEGA og er noget nær det perfekte band at opleve live, da rapperne Anton Dyrby og Sixten Rasmussen er som fødte til at optræde og på nogle måder minder om det tidlige TV-2, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
I 2022 udgav den københavnske punkrap-duo FABRÄK deres debutalbum RIGE BØRN LEGER BEDST. Og selvom jeg måske ikke lige ved, hvor punk det er at give deres første album, som nok snarere et mixtape, samme navn som en bog om klassesamfundet fra året før, så er de faktisk temmelig vilde. Især live.
På kun to år har punkduoen, selvom de ikke selv ønsker at blive kaldt et punkband (eller snarere postpunk band), formået at skabe sig ikke bare et navn, men også et publikum så stort, at de kunne fylde VEGA.
det er helt bestemt, at bandet ikke er som de andre
Men det giver mening. For FABRÄK er noget nær det perfekte band at opleve live, da rapperne Anton Dyrby og Sixten Rasmussen er som fødte til at optræde. Selvom deres musik er smadder, er bandmedlemmerne i fuld kontrol med både sig selv (også i deres ellers mest ukontrollable, vilde bevægelser) og deres musik. Deres performance og attitude er rå, de er gennemført gnarly, og så balancerer de en lidet udbredt genre; fusionen mellem rap og punklyd.
FABRÄKS nye album med på scenen
De havde taget deres seneste album fra d. 19. april i år, PLASTIKVERDEN, med på scenen, et album med lidt mere poppet lyd end RIGE BØRN LEGER BEDST, men som opsummerer deres attitude temmelig godt. Særligt ”AUTOSTRADA” rammer aftenens koncert:
Rammer nattelivet som en uppercut
Alle gisper efter vejret tyve timer før, vi holder op
Det’ derfor, vi’ dem, der dasker til dansen
Og holder takten i skakmat
Og holder fingeren i handsken
Og ik’ den samme som de andre
For det er lige præcis sådan, de lander og fremstår, når de optræder: Hårdt som et uppercut; mens de dasker til dansen; holder sceneshowet i takt, og det er helt bestemt, at bandet ikke er som de andre og heller ikke på deres seneste album, hvor de har skruet op for synthesizeren og guitarsoloerne.
De råber, rapper og bruger hinanden på scenen, og de er mere rå og humoristiske end decideret vrede
FABRÄK har noget af det tidlige TV-2’s punkede lyd visse steder tilsat en lille twist af new wave blandet med det oversete punkband Dansk Flødes ideologiske aversion over for den så almindelige middelmådige småborgerlighed: ”Middelmådighed er flertallets smag i dette land. Men det er ikke din smag. Det er ikke dit ønske.” En for FABRÄK helt rigtig attitude.
De er ekstremt pro Jagtvej 69. De råber, rapper og bruger hinanden på scenen, og de er mere rå og humoristiske end decideret vrede. Deres tekster er mere intelligente, end hvad de måske selv ville tænke, og hver og en afskyr de dét, der kan få alle til at fremstå som ens små borgerdyr:
Alt du synes er stilet synes mine venner er corny
Du-du samler på gafler og på knive, der går sport i
Selv når vi er til fest er alle dine venner alvorlige
Det dårligt
(…)
Gider ikke at høre om dit pandehår
Din asientur i dit sabbatår
Alt i alt leverede FABRÄK en energisk dansepunkfest, hvor publikum var on fire, der var højintense moshpits, hvor der hver gang blev bebudet fra scenen, at ”når FABRÄK spiller koncert, så passer man på hinanden”. FABRÄK er et band, der virkelig excellerer og kommer til sin ret live, og for at bruge deres eget sprog, var det VOLDSOMT, ikke DÅRLIGT og det ÆNDRER SIG IK. Og ja, de elsker versaler.
Læs andre musikanmeldelser her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her