UDREDNINGSRAPPORT // DEBAT – Rapporten om håndteringen af Covid-19 i foråret 2020, udført af professor Grønnegård og udredningsgruppen, viser, at beslutningen om nedlukningen af Danmark udsprang af et omfattende arbejde udført som en kollektiv indsats i en bred kreds af myndigheder og ministerier, med statsministeriet som drivende kraft. Det var derfor dækkende, da statsminister Mette Frederiksen henviste til myndighedernes anbefaling. Og selvfølgelig undlod statsministeren at udpensle uenigheder i kredsen af myndigheder, siger professor Kjeld Schmidt og forklarer, at generaliseringer som myndighederne er almindelig praksis og politisk retorik.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin indledning på pressemødet d. 11. marts 2020 om corona-virus:
“[a] Den sundhedsfaglige smitteanalyse er, at der er én ting, der virker imod smitten. Og det er, at vi mennesker ikke omgås hinanden for meget […]
[b] Vi skal sætte ind, hvor det virker. Der, hvor smitten spredes mest, og det er, hvor mennesker forsamler sig. Der, hvor mange mennesker er samlet – daginstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner, aktivitetstilbud, arrangementer, kollektiv trafik […]
[c] Og derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip. Og derfor tager myndighederne nu følgende skridt […]”
Beslutningen om den delvise nedlukning, der blev proklameret den dag, var et resultat af en proces over flere dage med bidrag fra mange enheder
Læs omhyggeligt: (a) udgangspunktet er den “sundhedsfaglige smitteanalyse”, som selvsagt er leveret af sundhedsmyndighederne i ind- og udland; (b) den politisk-strategiske konklusion er at primært reducere aktiviteten de steder, “hvor mennesker forsamler sig”; og (c) den praktiske konklusion er at lukke for “unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode”.
Analysen er kort sagt sundhedsfaglig, strategien udledt heraf, og de praktiske skridt er baseret på “myndighedernes anbefaling” (ikke “sundhedsmyndighedernes”). Der ruttes ikke med sandheden, men for de, der kan og vil lytte eller læse, er det klart nok.
Almindelig brug af begreberne myndighed og myndigheder
Lad os se nærmere på statsministerens sprogbrug.
Begrebet “myndighed” bruges ikke blot om de af den danske stats enheder, der er udstyret med magtbeføjelser. I den nye udredning af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen og udredningsgruppen, Håndtering af Covid-19 i foråret 2020, gør forfatterne således opmærksom på, at termen “sundhedsmyndighed” ikke blot bruges om Sundhedsstyrelsen (SST):
“De sundhedsfaglige myndigheder er i den sammenhæng de statslige styrelser og institutioner, som overvåger sundhedstilstanden, fører tilsyn med sundhedsvæsenet og er inddraget i sundhedsfaglig rådgivning af ministre og regering.” (S. 24)
Det er ikke at lyve i dagligsproglig eller statsretlig forstand, det er ordinær politisk retorik
Det mere omfattende begreb “myndigheder” bruges tilsvarende fleksibelt.
Der er noget støvet doktrinært over debatten. I den verden, vi lever i og har levet i i årtier, er der myndigheder på mange planer, fra det kommunale og statslige til det mellem- og overstatslige niveau, hvad sidstnævnte angår ikke mindst EU-kommissionen, EU-domstolen, den europæiske Central Bank, og de europæiske Finanstilsynsmyndigheder, Europarådet og Menneskeretsdomstolen, FNs sikkerhedsråd osv.
Myndighedsbegrebet bruges i dag tilsvarende fleksibelt. Det bør man vedblivende holde sig for øje.
Med Grønnegård-udvalgets udredning har vi fået et godt billede af baggrunden for, hvad statsministeren mente, da hun 11. marts henviste til myndighedernes anbefaling. Beslutningen om den delvise nedlukning, der blev proklameret den dag, var et resultat af en proces over flere dage med bidrag fra mange enheder:
Den nationale operative stab med rigspolitiet for bordenden, AC-gruppen (kredsen af afdelingschefer i ministerierne), sundhedsmyndighederne (SST, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Lægemiddelstyrelsen), men også eksterne myndigheder som World Health Organization og European Centre for Disease Prevention and Control, der jo ud over at rådgive også har visse magtbeføjelser.
Statsministeren refererede til ‘myndighederne’ i bred forstand
Det er tindrende naivt at tro, at en så vidtrækkende beslutning som at lukke landet delvis ned udspringer af en enkelt organisatorisk enheds anbefaling. Og det er barnagtigt at forvente, at en beslutning af den art, taget under voldsomt tidspres, er taget på grundlag af et notat, der afvejer de forskellige hensyn. Udredningen viser faktisk og meget dramatisk, hvis man ellers gider læse den med et åbent sind, hvor tumultarisk og hvor hurtigt processen forløb.
At SST ikke var enig i det politiske niveaus empidemibekæmpelsesstrategi, var velkendt for alle partier og for offentligheden, for det fremgik klart af SSTs strategipapir af 10. marts, at SST på det tidspunkt anbefalede en noget mere begrænset strategi for inddæmning.
Det er derfor dækkende, omend ikke ganske fyldestgørende, at henvise til myndighedernes anbefaling
Det var samtlige partier bekendt, for papiret blev samme dag oversendt til Folketinget, lige som det fremgik af de mundtlige redegørelser, partilederne modtog undervejs (herunder umiddelbart før statsministerens pressebriefing den 11. marts). Det var faktisk på grund af denne uenighed, at SST d. 12. marts blev frataget den helt centrale beføjelse ved epidemibekæmpelsen, med støtte fra et samlet Folketing.
Når statsministeren den 11. marts henviser til myndighedernes anbefaling, anvender hun termen “myndighederne” i den brede betydning — og undlader desuden omhyggeligt at redegøre for uenighederne i kredsen af myndigheder, især SSTs udtrykkelige forbehold over for omfanget af nedlukning. Men det er sædvanlig praksis: Ingen statsminister fortæller frivilligt om røgen i køkkenet.
Alle politikere benytter den slags generaliseringer, når de ikke ønsker at fremhæve uenigheder og forskelle i baglandet: “danskerne”, “arbejderklassen”, “erhvervslivet”, “skatteyderne” osv. (i modsætning til “muslimerne”, “indvandrerne”, “eliten” osv.).
Myndighedernes anbefaling er almindelig politisk retorik – dækkende, men ikke fyldestgørende
Når statsministeren bruger termen “myndighederne” i bestemt flertal og dermed rent grammatisk inkluderede SST, selv om SST ikke var helt enig, skyldes det selvfølgelig et ønske om at give indtryk af enhed — og for dermed at binde SST til masten.
Det er ikke at lyve i dagligsproglig eller statsretlig forstand, det er ordinær politisk retorik. Men hvis statsministeren i Folketinget, som svar på et spørgsmål om, hvorvidt SST var helt enig i nedlukningen, som den blev bebudet d. 11. marts, havde svaret bekræftende, havde hun derimod vildledt Folketinget.
Statsministeren beskrev faktisk selv processen tilbage i juni, optaget i denne video:
Hun går her så langt, man kan forvente, en minister går, når det drejer sig om den interne beslutningsproces.
Beslutningen udsprang af et omfattende arbejde udført som en kollektiv indsats i en bred kreds af myndigheder og ministerier, med statsministeriet som drivende kraft (og med SST som en central, men delvis modstræbende bidragyder). Det er derfor dækkende, omend ikke ganske fyldestgørende, at henvise til myndighedernes anbefaling.
Se professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen her:
LÆS MERE I POV OM CORONAKRISEN HER
Topillustration: Christiansborg fra Marmor-broen. Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
