Man skal forstå historien, ikke redigere i den

Nikolaj Bøgh 16.05.2019

KOMMENTAR – Gyldendals beslutning om at bortcensurere otte af Halfdan Rasmussens børnerim er historieløs og udtryk for en misforstået hensyntagen til børn. Tværtimod er det en kilde til dybere forståelse for ens egen kulturelle baggrund og historiens udvikling, at man stifter bekendtskab med fortidens sprogbrug, skriver Nikolaj Bøgh, der også mener, at Gyldendal i virkeligheden sværter Halfdan Rasmussens eftermæle til ved at fremstille ham som en kontroversiel forfatter, hvis værk har brug for redigering for at være gangbart i vore dage.

Gennem en årrække har det gennemgående været en kilde til hovedrysten og himmelvendte øjne i den danske debat, når man hørte historier fra Sverige (og Norge) om, at man censurerede de svenske børnebogsklassikere, så Pippi Langstrømpes far ikke længere var ”negerkonge”, men sydhavskonge, og ikke længere herskede over ”kurrekurredutterne”, men i stedet over de ”de indfødte.”

Nu har vi her i landet fået vores eget eksempel på politisk korrekt redigering af børnebøger med Gyldendals nye udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, illustreret af Ib Spang Olsen, hvor otte rim er fjernet, fordi de indeholdt ord som ”neger” og ”hottentot”. Gyldendal begrunder valget med, at det er en børnebog, og at man må være særlig varsom med muligt racistisk indhold i bøger til børn, mens man er mere overbærende, når det kommer til bøger til voksne.

Det er paradoksalt, at Gyldendals beslutning i virkeligheden sætter Halfdan Rasmussen i et kontroversielt lys som en potentielt racistisk forfatter

Beslutningen er blevet heftigt kritisereret af både Halfdan Rasmussens og Ib Spang Olsens børn. Halfdan Rasmussens datter Iben Nagel Rasmussen siger således: “Digtene tilhører en tid, og så må forældrene tage en diskussion med deres børn, hvis de vil læse de digte op og forklare, at på den tid var det ikke skældsord eller racistisk ment overhovedet. Det var faktisk det eneste ord, man havde, og så kan det måske blive en forståelse for børnene om, at sproget forandrer sig.”

Halfdan Rasmussen var i den grad antiracist

Iben Nagel Rasmussen har her en vigtig pointe, og det er paradoksalt, at Gyldendals beslutning i virkeligheden sætter Halfdan Rasmussen i et kontroversielt lys som en potentielt racistisk forfatter, for han var i den grad humanist og antiracist, hvilket flere af de bortcensurerede rim da også tydeligt vidner om, som f.eks. dette fine digt:

Lille negerdukke
sover i min seng
sammen med en dejlig
gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine
kære børn til ro,
klappet dem på kinden,
kysset begge to.

Vi er een familje.
Børn af samme jord.
Sov, min sorte søster
Sov, min gule bror

Halfdan Rasmussen skrev “neger” og ”hottentot” i sine digte. Ikke fordi han var racist, men fordi det var sprogbrugen dengang. Fremfor at forklare dette i bogen, vælger Gyldendal at censurere ham og efterlader dermed et billede af en forfatter, der brugte ”forkerte” ord og dermed kunne tages til indtægt for racisme eller bruges som undskyldning for udbredelse af racistiske begreber.

Gyldendal vil skabe et kunstigt historieløst rum

Den sværten af Halfdan Rasmussens eftermæle og hensigter, som Gyldendal dermed reelt foretager, er problematisk. Langt værre er det dog, at beslutningen åbner en ladeport for redigering og censur af fortidens kunst og litteratur, i hvert fald hvis børn er målgruppen. Men forsøger man at renskure fortiden for ”forkerte” ord og tanker, så opstiller man et falsk billede af historiens og kunstens udvikling, som snyder børn for forståelsen for, hvordan kultur og tankegange har udviklet sig – hvilket ellers præcis er en af de store gaver ved at åbne fortidens litterære univers for dem.

Man forsøger at skabe et kunstigt historieløst rum til børnene og en illusion om, at vore dages normer altid har været de gældende. Dermed øger man ikke børnenes dannelse og forståelse af deres fortid og nutid, man snyder dem i virkeligheden for meget væsentlige dimensioner, fordi de berøves muligheden for selv at kunne se, hvordan opfattelsen af mennesker og ord har ændret sig. Det kan der umuligt være noget skadeligt ved, navnlig ikke hvis forlaget tydeligt forklarer baggrunden for ordene i bogen og forældrene i øvrigt er opmærksomme på at forklare den.

Forsøger man at renskure fortiden for ”forkerte” ord og tanker, så opstiller man et falsk billede af historiens og kunstens udvikling

Vore dages børn vokser for hovedpartens vedkommende op med en bred vifte af etniciteter i deres omgangskreds, og de bliver altså ikke racister af at læse et rim, hvor der står ”neger” eller ”hottentot”. Tværtimod kan de uvante ord få dem til at stoppe op og reflektere over, hvor anderledes deres samtid er end Danmark var for bare 60 år siden, hvor Halfdan Rasmussen skrev sine rim og digte.

Det er en rigdom at kende til kulturens og historiens udvikling

Censurerer vi fortiden, også selvom det er i den ædle hensigt at skåne børn, så fælder vi en moralsk dom over datidens sprog, som udelukkende tager udgangspunkt i vore dages moralske opfattelse og helt mangler forståelse for, hvordan tidligere tiders virkelighed og verdensbillede var. Men hvis man udelukkende vurderer fortidens begivenheder og fortidens mennesker efter vore dages normer, så forstår man ikke, hvordan historien har udviklet sig, som den nu gjorde – og dermed heller ikke, hvordan vore dages samfund er blevet, som det er. At kende til tidligere tiders verdensbillede og sprogbrug, det er noget, der gør os klogere på og mere bevidste om historiens udvikling, og hvad vi kommer af.

At vi i dag anvender en sprogbrug, som er mere hensynsfuld, er jo dybest set et spændende udtryk for, at verden har bevæget sig, og at vi i dag er et bedre sted med større tolerance mellem mennesker

Vi er et produkt af fortiden, men fortiden er ikke et produkt af os, og ingen bliver klogere af at ”rette” på, hvad man i dag måtte mene er fejl og mangler ved fortiden. Tværtimod. Historie og kultur er spændende og vigtig at kende til, men man skal ikke botanisere i den og beklage bestemte historiske forhold eller begreber, som man ikke bryder sig om. De er i lige så høj grad et led i den lange kæde af begivenheder, der har gjort os til dem, vi er.

Man kan sige, at sådan ville man (måske) ikke selv have skrevet, hvis man havde levet dengang, men det er dybest set helt og aldeles ligegyldigt. For det er ikke en selv, og man kan ikke ændre på datidens verdensbillede. At vi i dag anvender en sprogbrug, som er mere hensynsfuld, er jo dybest set et spændende udtryk for, at verden har bevæget sig, og at vi i dag er et bedre sted med større tolerance mellem mennesker.

Det bør man ikke lægge skjul på. Heller ikke – eller rettere sagt slet ikke – overfor børn.

Foto: Fra omslaget ‘Abrakadabra og andre børnerim’ fra Gyldendals presseservice.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.