Al Pacino 80 år: Fra Godfather og Shakespeare til Tarantino

i Kultur/Film af
80 ÅR // NAVNE – At Pacino stadig har noget at byde på, kan man overbevise sig selv om ved at (gen)se Tarantinos både originale og underholdende ‘Once Upon A Time In Hollywood’ (2019) samt Scorseses knap fire timer lange gangsterepos ‘The Irishman’ (2019) for Netflix, hvor Pacino spiller den magtfulde Teamsters boss Jimmy Hoffa overfor Robert de Niro og Joe Pesci.

Pacino er vokset op i New York og stammer fra et italiensk/amerikansk familiemiljø. Efter en broget skolegang forlod han som ung teenager,  til moderens store frustration, sit barndomshjem for at læse skuespilkunst i Highschool of Performing Arts nær Manhattan. Kendt under tilnavnet Sonny tog han skiftende og lavt betalte servicejobs for at kunne finansiere studierne.

Allerede som knægt og teenager startede han med at ryge, drikke og inhalere marihuana, men holdt sig fra de hårde stoffer, da han så nære venner dø af narkomisbrug. Pacino kom jævnligt i slagsmål, og blev kendt for et iltert temperament.

I 1962 døde moderen i en alder af blot 43 år, mens han selv levede på gaden som hjemløs og arbejdsløs bums, der søgte husly her og der. Senere i 60’erne lykkedes det for Pacino at få hold på tilværelsen og klare optagelsesprøverne til det legendariske The Actors Studio, hvor han i en årrække blev undervist i metodeskuespil af skolens leder, den højt anerkendte og polskfødte coach Lee Strassberg.

Flere generationer af teater- og filmskuespillere er blevet lært op af Strassberg, som fik vital betydning for Pacinos fremtidige karriere sammen med The Actors Studio

Flere generationer af teater- og filmskuespillere, eksempelvis James Dean, Marilyn Monroe, Paul Newman, Jane Fonda og Dustin Hoffman, er blevet lært op af Strassberg, som fik vital betydning for Pacinos fremtidige karriere sammen med The Actors Studio.

Det har Pacino fremhævet i flere interviews, hvor han udtrykker sin taknemmelig over at være endt i de rette rammer, der reddede ham fra skodjobs og det barske liv på samfundets skyggeside. Siden 2010 har Pacino sammen med kollegerne Harvey Keitel og Ellen Burstyn været en del af ledelsen hos The Actors Studio.

Karrieren og Corleone

Fra slutningen af 60’erne tog det hele form først i teatret og dernæst på lærredet. I 1967 spillede han teater i Boston og tjente en hyre, der var til at leve af. To år senere bjergtog Pacino Broadwaypublikummet i stykket ‘Does A Tiger Wear a Necktie’, som indbragte ham en prestigefyldt Tony Award.

Parallelt med filmarbejdet har Pacino frem mod vor tid haft roller på de skrå brædder, når en presset kalender tillod det. Som på film mestrer han også her det meste: Shakespeare, Brecht, Oscar Wilde, Eugene O’Neill og David Mamet. Forskellige genrer, karakterer og tidsperioder der demonstrerer enorm alsidighed, dybde og forståelse af faget.

Pacino fik sin filmdebut i 1969 i dramakomedien ‘Me, Natalie’, og dernæst var han klar til sin store tour de force i 70’erne, hvor han brillerede i en række klassikere, som ville have sikret ham evig legendestatus, havde han valgt at stoppe der.

I 1971 agerede Pacino desperat narkoman i den barske ‘Panik i nåleparken’, og nok så vigtigt: Filmen blev set af Francis Ford Coppola, der havde ham i kikkerten som Michael Corleone i den første af tre ‘Godfather’ film i 1972. Produktionsselskabet bag så helst en langt mere kendt stjerne ved siden af Marlon Brando, der er overhovedet i den hovedrige Corleone klan. Men Coppola fik sin vilje.

Mænd i skudlinjen – alt fra charme, idealisme og coolness til fortabelse, undergang og opløsning. Pacinos palette er enorm

‘Godfather-trilogien’ portrætterer det amerikanske samfunds mindre flatterende sider på såvel mikro- som makroplan, hvor Corleonefamilien og alle dens hitmen og håndlangere bliver synonym med ‘corporate crime’ i et kapitalistisk samfund, hvor korruption, et vist mål af politisk indflydelse og kontrol med lyssky aktiviteter er lig med stor magt og lav moral.

I det univers indtager Pacinos Michael Corleone en nøglerolle som arvtager til mafiadynastiet. Skuespilleren blev via trilogiens første og anden del The Big Star i amerikansk film ved at køre hele sit register i stilling; det kynisk, kolde og kontrollerede magtmenneske der udfordret på adfærd, værdier og beslutninger går fra det indædte og koleriske til en destruktivt detonerende bombe af had og aggression.

De mange nuancer og facetter i personificeringen af Michael Corleone har Pacino taget med sig i et utal af senere roller. Mænd i skudlinjen, under pres, i social deroute, i magtfulde positioner og i moralsk ingenmandsland, der forsøger at bemestre situationen – alt fra charme, idealisme og coolness til fortabelse, undergang og opløsning. Pacinos palet er enorm.

Glansrollerne stod i kø

I 1973 gav Pacino den som omkringvandrende vagabond i det amerikanske hjerteland ledsaget af Gene Hackman i Jerry Schatzbergs guldpalmevinder ‘Fugleskræmslet’. Samme år viste Pacino tænder som betjenten, der forsøgte at bekæmpe korruption i egne rækker i den autentiske ‘Serpico’ instrueret af Sidney Lumet.

To år efter lod Lumet Pacino løbe linen ud i en frådende vild præstation i bankrøver- og gidseldramaet ‘En skæv eftermiddag’ bygget på virkelige hændelser. I 1979 gjorde Pacino en god figur i ‘And Justice for All’ (Norman Jewison), men der er nu mere fart over feltet i Brian de Palmas ‘Scarface’ (1983) med Pacino som cubanskfødte Tony Montana, der ryger til tops som narkobaron i Miamis underverden en rolle, mange siden har identificeret ham med.

80’erne blev derudover en mager affære for Pacino, der dog klarer sig fint som detektiv på jagt efter en seriemorder i ‘Sea of Love’ (1989). Mere snit er der over det efterfølgende årti, der så lovende ud med ‘Frankie and Johnny’ i 1991. Inden da havde han bidraget til afslutningen af Corleone sagaen i ‘Godfather III’ og medvirket i kassesuccesen ‘Dick Tracy’.

Den forkerte Oscar og Shakespeares sjæl

I 1993 modtog Pacino sin eneste oscarstatuette ud af ni mulige for bedste hovedrolle som den blinde oberstløjtnant Frank Slade i den ærligt talt noget fjollede og overvurderede ‘En duft af kvinde’. At spilde den fornemmeste udmærkelse på et så inferiørt værk til en af filmhistoriens største skuespillere er jo nærmest en hån og udtryk for kriminelt dårlig smag.

Den Oscar burde have tilfaldet præstationen som Don Corleones søn eller som den bankrøvende aktivist i ‘En skæv eftermiddag’. Yderligere et par eksempler på at Academy Award komiteen i ny og næ skyder totalt forbi skiven under udøvelsen af sit smagsdommeri.

I 1993 modtog Pacino sin eneste Oscar statuette ud af ni mulige for bedste hovedrolle som den blinde oberstløjtnant Frank Slade i den ærligt talt noget fjollede og overvurderede ‘En duft af kvinde

Solidt håndværk i genrerstykkerne ‘Fanget af fortiden’ (1993), Michael Manns ‘Heat’ (1995), hvor Pacino for første gang spiller direkte fysisk overfor Robert de Niro, og ‘Donnie Brasco’ (1997) fulgte, men mere bemærkelsesværdigt er de dybere kunstneriske lag, der kommer til udtryk i dokumentaren ‘Looking for Richard’ (1996), som Pacino selv stod for instruktionen og produktionen af.

Filmen følger arbejdet med opsætningen af Shakespeare stykket ‘Richard den tredje’, mens Pacino i gader og stræder giver den som reporter, der udspørger unge mennesker om deres kendskab til og syn på Shakespeares rolle i det moderne samfund. Begavet, besnærende og relevant – dette koncept måtte Pacino gerne gentage, før han vælger den endelige pensionering.

Stjerneskud i en sen alder

Det nye årtusinde har budt på kompetent og engageret spil i film- og tv titler som Christopher Nolans psykologiske thriller ‘Insomnia’ (2002), ‘Købmanden i Venedig’ (2004) efter Shakespeares drama, HBO produktionen ‘You Don’t Know Jack’ (2010) og som den rablende skøre musikproducer Phil Spector i dokudramaet af samme navn for HBO i 2013.

Som nævnt i indledningen er det imidlertid stærkt seværdige optrædender i ‘Once Upon A Time In Hollywood’ og ‘The Irishman’, der sidste år definitivt satte skabet i efterårsfasen af Pacinos professionelle løbebane. Hvornår dagens runde fødselar siger endeligt stop, forlyder der dog intet om pt.

Måske når Al Pacino, der har modtaget et imponerende antal af Oscar-, Emmy-, Golden Globe- og Tony Awardnomineringer plus ærespriser, stadig at smide et par yderligere trumfkort, før den fede dame synger sin sidste sang.

Det skal i så fald være Alfredo James Pacino mere end almindelig velfortjent.


Illustration: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur