AfterRite – en formsikker ballet om ofringen af den Anden i vor tid

af i Kultur/Scenekunst

BALLET // ANMELDELSE – Wayne McGregors ballet AfteRite er et formsikkert narrativ, der peger på fremkomsten af en stigende ondskab og fascisme i vor tid udtrykt som hadet mod og udgrænsningen af den Anden, det andet menneske. Grundpointen er, at vi alle hver især i mødet med det onde kan ikke blot kæmpe, men også vinde.

Det var en stor oplevelse at blive præsenteret for Den Kongelige Ballets udgave af Wayne McGregors ballet AfterRite for et par uger siden i Operaen i København. Allerede fra første scenebillede stod det klart, at kontemporær ballet i McGregors formsikre koreografiske gestaltning er så meget mere end blot spidsborgerlig dekorativ dans, der luller betragteren ind i et overfladisk velbehag.

Tværtimod udgør McGregors AfterRite en sjældent vedkommende ballet, der formår at forene en præcis formbestræbelse med et stærkt og prægnant narrativ om et af de allerstørste uhyrer i vor egen tid, nemlig fremkomsten af en stigende ondskab og fascisme, udtrykt som hadet mod og udgrænsningen af den Anden, det andet menneske, det menneske, der udråbes til at være forskellig fra massen, flertallet eller den mest dominante gruppe i et samfund.

Hendes lette, hvide kjole signalerer ikke blot uskyld, men også dén sarte skrøbelighed og sitrende porøsitet, som fascismen i dens blinde tilbedelse af styrke foragter

McGregor har valgt at skabe AfterRite til Igor Stravinskijs Le sacre du printemps, et stykke musik til hvilket Vaslav Nijinskij oprindeligt koreograferede en ballet oppebåret af en fortælling om en ofring af en ung kvinde, udtrykt som et hedensk forårsritual, et forårsoffer. Som titlen AfterRite indikerer, er McGregor med sit værk imidlertid langt forbi en koreografisk tematisering af et forårsritual.

Central fortælling om et offer

Alligevel er McGregors valg af Stravinskijs Le sacre du printemps ingenlunde et tilfælde; McGregors AfterRite kan ses som en krystallisation af dén grundlæggende fortælling, der står tilbage, efter at beretningen om et forårsritual er gledet ud, nemlig den altoverskyggende centrale fortælling om et offer, det offer, vi som samfund fremmaner i vor egen tid, ofringen af det andet menneske. McGregors AfterRite er på denne vis en tematisk opdatering af Nijinskijs historiske forlæg; man kan sige, at McGregor så at sige har taget den vigtigste narrative komponent ud af det historiske forlæg, fortællingen om offeret, og løftet denne ind i en ballet om en ofring i vor egen tid og i vort eget samfund.

At der gives en anden mulighed for os som samfund end at ofre den Anden, den, der er forskellig fra massen, majoriteten eller den mest magtfulde gruppe, antyder McGregor elegant i et kort nu i ballettens åbningssekvens. To mandlige dansere står overfor hinanden, og ved deres allerførste bevægelser spejler de hinanden i en markering af, at grundlæggende, som kroppe, kan vi mennesker – alle forskelle til trods – altid søge at se os selv i det andet menneske. Vi kan altid potentielt i en spejlende indføling søge en integrerende forståelse af det andet menneske, dets vilkår og dets oplevelseshorisont.

Denne mulighed tabes imidlertid straks; de to mandlige dansere ophører med at spejle sig i hinanden. De bevæger sig væk fra hinanden og begynder hver især at danse med to kvindelige dansere. Dernæst fyldes gulvet med flere dansere. Og som betragter kan man pludselig ikke undgå at bemærke, at samtlige dansere på scenen er klædt i en kølig og lys grå farve, der angiver, at her har vi med en gruppe at gøre, der ikke holdes sammen af den empatiske genkendelse af selvet i den Anden, men som derimod lader sig aftegne som en tribalistisk gruppe ved en grå udslettende konformitet.

Totalitarisme, fascisme og konformitet

Sammenhængen mellem fascisme og konformitet er eksempelvis brilliant blotlagt af den italienske instruktør Bernardo Bertolucci i hans film Il conformista fra 1970. Den totalitære forestilling om, at det individuelle er det onde, den fremmede er den tvivlsomme, og dén, der er anderledes, er dén, der med vold og magt skal udslettes, i samklang med et ideal om opløsningen af det enkelte menneskes individualitet ved dets indføjning i én stor forskelsløs konformisme, alt dette er markører af fascisme.

Det er således med bange anelser, at man, efter at have set nævnte dansere i McGregors AfterRite forene sig i en forskelsløs konformisme, der videre koreografisk aftappes i bevægelser, der aftegner brutale rette vinkler, ser en kvindelig danser i en hvid kjole komme frem fra bagtæppet.

Ikke et sekund er man i tvivl om hendes afvigende individualitet i forhold til gruppen. Denne kvindes tilsynekomst angiver tilsynekomsten af et potentielt offer. Hun er den Anden, som gruppen kan rette sin brutalitet imod. Hendes lette, hvide kjole signalerer ikke blot uskyld, men også dén sarte skrøbelighed og sitrende porøsitet, som fascismen i dens blinde tilbedelse af styrke foragter.

En mandlig danser indleder en dans med denne kvinde i den hvide kjole, og i deres dans aner man muligheden for kærlighed og ømhed, men også fare og død. Symbolsk er der tale om to vidt forskellige måder at tilgå den Anden på; enten ved den indfølende ømhed, en kærlighed til medmennesket, eller ved den destruktive bestræbelse, der i sidste instans realiserer døden, udtrykt som drabet på den Anden, ofringen af den Anden.

Bærer af individualitet og forskel

Valget mellem disse to måder at tilgå medmennesket på er fundamentalt et moralsk valg; et valg, vi alle altid er stillet overfor i konkrete handlingssituationer. Og McGregor viser dette grundlæggende valg i denne første dans mellem kvinden i den hvide kjole og den mandlige danser.

Ved musikkens stigende intensitet markeret ved pauker og blæsere fornemmer man snart, at det er faren og døden, som vælges; kvinden i den hvide kjole er udsat, hun er udset som den bærer af forskel og individualitet, som i det kommende søges dræbt.

Børnene står inde i glashuset, og i sin rækken ud efter dem er hun ikke bare bærer af individualitet og forskel, men også legemliggørelsen af omsorg, ømhed og kærlighed

Og ganske rigtigt får kvinden i den hvide kjole straks efter en sort hætte trukket ned over hovedet. Massen af dansere kommer ind på scenen, brysk hives kvinden i den hvide kjole til side og stilles hen foran hjørnet af et glashus, der er placeret til venstre i scenebilledet. To mandlige dansere holder så at sige vagt ved kvinden; som en fange står hun nu med den sorte hætte trukket ned over ansigtet, som et menneske før en henrettelse, før en ofring.

Massen af dansere materialiserer volden mod kvinden i den hvide kjole, hun er den Anden, som massens voldelige destruktion retter sig imod; på et tidspunkt hives hun også frem fra hjørnet af glashuset, hvorefter danserne bevæger sig aggressivt i en cirkel omkring hende.

Lys og mørke

Endnu en gang angives et valg, en anden mulighed af McGregor; en mandlig danser tager hætten af kvinden i den hvide kjole, og hun prøver at nå to børn, hendes to børn, tænker man som betragter. Børnene står inde i glashuset, og i sin rækken ud efter dem er hun ikke bare bærer af individualitet og forskel, men også legemliggørelsen af omsorg, ømhed og kærlighed. I en understregning af, at det moralske valg mellem destruktionen og døden på den ene side og omsorgen og kærligheden på den anden side også er vores valg, vores alles valg, vender kvinden i den hvide kjole sig efterfølgende ud mod publikum; hun rækker ud mod publikum og gør også det moralske valg til vores valg.

Påpegningen af konflikten mellem lys og mørke, det gode og det onde, ømheden og volden, kærligheden og drabet, sætter sig igen igennem i balletten, nu ved fremkomsten af en sol på scenens bagtæppe; muligheden for at vælge lyset er igen tilstede. Den mandlige danser og kvinden i den hvide kjole danser således atter med hinanden under solen i lyset.

Men også denne mulighed tabes; strygerne intensiverer musikken, kvinden i den hvide kjole går ind til sine børn, og scenebilledet skifter til en måneblå nat, et optisk varsel om mørke og død.

Blodsudgydelse

Ved denne nattens ende fremkommer en slags zone af daggry, som glider over i et rødt farvet scenebillede, der konnoterer blod, og McGregor lader dernæst massen af dansere indtage scenen i en kollektivets blodrus. Massen er her ikke blot holdt sammen af konformitet, men også forenet i et modbydeligt fællesskab af voldshandlinger, et fællesskab, der søger udgrænsningen og ofringen af den Anden ved blodsudgydelse.

Massen af dansere bliver i McGregors AfterRite til en stor krop i blodrusen, symbolsk som den store krop, samfundet ses som i den fascistiske ideologi

Som en henvisning til vor egen tids massive repræsentationer af vold og drab på TV-kanaler og sociale medier, vor egen tids billedmedierede ondskab, har McGregor også valgt at opstille et kamera på et stativ ude i venstre side af scenebilledet; et kamera ved hvilket en kvindelig danser er vidne, ligesom vi er det som publikum, til blodrusens endeløse aggressivitet; passive vidner er vi som hun til destruktionen og volden uden at træde i karakter som moralske agenter og gribe ind.

Massen af dansere bliver i McGregors AfterRite til en stor krop i blodrusen, symbolsk som den store krop, samfundet ses som i den fascistiske ideologi.

Kvinden i den hvide kjole er nu udenfor glashuset, hvor hun holder beskyttende om sine børn. Lyset er hvidt, musikken sætter sig igennem for fuld kraft, og børnene tages fra hende. Tre mandlige dansere er omkring hende, så er en tilbage, bødlen måske, de kæmper, hun og han, til skyggerne af de andre dansere bag bagtæppet. Han er klar til at ofre hende, at gennemføre drabet.

Han tænder for ilden i glashuset, og der fremkommer røg; metaforisk udtrykt som det, at grundstrukturer brændes ned.

Kvinden i den hvide kjole og manden, der er rede til at ofre hende, dræbe hende på konformitetens alter og bringe hende som et offer til fascismens modbydeligt onde guddom, kæmper nu en kamp på liv og død. Som betragter frygter man det allerværste, dét at han om lidt får sat sin destruktive vilje igennem og realiserer drabet.

Irreducibel og uerstattelig individualitet

Og så pludselig som et mirakel, en påmindelse om, at det gode kan materialisere sig, selv når modstanden synes uovervindelig, finder kvinden i den hvide kjole kræfterne til at sætte sig igennem og afvise drabet ved dét, at hun slår ham omkuld. En overrumplende afslutning, der understreger den grundpointe, at vi alle hver især i mødet med det onde kan ikke blot kæmpe, men også vinde.

Vi kan vinde kampen mod den snigende fascisme af vor egen tid, vi kan finde kræfterne til at slå den tilbage, vi kan afvise udgrænsningen af medmennesket, ofringen af den Anden. Vi har styrken til dette, til at holde fast i hver enkelts irreducible og uerstattelige individualitet i et forsvar for den frihed og pluralisme, der er totalitarismens anti-tese.

McGregors AfterRite er på denne vis ikke en dystopisk ballet, der efterlader os kuldslåede og uden håb. AfterRite er snarere en ballettens præcise og formsikre dissektion af vor tids totalitære rædsel; en flot og prægnant koreograferet advarsel om den ondskab, der kan tage fat og i sidste instans tage os alle, hvis ikke hver enkelt af os finder kræfterne til med alt, hvad vi har, at afvise drabet på det medmenneske, der er forskellig fra os selv, ofringen af den Anden.


Fotos: Henrik Stenberg.

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på to fag, nemlig Filosofi og Videnskabsteori samt Performance Design. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International vil Dorte Jelstrup blogge om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Seneste artikler om Kultur