KONCERT // ANMELDELSE – Der er et stærkt element af indre dialog i den spanske guitarist Pablo Sainz-Villegas’ soloaften i Mogens Dahl Koncertsal: Et fejende, fyrigt og mediterende solokoncertprogram med nye og gamle værker udført med lige dele passion, inderlighed og virtuositet på et mesterinstrument.
Som åbningskoncert i Mogens Dahl Koncertsals efterårssæson var valget faldet på en ren sologuitaraften lagt i hænderne på spanske Pablo Sainz-Villegas, der af flere er blevet udråbt til den legendariske Andrés Segovias efterfølger. Man forstår sandheden i dette efter to timer i selskab med denne musikers virtuose, fejende flotte og samtidig reflekterende, mediterende og selvlyttende spil.
Der er et stærkt element af indre dialog og dialog med det koncertrum, som han sidder i under hele spillet, og det kan ikke undgå at drage det lyttende publikum helt ind i hans personlige udtryksverden. Salen, som er designet til at rumme op til ca. 200 personer, skaber her en forbilledlig tæt og eksklusiv kontakt mellem solist og publikum i en grad, der ikke er almindelig. Samtlige tilstedeværende holdt da også som i en fælles pagt vejret under den tætte forbindelse, der meget hurtigt blev skabt og varede ved mellem guitaristen og de lyttende.
Måske er det netop den spanske guitars særlige sprøde klang, ligesom et spinet i baroktiden, der, parret med dens voldsomme akkordbrydninger, når solistens negle slås hen over samtlige strenge, særligt ansporer tilhøreren. Men også Sainz-Villegas’ nærmest lydløse positionsbevægelser på gribebrættet får næsten i sig selv en til alene at fokusere på musikkens indre budskaber og glemme alt om det tekniske spil.
Musikken strømmede uhæmmet og sanddrueligt fra solisten, fri for ethvert strejf af folklore og turismeaspekter
På sit mesterinstrument, en spansk guitar fremstillet af Matthias Dammann, hvoraf der kun produceres to om året, og det til eksorbitante priser, kom Sainz-Villegas rundt om nogle af guitarrepertoirets mest markante værker. I første programdel fik vi Villa-Lobos’ 5 præludier (fra 1940) fulgt af Bachs berømte Chaconne (i solistens eget arrangement) og videre igen til et værk af den nutidige spanske komponist Francisco Coll, der er komponeret specielt til solistens særlige spilleteknik.
I anden del kom vi rundt om værker af spanske mestre som Joaquín Turina, Agustín Barrios Mangoré og Isaac Albéniz, der alle leverer fuldblodsmusik fra den spanske guitars toneverden, omend Albéniz’ tre stykker oprindelig blev komponeret for klaver.
Tilsammen med det fejende flotte ekstranummer, hvor hele instrumentets potentiale for at skabe imiterende lydbilleder af såvel strengeinstrumenter som trommer og andet slagtøj var i brug, blev vi af Sainz-Villegas indført i den spanske musikkulturs mange rige farveskalaer, der rækker lige fra den inderligste sagte hvisken til de fyrigste akkorder, hvor man nærmest føler sig stående foran vrinskende heste eller vilde, fnysende tyre inde i arenaens midte.
Alt blev her foredraget med en målrettethed og en mediterende ro, der forplantede sig til hele salen og forløste tonernes inciterende forløb, som kun en mester på et mesterinstrument kan gøre det. Man må beundre den vildskab, som på et splitsekund veksles til ømhed, og hvormed denne guitarist behersker sit spil. I denne musikalske omskiftelighed er der ikke blot overskud til at farve hver enkelt tone og frase, men tillige til at skabe lydlige ekkoer, som får de musikalske landskaber til at fremstå i alle deres dybdeperspektiver. Dette gjaldt ikke mindst under Villa-Lobos’ præludier, som solisten i sine korte introduktioner selv kaldte ”musikalske postkort”, men også i Albéniz’ stykker, hvor vi både var på landfast terræn i spanske dansetrin og på bølgen blå i vuggende barkaroler.
At der ligger en konstant vuggende og dansant karakter i så godt som al spansk musik, er ikke ukendt, men når den i sologuitarens klanglige og spilletekniske univers fremlægges så intimt og storladent på én og samme tid, bliver man kun bekræftet i, hvor ægte folkelig og universelt klassisk denne musikkultur er.
Det var som at være personligt til stede på et spansk landsbytorv under den årlige høstfest at følge denne musikers direkte og tætte tråde til sin egen musikkultur. Den oplevelse fås næppe mere autentisk, end det her var tilfældet, hvor musikken strømmede uhæmmet og sanddrueligt fra solisten, fri for ethvert strejf af folklore og turismeaspekter. Stor tak for dette går til såvel Pablo Sainz-Villegas som til Mogens Dahl Koncertsal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og