Man hører det ofte. Facebook gør os ensomme, stjæler vores tid og efterlader os deprimerede. Facebook bruges af 1,6 milliarder mennesker verden over, hvoraf 65% logger ind dagligt. Så hvis Facebook virkelig gør os nedtrykte, er det alvorligt. Men kan det passe, at et socialt netværk kan påvirke vores mentale velbefindende i den grad og er der ikke noget, vi kan gøre for at holde fast i de positive ting på Facebook?
Forskere i en række studier mener, at have påvist, at der er klar sammenhæng mellem depression og den tid man bruger på Facebook. Dog er nogle af dem også kommet frem til, at det er bestemte måder at bruge Facebook på, som gør os deprimerede. Det er altså ikke deprimerende i sig selv at oprette en Facebookprofil og skrive en statusopdatering om, at det godt nok er koldt i dag. Men det kan blive deprimerende, hvis den kommunikation du får tilbage på Facebook handler om at solen skinner på de andres palmeøer og hvis dit behov for varme i en kold tid aldrig bliver imødekommet.
Indtag Facebook efter rådene i “kostpyramiden”
Heldigvis er det muligt både at bruge Facebook og at bygge stærke relationer. Facebookforskerne Robert Kraut og Moira Burke har for nylig offentliggjort en artikel i Communications of the ACM, hvor de påviser, at det har stor betydning, hvem du kommunikerer med på Facebook. At kommunikere ofte og meget online med nære venner, har høj korrelation med bedre psykisk velbefindende og kan styrke os. Og omvendt; at tale meget med fremmede eller at læse om (be)kendte, betyder øget risiko for depression.
Så her får du min nyudviklede Facebook “kostpyramide”. Den er omvendt af kostpyramiden for mad, for på Facebook skal du have mest af det søde og meget mindre af det grove.
PRIVATE BESKEDER: Sørg for at få mest af det søde fra bunden
Hvis du trænger til opmuntring, så skriv en længere privat besked (svarende til et brev) til en af dine rigtige venner. Undlad at nøjes med at sende et fjollet link. Skriv hvordan du har det og spørg hvordan han har det. Spørg om du kan hjælpe med noget. Vær personlig og sød. Det søde kan man ikke få for meget af på Facebook.
KOMMENTARER OG LIKES: Likes er tomme kalorier. Skriv kommentarer
Det er rart at mærke, at nogen “Synes godt om” det man skriver, men Burkes og Krauts forskning viser, at hvis vi skal undgå at blive deprimerede, så virker kommentarer fra rigtige venner bedre end likes. Start med selv at kommentere mere end du “Synes godt om”. Skriv pænt til nogen, du kender og husk at man godt kan være venlig, selv om man er uenig.
CHAT VIA MESSENGER: Husk at tale om det vigtige
Facebook chat hænger sammen med private beskeder. Hvis din ven er online, får han din besked som chat. Hvis ikke, får han den senere. At chatte er personligt og der er undersøgelser der understøtter, at indadvendte teenagere får det bedre med deres problemer, hvis de chatter med deres venner. Alligevel skal vi huske, at chat er flygtigt og overfladisk og derfor bør indtages i sund balance med længere beskeder til rigtige venner.
ÅBEN DEBAT PÅ FACEBOOK: Drop det grove, med mindre du er i topform
Øverst i pyramiden finder du den åbne Facebookdebat. Det er den, der foregår under dine opslag, på kendte menneskers og virksomheder Facebooksider eller under avisartiklerne fra de medier, du følger. Det er den del af Facebook, hvor du ikke nødvendigvis kender dem, du taler med. Alle (eller alle venner – også dem du ikke kender i virkeligheden) kan deltage. Det er også her folk primært viser de positive sider af deres liv frem – og her, det er let at blive deprimeret, fordi solen altid skinner på vennernes billeder.
Misforstå mig ikke. Den åbne debat på Facebook kan sagtens være horisontudvidende og bidrage med livskvalitet. Du kan selv skrive et opslag, der virkelig får mange gode kommentarer og viden du har brug for frem. Du kan efterlyse hjælp og blive totalt overrumplet af, hvor villige folk er til at støtte dit projekt. Du kan blive både klogere og gladere af åben debat med en kendt person eller en politiker. Du kan være heldig, at mange af dem, du følger også giver plads til deling af ærlige opdateringer fra livets mindre rosafarvede dage. Men hvis du føler dig nedtrykt eller har tendens til depression eller føler dig meget alene, så er forskerne enige om, at de åbne debatter med fremmede, der smiler i solskin eller bader i opmærksomhed fra fans, er det, du skal have mindst af på Facebook.
Undgå at blive nedtrykt af Facebook. Brug mere tid på dine rigtige venner
Så sørg for at mærke efter af og til. Hvis de kontakter du allerede dyrker på Facebook er nære og hvis du kan nikke genkendede til, at du har gode, vigtige samtaler med vennerne om vigtige ting eller problemer online, og hvis du generelt føler dig beriget efter en tur på Facebook, så fungerer Facebook fint som platform for dit sociale liv og du behøver ikke tænke mere over det.
Hvis du derimod synes, du sidder udenfor og kigger ind på de andres skinnende liv, så prøv at bruge Facebook kostpyramiden. Drop at læse alle opslag i nyhedsfeedet fra mennesker der ikke er interesseret i dig og ræk i stedet mere ud til dem, du selv holder af og som er dine venner. Husk at bruge mest tid på nære relationer (eller på at bygge spirende relationer stærkere) og øv dig i at turde være ærlig overfor de få mennesker, der ved, at du er god nok – dine rigtige venner.
Lad derudover bare være med at gå på Facebook de dage, hvor du ikke orker det. Et par fastedage er også her en helt igennem sund idé. Personligt venter jeg bare på at 5:2 kuren for Facebookbrug slår igennem og selv gør jeg simpelthen det, at jeg fjerner Facebook appen fra min telefon i de perioder, hvor jeg har spist for meget grov åben debat og trænger til mere venlighed.
Så bruger jeg i stedet den indbyggede telefon og ringer til mine veninder og snakker med dem i timevis, præcis som dengang, før vi fik Facebook.
KILDER:
How Texting and IMing Helps Introverted Teens, Time, 30. august. 2012
Depression is a diseaseof loneliness, Guardian, 16. august 2014
Seeing Everyone Else’s Highlight Reels: How Facebook Usage is Linked to Depressive Symptoms. Mai-Ly N. Steers, Robert E. Wickham, and Linda K. Acitelli (2014). Journal of Social and Clinical Psychology: Vol. 33, No. 8, pp. 701-731.
Exploring Facebook Depression, Psychology Today, 25. maj 2015
Internet Use and Psychological Well-Being: Effects of Activity and Audience. Robert Kraut, Moira Burke (2015) Communications of the ACM, Vol. 58 No. 12, Pages 94-100 Link til abstract:
Online or offline: Connecting with close friends improves well-being Moira Burkes, Robert Kraut (2016) Facebook Research:
Venskaber er afgørende for din sundhed og overlevelse, 4. januar 2016, DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her