FILM // ANMELDELSE – Tre timer og tyve minutter med russiske aristokrater, der diskuterer alt mellem himmel og jord? En ret mærkelig film er kommet på MUBI. Frederik Bojer Bové forklarer, hvorfor filmen er must-see, især hvis man er fan af Dostojevskij.
Man skal være tålmodig, når man ser Cristi Puius Malmkrog, men tålmodigheden betaler sig. Tag f.eks tredje episode – ligesom Zack Snyder’s Justice League er Malmkrog en langfilm inddelt i seks toiletpause-egnede episoder – opkaldt efter konversationisten Edouard. Det er den længste, og mest monologiske af de seks episoder, hvor Edouard fremlægger sine politiske idéer om europæisk kontra ikke-europæisk civilisation, kolonialisme, og hvad der vil være Ruslands rolle i hele det her spil.
Det er en monolog som på én gang er ganske relevant for nutiden. Edouards idéer om kulturernes hierarki synes at være på vej tilbage – men på den anden side fanget i fortiden – 1800-tals Edouard er overbevist om, at der aldrig vil blive krig i Europa igen og desuden panisk angst for, at Rusland skal invaderes af enten Kina eller Mongoliet, få år inden at landet tabte en krig mod Japan.
Det kræver måske en kop kaffe eller to at komme igennem den næsten time-lange politiske analyse. Men så, lige pludselig, begynder der at ske ting. Et klaver spiller i det fjerne, tjenestefolk begynder at råbe, Edouards samtalepartnere begynder at rejse sig. Og kameraet fanger Edouards ansigt, og det billede er et helt fantastisk pay-off: Den utroligt kloge historiske analytiker pludselig overrumplet af kaos omkring ham. Det billede siger lige så meget, som Eduoard har gjort i den foregående time. Og den lange tale vs det visuelle glimt er en mesterlig kontrast. Som er værd at vente på.
Cristi Puiu: Rumænsk films foregangsmand
Malmkrog er en mærkelig afstikker for den rumænske instruktør Cristi Puiu. Puiu har i snart tyve år arbejdet på en serie af seks film, der alle skal foregå i Bukarest, og hvoraf han har lavet de tre: Hr Lazarescus sidste rejse (2005), Aurora (2010) og Sieranevada (2016). Hans realistiske Bukarest-projekt har nærmest revolutioneret rumænsk film, og han står i dag som foregangsmanden for den rumænske nybølge, der har givet os film som Cristian Mungius Palmevinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage.
Men Malmkrog er ikke spor realistisk, og har intet med Bukarest at gøre. I stedet er det en ret tekstnær filmatisering af en russisk filosofi-bog af Vladamir Solovyov, der på engelsk har fået titlen War, Progress, and the End of History: Three Conversations, Including a Short Story of the Anti-Christ. Puiu har givet karaktererne noget mere personlighed (i bogen hedder de bare ‘Generalen’, ‘Politikeren’ og ‘Mr Z’), men ret meget af filmen er bare konversationer, taget direkte fra den gamle bog.
Det minder lidt om den seneste Puiu-film, Sieranevada, der også skildrede en hel masse samtaler under en sammenkomst. Her var der dog også en emotionel kerne: Sammenkomsten var et begravelsesritual, og de deltagende var den døde mands familie, så samtalerne var ikke bare filosofi, men afdækkede også personlige relationer folkene imellem. Det fjerner Malmkrog, jeg kan overhovedet ikke regne ud, hvordan de deltagende personer kender hinanden.
På den led fungerer Malmkrog lidt, som når Puius landsmænd Radu Jude og Corneliu Porumboiu laver dokumentar-film indimellem deres fiktionsfilm, der skildrer de samme emner på nye måder. Der er sammenhænge mellem Sieranevada og Malmkrog, men Sieranevada er en fiktionsfilm skrevet af instruktøren selv, hvorimod Malmkrog er et eksperiment. De to film spejler hinanden, og i spejlet kommer visse ting til at stå tydeligere frem.
For eksempel er det for mig nu tydeligere at se, hvor meget Puiu kan minde om den store russiske forfatter Dostojevskij.
Solovyov og Dostojevskij
Man kommer ikke udenom at nævne Dostojevskij, når man taler Vladimir Solovyov. Han var nemlig en af den gamle forfatters gode venner, og menes at have givet inspiration til både Alyosha og Ivan Karamazov. Malmkrog virker da også dybt inspireret af den særlige form for Dostojevskisk polyfoni.
Det var litteratur-teoretikeren Mikhail Bakhtin der først beskrev Dostojevskijs værker som særskilt polyfone. Hermed mente han, at de enkelte karakterers stemmer spiller sammen, ligesom musikalsk polyfoni, flerstemmighed, uden at en enkelt idé eller person kom til at dominere. Tænk på Brødrene Karamazov, hvordan hver bror har sin egen livsfilosofi, eller hvordan Raskolnikovs nihilisme udfordres af de folk, han møder i Forbrydelse og Straf.
Det er også, for nu at være grov, fuldstændig utænkeligt, at en gruppe af russiske adelsmænd skulle kunne finde frem til sandheden om Krig og Kristendom i slutningen af 1800-tallet.
Malmkrog er polyfoni ført helt ud i ekstremerne. Hver stemme fremlægger sine egne synspunkter, og der diskuteres frem og tilbage. Der er ingen handling længere, ingen mord, ingen retssager, ingen kærlighedsintriger, bare snak snak snak snak snak. Og det ser ikke ud til, at de nogen sinde når frem til enighed, i stedet stopper filmen på en pause i snakken – og førend at bogen gør det!
Det er også, for nu at være grov, fuldstændig utænkeligt, at en gruppe af russiske adelsmænd skulle kunne finde frem til sandheden om Krig og Kristendom i slutningen af 1800-tallet. De har ikke viden om Verdenskrigene, om Revolutionen, der er et par enkelte jokes om socialisme, men det virker ikke som noget, nogen af dem overhovedet har overvejet skulle kunne spille en rolle. De vil, ligesom Edouard gør til sidst i hans monolog, blive afbrudt og overdøvet af verden rundt om dem.
Det ved Puiu. Det vidste Solovyov ikke. Det er, for mig at se, den helt essentielle viden, som Puiu tilfører det filosofiske værk. Det gør filmen trist og tragisk.
Moderne og tankevækkende
Men er det da overhovedet relevant at se på tre timer og tyve minutter med russere, der diskuterer alle de bedste idéer fra omkring århundredeskiftet? Ja, det vil jeg 100% mene, at det er. Der er meget af det, som ikke holder længere, men der er også mange af Dostojevskijs diskussioner om nihilisme og slavofili, som er blevet overhalet indenom, og derfor er Brødrene Karamazov stadigvæk sådan nogenlunde højdepunktet af menneskelig civilisation.
Malmkrog er must see for fans af Dostojevskij. Ja, den er lang, men det er trods alt mindre krævende end at komme igennem Solovyovs bøger. Og så tilføjer den visuelle side noget. Puiu er en mesterlig stilist, og han skifter stil gennem hvert af filmens seks kapitler. Mest af alt, så får han skabt en fornemmelse af at være sat uden for tid og rum.
Der er en melankolsk bund under det her snaksalige rumænske eksperiment, som gør det til en mærkværdigt emotionel stærk oplevelse.
Filmens første klip er en langsom panorering fra et vinterlandskab og hen mod det hus, hvor filmen foregår, og det fremstår nærmest som en ark af kultur midt i en verden af kulde og sne. Inde i huset er der ro og fred til endeløse intellektuelle udfoldelser, især fordi tjenestefolk hele tiden bringer mad, rydder af, holder styr på samovaren og, i filmens bedste øjeblik, får fat i et løbsk barn, inden hun forstyrrer snakken.
Man kan kort fortalt se, hvor meget arbejde, og hvor mange penge, der er gået til at holde den her slags bobler kørende. Og alligevel punkteres de jo i ny og næ. Arken tager vand ind. Det her russiske samfund gik under. Der er en melankolsk bund under det her snaksalige rumænske eksperiment, som gør det til en mærkværdigt emotionel stærk oplevelse.
Malmkrog kan ses via MUBI.
Malmkrog
200 minutter
MUBI
Fotocredit: MUBI
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
