MUSIK // ANMELDELSE – Hvis man sætter de tre verdensstjerner Michala Petri, Hille Perl og Mahan Esfahani til at spille sammen, får man kammerspil, der gnistrer. Det sker igen på denne nye udgivelse fra OUR Recordings, hvor musik af Corelli, Bach, Händel og Telemann udføres sublimt.
Det var Arcangelo Corelli, der gjorde det! Det kunne være mottoet for denne udgivelse, som belyser Corellis betydning for udviklingen af det, nogen kalder senbarok, men vel i de flestes øren lyder sådan, som barok skal lyde, for barokken indeholder i virkeligheden som minimum to meget forskellige perioder og udtryk, og dette album undersøger altså barokkens sidste og, tør jeg godt sige, mest elskede fase.
Når musikere taler sammen gennem deres instrumenter, opstår der noget, der minder om skuespil. Det er derfor, jeg har hevet en term fra teaterverdenen ind i denne anmeldelse, for det er et intenst album, Petri, Perl og Esfahani tryller frem. Som sagt er det også et tematisk album, og der lægges derfor ud med ’den skyldige’, så man ved selvhør kan opdage sammenhænge.
Senbarokkens store fyrtårn
Arcangelo Corelli (1653-1713) regnes som sagt som en slags fader til barokkens sene periode, der falder ca. 1680-1750, og selvom det er svært at sige, hvad Corelli gør, uden at det bliver mere analyse end musik, så illustrerer denne musiker-trio med deres sammenspil i Corellis Sonata da Chiesa Op. 3, nr. 4 i h-mol den renhed, der er så udtalt for den sene barok.
Det er som at lytte til en musikalsk symaskine, præcist og sømmeligt udført, ja, elegant og vibrerende
Disse triosonater blev oprindeligt skrevet for 2 violiner og continuo (Rom, 1689), men dette og albummets øvrige arrangementer er tidstro og fungerer lydefrit.
Kromatiske manøvre
Johann Sebastian Bach (1685-1750) var en af de tyske komponister, der i høj grad skævede til Italien og de nye tendenser dernede fra, og hans fugale bearbejdelser af et tema af Corelli (BWV 579) danner derfor en indlysende bro til resten af albummet. Det er som at lytte til en musikalsk symaskine, præcist og sømmeligt udført, ja, elegant og vibrerende bliver temaet vendt og drejet i harmoni og kontrapunkt med kærlighed.
På albummet kommer yderligere to værker; fire duetter for fløjte og viola da gamba fra Clavier-Übung samt koralen Von Got twill ich nicht lassen BWV 658, og begge disse viser i glimt, at Bach var en ivrig låner af egne idéer og genbrug af musik.
Den musikalske svamp
Georg Friedrich Händel (1685-1759) er som en musikalsk svamp; han låner og stjæler og imiterer alt, han opfatter som interessant, og det er noget af det, der gør hans musik så slidstærk, for han er et spejl af sin samtid. På albummet tager han over fra Bach, men modsat sin landsmand lod Händel sig ikke nøje med at være inspireret af det italienske.
Hans karriere tog syvmileskridt, da han ganske ung blev hentet til Firenze som et stort talent; dengang var det i bedste sportsånd ofte en kamp mellem konger, fyrster og deslige at skabe det førende sted for blandt andet musik. Den italienske påvirkning var nu allerede begyndt hjemme i Hamborg, hvor han i barndommen lærte Bononcinis og Ariostis musik at kende, og han var også tydeligt påvirket af Corellis musik i de tidligste ting, han skrev.
I Italien møder og arbejder Händel sågar sammen med sit store idol i Rom, hvor Corelli i 1708 dirigerede uropførelsen af Händels oratorium La Resurrezione (som i øvrigt i passager er skrevet i fransk stil). På albummet hører vi en sonate for altfløjte og basso continuo i d-mol fra omkring Händels første tid i London, og denne følges af hans suite for cembalo H-dur, som sandsynligvis er skrevet, da han var i Rom.
Den legende hamburger
Georg Philipp Telemann (1681-1767) er den tredje tysker på albummet, der ikke så meget af gavn som af navn er påvirket af Corelli. I det mindste tager han sig sine friheder i den triosonate, der spilles legende og helt i hans ånd, men nok i virkeligheden er mindst lige så inspireret af den franske stil.
Hans 6 Sonates corellisantes fra 1735 viser, at han, som Bach og Händel, var en mester til at indoptage tidens tendenser og til genbrug af egen og andres musik. Sonata Corellisante nr. 2 i A-dur er et lyst og elegant værk, der fremføres svævende let og raffineret.
Det hele er udført, så ørerne smiler
Albummet afsluttes – og indrammes – af endnu et Corelliværk. Et arrangement af den sidste af de 12 violinsonater Op. 5 (Sonate a violino e violone o cimbalo). Værket er oprindeligt skrevet for violin, som var Corellis foretrukne instrument, og som gennemsyrer hans måde at tænke musik på.
De første seks er kirkesonater, som det første album præsenterede, og de sidste seks, og altså også den her indspillede, er i sonate da camera-stil. Sonate nr. 12 er tilmed et variationsværk over det populære tema La Folia, som siden renæssancen havde været en fast del af Europas musikkultur. Der findes forskellige arrangementer af denne sonate, lige fra orgel, ærkelut, cello og altså også fløjte, og det fungerer, når det fremføres så virtuost, som tilfældet er her.
På den nye udgivelse Corellimania fra OUR Recordings får man kammermusik fra barokkens store mestre, og det hele er udført, så ørerne smiler.
Læs mere POV kultur i Kulturlisten hver fredag. Find den sidste udgave her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her