USA // KRONIK – Den nye amerikanske nationale sikkerhedsstrategi fra november 2025 retter endnu et anslag mod den regelbaserede verdensorden fra Trumps regering. Samtidig viser strategien og den efterfølgende debat, hvor stor en mental udfordring Europas stater står over for i den nye verdensorden.
Donald Trumps nationale sikkerhedsstrategi fremstår ikke som et forsøg på at redefinere og designe en ny verdensorden i stor skala. Den fremstår faktisk ikke engang som en egentlig sikkerhedsstrategi i klassisk forstand, men snarere som en form for programerklæring iklædt et brutalt realistisk syn på verden og USAs placering i den.
Hvordan skal de ønskede regimeskifter i Europa konkret finde sted? Forestiller man sig, at det kan klares med kampagner på sociale medier?
Der er tydelige markører for et overordnet udenrigspolitisk verdenssyn, herunder forestillingen om USA som hemisfærisk hegemon i Nord- og Sydamerika samt behovet for et radikalt anderledes Europa, hvor støtte til regimeskift kan blive nødvendigt for at styrke kontinentets og dermed også USA’s sikkerhed. Der skitseres imidlertid ikke et forhold mellem mål og midler, altså hvorledes de ønskede mål skal realiseres.
Med angrebet mod Venezuela og tilfangetagelsen af præsident Maduro er en del af svaret muligvis givet, men kan denne tilgang anvendes over for alle lande i Latin- og Sydamerika? Og hvordan skal de ønskede regimeskifter i Europa konkret finde sted? Forestiller man sig, at det kan klares med kampagner på sociale medier, eller vil man benytte sig af den i dokumentet ofte omtalte amerikanske soft power, som dag for dag mister mere og mere af sin værdi blandt Europas politiske elite og befolkninger?
USAs sikkerhedsstrategi i historisk lys
I det hele taget er den nye nationale sikkerhedsstrategi præget af indre modsætninger, men det er dog et forsøg på en national sikkerhedsstrategi, som enhver administration siden Den Kolde Krigs begyndelse har været forpligtet til at udarbejde. Udviklingen af en strategisk bevidsthed var imidlertid noget, USA blev kastet ud i meget pludseligt efter Anden Verdenskrig, hvor forventningen gik i retning af tilbagetrækning eller i hvert fald et mindre engagement i eurasisk geopolitik. Og ikke fordi amerikanerne historisk ikke havde haft strategiske sikkerhedskoncepter; disse havde blot ikke været særligt udviklede.
Fra John Quincy Adams’ formaning fra 1821 om, at “America goes not abroad, in search of monsters to destroy”, til Monroedoktrinen et par år efter, der mere aktivt erklærede, at hele Amerika, Nord og Syd, skulle være fri for europæisk indblanding i regionen.
Med udvidelsen af USA’s territorium voksede også de storpolitiske ambitioner, så Teddy Roosevelt ved det 20. århundredes begyndelse kunne tale om Big Stick-diplomati, hvorved USA aktivt ville forfølge sine økonomiske og strategiske interesser med et stærkt militær som redskab.
Ved afslutningen af Første Verdenskrig opstod der en helt ny tilgang til verdenspolitikken, hvorved Woodrow Wilson ville overføre den amerikanske republiks demokratiske institutioner til global skala og dermed sikre, at verden blev sikker for demokratier gennem Folkeforbundet.
Disse vidtløftige forestillinger led imidlertid skibbrud i den indrepolitiske situation, hvorfor det først var med afslutningen af Anden Verdenskrig, at USA for alvor måtte omstille sin nationale sikkerhedspolitik til den globalpolitiske virkelighed. Det var nødvendigt at skabe en amerikansk grand strategy.
Det var en for offentligheden relativt ukendt diplomat og embedsmand, George F. Kennan (1904–2005), der førte an i udarbejdelsen af en amerikansk grand strategy som svar på de udfordringer, den vestlige verden stod over for i Den Kolde Krigs tidlige fase.
Allerede i 1946 havde Kennan fra den amerikanske ambassade i Sovjetunionen sendt et langt telegram til sine overordnede i Washington, hvori den nye trussel, der udgik fra Sovjet, analyseres, og hvor Kennan klargør, at det ikke er muligt at forhandle sig frem til en permanent diplomatisk og geopolitisk aftale med russerne.
Det var derfor nødvendigt at inddæmme den sovjetiske trussel gennem diplomatiske, økonomiske og militære midler, som det formuleres i den såkaldte X-artikel året efter. For at konkretisere og operationalisere Kennans tanker blev der oprettet en ny planlægningsenhed i Udenrigsministeriet, hvis første direktør Kennan var frem til 1950. Hermed blev begrebet containment født.
opfordrede Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov, til at rive Berlinmuren ned.
Foto: White House Collection Photographic/Wikimedia Commons.
Herefter gik det slag i slag med udviklingen af sikkerhedsstrategiske koncepter gennem Den Kolde Krig og fremefter. Fra Nixon og Kissingers hemmelige diplomati og åbning mod Kina til Ronald Reagans forcerede oprustning og forhandlinger med Gorbatjov, fra krigen mod terror efter 11. september til forsøget på en vending mod Asien og nu altså Trumps personcentrerede tilgang til sikkerheds- og globalpolitikken.
Europas hospitalisering
Alt imens USA tillærte sig strategisk tænkning og et geopolitisk udblik, var Europa godt i gang med at glemme alt om samme emne og forsøgte i stedet at lægge sin brutale fortid bag sig.
Det viste sig imidlertid at være mere kompliceret end som så. Europa blev i tiden efter 1945 politisk umyndiggjort i øst og vest, hvor der i øst var tale om en besættelse og håndhændet undertrykkelse, mens situationen i Vesteuropa var den, at amerikanerne med Nato’s grundlæggelse overtog ansvaret for den vesteuropæiske sikkerhed. USA var rygraden i Nato, og det var fra Washington, at de store strategiske koncepter udgik. Europæerne holdt groft sagt op med at have en holdning til de store sikkerhedspolitiske spørgsmål og mistede herigennem deres strategiske bevidsthed.
Det er inden for sundheds- og omsorgssektoren et almindeligt kendt fænomen, at mennesker, der har været igennem et længerevarende indlæggelses- eller genoptræningsforløb, kan udvikle, hvad der i fagsprog betegnes som institutionalisering eller hospitalisering. Dette dækker det forhold, at når et menneske gennem længere tid har været frataget ansvaret for sit eget liv, kan det være vanskeligt at vende tilbage til normaliteten. Ens liv har i en periode været struktureret af andre, hvorfor genoptagelsen af ansvaret hos den enkelte kan udvikle sig til en stor udfordring. Hvad der gælder for mennesker, kan også gælde for stater og nationer. De europæiske stater blev i tiden efter 1945 i bogstavelig forstand institutionaliseret med grundlæggelsen af blandt andet FN, Nato og sidenhen EF/EU.
Alt imens USA tillærte sig strategisk tænkning og et geopolitisk udblik, var Europa godt i gang med at glemme alt om samme emne og forsøgte i stedet at lægge sin brutale fortid bag sig.
Disse organisationers bidrag til udviklingen af europæisk velstand og sikkerhed efter Anden Verdenskrig og i tiden efter Den Kolde Krig kan ikke overvurderes, men har samtidig og utilsigtet måske bidraget til den europæiske rådvildhed og apati, der er en dominerende faktor i dagens Europa.
Nato’s lange fred og tilliden til USA
Særligt i forhold til Nato er denne udvikling tydelig. Nato er muligvis den vigtigste årsag til den lange fred, der har hersket på det europæiske kontinent, hvor stormagtskonflikter indtil for nylig blev betragtet som et historisk levn.
Medlemskab af Nato betød, at det enkelte land gradvist afgav kontrol over sin sikkerheds- og forsvarspolitik, men hermed forsvandt den strategiske bevidsthed og den overordnede ansvarlighed for egen sikkerhed. Den store strategiske politik var noget, der blev udliciteret til Bruxelles og Washington, kombineret med visheden om, at hvis det virkelig brændte på, ville amerikanerne træde til og tage ejerskab over situationen.
Den europæiske krise i relation til sikkerhedspolitik og forholdet til USA, der er blevet en altdominerende realitet, må derfor primært anskues som en mental krise. Der kan bruges nok så mange penge på oprustning og en styrkelse af den europæiske forsvarsindustri, men det betyder ikke så meget, hvis der er en mental blokering, der forhindrer en gennemtænkt strategi og handling.
Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Europa var historisk krigens kontinent, men det var også strategiens. I forbindelse med udviklingen af en grand strategy i Den Kolde Krigs tidlige fase blev der på amerikanske universiteter oprettet studier i international politik, og her var det europæiske idéer, der dannede grundlag for studiet.
Afviklingen af Europas håb om evig fred
Det var således den tyske politolog og emigrant Hans Morgenthau (1904–1980), der som professor ved University of Chicago i 1948 udgav lærebogen Politics Among Nations: The Struggle for Power and Peace, der i årtier fungerede som et hovedværk i forståelsen af relationen mellem stater. En anden yngre tysk emigrant, der skulle få stor betydning for både den praktiske og teoretiske udøvelse og fortolkning af international politik, var Henry Kissinger (1923–2023). Inspirationen for disse teoretikere var europæisk historie og idéhistorie og den rige arv fra tænkere som Thukydid, Machiavelli, Thomas Hobbes og Carl von Clausewitz samt fra store udøvere af statsmandskunsten såsom kardinal Richelieu og Otto von Bismarck.
Vil de større europæiske magter tiltage sig en mere dominerende stilling inden for det europæiske fællesskab, og hvordan vil disse magters indbyrdes relation udvikle sig?
Geopolitikken som begreb og forskningsfelt er ligeledes en europæisk idé, som blev formuleret af briten Halford Mackinder ved det 20. århundredes begyndelse. Det er blandt andet arven fra disse filosoffer, teoretikere og praktikere, der kan udgøre en del af den nødvendige mentale omstilling for de europæiske politikere og befolkninger.
Penge og våbenproduktion gør det ikke alene. Naturligvis gentager fortiden sig ikke, men der kan være inspiration at hente i mødet med tidens geopolitiske udfordringer, som ud over USA også må omfatte Kina og dets placering i det internationale system.
Det hedder sig, at håb ikke er en strategi, men siden Murens fald synes det at have været ledestjernen for europæisk sikkerhedspolitik. Håbet og troen på, at samhandel, globalisering og forestillingen om den evige fred ville udgøre grundlaget for en nærmest uforanderlig fremtid, hvor historien i storpolitisk forstand var et afsluttet kapitel.
Denne forestilling har siden 11. september 2001 fået mange skud for boven, men med Trumps særprægede tilgang til sikkerhedspolitik og diplomati synes dødsstødet endegyldigt at være sat ind.
Europa må tænke nyt
Hvad fremtiden bringer, er naturligvis uvist, men grundlæggelsen af en fornyet europæisk strategisk bevidsthed forekommer som et nødvendigt udgangspunkt for at kunne håndtere de mange og forskelligartede udfordringer, Europa står over for. Med dette udgangspunkt kan diskussionen om, hvordan en konkret europæisk grand strategy udformes, begynde.
Kan splittelsen blandt de europæiske stater overvindes, så der kan skabes en fælles europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, eller vil Europa vende tilbage til tidligere tiders rivalisering og strategiske konkurrence mellem de enkelte nationer?
Vil de større europæiske magter tiltage sig en mere dominerende stilling inden for det europæiske fællesskab, og hvordan vil disse magters indbyrdes relation udvikle sig? Hvorledes skal relationen være i forhold til verdens andre magtcentre såsom Kina og Indien?
Og endelig: Hvad vil konsekvensen være af et militært stærkere og mere uafhængigt Europa?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og