MIT VALG // KOMMENTAR – “Vi har vænnet os til at stemme på det mindst dårlige i stedet for det ideelle, og vores tillid til den politiske klasse er fortfarende nærmest ikke eksisterende,” skriver Claus Ankersen. “Kort sagt, vi tror dem ikke over en dørtærskel. Men det er okay, for det har vi også vænnet os til.”
Mit valg.
Hvad har betydning, når vi stemmer? Kortere skoledage, at store bededag igen bliver helligdag? Eller omlægning af boligskat, formueskat eller fødevarecheck. I Mit Valg deler POV-skribenter deres tanker og overvejelser om, hvad der afgør, hvem de vælger at stemme på.
Mens dagene langsomt bliver længere og de første forårsblomster så småt knejser trodsigt i haverne i strid blæst under en dansk-hvid himmel, fræser vores samtids absurde teater hurtigere og hurtigere rundt i dødsdromen.
Vi ser måbende på hinanden i en afmagt, som efterhånden har lejret sig som desillusioneret apati. Vi trækker på skuldrene, alle frøer i den planetstore gryde af kogende lort, som vi – og her mener jeg ’vi borgere’ – for længst har vænnet os til at svømme rundt i, selv om vi egentlig ikke har andet med det at gøre end det lille kryds, som vi allernådigst tillades at sætte hvert fjerde år.
Resigneret fylkes vi om føje dage ved valgurnerne, leger demokrati og spiser valg-vingummi
Vi har også vænnet os til at stemme på det mindst dårlige, i stedet for det ideelle, og vores tillid til den politiske klasse er fortfarende nærmest ikke-eksisterende. Kort sagt, vi tror dem ikke over en dørtærskel. Men det er okay, for det har vi også vænnet os til.
Resigneret valfarter vi om føje dage ved valgurnerne, leger demokrati og spiser valg-vingummi. Vi skulle egentlig reformere systemet, men vi ved, at den politiske klasse ikke synes, det er noget problem, og at man ser helt anderledes på sagerne inden for murene, hvor man ser sig som rene dydsmønstre, selvopofrende og martyrisk kæmpende for folk og samfund med borgernes utak og fjendskab som eneste løn udover de beskedne smuler (lidt over 90.000 kr. om måneden efter det kommende valg).
For politisk aktive frembyder det intet problem, at landets partiforeninger har monopol på opstilling til valg, og at samme foreninger kun tæller to procent af befolkningen. Forskerne i magtudredningen kan se det, befolkningen ved det, men politikerne synes det er noget vrøvl. Folk kan jo bare melde sig ind. Systemet virker fint. Således skriver vores hjemlige fælles politiske praksis – eller mangel på samme – sig smukt ind i den geopolitiske orden. Bare rolig, intet at se. Passér gaden.
Loven gælder ikke for de lovgivende
Hvad siger det om den politiske klasse, at næsten alle valgplakater konsekvent hænges op ulovligt og er placeret enten lavere end 2,30 meter over jorden eller for tæt på kørebane eller cykelsti?
Det siger først og fremmest noget uhyre interessant om forholdet til den lovgivning, som de opstillende kandidater så grumme gerne vil være med til at forme: nemlig at alle ikke er lige for loven, når det kommer til stykket. Loven gælder ikke for de lovgivende. De er hævet over loven.
Det bliver ikke mindre interessant, når søforklaringerne begynder at komme. Det var ikke med vilje. Det er bare en bagatel. Man burde kunne søge dispensation. Det gør jo ingen skade. Det er jo kun én gang hver fjerde år. Og sådan kunne man blive ved.
Erstat nu, kære læser, denne lille, ubetydelige petitesse af et lovbrud med andre småforseelser efter eget valg. Ud af ærmet kan med lethed hives diverse trafikforseelser. Kørsel på fortovet. Ulovlig parkering. Hastighedsoverskridelse. Ulovlig overhaling. Og bevæger vi os over i andre dele af straffeloven, bliver det ikke mindre morsomt eller sigende for den – desværre benhårdt afslørende mangel på moral hos partiernes ivrige ’folketjenere’.
Kniven var jo kun lidt for lang. Momsregnskabet var næsten rigtigt. Eller, hvis vi bevæger os over på industriens og landbrugets domæne: Grænseværdierne blev jo kun overskredet en lille smule. Man tager overhovedet ikke skade af så lidt cyanid eller nitrat. Intet at se her, passér gaden. De plakater hænger jo fint. De generer ikke nogen, bortset fra de blinde.
Det bærer mindelser om en episode for år tilbage, hvor ministrene Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen brød corona-reglerne i Det Kongelige Teater og blev ved med at fjerne en opsat barriere – reglerne gjaldt naturligvis ikke for dem, ligesom når et enigt folketing bestemmer at sætte deres pensionsalder ned og pension op, mens de gør det modsatte for befolkningen.
Der er ikke noget at rafle om. Valgkampenes ulovlige plakatopsætning er soleklart antidemokratisk, for nu at bruge et af den politiske klasses mest yndede skældsord. Der er ikke noget at gøre, venner: Lov følge eller valg fly. Uanset hvor meget man bortforklarer eller negligerer, lover det kommende valg desværre rigtig dårligt for landets kommende lovgivende forsamling.
Politikere lukker sig om sig selv
Selvfølgelig er det sat skarpt op, og naturligvis skal der spises penicillinfyldt valgflæsk og drikkes forurenet vand til. Tilbage står en tendens, som vi ikke bare ser hér, men på hele kloden. De politiske klasser lukker sig om sig selv i stedet for at arbejde for den reformering af systemet, som er det eneste virkelige værn mod afviklingen af de borgerstyrede (demokratiske) samfund.
Samtidig desensitiveres vi effektivt af Kejser Trump, hvis erratiske og absurde regeringsførelse synes at have et overordnet hovedformål: at producere en så enorm og vedvarende strøm af bizarre og uforudsigelige brud på systemet, sædvane og kendt praksis, at det vanvittige bliver den nye normaltilstand. At vi ikke længere reagerer på selv enorme trusler. At vi ikke længere reagerer på noget overhovedet. Ikke fordi vi ikke anerkender det absurde, men fordi vi for længst har opgivet ethvert håb om at kunne påvirke situationen til det bedre.
“Selv om vi godt ved, det ikke gør nogen forskel, så stemmer vi jo alligevel, godt nok på det mindst ringe, men trods alt
Her ligger den allerstørste trussel mod det såkaldte demokrati begravet, og her ligger også ethvert valgs potentielle gave.
For selv om vi godt ved, at det ikke gør nogen forskel, så stemmer vi jo alligevel, godt nok på det mindst ringe, men trods alt. For hvad nu hvis det pludselig gjorde en forskel? Imens fortsætter jorden sin rejse om solen – himmelens store skarnbille triller trofast den store gule kugle over himlen fra morgen til aften, stærkt generet af satellitforurening og med antennerne slået ud i retning af det store moderskib, som ganske sikkert er parkeret derude et sted.
Kære politikere. Vi vil have den medvind på cykelstierne. Og vi vil godt have den nu. Tak.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og