MADVANER & BØRNEOPDRAGELSE // KLUMME – Børn ved middagsbordet er et følsomt emne for rigtig mange småbørnsforældre. Måske skyldes det, at mange af os bærer på stærke forestillinger om, hvordan det hyggelige aftenmåltid bør være. “Nu er problemet så bare, at mange børn er fuldstændig baldrede, når klokken nærmer sig 17:30,” skriver Jesper Koerstz Jensen, der er lektor i pædagogik. I hans familie har de besluttet at gøre aftensmaden frivillig.
Her sidder far, mor og børn og taler sammen: ”Hvordan det går i børnehaven? Hvad har du lært i dag?, og man siger ting som ”er du lige sød at række mig saltet?” og ”det smager vel nok dejligt”.
Alle giver sig god tid, og ingen føler trang til at rejse sig, før alle er færdige med at spise.
Vi har indset, at det er spild af tid og kræfter at prøve at tvinge dem til at sidde og være velopdragne på et tidspunkt, hvor de ikke har mere energi
I mit eget barndomshjem var der tre sætninger, der altid gik igen: ”Du skal spise med kniv og gaffel, du skal smage på det hele, og du skal spise det, du har taget over på tallerkenen.” Og så sad hele familien sammen, til der blev sagt: ”Velbekomme, så må I godt gå ud med jeres tallerkner.”
Så det sidder ligesom på rygraden hos mange af os, at der er noget, der hedder pli, bordskik og almindelige gode manerer, som er vigtigt at videregive til børnene – så de ikke bliver sådan nogle lømler, der kaster med maden og råber og skriger ved bordet.
Problemet er bare, at mange børn er fuldstændig baldrede, når klokken nærmer sig 17:30. Enten er de ikke til at trække til bordet, fordi de sidder og hygger sig med deres skærme, eller også styrter de rundt (fordi de ikke må få skærme) og prøver at holde deres udmattede kroppe i gang.
Derfor bliver det også vanskeligt at udleve ”er du lige sød at række mig saltet?” – glansbilledet, og hvis man endelig forsøger at prøve at tvinge dem til bordet, bliver de typisk kede af det eller flipper ud i arrigskab, fordi deres hjerner ikke kan kapere selv milde former for modstand i ulvetimen.
Gør mad og bordvaner frivillige
Vi har derfor besluttet os for at gøre aftensmaden frivillig. Simpelthen.
Vi opfordrer kraftigt til, at de bliver siddende ved bordet, men vi accepterer, hvis de kun vil være der i to minutter, ligesom vi accepterer, hvis der er noget, de ikke vil have eller noget, de ikke vil smage.
Vi har indset, at det er spild af tid og kræfter at prøve at tvinge dem til at sidde og være velopdragne på et tidspunkt, hvor de ikke har mere energi, og at det virker decideret paradoksalt at forsøge at tvinge dem til at hygge sig, hvis de overhovedet ikke har lyst til det.
Vi tager vores gode-forbilleder-hatte på og viser børnene, hvorfor der er rart og hyggeligt at sidde og spise aftensmad sammen
Vi har så til gengæld indført tre regler, som måske alligevel kan motivere dem til at deltage. Den første hedder ingen-skærme-tændt-mens-der-er-mad-på-bordet-reglen, for vi må jo bare erkende, at skærme i alle sammenhænge slår alle andre behov.
Den anden hedder hvis-du-ikke-spiser-aftensmad-skal-du-i stedet-have-noget-relativt-sundt. Der skal altså ikke vente et line-up af pålægschokolademadder til ham, der vælger at boykotte aftensmaden.
Den tredje hedder hvis-du-ikke-spiser-må-du-lege-uden-at-forstyrre-dem-der-spiser.
Men ellers er tanken, at vi tager vores gode-forbilleder-hatte på og viser børnene, hvorfor der er rart og hyggeligt at sidde og spise aftensmad sammen.
Vi ved fra forskning, at børn lærer meget mere af voksnes adfærd og handlinger end af deres ord og formaninger, så hvis vi virkelig ønsker, at børnene skal kunne se værdien i aftensmåltidet, bliver vi som voksne nødt til at vise, i vores handlinger, at vi selv sætter pris på det.
Derfor bestræber vi os på at sidde pænt, spise vores broccoli med glæde og tale interesseret med dem, der nu en gang er mødt op – og så håber vi ellers, at vores adfærd smitter af på børnene på den lange bane.
Opdragelse, der giver lyst til mad
Min fornemmelse er, at det virker. Jeg kan mærke, at børnene synes, at aftensmaden er hyggelig og afslappet og ikke fyldt med bøvl og konflikter. Og børn er også bare sådan indrettet, at de godt kan lide at være sammen med deres forældre i hyggelige situationer.
Så jo hyggeligere vi har det, jo federe bliver det for børnene at være en del af det.
Og i forhold til aftensmad tror jeg også, at der en anden positiv afledt effekt ved frivillighedsstrategien. Jeg tror, vores børn bliver mindre kræsne, end de ellers kunne være blevet.
jeg tror på, at det på den lange bane giver nogle mere madglade børn end dem, der bliver tvangsfodret med råkost og blomkål
Vi italesætter på ingen måde, hvad de skal spise og ikke spise, men tilbyder dem i stedet en masse smage, og så kan de ellers selv bestemme, hvad de vil proppe i munden.
Igen lader vi det være op til børnene at bestemme, og jeg tror på, at det på den lange bane giver nogle mere madglade børn end dem, der bliver tvangsfodret med råkost og blomkål (som vi selv blev det i 80’erne).
Men pyha, hvor skal man lige vænne sig til, at det er okay ”at sætte børnene fri”, når man selv er rundet af noget andet.
LÆS ALLE JESPER KOERSTZ JENSENS ARTIKLER HER
Foto: Giv børn mere lyst til mad. Jesper Koerstz Jensen har et forslag til, hvordan det kan gøres. Foto: NDLA/Bildhuset
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
