Om Bent Blüdnikows falske pluralisme og dobbeltmoral

i Essays/Medier/Politik & Samfund af

DEBAT // MEDIEKRITIK – Det er siden den amerikanske valgkamp i 2016 blevet tydeligt, at “ideen om, at alle argumenter og synspunkter i en politisk debat bør tildeles samme vægt og spalteplads, kan være decideret skadelig for den demokratiske debat. Den sparer måske journalister for nogle vrede kommentarer med beskyldninger om partiskhed, men den skaber også falsk ækvivalens.” Lektor Niels Bjerre-Poulsen har set nærmere på Berlingske kritiker og journalist, Bent Blüdnikow, der i december gav en sønderlemmende kritik af USA-ekspertens nye bog. Bjerre-Poulsen er ikke bare uenig. Han anklager Blüdnikow for bevidst fordrejning og fejllæsning under dække af ‘pluralisme’.

Den 11. december 2019 anmeldte anmelder og journalist ved Berlingske Tidende Bent Blüdnikow min bog USA – Kampen om Magten fra Washington til Trump. Måske er det mere korrekt at sige, at han brugte min bog som en anledning til at skrive om præsident Trump og hans modstandere. Blüdnikow gjorde sig ikke den ulejlighed at fortælle læserne, hvad bogen handler om, men man kunne udlede, at USA’s præsident indtager en vigtig rolle i den, for allerede i overskriften hed det, den var ”så forudsigeligt Trump-hadsk, at det er skandaløst”.

Det stod dog også klart, at Blüdnikows kritik ikke kun var rettet mod mig personligt, for han kunne berette, at det billede jeg tegnede af præsidenten, ikke afveg ”fra det generelle billede af politiske forhold, som der er konsensus om i medierne: Trump er en skidt fyr”.

Det er ikke første gang Blüdnikow skriver om mediernes kritiske holdning til præsident Trump.

Skal noget kritiseres må det være substansen i min fremstilling, min argumentation og mine slutninger – ikke min manglende vilje til at præsentere læseren for udsagn, jeg mener er usande og opfattelser, jeg mener er fejlagtige

Hans klummer i Berlingske har haft overskrifter som ”Studieværter elskede Obama og hader Trump” (15. maj 2017), ”Medierne er gået amok i anti-Trumpisme” (29. maj 2017), ”Medierne forvrænger den amerikanske virkelighed” (6. august 2017) samt ”De etablerede medier har kun ønsket at give et dæmonisk billede af Trump” (25. marts 2019).

Hvad Blüdnikow angiveligt savner både hos mig og hos sine egne journalistkolleger er flere historier fra den amerikanske højrefløj. I hans sprogbrug hedder det at “læse bredt i de amerikanske medier”, og det skal man ifølge ham være en ”kamikaze skribent” for at turde, fordi det meste af den danske presse ligger under for en ”lemminge-effekt”.

Blüdnikows hovedanke mod min bog er, at jeg ikke ”mestrer pluralismens ædle kunst”. Jeg burde efter hans mening have gjort mig umage med at citere nogle, der mener noget andet end mig selv, for ”så ville han have gjort læserne en tjeneste. De er jo ikke dumme, men vil gerne dømme selv.”

Jeg ser det imidlertid ikke som min opgave som historiker at præsentere en buffet, som læseren selv kan vælge fra. Jeg forsøger at udøve kildekritik, og præsenterer herefter en fremstilling, som jeg mener at have empirisk belæg for.

Blüdnikow og Bjerre-Poulsen
Niels Bjerre-Poulsen og FDR i New York. Foto: Privat.

Skal noget kritiseres må det være substansen i min fremstilling, min argumentation og mine slutninger – ikke min manglende vilje til at præsentere læseren for udsagn, jeg mener er usande og opfattelser, jeg mener er fejlagtige.

“Bothsidesism”

Det er siden den amerikanske valgkamp i 2016 blevet tydeligt, at ”bothsidesism” – ideen om, at alle argumenter og synspunkter i en politisk debat bør tildeles samme vægt og spalteplads – kan være decideret skadelig for den demokratiske debat. Den sparer måske journalister for nogle vrede kommentarer med beskyldninger om partiskhed, men den skaber også falsk ækvivalens.

Som en underviser på Sheffield Universitys journalistuddannelse engang sagde til sine studerende: ”Hvis en person siger det regner, og en anden person siger, at det er tørvejr, så er det ikke jeres opgave at citere dem begge. Jeres opgave er at kigge ud ad det forbandede vindue og finde ud af, hvad der er rigtigt”.

Når ”bothsidesism” er blevet et centralt begreb i den amerikanske debat om journalistiske dyder, skyldes det ikke mindst en udbredt opfattelse af, at Donald Trump i 2016, trods sine daglige udfald mod medierne, fik stor hjælp af netop deres hang til dette princip.

Når medier påpegede den strøm af usandheder han dagligt udsendte, følte de sig samtidig kaldet til at skrive tilsvarende kritisk om Hillary Clinton.

Trump indtog dygtigt offerrollen, hver gang medierne påpegede hans usandheder. Med en karakteristisk projektion hævdede han, at det var dem, der blot fandt på historier om ham eller løj i deres referater. De var fake news

Ifølge direktør for Annenberg Public Policy Center ved University of Pennsylvania Kathleen Hall Jamieson, endte adskillige medier i disse bestræbelser faktisk med at skabe en mere sammenhængende kritisk fortælling om Hillary Clinton end den, de fortalte om Donald Trump. Dertil kom, at Donald Trumps kernevælgere i langt højere grad var resistente overfor kritik af deres foretrukne kandidat end Clintons potentielle vælgere viste sig at være overfor kritiske historier om hende.

Samtidig indtog Trump dygtigt offerrollen, hver gang medierne påpegede hans usandheder. Med en karakteristisk projektion hævdede han, at det var dem, der blot fandt på historier om ham eller løj i deres referater. De var fake news.

Efter at Trump var tiltrådt præsidentembedet, blev medierne udnævnt til ”fjender af folket”. Det var chokerende for de fleste amerikanere første gang, han anvendte udtrykket, men siden blev det en fast vending i hans Tweets og ved hans store rallies.

Og efter at han havde frigjort sig fra de forventninger om sanddruelighed, der almindeligvis har været gældende for præsidentembedet, steg frekvensen af løgne markant.

Løgne om stort og løgne om småt. 12.019 løgne blev det ifølge Washington Post til i løbet af de første 928 dage i embedet. For de amerikanske medier blev det et dagligt dilemma om de skulle påpege dem alle eller lade nogen passere og koncentrere sig om de værste, for ofte bestyrkede deres kritik kun præsidentens tilhængere i, at han i højere grad end nogen forgænger var forfulgt.

Blüdnikows fundamentale misforståelse

Denne ide om, at præsidenten ikke bliver retmæssigt kritiseret, men derimod personligt forfulgt, er blevet det gennemgående tema i Bent Blüdnikows beretninger om amerikansk politik. I den ånd bliver jeg i hans anmeldelse af min bog udråbt som en ”Trump-hader”, skønt intet i mit ordvalg kan begrunde den karakteristik.

Ideen er tydeligvis, at jeg er i mine følelsers vold, snarere end at jeg – på et solidt empirisk fundament – ser kritisk på, hvad Trump forsøger at gøre ved det amerikanske demokrati. I samme ånd er de fremstillinger, jeg trækker på, også ifølge Blüdnikow skrevet af andre Trump-hadere.

Hvad Blüdnikow tilsyneladende ser – og forsvarer – er en traditionel konservativ republikaner, der blot lider af dårlige manerer. Hans hyppigst anvendte forsvar for Trump er: ”det sagde de også om Reagan”

Bent Blüdnikow vil gerne gøre det klart, at han skam også kan se uheldige træk ved Trump. Stort set alle hans indvendinger har dog at gøre med præsidentens grove facon, ”ubehagelig[e] tone” og ”særegne personlighed” – ikke med hans konkrete handlinger. Hvad Blüdnikow tilsyneladende ser – og forsvarer – er en traditionel konservativ republikaner, der blot lider af dårlige manerer. Hans hyppigst anvendte forsvar for Trump er: ”det sagde de også om Reagan”.

Flere gange har han således påpeget, at nogle danske socialdemokrater tidligt kritiserede og fejlvurderede præsident Reagan, for at bruge det som et argument for, at det samme nok i fremtiden vil vise sig at være tilfældet med Trump. Det er ikke alene en lidet overbevisende analogi, men også en fundamental misforståelse af hvem og hvad Trump er, og hvilket pres han udøver på det amerikanske demokrati.

Trump underminerer det borgerlige USA

Præsident Trumps billede af Amerika og dets rolle i verden er langt fra Reagans vision om ”a City upon a Hill”, og i det omfang Trump overhovedet har nogen ideologisk forankring, er denne heller ikke den primære grund til at stille sig kritisk til hans varetagelse af præsidentembedet.

Hvis Trump mod al forventning bliver afsat ved en rigsretssag, vil han blive erstattet af den langt mere ideologisk konservative Mike Pence, men det ville alligevel få de fleste af hans kritikere til at sove mere roligt. Kombinationen af egenrådighed, voldsom overvurdering af egne evner og rystende uvidenhed gør Trump til en farlig mand på præsidentposten.

Endnu mere farlig og skadelig er imidlertid hans vilje til at fjerne hindringer og modgå kritik ved at politisere samfundets bærende institutioner, for således at delegitimere dem i vælgernes øjne.

I sine mange udfald mod dommere, generaler, diplomater, medier, forbundspolitiet, efterretningstjenesterne og Kongressen, udviser han ingen forståelse for de grundlæggende principper, som det politiske system bygger på. Hvad han kræver af alle i det føderale system, er ikke loyalitet overfor Forfatningen, men personlig loyalitet overfor ham – også hvis de to ting er indbyrdes uforenelige.

Da Blüdnikow for nogle år siden fik en klumme i Berlingske om amerikansk politik, kaldte han den ”USA set med borgerlige briller”, men han har aldrig forstået, at det lige præcis er det borgerlige samfunds grundpiller, præsident Trump i nu fire år har forsøgt at underminere, herunder tilliden til valgsystemet og til de demokratiske kontrolfunktioner, som varetages med ”checks & balances”.

Det problematiske ved Blüdnikows fremstilling af Trump som en repræsentant for det ”borgerlige” Amerika, bliver tydeligt, når han samtidig forsøger at modstille ham med ”den etablerede presse” og ”den dybe stat”.

Ironisk nok er mange af de iagttagere, jeg har trukket på i min bog konservative.

Det er folk som Bill Kristol, Michael Gerson, Jennifer Rubin, Norm Ornstein, Adam Garfinkel, Rick Wilson, Richard Haas, Peter Wehner og Steve Schmidt, der netop på grund af deres ideologiske ståsted føler sig kaldet til at advare mod præsidentens angreb på det amerikanske demokratis basale normer. ”Rule of law” er trods alt et konservativt grundprincip. For Blüdnikow indgår disse konservative kritikere imidlertid blot i en fælles pulje af ”Trump-hadere”. Trump selv har længe omtalt dem som ”Never-Trumpers”, om end han på det seneste oftere bare kalder dem ”human scum”.

Når Blüdnikow plæderer for ”pluralisme” – større åbenhed overfor en mangfoldighed af synspunkter- er det værd at se nærmere på, hvordan han selv lever op til den målsætning. Det er også værd at se nærmere på, om han ved at ”læse bredt i den amerikanske presse” har formået at undgå den ”forvrængning” af den amerikanske virkelighed, som han hævder, hans kolleger udsætter danskerne for.

Trump overtog ikke et “fallitbo”

Jeg vil tillade mig at begynde med de to emner, hvor Blüdnikow i sin anmeldelse af min bog anfægter substansen af, hvad jeg skriver.

Det ene emne er den amerikanske økonomis udvikling under præsident Trump. Det andet emne er den såkaldte ”Mueller-rapport” om russisk indblanding ved præsidentvalget i 2016, og de efterfølgende forsøg på at bremse efterforskningen af denne indblanding. Her er først, hvordan Blüdnikow karakteriserer min vurdering af den amerikanske økonomi under Trump:

“Ifølge Bjerre-Poulsen gavner Trumps økonomiske reformer kun de rige og skaber kun »i ringe grad større jobskabelse«. Bjerre-Poulsen fælder en hård dom over Trumps »økonomiske mirakel« som en »illusion«. Går man imidlertid til The Wall Street Journal, som generelt er Trump-kritisk, men positiv over for dele af Trumps økonomiske politik, så tegner der sig et helt andet billede. Trumps sænkning af skatter og hans deregulering af erhvervsregler har ifølge avisens ledere skabt rekordstort aktieafkast, skabt den laveste arbejdsløshed for sorte og latinamerikanere nogensinde og hævet lønnen markant for både lavindkomster og mellemindkomster.”

Er Blüdnikows kritik af min omtale af den amerikanske økonomi misvisende og fejlagtig, så er hans omtale af Mueller-rapporten direkte pinlig. Han har tydeligvis ikke selv læst rapporten

De økonomiske reformer, Blüdnikow refererer til er sænkelsen af selskabsskatten fra 35 til 21 pct., og de har beviseligt kun i ringe grad resulteret i øget jobskabelse. ”Illusionen”, jeg refererer til, er ikke, at den amerikanske økonomi har det godt, men at det er præsident Trumps fortjeneste

Denne hævdede ved sin indsættelse, at han havde overtaget ”et fallitbo”. Sandheden er, at USA har haft uafbrudt økonomisk vækst siden oktober 2009 – den længste ubrudte vækstperiode i amerikansk historie.

I de sidste 30 måneder af præsident Obamas tid i Det Hvide Hus blev der i gennemsnit skabt 220.000 jobs om måneden. I de første 30 måneder med præsident Trump i Det Hvide Hus blev der i gennemsnit skabt 191.000 jobs om måneden. De større stigninger i realløn kom i 2015 og 2016 – før Trumps tiltrædelse – og stigningerne har siden været begrænsede for langt de fleste lønmodtagere.

Mueller-rapporten

Ved vedtagelsen af de store skattelettelser i december 2017, lovede Trump økonomisk vækst på helt op til 6 pct. Væksten er nu omkring 2 pct. – det samme som før skattelettelserne. Til gengæld er underskuddet på det føderale budget steget med næsten 50 pct. – vel at mærke mens økonomien har kørt på fuldt blus.

Arbejdsløsheden – også for sorte og latinamerikanere – er ganske rigtigt rekordlav, men udviklingen har været helt lineær. Der er ikke noget ”hop” på kurven efter Trumps tiltrædelse.

Hvad angår Blüdnikows sidste argument, aktierne, så er de ikke det mest relevante parameter for Trumps vælgere, som netop er dem, jeg skriver om i det pågældende afsnit.

Men selv, hvis man accepterer aktiekurserne som et relevant parameter, tager Blüdnikow fejl: Aktiekurserne steg relativt mere under Obama – se eksempelvis Eric Sherman; ”The S&P 500 Is at an All Time High—But Markets Still Performed Far Better Under Obama Than Trump”, Fortune, 1. november 2019 / eller Chuck Jones, ”Obama Had More Stock Market Records Than Trump”, Forbes, 14. januar 2020.

For at gøre ondt værre, mener Blüdnikow sig tilmed i stand til at konkludere, at man med Ukraine-sagen, som nu har ført til en rigsretssag ”bare fandt på nye anklager” fordi man ikke fik ram på præsidenten med Mueller-undersøgelsen. I betragtning af bevisernes karakter i den sag, er det en vild påstand

Er Blüdnikows kritik af min omtale af den amerikanske økonomi misvisende og fejlagtig, så er hans omtale af Mueller-rapporten direkte pinlig. Han har tydeligvis ikke selv læst rapporten.

Faktisk har han end ikke forstået, hvad Muellers opdrag var. Det på trods af, at han allerede i slutningen af marts 2019 – flere uger før rapporten blev offentliggjort – skosede de danske medier for deres dækning af Muellers undersøgelse og opfordrede dem til selvransagelse.

Hans grundlag for denne kritik var den fire sider lange opsummering, som justitsminister William Barr netop havde udsendt – en erklæring, der også fik præsident Trump selv til at erklære sig ”pure frikendt”.

Da den fulde rapport blev offentliggjort den 18. april, stod det klart, hvor misvisende Barrs opsummering havde været. Trekvart år senere holder Blüdnikow imidlertid stadig fast i Barrs og Trumps oprindelige udlægning af rapportens konklusioner:

”I det øjeblik Mueller-rapporten kom, og anklagerne viste sig sandsynligvis at være grundløse, var der ingen refleksion i medierne, for så fandt man bare på nye anklager”.

For at gøre ondt værre, mener Blüdnikow sig tilmed i stand til at konkludere, at man med Ukraine-sagen, som nu har ført til en rigsretssag ”bare fandt på nye anklager” fordi man ikke fik ram på præsidenten med Mueller-undersøgelsen. I betragtning af bevisernes karakter i den sag, er det en vild påstand.

Blüdnikows forfalskning

Blüdnikow nøjes ikke med at udstille sine egne misforståelser om Mueller-rapporten: Han forfalsker også min udlægning af dens konklusioner og præmisserne for dem: ”men i Bjerre-Poulsens version var det blot Trump og hans justitsminister, William Barr, der manipulerede, så det så ud, som om rapporten frikendte Trump”.

Her er, hvad jeg faktisk skriver om rapportens konklusioner: ”hvad Mueller havde søgt efter, var beviser på ’aktiv koordination’, og dem havde han ikke fundet. Der var heller ingen beviser for, at Donald Trump havde beordret medarbejdere til at samarbejde med russiske aktører”.

Hvis Blüdnikow havde været interesseret i at give et sandfærdigt billede af Muellers undersøgelser, kunne han passende have nævnt, at de førte til 199 anklagepunkter mod 37 personer og virksomheder, at Mueller påpegede 10 tilfælde, hvor præsidenten havde forsøgt at forhindre rettens gang, samt at Roger Stone og Michael Flynn siden også er dømt skyldige og nu venter på deres strafudmåling.

Selvkritik er ikke mediernes stærkeste dyd”, citerer Blüdnikow Mark Levin for at sige. Det er så sandelig heller ikke Blüdnikows, kunne man tilføje

Han kunne også passende have nævnt, at der udtrykkeligt står i rapporten, at mens den ”ikke konkluderer, at præsidenten begik en forbrydelse, så frifinder den ham heller ikke”.

Havde Blüdnikow virkelig været interesseret i at give et ikke-forvrænget billede af Mueller-rapportens konklusioner, kunne han også have nævnt, at den russiske regering og Trump-lejren ganske vist ikke koordinerede deres aktiviteter, men at russerne ”havde en opfattelse af, at den ville have fordel af, at Trump blev præsident og arbejdede på at opnå det resultat, og at kampagnen omvendt forventede, at den ville kunne drage fordel i valget af informationer, der blev stjålet og offentliggjort i kraft af russernes handlinger…”.

Steele-dossieret

”Russiske ludere” lyder en af overskrifterne i Blüdnikows anmeldelse af min bog. Det er sært, for sådan nogle omtales intetsteds i den. Har man fulgt Blüdnikows øvrige skriverier om Mueller-rapporten, kan man dog nemt give et kvalificeret gæt på, hvad han har haft i tankerne, nemlig det såkaldte ”Steele-dossier”.

Denne efterretningsrapport om Donald Trumps forbindelser til Rusland blev i 2015/2016 udarbejdet af den tidligere MI6-agent Christopher Steele som såkaldt ”oppo research”. Først var den finansieret af det konservative nettidsskrift The Washington Free Beacon, men senere blev finansieringen overtaget af Hillary Clintons kampagne.

Jeg beskriver i min bog Steele-dossierets tilblivelse, og hvordan det senere – blandt andet på initiativ fra den Republikanske Senator John McCain – blev overdraget til FBI, der herefter følte sig foranlediget til at undersøge dossierets alarmerende påstande.

Pointen med min omtale af rapporten er faktisk, at det netop IKKE var den, der i sommeren 2016 fik FBI til at iværksatte ”Operation Crossfire Hurricane” – undersøgelsen af Trump-lejrens forbindelser til Rusland.

Ikke desto mindre holder Blüdnikow fast i denne udlægning, og han er nærmest besat af en enkelt detalje fra dossieret, nemlig påstanden om at russerne var/er i besiddelse af kompromat på Trump, i form af videooptagelser, hvor han angiveligt får russiske prostituerede til at tisse i en seng, som Obama-parret tidligere har overnattet i.

Selv om denne påstand ingen steder optræder i min bog, får han den alligevel klemt ind i sin anmeldelse på følgende måde: ”Niels Bjerre-Poulsens bog adskiller sig ikke fra det generelle mediebillede, vi ser i danske medier.”

Mens historien om ”Russian collusion” stadig levede, og folk troede, at russerne havde optagelser af Trump og ludere i en seng i Moskva, hvor luderne tissede, var der ingen ende på mediehistorier, der gav udtryk for, at historien nok var sand”. Det er en lidt for smart kobling: Eftersom min bog passer i det generelle mediebillede, kan jeg tilsyneladende drages til ansvar for ting, som andre har skrevet.

Sagens kerne

Når Blüdnikow har udvalgt sig netop denne detalje fra Steele-dossieret, som den han gang på gang i sine klummer om Trump vender tilbage til, er det i en forestilling om, at den alene delegitimerer både FBI’s og Muellers undersøgelser. Den 15. januar 2020 skriver han således i sin artikel ”Berlingske guider til borgerlige bestsellere: Medierne har et solidt troværdighedsproblem” endnu engang om det påståede tisseri:

”I godt tre år trykte medierne i tusindvis af artikler om den såkaldte ‘collusion’-sag. Det var den historie, der gik ud på, at Donald Trump i samarbejde med russerne skulle have vundet præsidentvalget. Det samarbejde skulle, ifølge en rapport, som var bestilt af Hillary Clintons kampagnestab, være foregået, fordi russerne havde noget på Trump.

Her er vi ved sagens kerne: Det er i princippet et nobelt forehavende at plædere for ”pluralismens ædle kunst”, men det har ikke meget at gøre med Blüdnikows egen praksis

Dette ‘noget’ var angiveligt blandt andet filmoptagelser af Trump i Moskva sammen med prostituerede. Da den endelige rapport  om ‘collusion’-sagen kom, viste det sig, at der intet var på affæren. De tusindvis af artikler om ludere i Moskva og andre skandaler var udokumenteret sladder, videreformidlet af medier, der afskyede Trump.”

Således formår han i få sætninger at lyve om både Steele-dossieret oprindelse og dets betydning for FBI’s undersøgelser.

Og her er vi ved sagens kerne: Det er i princippet et nobelt forehavende at plædere for ”pluralismens ædle kunst”, men det har ikke meget at gøre med Blüdnikows egen praksis.

Han er så opsat på at kolportere historier, som han hævder, den øvrige presse har tilbageholdt, at han gang på gang hopper på limpinden med historier og konspirationsteorier, der er skabt med det bestemte politiske formål at sprede ”alternative facts” om såvel præsident Trumps succeser, som hans politiske modstanderes dårligdomme. Det er ofte historier, der er skabt med det specifikke formål at fungere som en slags modfortællinger til de etablerede mediers journalistik.

Blüdnikow lever ikke op til sine egne idealer

En af de mest rabiate skikkelser i dette alternative nyhedsunivers er den højtråbende radiovært Mark Levin – blandt andet kendt for de mange øgenavne, han giver politiske modstandere og for punchlines som ”screw you!”

Han er også kendt som ophavsmand til konspirationsteorien om, at præsident Obama fik Trump Tower aflyttet – en grundløs beskyldning, som også Blüdnikow har videreformidlet i flere klummer i Berlingske.

I en klumme, den 15. januar 2020, præsenterer Blüdnikow aldeles ukritisk Levin til Berlingskes læsere, som en ”borgerlig radiovært”, der efterlyser ”de klassiske dyder, der har sikret troværdighed”. Det er en beskrivelse, de færreste, der har hørt Levin vil kunne genkende, men begrundelsen for at tilskrive han det noble skudsmål er måske, at de synspunkter, Blüdnikow citerer ham for, er påfaldende identiske med dem, han selv plæderer for i de fleste af sine klummer.

”Selvkritik er ikke mediernes stærkeste dyd”, citerer Blüdnikow Levin for at sige. Det er så sandelig heller ikke Blüdnikows, kunne man tilføje.

Eksempelvis har han flere gange viderebragt en konspirationsteori om, at Hillary Clinton som udenrigsminister lod Rusland overtage 20 pct. af USA’s uranforekomster, mod at Clinton Foundation samtidig modtog store russiske pengegaver (se eksempelvis ”Disse skandale-historier fra USA kan man ikke læse om i europæiske medier”, Berlingske, 23. oktober 2017, og ”Intet er kun sort eller hvidt – heller ikke Trump”, Berlingske, 13. november 2017).

Denne historie om ”Uranium One” blev i 2015 lanceret af Peter Schweizer, redaktør for det højreorienterede tidsskrift Breitbart News, i en bog med titlen Clinton Cash.

Beskyldningerne var allerede absurde dengang af mange grunde.

Nu kan man så med spænding vente på, at Blüdnikow lever op til sine egne krav om ”pluralisme” og selvkritik og videreformidler det budskab til Berlingskes læsere, så de ikke får ”et forvrænget billede af den amerikanske virkelighed”

Blot for at nævne én af grundene, kræver salg af koncessioner, der har betydning for den nationale sikkerhed, godkendelse fra 9 ministerier. I denne sag havde alle 9 – ikke kun Hillary Clintons udenrigsministerium – godkendt salget til det canadisk-sydafrikanske selskab Uranium One, og Clinton selv havde i øvrigt intet med salget at gøre.

Det har hverken anfægtet Blüdnikow eller præsident Trump, der beordrede sit justitsministerium til at indlede en undersøgelse af sagen – formodentlig så den kunne tjene som en slags modvægt til Mueller-undersøgelsen.

Først den 9. januar 2020 lukkede Justitsministeriets særlige undersøger John Huber sagen efter at have konkluderet, at anklagerne var grundløse.

Nu kan man så med spænding vente på, at Blüdnikow lever op til sine egne krav om ”pluralisme” og selvkritik og videreformidler det budskab til Berlingskes læsere, så de ikke får ”et forvrænget billede af den amerikanske virkelighed”.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.

Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topillustration: Collage af POV International. 

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, og lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet. Han har gennem tre årtier kommenteret amerikansk politik og amerikanske samfundsforhold i de danske medier, og er forfatter til en lang række bøger og artikler. Blandt de seneste er den prisbelønnede Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (Gyldendal 2015), USA’s Historie (med Erling Bjøl) (Gyldendal 2018) og USA; Kampen om Magten fra Washington til Trump (Ræsons Forlag, 2019).