Må vi nu kalde det et kup?

Dilma og Temer dengang alt var fryd og gammen. Foto: Agencia Brasil, Jose Cruz via wikimedia commons

Lars Luplau 24.05.2016

Alt er kaos i Brasilien og spørgsmålet er lige nu om det skal blive endnu værre, før det kan blive bedre.

Hvis nogen troede, at situationen i Brasilien ville falde til ro efter suspenderingen af den valgte præsident Dilma Rousseff og indsættelsen af Michel Temer som midlertidig præsident, så skal de have sendt deres krystalkugle til service. Hver dag bliver billedet mere kaotisk, mudret og uoverskueligt.

Det er endog meget vanskeligt at begå en seriøs kommentar til de aktuelle begivenheder i Brasilien. Den ene absurde nyhed efter den anden popper op, og jeg må tilstå, at vi er nået til et punkt, hvor situationen først og fremmest kalder på satirikeren i mig, og i mindre grad på den analytiske kommentator.

Ingen ved rigtig hvorfor Dilma blev suspenderet

For hvor skal man efterhånden starte? De fleste er klar over, at den demokratisk valgte præsident Dilma blev suspenderet for et par uger siden. Hvorfor et flertal i parlamentets to kamre fandt dette nødvendigt er der stor diskussion om i Brasilien, og her på vores side af Atlanten er de færreste klar over, hvad og hvorfor det er sket, og hvad det betyder for Brasilien.

Et af de vigtigste skridt i processen mod at stille Dilma for en rigsretssag var, da man skulle opnå 2/3 flertal i underhuset. Man skal næsten ved selvsyn have oplevet underhusets afstemning for at kunne forstå, hvor uanstændig og latterlig en politisk kultur, som det brasilianske parlament er gennemsyret af. Én for én skulle kongresmedlemmerne afgive deres stemme. Sammenholdt med de pinlige scener, der udspillede sig i den forbindelse, var det herostratisk berømte landsmøde i Fremskridtspartiets i 1995 en ren opvisning i disciplin og sund demokratisk kultur.

Bunden slet ikke nået

Og så troede og håbede man, at bunden var nået. Men her lidt over en måned efter synes det absurde teater, som underhuset opførte, at være et fjernt minde fra tiden dengang, inden den samlede brasilianske politikerstand besluttede sig for at opføre dens egen udgave af House of Cards.

Men hvor Netflix-serien udover intriger og ondskab byder på skarpe replikker og kynisk klarsyn, så har virkelighedens brasilianske udgave umærket sig ved at være blottet for intelligens og charme, men til gengæld været spækket med simpel grådighed og rendyrket idioti.

Den nye regering, som er udnævnt til at virke i de næste 180 dage, inden vi ved om Dilma dømmes i rigsretssagen, har allerede mistet sin første minister. 10 dage skulle der gå. Det vender vi tilbage til.

Inden da kan vi lige tage et kig på, hvordan den midlertidige præsident, Michel Temer, har forvaltet sin første halvanden uges tid som regeringschef i et af verdens største lande.

Først udnævnte han en regering bestående udelukkende af hvide mænd. Af 22 ministre var 8 ekstra glade for udnævnelsen for med den fulgte immunitet, og anklagemyndigheden måtte derfor afbryde undersøgelsen af de sager, der var under opsejling.

Én for én skulle kongresmedlemmerne afgive deres stemme. Sammenholdt med de pinlige scener, der udspillede sig i den forbindelse, var det herostratisk berømte landsmøde i Fremskridtspartiets i 1995 en ren opvisning i disciplin og sund demokratisk kultur.

Frisk fra start med at beskytte vennerne

En af regeringens første (u)gerninger stod Gilmar Mendes for. Den nyudnævnte højesteretspræsident – i Brasilien svarer det til en ministerpost- brugte under 24 timer på at bestemme, at alle undersøgelser vedrørende Dilmas rival ved præsidentvalget i 2014 og desuden Gilmars nære allierede, Aécio Neves, skulle indstilles. Selv Aécio egen vidneerklæring røg i skraldespanden og er ikke længere til rådighed for højesterets videre undersøgelser. Anklagemyndigheden har i forbindelse med undersøgelsen af den enorme korruptionsskandale, der går under navnet ”Operation Bilvask” fundet rigtig mange indicier, der peger i retning af Áecio. Om ikke andet må man indrømme, at det var et handlekraftigt udlæg af den nye regering.

De færreste havde forestillet sig, at man turde foretage sig noget, der kunne tolkes som forsøg på at genere undersøgelsen af korruptionsskandalen. Noget tyder dog på, at man fra regeringens side har valgt at spille højt spil, og satse på, at lige nu er et godt tidspunkt at handle. Folket er nok lidt trætte og gider ikke gå på gaden igen. Nu har man lige fået afsat én uduelig regering, så der er muligvis en karensperiode, inden man får mobiliseret kræfter til at vælte den næste.

Derfor har den midlertidige præsident heller ikke gidet anstrenge sig voldsomt for at skjule, hvem der trækker i trådene bag de lukkede døre i præsidentpaladset. Temer har besat en lang række vigtige poster med nære venner af den afsatte kongresformand, Eduardo Cunha. Med sine bugnende konti i Schweiz og gentagne korruptionssager er Cunha billedet på den politiske kultur, som størstedelen af Brasiliens befolkning er ved at kaste op over.

Ikke desto mindre er André Moura, som er Cunhas allernærmeste allierede og protegé, udnævnt til regeringens repræsentant i parlamentet med ret til forhandle og udtale sig på præsidentens vegne. Moura er udover de nærmest obligatoriske korruptionsanklager også anklaget for medvirken til mordforsøg.

Nu har man lige fået afsat én uduelig regering, så der er muligvis en karensperiode, inden man får mobiliseret kræfter til at vælte den næste.

En gedigen skandale efter kun 10 dage

Den helt store bombe sprang dog i går. Allerede søndag aften dansk tid, gik der rygter om, at en stor afsløring var på vej, og mandag kunne en af Brasiliens mest troværdige aviser, Folha de São Paulo, afsløre en båndet samtale. Planlægningsminister Romero Jucá, der dengang var senator og Sérgio Machado tidligere præsident for Transpetro (datterselskab af det nationale olieselskab Petrobras) diskuterede i marts, hvordan forløbet skulle planlægges hen mod afsættelsen af Dilma.

Det er artige sager, de to herrer får sagt. Det korte af det lange er, at formålet med at starte en rigsretssag og komme af med Dilma er at få stoppet undersøgelserne i forbindelse med Operation Bilvask. Det fik i går Jucá til at trække sig som minister, selvom han naturligvis forsikrede, at han aldrig kunne finde på at lægge hindringer i vejen for kampen mod korruption.

Sagen er imidlertid, at alle i nærheden af magten i den nuværende og den tidligere regering enten selv er eller har nære allierede, der er dybt involverede i korruption. At folket ikke strømmer ud i gaderne igen kan kun skyldes, at følelsen af apati og at det nok ikke nytter at kæmpe mod korrupte politikere er ved at få tag i befolkningen.

En mulig løsning med Marina

Michel Temers vikariat på præsidentposten kan vise sig at være skelsættende. Udenfor magtens inderste cirkler står Marina Silva, som stillede op ved sidste præsidentvalg. Allerede dengang var hun ved at vinde momentum, men da det kom til valgdagen, viste det sig, at de traditionelle fløje havde så godt fat i vælgerne, at Marina ikke gik videre til anden runde.

Marina står for et opgør med de gamle magtstrukturer, og på trods af en klar værdikonservativ linje – hun tilhører den hurtigt voksende evangeliske kirke – kan hun vise sig at være det mindste onde i den situation, Brasilien står i her og nu. På de sociale medier fører hun en meget målrettet kampagne for et nyvalg. Hun var imod rigsretssagen og er i den grad imod Temers regering.

Hvis det lykkes Eduardo Cunha at kæmpe sig tilbage til magten, og den nye regering får held til kun at lade dommerne undersøge politiske modstandere, så ser det mildest talt sort ud. Så er vi derhenne, hvor det efterhånden ikke længere giver mening at nægte, at der har været tale om kup.

Stadig en udvej

Da jeg i 90’erne boede i landet, fortalte man en vittighed, som beskrev stemningen dengang. Man sagde, at det måske så sort ud, men at der stadig var en udvej. Så var det meningen, at den, som fik fortalt vittigheden, skulle spørge til hvilken udvej, der var tale om, og svaret var ”Galeão” – Rio de Janeiros internationale lufthavn.

Siden dengang har skiftende regeringer med forskellige reformer først fået afskaffet hyperinflationen, som dengang var altødelæggende for al langsigtet planlægning af økonomien, siden givet stadig større magt til domstolene, og også indført en lang række tiltrængte sociale reformer. Det gav troen på en udvej, der ikke involverede landflygtighed.

Nu har man fjernet den demokratisk valgte præsident, ikke for alt det dårlige, hun har gjort, som for eksempel at lade økonomien sejle, men for det gode hun har gjort, nemlig at lade domstolene undersøge de korrupte politikere. Brasilien kan, før man får set sig om, være på vej tilbage til tiden, hvor Galeão var den bedste udvej.

Står ved en skillevej

Hvis det lykkes Eduardo Cunha at kæmpe sig tilbage til magten, og den nye regering får held til kun at lade dommerne undersøge politiske modstandere, så ser det mildest talt sort ud. Så er vi derhenne, hvor det efterhånden ikke længere giver mening at nægte, at der har været tale om kup. Da nyheden om Romero Jucás afgang breakede, var et af de helt store debatemner i bloguniverset omkring Folha de São Paulo netop, hvor længe der går, før det bliver helt almindeligt at referere til Dilmas afgang som “kuppet”.

Som jeg ser det, er det dog ikke Dilma og hendes parti, PT, der har været udsat for et kup, men hele den demokratiske reformproces. Jeg har ualmindeligt svært ved at se Dilma som offer, al den stund hendes nærmeste allierede ved dannelsen af regeringen var ingen ringere end Eduardo Cunha, som altså endte med at falde hende i ryggen. Hun roste ham endda ved flere lejligheder for hans evne til at ”spille spillet’”.

Det er hele det politiske system i Brasilien, der står ved en skillevej. Temers midlertidige regering er intet andet end den gamle magtelite, der forsøger at standse en proces, der blev sat i gang i 90’erne. Om domstolene har fået så stor magt, at processen er irreversibel, vil de næste 6 måneder vise. Den første halvanden uge har ikke givet grund til den store optimisme.

Topfoto: Dilma og Michel Temer da alt var fryd og gammen. Jose Cruz via wikimedia commons

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler.

Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit MobilePay nummer er: 21222329

Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn. Omtrent 20 års erfaring fra den frie skoleverden. Har også været såvel skrivende som redigerende journalist.