Der eksisterer paralleller mellem de strukturer, nazismen effektivt byggede på, og de strukturer, der aktuelt muliggør den umenneskelige behandling af syge borgere på kontanthjælp. Men det er tabu at påpege det, og gør du det, risikerer du hetz og fornedrelse. Maria Busch kommenterer sagen om Jan Hoby i lyset af sin egen erfaring.
“De er socialiseret ind i det brutale system, som politikere har skabt gennem reformer. De har et ansvar. Det er ikke sådan, at du kan stå inde ved gasovnen i Auschwitz og sige: jeg er bare almindelig administrativ medarbejder.”
Sådan sagde Jan Hoby, næstformand for Socialpædagogisk Landsforbund og selverklæret 100% socialist og feminist, ved en støttedemonstration foran jobcentret på Lærkevej i København for den alvorligt syge, 63-årige Vladimira Kristensen, der på tyvende år har kæmpet en kamp for at få tilkendt førtidspension.
https://www.facebook.com/Velfaerdspartiet/videos/vb.237440280012089/327393361016780/?type=2&theater
Borgmesteren for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev (Radikale), var mødt frem for at høre på demonstranternes kritik af jobcentrenes behandling af de syge borgere, men greb en opportun mulighed for at vende hele situationen til sin egen fordel.
David Adam beskrev forløbet i en kommentar til Informations artikel 63-årige Vladimira er for syg til at sidde op under møde med jobcentret, men bliver nægtet førtidspension:
“Anna Allerslev går ind i demonstrationen, mandsopdækket af kameraer, og begynder at kritisere de fremmødte demonstranter. Hendes medarbejdere har det vildt hårdt, og er kede af den hårde tone på de sociale medier, og er simpelthen så triste over at syge borgere snakker grimt til dem, og sammenligner dem med nazister. Det er uretfærdigt, mener Anna Allerslev, for jobcenterets medarbejdere følger jo blot lovgivningen! Desuden bakker hun formålet med førtidspensionen op, og er stolt af den, for ingen skal stå udenfor fællesskabet! Det bliver hurtigt klart for de fleste fremmødte, at Anna Allerslev ikke snakker til de fremmødte demonstranter, men til kameraerne. Hun har simpelthen kuppet demonstrationen for at bruge den til at føre valgkampagne. De syge kontanthjælpsmodtagere er bare baggrund”.
Også Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag., forfatter og samfundsdebattør, har analyseret videooptagelsen af demonstrationen, og observeret, hvordan borgmesteren brugte Hobys udtalelse i artiklen Hobys nazi-udtalelse er helt på sin plads:
“Det var svært at tro sine egne ører, da hun skamløst og uden situationsfornemmelse forsøgte at gøre jobcentermedarbejderne og sig selv til ofre for en ubehagelig retorik, mens hun udskammede disse syge mennesker og andre fremmødte repræsentanter for de syge såsom Jan Hoby.”
Efterfølgende har borgmesteren valgt at lægge en video med Hobys tale op på sin Facebookprofil, og formanden for FOA, Dennis Kristensen, bakkede lynsnart op om Anna Mee Allerslevs kritik af nazisme-analogien i en artikel i avisen.dk, hvori han fortæller, at han har modtaget en mail fra formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau og formanden for HK Kommunal, Bodil Otto, der kræver et svar på, om “det vitterlig var FOAs linje, at medarbejdere på jobcentre er det samme som nazistiske fangevogtere.”
Det er ikke medarbejderne, det er strukturerne
Jan Hoby svarer igen i en artikel i avisen.dk d. 20. juli, hvor han forklarer, at han selvfølgelig ikke mener, at medarbejderne på jobcentrene er nazister.
Han mener, at det er de samme strukturelle mekanismer, der muliggjorde holocaust, som muliggør den inhumane behandling af syge borgere på kontanthjælp.
Han henviser bl.a. til filosoffen Hannah Arendts begreb om ‘ondskabens banalitet’:
“Den tyske SS officer Adolf Eichmann begik ikke sine forbrydelser ud fra ondskab, men fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat. Der er et religiøst element i den måde, Arendt taler om ondskab på. Hun taler nemlig om synden. Det, at vi alle sammen er en potentiel Eichmann, hvis vi ikke stopper op og tænker os om. Der påhviler derfor alle mennesker et ansvar og en moralsk pligt til konstant at tænke over det system, man befinder sig i. Derfor er der også en eksistentialistisk undertone i Hannah Arendts teorier, fordi hun påpeger, at man har friheden til at sige nej.”
Jan Hobys analogi og hans teoretiske underbygning af den burde være logik for burhøns, men hvorfor er den det så alligevel ikke, og hvorfor dette ramaskrig i dens kølvand?
En grænsesættende konsensus
Det er min overbevisning, at der er en konsensus omkring, hvad det er tilladt at tale om i vores samfund.
Vi bilder os ind, at vi har ytringsfrihed, fordi vi får lov til at debattere en lang række emner offentligt, men i virkeligheden er der meget skarpe grænser for, hvad vi må og ikke må diskutere. Med den amerikanske forfatter, filosof, politiske aktivist på venstrefløjen og professor i lingvistik, Noam Chomskys ord:
“The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum – even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of the debate.”
Den person der har formastet sig til at overskride grænsen for, hvad der anses for acceptabelt at debattere, skal øjeblikkeligt sparkes på plads.
Når borgerne kommer for tæt på emner, det ikke er tilladt at diskutere (så som de strukturer i vores samfund, der historisk set gør det legitimt, logisk og nødvendigt at behandle mennesker dårligt), så falder hammeren.
Fokus fjernes fra det tabuiserede og rettes mod den formastelige
Den person der har formastet sig til at overskride grænsen for, hvad der anses for acceptabelt at debattere, skal øjeblikkeligt sparkes på plads.
Dette gøres mest effektivt ved at gribe fat i et stikord (ofte fejlciteret), som der er bred konsensus i vores samfund om, at det er tabu at bruge analogisk. Og dernæst blive stædigt ved med at slå den pågældende i hovedet med dette ord, så fokus fjernes fra det tabuiserede og rettes mod den formastelige.
Dette stikord har som regel noget med nazismen at gøre, for når man forsøger at redegøre for de strukturelle mekanismer, der muliggør, at mennesker kan finde på at gøre andre mennesker fortræd, uden der er ondskab involveret, er det, som tidligere nævnt, yderst hensigtsmæssigt at sammenligne med nazismen – den historiske monstrøsitet, vi europæere nok kender bedst.
Hetz på de sociale medier
Det er tilladt at tale om nazismen, men altså ikke at sammenligne de mekanismer, der muliggjorde nazismen med dem, som muliggør den massive undertrykkelse af borgere på overførselsindkomst i Danmark.
Denne lektie lærte jeg personligt, da jeg formastede mig til at sammenligne min tid i nyttejob med en arbejdslejr under Anden Verdenskrig i indlægget Scener fra et parallelunivers.
Efterfølgende blev jeg mødt at en gedigen hetz på de sociale medier, som jeg beskriver i artiklen En kvast stemme fra Underdanmark.
“Jeg bliver tilsvinet og nedgjort på det groveste – både hvad angår min psykiske habitus, min intelligens og min påståede manglende vilje til at ville arbejde. Jeg får påklistret alverdens grimme mærkater på min person, og enkelte “debattører” går endda så vidt som til at ytre ønske om, at jeg bliver sparket, bliver sat i tysk arbejdslejr à la Anden Verdenskrig og frataget min ret til at ytre mig offentligt.”
Hetzen blev bare værre, da jeg forsøgte at imødegå kritikken ved, som Jan Hoby, at pointere, at sammenligningen med arbejdslejren helt centralt handler om den indre rationalitet i vores system, som kan føre til – og aktuelt fører til – at uacceptable forhold og marginalisering af bestemte befolkningsgrupper kan forekomme fornuftigt og velbegrundet. Nøjagtigt som det gjorde i Tyskland op til og under Anden Verdenskrig.
Sprog skaber virkelighed
I artiklen Man binder os på mund og hånd, skildrer jeg reaktionerne.
“Det tunge skyts er rullet ud. Jeg angribes personligt fra alle vinkler: Jeg anklages for at være doven, psykisk syg, en elendig historiker, en løgner osv. osv. Jeg latterliggøres, udstilles, nedgøres, anklages og trues af et hav af mennesker, jeg aldrig har mødt.”
Kritikerne vælger således ensidigt at forstå analogien med Nazityskland helt konkret og ser bort fra analogiens teoretiske og moralske referencer – nøjagtigt som med Jan Hoby.
“If you want to change the world you’d better try to understand it.”
Hvis vi ønsker at ændre umenneskelige forhold i vores samfund, bliver vi nødt til at sprænge rammerne for, hvad det er tilladt at debattere. Hvis vi undlader dette, understøtter vi blot det bestående – for sprog skaber virkelighed.
Og virkeligheden er, at nazismen, såvel som det teknokratiske bureaukrati vi har i Danmark, ikke er tilfældige historiske begivenheder.
De er ikke faldet ned fra himmelen.
De er et resultat af nogle bestemte underliggende strukturer i det moderne samfund, som vi bliver nødt til at identificere og forstå for at kunne dæmme op for dem.
Topfoto: Velfærdspartiet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
