SATIRE // JULEFØLJETON 1. DECEMBER – Alt er under forandring i de to nabobyer ved Langesø – Hipsted og Folkerup. I POV-julekalenderen fra julen 2020 førte en konflikt mellem folket og eliten til en udenomsparlamentarisk aktion mod andefabrikken Roast Duck. Harmonien kollapsede langt, langt ude på landet. I første afsnit af julekalenderen Lummer vinter 2021 indser terapeuten Josef Denaparte, at han må vælge en ny strategi. Også den tidligere ejer af andefabrikken, Birger Bentzen, går nye veje. I første omgang bevæger han sig mod stationen for at modtage Petrine Vermouth. Følg med i forfatter Sandra Klaus Juul Nissens julekalender-roman, der også kan høres som podcast. Læs et resume af sidste års julekalender i bunden af artiklen.
Også vejret har forandret grundlæggende i forhold til sidste års isvinter. Ingen dryssende sne, ingen skøjteløb. Ingen frostgrader – nat eller dag: Det er lummert!
Terapeuten Josef var nået til konklusionen, at han måtte indtage et almindeligt menneskeliv. Allerhelst på den rigtige måde i pagt med naturen. Buen, træpinden der roterer frem og tilbage i et hul i et andet, større stykke. Gløder af friktion mellem brændbart træ. Men det var komplet umuligt denne vinter, som intet havde med vinter at gøre.
Alt var – for nu at sige det enkelt og præcist – pissevådt. Så han havde medbragt tændstålet fra sin fortid som patruljefører i whiskybæltet. Han prøvede i 2 – i fem – i 10 minutter med de fineste småspåner af høvlet træ.
Hun kunne ikke få hans fritidsjob ud af sit indre billedunivers. Holdt sig bevidst på afstand. Og helt enkelt: Christina Fridild havde aldrig tændt på hårde klask i røven
Men i løbet af kort tid var alt vådt som i et akvarium, og selv den største gnist kunne ikke antænde det efterhånden sjaskvåde træ.
Det regnede nu, som det havde gjort lige siden sensommeren.
Lort! sagde han for sig selv, smed det hele fra sig i irritation, nærmest løb tilbage til hytten og vendte
småløbende tilbage med en dunk knallertbenzin, som han hældte ud over tøjbunken. Kostumerne med både gedebukke, satan, engle og spøgelser – og ikke mindst den røde kjole med de sorte flæser.
Arbejdstøjet, der ikke længere var til nogen verdens nytte. Han hældte den sidste rest brændstof ud på jorden, mens han trådte et par skridt tilbage og antændte benzinen med sin lighter.
Lyt til første episode af Lummer vinter her:
“WHOOMB” sagde det i et uldent drøn, og han anede svagt lugten af brændt hår fra de lange, grå lokker. Men Josef Denaparte var ligeglad nu. Ilden under vandtanken i svedehytten var for længst brændt ud, og terapeuten var allerede terminal.
Han var på vej tilbage til fortiden som John Jensen, inden numerologien og stedfarens penge havde bragt evighedsstudenten fri af Hellerups tryghed og ind i et nyt liv her andelslandsbyen. Slut var det også med hans alter ego, Madame Noire, den hårdtslående herskerinde i weekendnætterne i swingerklubben i det nedlagte jernbanehotel i Folkerup, hvor trængende forretningsfolk fra de større byer fik smæk for skillingerne.
Det her var en bitter stund. Kun et øjeblik nød han strålevarmen fra bålet. Han ønskede ikke længere at være vidne til sin egen kommercielle deroute i Hipsted. Forretningen var lukket og konkurs. Han fattede den gamle kuffert med den ene hånd, guitarposen med den anden og begav sig over broen til stationen i tvillingebyen uden at se sig tilbage.
Christina Fridilds endelige farvel til Folkerup
Christina Fridild nåede lige at se ryggen af Josef, da han småløb ind i stationsbygningen. Hun nåede ikke at sige farvel eller god rejse. Hun havde hørt på landsbysnakken, at han flyttede tilbage til storbyen. For selvom de begge var blandt veteranerne i Hipsted, havde de aldrig haft meget med hinanden at gøre.
Hun tilbragte det meste af tiden i sin Donut-butik her i Folkerup, og så kendte hun Denapartes hemmelighed, hans alter ego – herskerinden Madame Noire i swingerklubben. Aldersmæssigt passede de sammen. Og af og til savnede hun også en mand i sit liv, ligesom tilværelsen i Hipsted havde lært hende stor tolerance overfor binære, nonbinære, bøsser, transpersoner – eller hvad de nu kalder sig i dag.
Han kiggede stolt op på det gamle jernbanehotel, der efter en kort periode som swingerklub nu var overtaget af ham: Det stod på facaden i smukke bogstaver i rosa, italiensk marmor: Folkerup Familiehøjskole
Kærlighed er kærlighed, og den overskrider grænser. Men for nu at gøre en lang historie kort. Hun kunne ikke få hans fritidsjob ud af sit indre billedunivers. Holdt sig bevidst på afstand. Og helt enkelt: Christina Fridild havde aldrig tændt på hårde klask i røven.
I dette øjeblik gled Josef ud af hendes erindring som en unyttig fil på den indre harddisk. Hun vendte sig om og iagttog til-salg-skiltet i Donut-butikken, der dårligt nok havde givet hende smør på brødet det sidste år.
Og med en blanding af vemod og befrielse låste hun døren og smed for sidste gang nøglen ned i sin
elskede Chanel-taske. Den var slidt af daglig brug – og på én gang både en ligegyldighed i Folkerup og en stilfærdig provokation overfor de ortodokse økologer i Hipsted.
Og så begav Christina sig hjemover mod det nye liv i andelslandsbyen på den anden side af broen over Langesø.
Birger Bentzens snedige plan
Jeg kører nu, råbte Birger Bentzen til hustruen. Hun svarede ikke på denne kliché af en hilsen, som er på top-to af de mest almindelige, ægteskabelige replikker, når man har overstået sølvbrylluppet. I skarp konkurrence med den anden : ”Hej, det er mig”.
Ikke at hun ikke stadig elskede sin mand. Men hun prøvede at undgå gentagelsens monotoni og samlede kræfterne til en overraskelse i ny og næ.
Bent stod et øjeblik på trappen til familiens bolig, der i folkemunde havde navnet ”Herresædet”. Han var stadig stolt af sine bedrifter og sin evne til at skabe værdi og profit trods modstand fra økosocialister og den røde hær af misundelse. Han havde tjent pengene til kæmpe-villaen med hestestald.
Han havde designet den smukke allé med lindetræerne. Og først og sidst. Den kollapsede andefarm helt nede ved søen var transformeret fra en kedelig mørk fabrik til et gigantisk væksthus i glas og aluminium.
Han satte sig ind i den sorte Tesla og kørte lydløst men hurtigt den korte vej til Folkerup Station, hvor han skulle modtage den kommende leder af hans personlige donation til borgerne i Folkerup. Og til Hipsted, for den sags skyld, hvis de ellers ville bryde deres marxistiske afsondring fra virkeligheden.
Blond og smilende som i en fædrelandssang. Hun var så klar til det nye bijob, der skulle sætte endnu mere fut i hendes politiske karriere
På vej ind mod parkeringspladsen måtte han op at stå på bremsen. Han var tæt på at ramme fru Fridild, der kiggede anklagende på ham gennem Teslaens forrude. Han smilede falsk tilbage mod kvinden, der med sit læserbrev havde startet lavinen, som smadrede hans livsværk – andefarmen.
Det var lige meget. Nu havde hun selv tabt, mens han indvandt nye områder. Han kiggede stolt op på det gamle jernbanehotel, der efter en kort periode som swingerklub nu var overtaget af ham: Det stod på facaden i smukke bogstaver i rosa, italiensk marmor: Folkerup Familiehøjskole – og så med mindre typer som i håndskriften fra den dygtigste elev i klassen: Højskolen for ægte danskere.
Blond og smilende som i en fædrelandssang
Toget kørte ind på stationen. Bentzen ænsede ikke den lidt lurvede mand med den slidte kuffert og guitartasken. Josef skulle bare – VÆK! Direktøren var dybt koncentreret om at modtage sin gæst, som netop trådte ud på perronen med sine to mandlige personlige assistenter i næsten ens sort jakkesæt, mens hun lyste i sin råhvide kjole som en svane.
“Hej Birger,” sagde hun og strålede mere på den regnklamme perron end i aviser og i tv’s nyhedsprogrammer.
Blond og smilende som i en fædrelandssang. Hun var så klar til det nye bijob, der skulle sætte endnu mere fut i hendes politiske karriere. De havde talt sammen hundredvis af gange om det her projekt – men han valgte i dette historiske øjeblik – højtidelighedens sprog:
“Velkommen til Folkerup, Petrine Vermouth”.
Fortsættes i morgen …
Lummer vinter
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af julekalenderen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
