MUSIK // ANMELDELSE – Bedømt ud fra afspilninger i streaminguniverset må Lukas Graham være den største danske musikalske eksportsucces. Nu udkommer hans fjerde album, som anmelder Trinelise Væring finder håbefuldt. Det sentimentale er hun vild med. Men klicheerne kunne hun godt undvære.
Uden helt at have fakta ved hånden vil jeg vove at påstå, at Lukas Graham er den største internationale eksportsucces i den danske musikbranche i “nyere” tid. Hans claim to fame er først og fremmest sangen “7 Years”, fra hans Blue Album (2015) med 1.505.641.716 plays på Spotify. Skal jeg være ærlig, ved jeg slet ikke, hvordan man læser sådan et tal. Er vi oppe i trillioner? Eller er der overhovedet noget, der hedder det.
En ting er sikkert, det er i alle fald rigtig, rigtig mange.
Der er så meget i musikbranchens mainstream spor, jeg slet ikke fatter, men det, der er så dejligt ved Grahams succes med “7 Years”, er, at succesen forstår jeg til fulde. Det er en fantastisk sang og for mig at høre en anderledes popsang, lidt for lang, lidt for fuld af ord på hjerte, et vaskeægte hit, der lever fint uden et stort bragende omkvæd.
Her bliver det også lidt for meget metervare-pop for min smag i en af de der programmerede produktioner, der ikke en gang gider lade som om, den involverer nogen, der reelt spiller på noget
Alt sammen på den gode måde og alt sammen noget, der gør den til det stik modsatte af en generisk popsang. Det er desuden en sang, der både virker autentisk, personlig og samtidig kan rumme os alle, fordi den pirker til den lille nostalgi, vi alle sammen bærer med os gennem livet.
Det andet nok så vigtige element i Grahams kometkarriere er hans himmelstræbende stemme og hans vilde timing, som man især kan mærke live. En timing der gør, at han kan pakke sine sange tæt med ord og rable dem af sig, alt imens han kaster sig rundt i sine ikke helt nemme melodier.
Et håbefuldt album
Når jeg kalder det “et håbefuldt album”, er det, fordi jeg forleden var til lyttesession i DR-koncertsalen, hvor Graham selv gav sit album nogle ord med på vejen. Graham beskrev, at det havde været vigtigt for ham, at det her album blev mindre dystert end hans forrige (The Purple) album. Det skulle være et gladere og, som han sagde, et mere håbefuldt album. Det er bestemt også den følelse, jeg sidder tilbage med efter nogen gennemlytninger.
The Pink Album er også – i alle fald delvist – et mere pumpet og poppet album end specielt hans to første album. Der er mere autotune på vokalen, og det, er jeg klar over, er ikke, fordi Graham ikke kan synge uden. Det er et æstetisk valg, jeg så bare ikke forstår at værdsætte.
Der er også sange, som på mig lyder uberørte af menneskehånd, som om de er undfanget i en petriskål. Heldigvis er der også flere af de sange, jeg ville kalde “klassisk Graham”, og det er nok der, jeg er mest på. The Pink Album er også spækket med redelige hits, og jeg vil også indrømme, at han fik mig in the end. Jeg klemte sgu’ en tåre…
4 (The Pink Album) – sang for sang
1. “Stay Above”
Jeg fornemmer, at jeg og Lukas Grahams A&R ikke er helt på linje omkring hvad, der klæder ham mest.
“Stay Above” er netop en af de sange, jeg ikke kan mærke, og som jeg ovenfor kalder uberørt af menneskehånd. For mig at høre har de pint alt, hvad der er det særligt fine ved Lukas Graham ud af sangen, og så har de ovenikøbet lagt den først på albummet.
2. “Wish You Were Here” (Feat. Khalid)
Lidt det samme kunne jeg sige om “Wish You Were Here”. I don’t get it. Og i øvrigt NEJ, det er ikke et Pink Floyd cover. Graham fortalte selv ved den lyttesession, jeg referer til ovenfor, at ideen til teksten var den der tekstbesked, man har sendt til mange forskellige mennesker igennem livet. Og er man på lange turnéer, som han selv har været, ja så har man nok sendt en del af den slags, tænker jeg. Problemet er jo så bare, at det også bliver en underlig generisk tekst, til (og om) Gud og hver mand, men ikke på den gode måde. Det autentiske element fortager sig i tågerne.
3. “This Is Me Letting You Go”
Her er vi tilbage i noget mere klassisk old school Lukas Graham, mindre autotune, og mere “band”-lyd inkl. blæsere. Her står jeg så på igen. Der er i øvrigt en hyggelig melodisk hilsen til Elton John og ”Goodbye Yellow Brick Road”, og på sin vis også en hilsen til Elton Johns pianostil, selv om det er spillet med en mere Fender Rhodes-lignende lyd.
4. “Share That Love” (feat. G-Easy)
Feeedt. Den må blive et hit. Den er totalt medrivende. En ørehænger, stop fuld af gode generøse vibrationer, der strømmer fra en tekst om at give det, man har at give og ikke holde på noget. Der er chain gang (Worksong) stemning med breakdowns, call and response kor (det er her the chain gang lyser op på min lystavle). G-Easy er desuden en skøn gæst, der lige giver tracket lidt street cred med på vejen.
5. “Hard Way“
Hvorfor denne sang kun er med på CD og vinyler, er en gåde for mig. Det er en virkelig god sang. Igen et virkelig catchy omkvæd, og dertil et af de der vers, hvor Graham byder på det særlige blærede rap-inficerede flow, han kan. Det kunne også have været fedt med G-Easy på rap.
Til lyttesession fortalte Graham, at han havde skrevet teksten til sine børn. Som jeg hører det, lidt generelt faderlig advice, a lá her er nogle af erkendelserne, jeg er kommet til. En af dem lyder: Life tastes good when you’re living fast / But when it comes too quick / It doesn’t always last / Sometimes you gotta learn the hard way. Ja – det, tror jeg på, er en lektie, Lukas Graham har internaliseret. Ikke fordi han har tabt terræn, men fordi der altid er en pris at betale … også for succesen.
6. “Home Movies” (Feat. Mickey Guyton)
Denne sang ligger i en klaverbåren version på vinylerne. På det digitale album lægger den derimod ud med fingerspilsguitar. Det klæder sangen rigtig godt. Det giver den lidt mere country-vibe, som passer godt til Guytons twangy countryvokal. Overordnet er vi ude i noget torchsong, der nok skal få arme med lightere i vejret ude til koncerterne. I mine noter har jeg skrevet “Abba meets country”. Det track kunne sagtens være skrevet af Björn og Benny.
7. “All of it All“
Endnu en super ørehænger, der minder mig om noget. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad, men det er ikke Lukas Graham, det minder mig om, og jeg synes, det er fremmed for sammenhængen at kaste synth-lydende keys på broen op mod omkvædet. Således ikke en vintage Graham, men dog en sang, der nok skal nå sit publikum, hvor iblandt jeg forestiller mig mangen en mand, der vil afsynge karaoke-versionen til sin hårdt prøvede viv ved en rund bryllupsdag: “I got problems, I got deamons / you still love me, for some reason / I know you got me, when I fall / ‘Cause you want all of it all of it all.”
8. “By the Way“
Klichéerne står i kø. Jeg vil sige, der er mange af teksterne, der balancerer på en knivsæg i forhold til mængden af klichéer, men her kammer det helt over for mig. Den er fuld af floskler og ukonkrete udsagn. “By the way you’re not the only one / Who’s been afraid of feeling something / You deserve as much as anyone / Don’t run away from what you wanted.”
9. “Lie“
Her bliver det også lidt for meget metervare-pop for min smag i en af de der programmerede produktioner, der ikke engang gider lade som om, den involverer nogen, der reelt spiller på noget.
10. “Never Change“
Lægger ud med et enkelt klaver og har desuden en af albummets fineste vokaler, der i momenter sender min tanker i retning af Grahams tid som drengekorist. En flot sang og godt er det, at de har valgt at holde den nede og i stram snor. Det kunne være gået grueligt galt med større armbevægelser og trommer. Som den ligger her, holder den en perfekt balance mellem at være en stor sang og en inderlig sang.
Jeg vil dog lige sige, at jeg hører omkvædet som liggende meget meget tæt op af Jessie J’s 2014 hit “Masterpiece”, men lad nu det ligge.
11. “Say Forever”
Begynder med et fint enkelt vers, men for mig stikker den helt af i Disney-filmtrack-bravur, når vi rammer omkvædet. Til lyttesession sagde journalisten på et tidspunkt, at det da lå lige for, at Graham skulle levere det næste “Lion King”-tema. Jeg vil krydse fingre for, at det i stedet er 007 Bond, der ringer. Det ville være en større udfordring, der ville bringe noget godt frem i Lukas Graham.
12. “One By One“
Albummets sidste track, og den sang der, som jeg skrev i indledningen “fik mig”. Til lyttesession beskrev Graham, at sangens oprindelig ide udsprang af en sms, som hans (afdøde) far sendte til ham, efter Lukas var flyttet hjemme fra, og faderen stod og kikkede ind i det nu tomme værelse: “I, guess I’ll get over it”. Selve sætningen indgår ikke i teksten, men jeg forstår den godt som bagtæppe for sangen.
Det er endnu en sang til Grahams børn, en sang der grundlæggende siger; jeg skal dø fra jer en dag, og den tanke kommer jeg aldrig til at vænne mig til.
Det er en drivende sentimental sang, men den ramte mig alligevel i hjertekulen både ved lyttesession og nu, hvor jeg sidder og hører den igen. Det er en sang, der kan spilles til alle begravelser. Det er bare at lade orglet bruse og koret synge. Når det var den, og ikke nogen af de andre fine sange, der “fik mig”, er det sandsynligvis, fordi jeg for nylig har mistet min mor. “One by one by one we fade away” … Ja, don’t we all.
Lukas Graham opsøger det sentimentale
Mens dette album således fader ud, sidder jeg og tænker, at der er noget utrolig sentimentalt over Lukas Grahams tekster. Han både opsøger det og omfavner det. Han forsøger heller ikke at afværge klicheerne, når de trænger sig på. Det sentimentale er jeg vild med. Det taler til mig, af samme grund som countrymusik taler til mig. Klicheerne er jeg mindre vild med.
Jeg synes også, mange af teksterne, hvor dybtfølte – og i deres oprindelige udgangspunkt – personlige de end er, ender med at virke mere generelle end autentiske. Jeg er klar over (igen fra Grahams egne kommentarer til lyttesession), at hans mål er, at alle skal kunne bruge hans sange i deres liv, og jeg er med på, at man som sangskriver ikke ønsker sig, at lytteren skal sidde og tænke: “nå, har han det sådan, det var da synd for ham”, men derimod, at “ ja- det er lige sådan, det er – også for mig”.
Det ændrer dog ikke ved, at det stadig er den autentiske fortælling, der for alvor rykker for mig. Det er netop det, som “7 Years”-sangen har, men som jeg kun finder i momenter på dette album, måske fordi der er gået lige lovligt meget co-writing-hit-fabrik i den.
Når det er sagt, er Lukas Graham i vokal topform, og der er mange gedigne hits.
I skrivende stund sidder jeg i øvrigt og ser på Gaffa.dk, at Lukas Graham skal gæsteoptræde på Tønderfestival med en country act. Det bliver da bare for fedt, for – som jeg sagde – countrygenren ligger lige til højrebenet, hvis man ser på det fra teksternes vinkel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
