Lana del Rey, pressefoto

Lana Del Rey udsender musikalske røgsignaler på nyt album

i Kultur/Musik af
LANA DEL REY // ANMELDELSE – Efter det overvældende album Norman Fucking Rockwell er Lana del Rey aktuel med Chemtrails Over the Country Club. Her har hun fortsat sit samarbejde med produceren Jack Antonoff. Det lyder formidabelt, men efter POVs anmelder Henning Høegs smag er der alt for mange klichéer i Lanas tekster. “Desværre smitter det overfladiske også af på Lana Del Reys egen tilgang til oplevelsen og dermed sangene. Hun forfalder ofte til velmenende klichéer. I modsætning til komponist-forbilleder som Randy Newman og Stevie Nicks overser hun ofte de små detaljer, der kan gøre en lille sang stor”, skriver han.

Som røgsignaler imod en bleg blå forårshimmel går flere af Lana Del Reys nye sange nærmest i opløsning efter første lyt. Puff. Således er stemmen skøbelig, melodierne er kønne men også spinkle og produktionen er med fuldt overlæg mere end en anelse spøgelsesagtig. Der er gået to år siden hendes hovedværk, Norman Fucking Rockwell.

Dengang zoomede Lana Del Rey ud fra sine private dæmoner for at give det store overblik over den grelle forskel på billedkunstner Normal Rockwell Kliché-USA (lidt som en ekstra romantisk Mads Stage) og den måske billedskønne men også iskolde virkelighed, der hver dag indrammer hverdagen for 330 millioner amerikanere.

Et univers fyldt med smukke tabere, glamourøse selvmordskandidater, Charles Manson-agtige monstre og så alt, hvad der kan krybe og gå fra både David Lynch’s og Quentin Tarantinos samlede filmkatalog

Chemtrails Over the Country Club zoomer Del Rey igen ind og vender på ny blikket imod sit egne nærmeste omgivelser.

Resultatet er 11 intense sange, der svinger imellem det forførende “Dark But Just a Game” og “Chemtrails Over The Country Club” til det noget nær ligegyldige “Yosemite” og “Not All Who Wander are Lost” – lyrikken i sidstnævnte findes mere dybsindig på en halv million klistermærkeopslag på facebook

Lydmæssigt er Chemtrail over the Country Club dog et sandt og helstøbt mesterværk. Således skaber producer og medkomponist Jack Antonoff – og på enkelte sange, Nick Nowels – et lydbillede så spektakulært og omfavnende, at det får Hollywoods klassiske widescreen technicolor-teknik til at virke både farveløst og snæversynet.

En magisk aura

“Pale Blue Eyes”-agtige intimguitarer smyger sig ind og ud iblandt genialt placerede keyboards, strygere og slagtøj. Ligesom han gjorde det på Norman Fucking Rockwell, har Jack Antonoff, der også trykker på knapperne for Pink og Taylor Swift, skabt en nærmest magisk aura med ekstra sonisk albuerum omkring Lana Del Reys drømmeagtige vokal.

Med netop denne hviskende vokal, der spænder imellem det lillepige-agtige (“White Dress”) til det kvindeligt forførende (“Let Me Love You Like a Woman”) inviterer Lana Del Rey indenfor i sit univers fyldt med smukke tabere, glamourøse selvmordskandidater, Charles Manson-agtige monstre og så alt, hvad der kan krybe og gå fra både David Lynch’s og Quentin Tarantinos samlede filmkatalog.

Lana har set filmene og her er sangene.

 

Lana del Rey, coverfoto
Lana del Rey, coverfoto

Lana Del Rey har aldrig været bleg for at udpege de kulturelle giganter, hun har fulgt og ladet sig inspirere af. I teksterne får både Elton John, Joni Mitchell, Stevie Nicks og Joan Baez således et vink med på vejen.

Bedst er hun dog efter min mening, når hun forsøger at finde sine helt egne veje. Således er titelmelodien “Chemtrails over the Country Club” albummets absolutte hjørnesten. Her føler man for alvor komponistens nærvær. Det handler om Lana Del Rey og hendes egne venner og veninder, der svæver rundt i deres luksuriøse men til tider også overfladiske univers.

Selvom det drømmende midtempo-groove hænger lidt med næbbet henover midten, byder Lana Del Rey og hendes soniske partner Jack Antonoff på øjeblikke, hvor man som lytter glemmer både tid, sted og Covid-19

Desværre smitter det overfladiske også af på Lana Del Reys egen tilgang til oplevelsen og dermed sangene. Hun forfalder ofte til velmenende klichéer. I modsætning til komponist-forbilleder som Randy Newman og Stevie Nicks overser hun ofte de små detaljer, der kan gøre en lille sang stor.  Og i sange som “Wild at Heart” og “White Dress” lyder hun mere som en person, der set en film om emnet fremfor én, der har været der selv.

Klichéerne tynger

Dette nærvær – både melodisk og lyrisk – findes dog på to af albummets sidste sange “Breaking up Slowly” og “For Free”.

Ironisk nok kan begge disse sange primært krediteres til andre end solisten selv. Således er “For Free” skrevet af Joni Mitchell helt tilbage i 1970. Og selvom Lana Del Rey har sit navn med på “Breaking Up Slowly”, er melodien tydeligvis skarpt skåret af countrysangerinden Nikki Lane, der med Lana Del Rey her også deler jobbet som forsanger.

Med andre ord: Chemtrails over the Country Club er imponerende flot.

Selvom det drømmende midtempo-groove hænger lidt med næbbet henover midten, byder Lana Del Rey og hendes soniske partner Jack Antonoff på øjeblikke, hvor man som lytter glemmer både tid, sted og Covid-19. Klichéerne tynger imidlertid, og trods mange gode øjeblikke er de fleste af Lana Del Reys 11 nye sange hurtigt glemt.



Lana del Rey: Chemtrails over the Country Club


PR-foto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur